Den sy­ge sek­tor

Ta­bu­belagt. Sy­ge­fra­va­e­ret i den of­fent­li­ge sek­tor bli­ver ved med at va­e­re hø­je­re end på pri­va­te ar­bejds­plad­ser. Hvor­for er en gå­de, for in­gen tør rig­tigt ta­le om det.

Weekendavisen - - Samfund - Af JØR­GEN GRØNNEGÅRD CHRISTENSEN

I2017 hav­de me­d­ar­bej­der­ne i kom­mu­ner­ne i gen­nem­snit 11,7 sy­ge­fra­va­er­s­da­ge. Tal­let for re­gio­ner­ne var 10,6, og for sta­ten 8,3. På pri­va­te ar­bejds­plad­ser lig­ger tal­let på om­kring syv sy­ge­fra­va­er­s­da­ge. Man kan og­så an­sku­e­lig­gø­re det på en an­den må­de. Me­d­ar­bej­der­ne i kom­mu­ner og re­gio­ner er sy­ge­fra­va­e­ren­de et par ful­de ar­bejds­u­ger om året. Som Kom­mu­ner­nes og Re­gio­ner­nes Løn­da­ta­kon­tor op­ly­ser, in­de­ba­e­rer det, at 40-50 pro­cent af alt fra­va­er er sy­ge­fra­va­er, og som Dansk Ar­bejds­gi­ver­for­e­ning gør op­ma­er­k­som på, be­ty­der det 13.000 fle­re fuld­tids­an­sat­te end nød­ven­digt, hvis fra­va­e­ret var på pri­vat ni­veau. Det er tem­me­lig me­get. Det er yder­li­ge­re et ae­ld­gam­melt pro­blem. De of­fent­li­ge ar­bejds­gi­ve­re er hur­ti­ge til at er­ken­de det. De fø­jer dog til, at de gør frem­skridt og in­den for de sid­ste fem år har re­du­ce­ret fra­va­e­ret med 2-3 pro­cent. Det er al ae­re va­erd, men det vi­ser, at det ta­ger sin tid at ret­te op på ska­ev­he­den. Det rig­tig go­de spørgs­mål bli­ver da, hvor­for der er den­ne mar­kan­te for­skel på men­ne­sker, der ar­bej­der i en virk­som­hed, og men­ne­sker, der ar­bej­der på en in­sti­tu­tion el­ler i en for­valt­ning. For godt nok ved vi, at kvin­der af man­ge go­de grun­de har et hø­je­re fra­va­er end ma­end. Vi ved til­sva­ren­de, at hø­je­re ud­dan­ne­de har et min­dre fra­va­er end folk med la­ve­re ud­dan­nel­se, samt at men­ne­sker med skif­ten­de ar­bejds­ti­der hyp­pi­ge­re har sy­ge­fra­va­er end folk med fa­ste (dag-)ar­bejds­ti­der.

Det brin­ger os ik­ke ta­et­te­re på en for­kla­ring. For ta­ger man hen­syn til dis­se grund­la­eg­gen­de for­skel­le mel­lem de pri­vat og de of­fent­ligt an­sat­te, be­står for­skel­len li­ge­fuldt. Så vi står alt­så til­ba­ge med det helt grund­la­eg­gen­de hvor­for­spørgs­mål.

Man kun­ne me­ne, at det var nemt at sva­re, for det er dog no­get, der la­der sig un­der­ka­ste sy­ste­ma­tisk ana­ly­se. Men nej, så­dan­ne go­de ana­ly­ser er ik­ke til at op­dri­ve. Det er gan­ske en­kelt en pro­blem­stil­ling, som på mystisk vis er ta­bu­belagt. Man be­ska­ef­ti­ger sig ik­ke med det, og hvis man gør, er det po­li­ti­ske ak­tø­rer, der møn­strer de­res sy­ge mo­stre på rad og ra­ek­ke.

