Den Tred­je Re­pu­blik

Ita­li­en. Den nye po­puli­sti­ske regering kan bli­ve Eu­ro­pas va­er­ste ma­re­ridt. Men et ma­re­ridt, som EU del­vis selv har skabt. Nu hand­ler det om at spil­le kor­te­ne med om­tan­ke for ik­ke at gø­re det he­le va­er­re set fra et eu­ro­pa­ei­sk syns­punkt, me­ner ita­li­ensk ana

Weekendavisen - - Udland - Af MOR­TEN BEITER

Der er ik­ke grund til at pif­te la­en­ge­re. Nu er sta­ten os.

Lu­i­gi Di Maio, le­der af Fem­stjer­ne­be­va­e­gel­sen og vi­ce­pre­mi­er­mi­ni­ster, i ta­le til til­ha­en­ge­re.

Først var der De Kri­ste­li­ge De­mo­kra­ters evig­heds­re­gi­me, som strak­te si­ne rød­der til­ba­ge til ru­i­ner­ne efter An­den Ver­denskrig, og som i star­ten af 1990er­ne råd­ne­de op in­de­fra og brød sam­men. Det var Den Før­ste Re­pu­blik.

Så kom Ber­lusco­ni, lej­lig­heds­vis af­løst af cen­trum-ven­stre­folk af va­ri­e­ren­de kva­li­tet. Ma­ven blev li­ge ak­ku­rat truk­ket nok ind til at kom­me med i eu­ro­en. Men så blev der el­lers ta­endt for de kulør­te lam­per, trus­ser­ne fløj gen­nem luf­ten, og lan­det fik stort set lov at pas­se sig selv, ind­til reg­nin­gen blev pra­e­sen­te­ret om­kring ty­ve år se­ne­re. Det var Den An­den Re­pu­blik.

Nu er de nye og de un­ge kom­met til. Bå­ret ind af vre­den, der er piblet frem af al­le po­rer i det ita­li­en­ske sam­fund og skyl­le­de hen over lan­det ved par­la­mentsval­get i marts. I gam­mel­ro­mer­ske ter­mer er to tri­bu­ner valgt af pø­be­len kom­met til mag­ten på vidt­gå­en­de og til­sy­ne­la­den­de vidt­løf­ti­ge løf­ter om flad skat, bor­ger­løn og mas­se­deporta­tio­ner af il­le­ga­le im­mi­gran­ter. Den Tred­je Re­pu­blik. »Der er ik­ke grund til at pif­te la­en­ge­re. Nu er sta­ten os,« som le­de­ren af det po­puli­sti­ske par­ti Den Fem­stjer­ne­de Be­va­e­gel­se, Lu­i­gi Di Maio, uden an­tyd­ning af iro­ni ud­tryk­te det på Lou­is XIV-vis i en fol­ket­a­le efter at va­e­re ta­get i ed som mi­ni­ster i pra­esi­dent­pa­lad­set sam­men med blandt an­dre Mat­teo Sal­vi­ni, le­de­ren af Ita­li­ens an­det sto­re po­puli­sti­ske par­ti, Le­ga. En pa­en må­de at si­ge på, at al­le, der pro­teste­rer fra nu af, vil bli­ve be­trag­tet som mod­stan­de­re af den ret­fa­er­di­ge og go­de sag.

Vil den brin­ge no­get godt med sig, for Ita­li­en, for det eu­ro­pa­ei­ske fa­el­les­skab?

Na­ep­pe, me­ner den frem­tra­e­den­de ita­li­en­ske ana­ly­ti­ker Wol­fango Pic­co­li, som We­e­ken­da­vi­sen har talt med. Han for­ud­ser, at den nye regering sand­syn­lig­vis vil pluk­ke de lav­t­ha­en­gen­de frug­ter og la­de de tun­ge op­ga­ver lig­ge li­ge­som al­le de­res for­ga­en­ge­re, hvor­ef­ter re­ge­rings­part­ner­ne vil ud­nyt­te po­pu­la­ri­te­ten til at gå til valg igen, hver for sig, sand­syn­lig­vis al­le­re­de na­e­ste for­år, hvis me­nings­må­lin­ger­ne er gun­sti­ge. Og så fin­der Le­ga må­ske sam­men med Ber­lusco­ni igen. »Må­ske. Alt er i prin­cip­pet mu­ligt. For al­le de pa­ra­me­tre. vi hav­de for ita­li­ensk po­li­tik, er smidt i lo­kum­met, som man si­ger her. In­gen reg­ne­de med en Le­ga-M5S-al­li­an­ce, men den kom. In­gen reg­ne­de med, at PD (so­ci­al­de­mo­kra­ter­ne, red.) vil­le ry­ge helt ned på 18 pro­cent. Men det ske­te og­så. Og i mor­ges så jeg en me­nings­må­ling, der gav Le­ga 32 pro­cent, hvis der var valg i mor­gen.«

