An­gela og apo­ka­lyp­sen

Sort­syn. Den ty­ske kans­ler An­gela Mer­kel ser til med dyb be­kym­ring, mens søj­ler­ne i ef­ter­krig­sti­dens ver­den­sor­den styr­ter i grus - ud­for­dret af Trump, et frem­stormen­de Ki­na og et ind­byr­des split­tet Eu­ro­pa. Men hvad kan hun gø­re ved det?

Weekendavisen - - Udland - Af RENÉ PFISTER

a An­gela Mer­kel mød­tes med sit par­tis par­la­ments­grup­pe midt i april, tal­te hun ik­ke om de aen­drin­ger, hun vil gen­nem­fø­re i pen­sions­sy­ste­met. Vej­af­gif­ter på ty­ske mo­tor­ve­je var hel­ler ik­ke på pro­gram­met, ej hel­ler de man­ge pro­ble­mer med di­e­sel­foru­re­ning i Tys­kland. Hun be­kla­ge­de sig hel­ler ik­ke over par­ti­et CSU, det bram­fri bay­er­ske søster­par­ti til hen­des kri­ste­ligt-de­mo­kra­ti­ske CDU. Hun tal­te i ste­det om Augs­burg­fre­den, der blev skre­vet un­der i 1555.

I den se­ne­re tid har kans­le­ren fle­re gan­ge søgt til­flugt i hi­sto­ri­en. Fre­den i Augs­burg blev og­så om­talt for fi­re uger si­den un­der et be­søg hos den ty­ske am­bas­sa­dør i Was­hin­g­ton. Den­ne fred blev be­gyn­del­sen til en 60 år lang fred mel­lem pro­te­stan­ter og ka­to­lik­ker efter Re­for­ma­tio­nens blo­di­ge uro­lig­he­der, og me­get ty­de­de på, at de stri­den­de par­ter langt om la­en­ge var kom­met til for­nuft. Det vi­ste sig dog at be­ro på en il­lu­sion. I 1618 be­gynd­te en ny krig, som var langt va­er­re end no­get, man før hav­de va­e­ret vid­ne til på det eu­ro­pa­ei­ske kon­ti­nent. Da det­te hel­ve­de var over­stå­et 30 år se­ne­re, var sto­re de­le af Tys­kland af­fol­ket, og man­ge by­er lå i ru­i­ner.

For Mer­kel er Augs­burg­fre­den me­get me­re end en hi­sto­risk da­to fra en fjern for­tid. Den er et af­skra­ek­ken­de ek­sem­pel på, hvor tynd ci­vi­li­sa­tio­nens fer­nis i vir­ke­lig­he­den er. Ak­ku­rat som men­ne­sker sidst i det 16. år­hund­re­de tog fejl, hvis de tro­e­de, at Augs­burg­fre­den vil­le sik­re en tryg frem­tid, ri­si­ke­rer vi i dag at ta­ge al­vor­ligt fejl, hvis vi tror, at ef­ter­krig­sti­dens or­den med al­le dens trak­ta­ter og al­li­an­cer er en ga­ran­ti for, at kri­gens svø­be al­drig kan ven­de til­ba­ge.

»De kom­men­de år­ti­er vil vi­se, om vi har la­ert no­get af hi­sto­ri­en el­ler ej,« ud­tal­te Mer­kel i Was­hin­g­ton efter en frokost med Do­nald Trump. Når man har ledsa­get hen­de på de se­ne­ste ugers rej­ser – til USA, Bei­jing og Shen­zhen – får man ik­ke umid­del­bart ind­tryk af, at hun er sa­er­lig op­ti­mi­stisk. Be­trag­ter man ver­den med hen­des bril­ler, er Apo­ka­lyp­sens fi­re ryt­te­re al­le­re­de syn­li­ge ude i ho­ri­son­ten.

DVak­len­de støt­tepi­l­ler

Efter fi­nanskri­sen i 2008 hå­be­de Mer­kel på, at man vil­le nå frem til en in­ter­na­tio­nal aftale om at ta­em­me fi­nans­mar­ke­der­ne, no­gen­lun­de li­ge­som det in­ter­na­tio­na­le sam­fund i 1948 blev eni­ge om FNs ver­den­ser­kla­e­ring om men­ne­ske­ret­tig­he­der efter An­den Ver­denskrig og ho­lo­caust. Men det ske­te ik­ke. Og nu ser hun ver­den­sor­de­nens støt­tepi­l­ler vak­le un­der pres­set overalt.