LAD os da prø­ve med nog­le hy­po­te­ser. Den før­ste er, at det er me­get hår­de­re at ar­bej­de for en of­fent­lig end en pri­vat ar­bejds­gi­ver. Den er sva­er at for­hol­de sig til. For der er så vist hårdt ar­bej­de på beg­ge sider af heg­net. Men at pres­set ge­ne­relt skul­le va­e­re hår­de­re på det of­fent­li­ge ar­bejds­mar­ked end på det pri­va­te er ik­ke tro­ligt. Man kun­ne så ha­ve en hy­po­te­se om, at kra­ve­ne i den of­fent­li­ge sek­tor er sti­gen­de. Dens me­d­ar­bej­de­re bli­ver pres­set af be­spa­rel­ser og pro­duk­ti­vi­tets­krav. Og­så den hy­po­te­se har det sva­ert i mø­det med vir­ke­lig­he­den. Nok ta­les der me­get om be­spa­rel­ser, men det of­fent­li­ge er alt­så stil­le og ro­ligt vok­set. Så i det om­fang be­spa­rel­ser­ne ik­ke er po­li­tisk re­to­rik, har de ka­rak­ter af mar­gi­na­le om­for­de­lin­ger. Og om pro­duk­ti­vi­te­ten ved vi fra Ves­ta­gers pro­duk­ti­vi­tetskom­mis­sion, at den, så vidt kom­mis­sio­nen kun­ne fin­de ud af, har ret så tran­ge kår i det of­fent­li­ge. Husk så li­ge end­nu en gang at sam­men­lig­ne med, hvor­dan det er og går i pri­va­te virk­som­he­der, og vi kan ro­ligt for­ka­ste og­så den­ne hy­po­te­se.

Der må alt­så va­e­re no­get sa­er­ligt of­fent­ligt på spil, no­get, som gør, at man ik­ke rig­tigt kan kom­me pro­ble­met til livs.

Det kun­ne hand­le om le­del­se. Det skal be­stemt ik­ke for­stås så­dan, at of­fent­li­ge le­de­re er rin­ge­re end dem i det pri­va­te. Det er der ik­ke be­la­eg for. Det kun­ne deri­mod va­e­re så­dan, at ram­mer­ne for of­fent­lig le­del­se er så­dan, at le­der­ne en­ten ik­ke har til­skyn­del­se til el­ler mu­lig­hed for at gø­re no­get se­ri­øst ved fra­va­e­ret. For godt nok ta­ler mi­ni­stre, borg­me­stre og re­gions­rå­ds­for­ma­end om, hvor al­vor­ligt de ta­ger pro­ble­met. Men hvor­dan er det egent­lig, de re­a­ge­rer, hvis en of­fent­lig chef slår i bor­det og si­ger, at nu skal fra­va­e­ret ned? Det brin­ger os til hy­po­te­se 2, som hand­ler om de po­li­ti­ske ram­mer. Den si­ger, at of­fent­li­ge ar­bejds­plad­ser er un­der po­li­tisk pro­tek­tion. Man har ind­ret­tet sig så­dan, at det, der i en virk­som­hed er et lo­kalt drifts­ma­es­sigt an­lig­gen­de, uen­de­ligt nemt i det of­fent­li­ge bli­ver til en po­li­tisk sag. Den sva­ge part i den sam­men­ha­eng er le­de­ren, som ik­ke fuldt ud har fat­tet, at man skal fa­re med lem­pe over for me­d­ar­bej­de­re, som har højt fra­va­er uden klar grund. Det er un­der­støt­tet af af­ta­le­belag­te reg­ler, som gør det me­get, me­get sva­ert at va­e­re le­der. Den tred­je hy­po­te­se lig­ger i for­la­en­gel­se her­af. Den er egent­lig ik­ke så rar, for den går stik imod po­pu­la­e­re fo­re­stil­lin­ger om of­fent­ligt an­sat­te som kalds­drev­ne al­tru­i­ster, der har det fa­el­les bed­ste for øje. Ik­ke de­sto min­dre er det tan­ke­va­ek­ken­de, om det (ik­ke ge­ne­relt, men i må­l­bart om­fang) kun­ne va­e­re li­ge om­vendt.

Det vil si­ge så­dan, at der i en of­fent­lig sek­tor un­der po­li­tisk pro­tek­tion har ud­vik­let sig va­ner, hvor for­plig­tel­sen over for ar­bejds­plad­sen, kol­le­ger­ne og kun­der­ne (som det nu om dage og­så hed­der her) er gan­ske svag, og at det der­for ik­ke gi­ver dår­lig samvit­tig­hed at ta­ge en fra­va­er­s­dag, når tran­gen til en slap­per trum­fer pligt­fø­lel­sen. Al­le tre ting fortje­ner en tan­ke. For på tirs­dag of­fent­lig­gør Le­del­ses­kom­mis­sio­nen sin be­ta­enk­ning, og et sprin­gen­de og før­ste punkt er, om den har tur­det ta­ge fat i de of­fent­li­ge sa­er­he­der, det na­e­ste, om po­li­ti­ker­ne tør føl­ge op.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.