EU må sla­ek­ke kra­ve­ne

Hvor gun­sti­ge me­nings­må­lin­ger­ne og ik­ke mindst val­ge­ne bli­ver for po­puli­ster­ne, kom­mer blandt an­det til at af­ha­en­ge af re­sten af EU, me­ner Pic­co­li, Ph.d. i in­ter­na­tio­nal po­li­tik og co-presi­dent i Te­neo In­tel­li­gen­ce, en af­de­ling af det ver­den­s­oms­pa­en­den­de rå­d­giv­nings­fir­ma Te­neo.

Ind­til nu har uden­land­sk ind­blan­ding kun gjort ondt va­er­re. Som for ek­sem­pel un­der re­ge­rings­for­hand­lin­ger­ne, da den ty­ske EU-kom­mis­sa­er Günt­her Oet­tin­ger blev ci­te­ret for at si­ge, at »fi­nans­mar­ke­der­ne vil la­e­re ita­li­e­ner­ne at stem­me«. Un­der­for­stå­et: ’Bli­ver I ved på den må­de, går I ned, og så kan I la­e­re det, fat­ti­grø­ve.’

»Det var så dumt at blan­de sig på den må­de, for det gav po­li­ti­ke­re som Sal­vi­ni lej­lig­hed til at gå på tv og si­ge: ’Se hvor­dan de til­la­der sig at blan­de sig. Hvor vover de?’ Og på den må­de gjor­de det kun ondt va­er­re i for­hold til Bruxel­les, EU og Eu­rozo­nen. Og så­dan har det va­e­ret i åre­vis. Uden for Ita­li­en har man end­nu ik­ke for­stå­et, at den po­li­ti­ske re­vo­lu­tion i Ita­li­en nød­ven­dig­vis må be­ty­de, at Ita­li­ens for­hold til Eu­rozo­nen og EU ik­ke kan for­bli­ve det sam­me,« si­ger Pic­co­li. »Fakta er, at Le­ga og M5S til­sam­men har 51 pro­cent af stem­mer­ne, og na­e­ste gang får de end­nu fle­re. Jo før Bruxel­les er­ken­der det­te og sø­ger et kom­pro­mis i form af sla­ek­ke­de øko­no­mi­ske krav, de­sto bed­re. I mod­sat fald vil po­puli­ster­ne blot fort­sa­et­te med at vok­se.«

Der er i Ita­li­en en fø­lel­se af at va­e­re sat i an­den ra­ek­ke, me­ner Pic­co­li.

»Hvor­for er det for ek­sem­pel, at Frank­rig kun­ne slip­pe af sted med ik­ke at respek­te­re EUs øko­no­mi­ske reg­ler i ti år, uden at no­gen sag­de no­get? Og på sam­me må­de med Spa­ni­en. For­di dis­se lan­de var go­de ven­ner med Tys­kland og ef­ter­føl­gen­de gjor­de, som der blev sagt. Mens ita­li­e­ner­ne har lo­vet og lo­vet, men ik­ke holdt så me­get. Men nu vil ita­li­e­ner­ne ik­ke fin­de sig i det me­re, og Bruxel­les kan ik­ke til­la­de sig at be­hand­le Ita­li­en som Gra­e­ken­land, for Ita­li­en er ik­ke Gra­e­ken­land,« si­ger Pic­co­li.

Kro­ni­ske li­del­ser

Det er sagt man­ge gan­ge: Ita­li­en er too big to fail og too big to bail, for stor til at gå på rø­ven, men sam­ti­dig for stor en mund­fuld at red­de. Går Ita­li­en ned, kan det få uover­sku­e­li­ge kon­se­kven­ser for øko­no­mi­en i re­sten af Eu­ro­pa. Med an­dre ord: Kun Ita­li­en kan red­de sig selv og an­dre.

