Smuk­ke Pedro i blan­det sel­skab

Spa­ni­en. So­ci­al­de­mo­kra­ten Pedro Sán­chez er ny re­ge­rings­le­der i Spa­ni­en, efter at kor­rup­tio­nen fa­el­de­de det kon­ser­va­ti­ve par­ti. Sja­el­dent har op­ga­ven med at re­ge­re det ibe­ri­ske land set me­re umu­ligt ud.

Weekendavisen - - Udland - Af KAS­PER KLOCH

BAR­CE­LO­NA – En »Fran­kenste­in-regering«. Det er, hvad Spa­ni­en har få­et, hvis man skal tro den kon­ser­va­ti­ve pres­ses da­ek­ning af sid­ste uges over­ra­sken­de magtskif­te i det ibe­ri­ske land: En uhel­lig al­li­an­ce af in­de­bra­end­te so­ci­al­de­mo­kra­ter, uansvar­li­ge ven­strepo­puli­ster og na­tio­na­li­sti­ske se­pa­ra­ti­ster, der li­ge­som den sam­men­flik­ke­de van­skab­ning i Mary Shel­leys ro­man nød­ven­dig­vis må ud­lø­se et mon­strøst ka­os.

Man­den, der har bla­est liv i det bor­ger­li­ge Spa­ni­ens ma­re­ridts­sce­na­rio, hed­der Pedro Sán­chez. Han er le­der af so­ci­a­list­par­ti­et PSOE og for­må­e­de mod al­le od­ds at de­tro­ni­se­re den kon­ser­va­ti­ve re­ge­rings­chef, Ma­ri­a­no Ra­joy, gen­nem en mi­stil­lids­dags­or­den i det span­ske par­la­ment, ud­løst af en kor­rup­tions­skan­da­le.

I de kon­ser­va­ti­ves op­tik var ope­ra­tio­nen no­gen­lun­de li­ge så no­bel som et va­eb­net rø­ve­ri, men dens de­mo­kra­ti­ske le­gi­ti­mi­tet kan dår­ligt be­klik­kes. Med et fler­tal i par­la­men­tet imod sig hav­de Ra­joy in­tet an­det valg end at duk­ke nak­ken og af­le­ve­re nøg­ler­ne til re­ge­rings­pa­lad­set Mon­cloa til sin ae­r­kefjen­de Pedro Sán­chez.

Mens det kon­ser­va­ti­ve Spa­ni­en ta­ler om sam­men­sva­er­gel­ser, er stem­nin­gen på den mod­sat­te fløj an­der­le­des op­ti­mi­stisk. Nok er Sán­chez en po­li­tisk opkom­ling med mini­mal par­la­men­ta­risk er­fa­ring, og nok er hans 84 man­da­ter ud af par­la­men­tets 350 sa­e­der na­ep­pe i stand til at ud­ret­te me­get på egen hånd. Men sig­na­let, der blev sendt ved fre­da­gens mi­stil­lids­af­stem­ning, op­ve­jer for man­ge Ra­joy-tra­et­te spa­ni­e­re de åben­ly­se re­al­po­li­ti­ske be­gra­ens­nin­ger.

Spansk po­li­tik, og i sa­er­de­les­hed det kon­ser­va­ti­ve par­ti, har i åre­vis va­e­ret til­sva­er­tet af kor­rup­tions­skan­da­ler, og trods alar­me­ren­de in­di­ci­er for bå­de med­skyld og med­vi­den har man­ge af de le­den­de po­li­ti­ke­re hidtil for­må­et at und­dra­ge sig po­li­tisk me­dansvar i den så­kald­te Gür­tel-sag. Dom­mens hår­rej­sen­de be­skri­vel­ser af sy­ste­ma­tisk kor­rup­tion på al­le ni­veau­er i det kon­ser­va­ti­ve par­ti var drå­ben, der fik ba­e­ge­ret til at fly­de over, og nu er det al­ler­stør­ste ho­ved rul­let som et la­en­ge til­tra­engt be­vis på, at kor­rup­tion bli­ver straf­fet – og­så i Spa­ni­en.

Uma­ge part­ne­re

Det er så­le­des med en ryg­vind af ret­fa­er­dig har­me og håb om for­ny­el­se, at Sán­chez ind­ta­ger rol­len som ny re­ge­rings­chef. Men han kan snart kom­me på hårdt ar­bej­de med at til­freds­stil­le det bat­te­ri af sa­erin­ter­es­ser, der er gå­et sam­men for at va­el­te Ra­joy.