Do­nald Trump? Som Mer­kel ser det, er han en mand, der har stil­let det hi­sto­ri­ske ur til­ba­ge til nul­punk­tet og så­et tvivl om alt det, der i år­ti­er har for­e­net den ve­st­li­ge ver­den: NATO, han­del­s­af­ta­ler og FN. Man­ge i den ty­ske regering hav­de hå­bet på, at Trump vil­le vi­se sig at va­e­re min­dre slem, når han først hav­de af­lagt eden som pra­esi­dent. Men Mer­kel na­e­rer ik­ke la­en­ge­re no­gen il­lu­sio­ner. Trump gen­nem­fø­rer si­ne valg­løf­ter, uan­set hvor idi­o­ti­ske de måt­te va­e­re, som om han var på vej ned ad en tje­kli­ste. I sid­ste uge op­fyld­te han et løf­te om at be­la­eg­ge alu­mi­ni­um og stål fra Eu­ro­pa med straf­told. Vla­di­mir Pu­tin? En pra­esi­dent, der en­gang var fuld af be­un­dring for Ve­stens re­sul­ta­ter, men på et el­ler an­det tids­punkt indså, at han al­drig vil­le va­e­re i stand til at gen­nem­fø­re øko­no­mi­ske re­for­mer i sit eget land og nu på al­le punk­ter støt­ter sig til brutal magt og un­der­tryk­kel­se, det va­e­re sig i Ukrai­ne, Sy­ri­en el­ler Rusland.

Ki­na? Et be­vis på, at det ik­ke er umu­ligt at for­e­ne dik­ta­tur med mar­ked­s­ø­ko­no­mi. Eu­ro­pa? Evi­ge stri­dig­he­der, sva­ek­ket af Bre­xit, hand­ling­s­lam­met og for­pint af lang­va­ri­ge be­slut­nings­pro­ces­ser. Hvad er kon­se­kven­ser­ne?

Mer­kel slidt

Karl Marx skrev en­gang, at fi­lo­so­fi­en kun har for­tol­ket ver­den på for­skel­li­ge må­der, men at op­ga­ven er at for­an­dre den. Hvis det er rig­tigt, er Mer­kel ty­de­lig­vis fi­lo­sof. Hun har al­drig brudt sig om sto­re pla­ner. Men nu, hvor hen­des lø­be­ba­ne na­er­mer sig sin af­slut­ning, bli­ver det sta­dig ty­de­li­ge­re, at hen­des ana­ly­se af den her­sken­de si­tu­a­tion, der er så dy­ster, som det vel er mu­ligt, i sti­gen­de grad er i mod­strid med hen­des prak­ti­ske til­gang til po­li­tik.

I ef­ter­å­ret 2016 over­ve­je­de Mer­kel al­vor­ligt, om hun skul­le tra­ek­ke sig til­ba­ge fra po­li­tik. De per­so­ner, hun tal­te med den­gang, kan forta­el­le, at det na­e­sten gjor­de ondt at se, hvor køligt og nøg­ter­nt hun vur­de­re­de sin egen si­tu­a­tion – ek­sem­pel­vis det had, hun frem­kald­te man­ge ste­der, og den tra­et­hed, som en lang pe­ri­o­de som kans­ler uva­e­ger­ligt fø­rer med sig, isa­er i en tidsal­der med om­gå­en­de me­di­eom­ta­le. Hvis Hil­lary Cl­in­ton hav­de vun­det val­get i USA, hav­de Mer­kel ik­ke stil­let op igen, si­ger en af de per­so­ner, der tal­te med hen­de na­e­sten dag­ligt. Men det ske­te som be­kendt ik­ke. I en ny bog om The West Wing skri­ver en for­hen­va­e­ren­de rå­d­gi­ver for Ba­ra­ck Oba­ma, Benjamin Rho­des, at Mer­kel føl­te sig for­plig­tet til at for­sva­re den frie ver­den i kølvan­det på Trumps valgsejr.

Og for en kort tid så det ud til, at hun men­te det al­vor­ligt. Un­der valg­kam­pen i 2017, i et øl­telt i Tr­u­de­ring i Bay­ern, frem­sat­te Mer­kel en ud­ta­lel­se af ko­los­sal be­tyd­ning: Eu­ro­pa, sag­de hun, må nu ta­ge sin ska­eb­ne i eg­ne ha­en­der. Det var et far­vel til ef­ter­krig­sti­dens ver­den­sor­den, hvor eu­ro­pa­e­er­ne al­tid kun­ne sto­le på sto­re­bror i Ame­ri­ka, når det bra­end­te på. Men der var og­så en un­der­lig man­gel på al­vor i Mer­kels ud­ta­lel­se, ik­ke kun for­di den faldt i et øl­telt. Mer­kels ta­le var og­så et ele­ment i valg­kam­pen. Tid­ligt på som­me­ren hå­be­de de ri­va­li­se­ren­de so­ci­al­de­mo­kra­ter på, at de kun­ne frem­stil­le Mer­kel som Trumps skø­de­hund, en plan, som kans­le­ren kløg­tigt fik for­pur­ret.