Og Ita­li­en er kro­nisk syg. Stats­ga­el­den har i over 20 år va­e­ret over hund­re­de pro­cent af brut­to­na­tio­nal­pro­duk­tet (BNP), ar­bejds­løs­he­den er høj, pro­duk­ti­vi­te­ten er lav, va­ek­sten na­e­sten gå­et i stå og har va­e­ret det i ti år, og imens bli­ver be­folk­nin­gen ba­re ae­l­dre og ae­l­dre. Men Ita­li­en er ik­ke et nor­malt land, der kan fik­ses med en stan­dard­ma­nu­al, og ita­li­e­ner­ne er ik­ke nor­ma­le va­el­ge­re. De er i høj grad sty­ret af fø­lel­ser, for­nem­mel­ser. Og ky­nis­me, hvil­ket til­sam­men gør dem me­get tro­lø­se i for­hold til et be­stemt par­ti, me­ner Pic­co­li. »Ita­li­e­ner­ne har en ve­l­ud­vik­let sans for ky­nis­me, som man ik­ke skal ta­ge fejl af. De ved da godt, at langt­fra al­le valg­løf­ter bli­ver ind­fri­et. Men ba­re en del af dem. No­get med im­mi­gran­ter­ne, no­get med skat­ten og no­get med pen­sio­ner­ne, for det er de gam­le, der stem­mer, og så kan reg­nin­gen sen­des vi­de­re til de un­ge, som in­gen be­kym­rer sig om i det­te land.«

Men hvor­for er det så­dan? Hvor­for er la cosa pu­bbli­ca, »det of­fent­li­ge«, i Ita­li­en i så høj grad blevet et in­gen­mandsland, som man­ge til­sy­ne­la­den­de for­sø­ger at dra­e­ne for va­er­di­er og ud­nyt­te, og så få for­sø­ger at be­skyt­te og ud­vik­le?

Pic­co­li er stil­le et øje­blik. Så la­eg­ger han ud med at forta­el­le hi­sto­ri­en om lan­det, der blev sam­let for 150 år si­den og al­drig kom til at fun­ge­re på grund af alt for sto­re med­fød­te kul­tu­rel­le og so­ci­a­le for­skel­le mel­lem nord og syd. Som en af na­tio­nens fa­ed­re, Mas­si­mo D’Azeg­lio, ud­tal­te: »Nu har vi skabt Ita­li­en. Nu mang­ler vi ba­re at ska­be ita­li­e­ner­ne.« Pic­co­li: »Re­sul­ta­tet er, at Ita­li­en er pra­e­get af et mang­len­de sam­funds­sind, en mang­len­de an­svars­fø­lel­se over for det fa­el­les, om man vil. In­den vi fik lov at kom­me med i eu­ro­en, blev det op­fat­tet som no­get po­si­tivt, at der skul­le ska­e­res og ba­e­res of­re, og det blev der i stor stil. Men så snart vi var kom­met med, og de yd­re ram­mer om vo­res øko­no­mi var sik­ret, vend­te vo­res po­li­ti­ke­re op­ma­er­k­som­he­den mod an­dre ting og holdt op med at la­ve de re­for­mer, som var nød­ven­di­ge for at få lan­det til at ud­vik­le sig. I dag bli­ver de sam­me yd­re ram­mer så gi­vet skyl­den for, at det går så skidt, og der er en ved­va­ren­de, des­pe­rat sø­gen efter en ’yd­re’ grund til elen­dig­he­den. Hvis du spør­ger Sal­vi­ni, er det en blan­ding af eu­ro­en og im­mi­gran­ter, og hvis du spør­ger Den Fem­stjer­ne­de Be­va­e­gel­se, er det eu­ro­en. Alt sam­men ud­tryk for man­gel på an­svar, på en vil­je til at sø­ge efter nem­me løs­nin­ger.«

Re­ge­rin­gen

Pic­co­li bor til dag­lig i Lon­don, men er hjem­me i Nor­di­ta­li­en for at be­sø­ge si­ne fora­el­dre og for at lod­de stem­nin­gen blandt nor­di­ta­li­en­ske er­hvervs­folk oven på om­va­elt­nin­ger­ne.