Her er bå­de an­ti-establis­h­ment-be­va­e­gel­sen Uni­dos Po­de­mos med de­res krav om so­ci­a­le re­for­mer, de ba­ski­ske na­tio­na­li­ster fra PNV og Bil­du, som vil ha­ve ETA-fan­ger hjem til af­so­ning i ba­ski­ske fa­engs­ler, og ik­ke mindst de ca­ta­lan­ske par­ti­er PDeCAT og ERC, hvis am­bi­tio­ner om at ri­ve Ca­ta­lo­ni­en løs fra Spa­ni­en le­ver i bed­ste vel­gå­en­de.

Ind­til vi­de­re er der kun én ting, der for­e­ner den uma­ge ko­a­li­tion af par­ti­er, som gjor­de magtskif­tet mu­ligt: Mod­stan­den mod Ma­ri­a­no Ra­joy og pro­te­sten mod den in­sti­tu­tio­na­li­se­re­de kor­rup­tion. Det er, som hi­sto­ri­ke­ren San­tos Juliá skri­ver i en kro­nik i avi­sen El País, en »af­vis­nin­gens ko­a­li­tion«, der har bragt Sán­chez til mag­ten. Den har pro­te­sten som fa­el­les­na­ev­ner og ik­ke et fa­el­les pro­gram el­ler en vi­sion for Spa­ni­ens frem­tid. Og net­op dét kan iføl­ge Juliá bli­ve Sán­chez’ sto­re pro­blem. Han for­ud­ser, at den »nye be­gyn­del­se«, som Sán­chez har be­bu­det, med al­le dens løf­ter om en gen­rejs­ning af de­mo­kra­ti­et, so­ci­al­po­li­ti­ske til­tag og ter­ri­to­ri­al sta­bi­li­tet vil en­de som tom­me løf­ter, hvis ik­ke spa­ni­er­ne får lov til at be­kra­ef­te re­ge­rings­dan­nel­sen gen­nem stem­m­eur­ner­ne.

Det er imid­ler­tid langt­fra sik­kert, at Sán­chez tryk­ker på valg­k­nap­pen in­den for den na­er­me­ste frem­tid. Det vur­de­rer Lluís Or­ri­ols, som er pro­fes­sor i po­li­tisk vi­den­skab ved Car­los III-uni­ver­si­te­tet i Madrid.

»Alt ty­der på, at Sán­chez vil for­sø­ge at få re­ge­rings­pe­ri­o­den til at va­re som mini­mum til na­e­ste ef­ter­år. In­gen af hans al­li­an­ce­part­ne­re er in­ter­es­se­re­de i et valg nu, og Sán­chez vil få mu­lig­hed for at sa­et­te nog­le af si­ne ma­er­kesa­ger på dags­or­de­nen, så­som li­ge­stil­ling, part­ner­vold og bør­ne­fat­tig­dom. Der­med kan han vin­de nog­le sym­bol­ske sej­re uden at skul­le igangs­a­et­te sto­re, bud­get­tun­ge re­for­mer,« si­ger Or­ri­ols til We­e­ken­da­vi­sen.

Hånds­ra­ek­ning til se­pa­ra­ti­ster?

De kom­men­de måneder vil vi­se, om Sán­chez kan om­sa­et­te re­ge­rings­mag­ten til po­li­ti­ske re­sul­ta­ter. Et af de van­ske­lig­ste slag kom­mer til at stå i Ca­ta­lo­ni­en, hvor den se­pa­ra­ti­sti­ske mo­bi­li­se­ring de se­ne­ste år har ka­stet Spa­ni­en ud i den al­vor­lig­ste in­sti­tu­tio­nel­le kri­se si­den over­gan­gen til de­mo­kra­ti. In­tet ty­der på, at Sán­chez er i be­sid­del­se af den tryl­le­for­mu­lar, der kan få kon­flik­ten til at for­svin­de, og selv om han un­der mi­stil­lids­de­bat­ten i sid­ste uge for­søg­te at ra­ek­ke hån­den ud til uaf­ha­en­gig­heds­be­va­e­gel­sen, er det ter­ri­to­ri­a­le spørgs­mål tungt mi­ne­ret på beg­ge sider.

Dels vil de ca­ta­lan­ske se­pa­ra­ti­ster na­ep­pe stil­le sig til­fred­se med en hyg­ge­snak over en kop kaf­fe, så la­en­ge en ra­ek­ke af de­res le­de­re sid­der i va­re­ta­egts­fa­engsel med ud­sigt til lang­va­ri­ge fa­engsels­straf­fe for med­vir­ken i ef­ter­å­rets fol­ke­af­stem­ning om uaf­ha­en­gig­hed.