Mang­len­de ild­hu

Efter Tr­u­de­ring har Mer­kel ad­skil­li­ge gan­ge gen­ta­get sin op­fat­tel­se af ver­dens til­stand. Men hun la­eg­ger ik­ke den sto­re ild­hu for da­gen.

26. sep­tem­ber sid­ste år, to dage efter for­bunds­dags­val­get i Tys­kland, holdt Em­ma­nu­el Ma­cron en ta­le på Sor­bon­ne i Pa­ris, hvor han frem­lag­de en om­fat­ten­de plan for at re­for­me­re Eu­ro­pa og slut­te­de af med at si­ge, at dri­stig­hed var det ene­ste svar på vo­re da­ges ud­for­drin­ger.

Ber­lin for­holdt sig tavs om den­ne ta­le helt ind­til sid­ste we­e­kend, og selv da hav­de Mer­kel ik­ke me­get at si­ge. I fle­re måneder hav­de Ma­cron kun vidst, hvad Mer­kel ik­ke vil­le gå med til.

Og hen­des kri­tik af de fran­ske for­slag er på al­le må­der be­ret­ti­get. Et EU-bud­get, der skal kun­ne af­va­er­ge øko­no­mi­ske kri­ser med en »asym­me­trisk stød­da­em­per«, som Mer­kel ger­ne ud­tryk­ker det i et sar­ka­stisk to­ne­fald, kan nemt an­sku­es som en op­for­dring til de sy­d­eu­ro­pa­ei­ske lan­de om at op­gi­ve et­hvert for­søg på at re­for­me­re de­res øko­no­mi­er. Og som det frem­går af den stan­den­de strid om, hvor­dan man skal re­a­ge­re på den ame­ri­kan­ske straf­told, ved Ma­cron og­så godt, hvor­dan han skal pak­ke fran­ske sa­erin­ter­es­ser ind i for­lok­ken­de ven­din­ger om Eu­ro­pas ma­eg­ti­ge vil­je til at ha­ev­de sig.

Men skep­sis er dog ik­ke det sam­me som en plan. Mer­kel er net­op nu om­gi­vet af ma­end, der ved nøj­ag­tigt, hvad de vil. Ma­cron vil gi­ve Eu­ro­pa et ny an­sigt. Trump vil un­der­la­eg­ge ver­den ame­ri­kan­ske sa­erin­ter­es­ser, og Pu­tin vil genop­ret­te Sov­je­tu­ni­o­nens stor­heds­tid og over­her­re­døm­me i det nu­va­e­ren­de Rusland.

Og Mer­kel? I for­å­ret 2015 ud­gav po­li­to­lo­gen Her­fri­ed Münk­ler en lil­le bog med tit­len Ma­cht in der Mit­te. He­ri ha­ev­der han, at Tys­kland om­si­der må fin­de vej ud af sin ni­che i den glo­ba­le po­li­tik. »Hvis Tys­kland svig­ter si­ne for­plig­tel­ser som cen­tral­eu­ro­pa­ei­sk stormagt, kuld­sej­ler Eu­ro­pa,« skri­ver han.

Det er ri­si­ko­en net­op nu. Mer­kels sto­re styr­ke har al­tid va­e­ret hen­des ev­ne til at fin­de et kom­pro­mis i kom­pli­ce­re­de for­hand­lin­ger, som al­le i sid­ste en­de kan le­ve med. Det var på den må­de, hun genop­ret­te­de ro­en, først un­der fi­nanskri­sen og se­ne­re un­der eu­rokri­sen.

Men den­ne stra­te­gis be­gra­ens­nin­ger blev ty­de­li­ge un­der Ukrai­ne-kri­sen. Det lyk­ke­des Mer­kel at af­va­er­ge en eska­le­ring – ik­ke no­gen rin­ge be­drift – men al­le for­hand­lin­ger­ne om kom­mu­ni­ka­tions­linjer og ob­ser­va­tør­mis­sio­ner var ik­ke stort an­det end be­ska­ef­ti­gel­ses­te­ra­pi for de ty­ske for­hand­le­re fra uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et, som sta­dig ik­ke bry­der sig om at se i øj­ne­ne, at Pu­tin sim­pelt hen ik­ke er in­ter­es­se­ret i en va­rig fred. Efter Trumps valgsejr sag­de man, at Mer­kel var blevet den frie ver­dens le­der. Det er no­get slud­der. Hun er en hård­t­ar­bej­den­de po­li­ti­ker, som har va­e­ret ved mag­ten i år­ti­er, og al­le ken­der hen­de – fra den sau­di­ske kron­prins til Li Xi, par­ti­se­kre­ta­e­ren i Gu­ang­dong-provin­sen, som hun spi­ste frokost med for en uge si­den. De sa­et­ter al­le sam­men pris på hen­des de­tal­je­re­de vi­den, hen­des in­tel­li­gens og tå­l­mo­dig­hed. Men som en­hver po­li­tisk le­der, der har va­e­ret ved mag­ten i lang tid, er hun ual­min­de­lig god til at for­kla­re, hvad der ik­ke er mu­ligt.