»De fle­ste for­hol­der sig af­ven­ten­de. Det er igen ky­nis­men, der spil­ler ind. Man må ta­ge det go­de, man kan få ud af det. Hå­bet er, at de yd­re ram­mer hol­der, så man kan fort­sa­et­te som hidtil. Og­så selv om det er nu, at man bur­de gen­nem­fø­re re­for­mer. For man re­pa­re­rer jo sit tag, når so­len skin­ner, og ik­ke når det reg­ner.«

Mens vi ta­ler, gør Ita­li­ens nye regering sig klar til til­lids­af­stem­nin­gen i par­la­men­tet, og det for­lø­ber, som for­ven­tet, pro­blem­frit, med et over­be­vi­sen­de fler­tal og en op­po­si­tion, der med Pic­co­lis ord »er død, og som det vil ta­ge et helt liv at kom­me sig«. I front som pre­mi­er­mi­ni­ster-kran­se­kage­fi­gur står ju­rapro­fes­sor Gi­u­sep­pe Con­te, ind­til vi­de­re mest kendt for at ha­ve fu­sket med sit cv og efter alt at døm­me valgt til rol­len, for­di han ik­ke vil for­sø­ge at stå i vej­en for de vir­ke­li­ge re­ge­rings­le­de­re, Mat­teo Sal­vi­ni og Lu­i­gi Di Maio, beg­ge vi­ce­r­e­ge­rings­le­de­re og der­til hen­holds­vis in­den­rigs­mi­ni­ster og ar­bejds- og so­ci­al­mi­ni­ster samt mi­ni­ster for øko­no­misk ud­vik­ling.

I for­hold til dem er al­le an­dre kom­po­nen­ter i re­ge­rin­gen me­re el­ler min­dre li­ge­gyl­di­ge, in­klu­si­ve øko­no­mi­mi­ni­ster Giovan­ni Tria, der ik­ke har et så stort horn i si­den på eu­ro­en og Tys­kland som den op­rin­de­li­ge kan­di­dat til po­sten, øko­no­men Pa­o­lo Sa­vo­na, som pra­esi­dent Mat­ta­rel­la ned­lag­de ve­to mod. Sa­vo­na fik dog al­li­ge­vel en post i re­ge­rin­gen, men på et stil­le si­despor som Eu­ro­pa-mi­ni­ster, hvor det ik­ke be­ty­der så me­get, hvad han har sagt og gjort i sin kar­ri­e­re.

Så­dan for­hol­der det sig og­så med den nye fa­mi­lie­mi­ni­ster, Le­ga-po­li­ti­ke­ren Loren­zo Fon­ta­na, som åbent har er­kla­e­ret, at for ham be­står en fa­mi­lie af en far og en mor. Fa­mi­li­er, hvor fora­el­dre­ne er ho­mo­seksu­el­le, ek­si­ste­rer gan­ske sim­pelt ik­ke. Men det er ik­ke no­get pro­blem, så la­en­ge Fon­ta­na ba­re ret­ter sig efter re­ge­rings­pro­gram­met, der er et re­sul­tat af ugelan­ge for­hand­lin­ger mel­lem de to po­puli­sti­ske par­ti­er, me­ner de to par­ti­le­de­re. Og her står der ik­ke no­get om, hvor­når en fa­mi­lie er en fa­mi­lie.

Der står i det he­le ta­get ik­ke ret me­get, me­ner Wol­fango Pic­co­li, som har gran­sket de 58 sider og ik­ke mindst la­est mel­lem linjer­ne for at få en for­nem­mel­se af, hvad der er i ven­te af po­li­ti­ske om­va­elt­nin­ger i Ita­li­en.

»Det er efter min me­ning me­re et valg­ma­ni­fest end et re­ge­rings­pro­gram. Der er hver­ken pri­o­ri­te­rin­ger, ti­me­li­ne el­ler fi­nan­si­e­ring, og det bli­ver ik­ke for­kla­ret, hvor man vil hen, og hvad me­nin­gen er. Alt for me­get står hen i det uvis­se el­ler er slet ik­ke na­evnt. Der er for ek­sem­pel ik­ke skyg­gen af en in­du­stri­el po­li­tik. In­gen­ting over­ho­ve­det! Der er in­gen­ting om kvin­dens rol­le. Og na­e­sten in­gen­ting om Sy­di­ta­li­en. Og kun me­get lidt om di­gi­ta­li­se­ring. Hvor­dan kan man for­val­te et land på den må­de?« suk­ker han.

Spild af de­mo­kra­ti

Man­ge­len på hånd­gri­be­lig­hed er desva­er­re ik­ke ny, men sna­re­re end­nu et kro­nisk pro­blem i Ita­li­en. Her er det gang på gang sket, at en regering kom­mer til, med stort be­sva­er får stab­let en lov på be­ne­ne og må­ske end­da får den ved­ta­get, hvor­ef­ter re­ge­rin­gen fal­der, og loven stø­der på grund et el­ler an­det sted i den ita­li­en­ske byzan­tin­ske ska­er­gård.

Så­le­des skøn­nes det for ek­sem­pel, at et pa­ent styk­ke over halv­de­len af de love, som Mon­ti­re­ge­rin­gen fik ved­ta­get i sin halvan­det-årige le­ve­tid mel­lem 2011 og 2013, er for­ble­vet let­te­ra mor­ta, som man si­ger på ita­li­ensk. Dø­de ord, uden re­el virk­ning el­ler va­er­di. Med an­dre ord et so­fi­sti­ke­ret spild af kra­ef­ter, tid og va­el­ger­til­lid.

»Den­ne regering har skabt enor­me for­vent­nin­ger til sig selv, men før el­ler si­den lø­ber den ind i vir­ke­lig­he­den, som ho­ved­sa­ge­lig be­står af to ting: 1) at det er uhy­re be­sva­er­ligt at la­ve love i Ita­li­en og end­nu sva­e­re­re at fø­re dem ud i li­vet, og 2) at der ik­ke er en eu­ro i kas­sen,« si­ger Pic­co­li.

Han for­ud­ser, at den nye regering sand­syn­lig­vis vil ka­ste sig over de nem­me ting.

»Det kan va­e­re at ska­e­re i de livsva­ri­ge ydel­ser til tid­li­ge­re par­la­men­ta­ri­ke­re, hvil­ket ik­ke be­ty­der me­get i den sto­re sam­men­ha­eng, men har en stor sym­bolsk be­tyd­ning. Og gø­re ét el­ler an­det ved im­mi­gra­tio­nen. Ik­ke mas­se­deporta­tio­ner, som Sal­vi­ni lo­ve­de i valg­kam­pen, for at sen­de ba­re én il­le­gal im­mi­grant hjem ko­ster mel­lem 6-7.000 eu­ro. Men gø­re et el­ler an­det, ja. Og så for­sø­ge at få EU med til at sla­ek­ke lidt på de øko­no­mi­ske krav, så der bli­ver lidt me­re at gø­re godt med på stats­bud­get­tet. Og det hå­ber jeg vir­ke­lig, at EU gør, bå­de for sin egen og Ita­li­ens skyld.« Så­le­des må man og­så for­ven­te, at den nye ita­li­en­ske regering i høj grad kom­mer til at re­ge­re med re­to­rik og stil frem­for med love i sin for­ven­te­de kor­te le­ve­tid. Som det for ek­sem­pel ske­te tid­li­ge­re på ugen, da den nye in­den­rigs­mi­ni­ster, Sal­vi­ni, ud­lø­ste en min­dre diplo­ma­tisk kri­se med Tu­nesi­en, da han un­der en ta­le i den si­ci­li­an­ske by Ca­ta­nia ud­tal­te, at Tu­nesi­en »eks­por­te­rer« si­ne kri­mi­nel­le til Ita­li­en. Det hand­ler he­le ti­den om at bra­en­de igen­nem på ska­er­men for de to par­ti­le­de­re, der ik­ke har truk­ket re­ge­ring­s­tø­jet på, men er for­ble­vet i election campaign mo­de, som Pic­co­li ud­tryk­ker det. Han op­fat­ter det som et var­sel om, at der snart bli­ver valg igen, sand­syn­lig­vis in­den for et år, men ik­ke før fi­nans­lo­ven for 2019 er ved­ta­get. Hvor­dan ver­den – og ita­li­ensk po­li­tik – ser ud til den tid, vil ti­den vi­se.

FO­TO: AFP PHOTO/ALBERTO PIZZOLI

Ita­li­ens to egent­li­ge magt­ha­ve­re, Fem­stjer­ne­be­va­e­gel­sens Lu­i­gi Di Maio og Le­ga­ens Mat­teo Sal­vi­ni, da re­ge­rin­gen mel­lem de to po­puli­sti­ske par­ti­er blev ta­get i ed i tirs­dags.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.