Som en­hver po­li­tisk le­der, der har va­e­ret ved mag­ten i lang tid, er hun ual­min­de­lig god til at for­kla­re, hvad der ik­ke er mu­ligt.

En tavs­hed, der ska­ber apa­ti

Hvis Eu­ro­pa for al­vor øn­ske­de at ta­ge sin ska­eb­ne i eg­ne ha­en­der, vil­le det va­e­re en god idé at op­ret­te en eu­ro­pa­ei­sk ind­sats­styr­ke, som hur­tigt kan sa­et­tes ind i kri­ti­ske si­tu­a­tio­ner. Det var og­så Ma­crons for­slag i den ta­le, han holdt på Sor­bon­ne, og Mer­kel støt­ter i prin­cip­pet ide­en.

Men be­tin­gel­sen for at op­ret­te en så­dan mi­li­ta­er styr­ke er en be­gra­ens­ning af en be­stem­mel­se i den ty­ske for­fat­ning, der kra­e­ver, at For­bunds­da­gen skal god­ken­de indsa­et­tel­sen af lan­dets mi­li­ta­e­re styr­ker i an­dre lan­de. Mer­kel har ik­ke for ti­den et fler­tal i For­bunds­da­gen, som sa­et­ter hen­de i stand til at gen­nem­fø­re en for­fat­nings­a­en­dring. Det er i alt fald hen­des egen op­fat­tel­se.

I si­ne tan­ker er An­gela Mer­kel straks me­re re­vo­lu­tio­na­er. Hun me­ner, at der bør sa­et­tes me­get me­re skub i ud­vik­lin­gen i bå­de Eu­ro­pa og Tys­kland, hvor man ik­ke en­gang for­mår at byg­ge en luft­havn i lan­dets ho­ved­stad – i grel mod­sa­et­ning til Ki­na, som i lø­bet af få år er i stand til at an­la­eg­ge en helt ny me­tro­po­lis.

De gan­ge Mer­kel har va­e­ret i Ki­na, for­nem­mer man, at hun er mis­un­de­lig på den ki­ne­si­ske regering, som ik­ke er be­byr­det med lang­va­ri­ge god­ken­del­ses­pro­ce­du­rer, og hvor in­gen po­li­ti­ker be­hø­ver at for­kla­re sig om­sta­en­de­ligt over for bor­ger­ne. Ki­na sty­res fra top­pen og ne­d­ef­ter.

Der må snart ske no­get her, ud­tal­te Mer­kel be­kym­ret på vej­en hjem til Ber­lin, efter at de ki­ne­si­ske le­de­res hand­le­kraft hav­de gjort ind­tryk på hen­de. Men i sam­me ån­de­d­rag til­fø­je­de hun, hvor­for der nok ik­ke vil­le ske no­get al­li­ge­vel: Hen­des ha­en­der er bun­det af tysk fø­de­ra­lis­me, af so­ci­al­de­mo­kra­ter­ne til ven­stre for mid­ten i hen­des regering og af CSU, der of­te op­tra­e­der som mod­stan­der sna­re­re end som søster­par­ti. Mer­kel si­ger, at hun ik­ke øn­sker at va­e­re en le­der, der hol­der ta­ler og ap­pel­le­rer til va­el­ger­ne. Hun op­fø­rer sig, som om det var en tysk dyd at nå si­ne mål uden for me­get snak. Men sand­he­den er, at hun vi­ger til­ba­ge for det hår­de slid med at vin­de folk for si­ne syns­punk­ter, hvis de end­nu ik­ke støt­tes af et fler­tal. Kun­ne Wil­ly Brandts af­spa­en­dings­po­li­tik va­e­re lyk­ke­des uden hans sto­re ta­ler? El­ler Tys­klands gen­for­e­ning? Et af ken­de­teg­ne­ne ved den se­ne Mer­kel-ae­ra er, at kans­le­rens egen tavs­hed med­vir­ker til at ska­be den apa­ti, som hun så in­der­ligt be­kla­ger.

Over­sat af Claus Bech.

Co­py­right 2018 We­e­ken­da­vi­sen og Der Spie­gel. For­mid­let af New York Ti­mes News Ser­vi­ce and Syn­di­ca­te.

FO­TO: AFP PHOTO/VIRGINIA MAYO

An­gela Mer­kel på vej til top­mø­de i EU i 2017. Hun ser ver­den­sor­de­nens støt­tepi­l­ler vak­le overalt og har ik­ke me­gen ener­gi til­ba­ge til at prø­ve at aen­dre det.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.