Dels vil den bor­ger­li­ge op­po­si­tion be­nyt­te en­hver lej­lig­hed til at ud­rå­be Sán­chez som lands­for­ra­e­der, hvis han bli­ver set i for øm­me om­fav­nel­ser med de ca­ta­lan­ske le­de­re el­ler på an­den må­de ud­vi­ser blød­sø­de­n­hed over for »kup­ma­ger­ne«. Det kon­ser­va­ti­ve PP har al­le­re­de hva­es­set kni­ve­ne til en ubøn­hør­lig op­po­si­tion – uden Ma­ri­a­no Ra­joy, som tirs­dag tog kon­se­kven­sen af sit ne­der­lag og gik af som for­mand for par­ti­et – og i kulis­sen lu­rer Ci­u­da­da­nos, cen­trum­par­ti­et, som står sta­er­kt i me­nings­må­lin­ger­ne og har gjort det glø­de­n­de for­svar for Spa­ni­ens en­hed til sit adels­ma­er­ke.

Iføl­ge po­li­tisk kom­men­ta­tor Jor­ge Ga­lin­do fra ma­ga­si­net Po­li­ti­kon li­der spansk po­li­tik un­der sam­me ufor­son­lig­hed som den, der har pra­e­get den se­ne­ste ud­vik­ling i Ca­ta­lo­ni­en. »Det er sva­ert at va­e­re op­ti­mist i spørgs­må­let om Ca­ta­lo­ni­en. For to år si­den var di­a­lo­gen sta­dig mu­lig, men alt er blevet til­spid­set i dag. Sán­chez har kun be­gra­en­set rå­de­rum, og han er pres­set fra bå­de Madrid og Ca­ta­lo­ni­en. Han kan for­sø­ge sig med for­fat­nings­re­for­mer og in­drøm­mel­ser in­den for lovens ram­mer, men han har ik­ke hjem­mel til at til­by­de det, der vir­ke­ligt vil­le gø­re en for­skel: en fol­ke­af­stem­ning om uaf­ha­en­gig­hed,« si­ger Jor­ge Ga­lin­do til We­e­ken­da­vi­sen.

Co­me­ba­ck kid

Uan­set hvor­dan det vi­de­re for­løb kom­mer til at ud­spil­le sig, har Pedro Sán­chez bragt PSOE til­ba­ge i en ho­ved­rol­le i spansk po­li­tik. Og i en tid, hvor de gam­le so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske par­ti­er i Eu­ro­pa på stri­be syn­ker ned i ube­ty­de­lig­hed, er det i sig selv lidt af en sen­sa­tion.

Sán­chez, der er en dre­ven ba­sket­ball­spil­ler, har for­må­et at va­e­re det rig­ti­ge sted på det rig­ti­ge tids­punkt – li­ge dér hvor re­bo­un­den lan­der. Og den 46-årige øko­no­mi­pro­fes­sors om­tum­le­de vej til top­pen i det so­ci­a­li­sti­ske par­ti er mindst li­ge så op­sigtsva­ek­ken­de som sid­ste uges mi­stil­lids­af­stem­ning mod Ra­joy.

In­gen hav­de set det kom­me, da han i 2014 fra en po­si­tion på ba­ge­ste par­la­ments­ra­ek­ke blev valgt til par­tiets nye le­der. Og in­gen hav­de for­ven­tet at se ham igen, da par­tiets ho­ved­be­sty­rel­se i ok­to­ber 2016 kup­pe­de ham fra mag­ten efter må­ne­ders stil­lings­krig i par­la­men­tet, hvor San­chez hav­de af­vist at la­eg­ge so­ci­a­li­sti­ske stem­mer til Ra­joys re­ge­rings­pro­jekt. Sán­chez fra­sag­de sig i pro­test sin ta­bu­ret i par­la­men­tet og tog i sin Peu­geot 407 på et ro­ad­trip gen­nem det span­ske land­skab for at lyt­te til de so­ci­a­li­sti­ske gra­es­rød­der. Syv måneder se­ne­re var han nok en gang for­mand efter en ur­af­stem­ning i par­ti­et.

Pedro Sán­chez har for­vand­let sig til spansk po­li­tiks sto­re co­me­ba­ck kid, og i sid­ste uge tog han det sid­ste skridt til mag­tens tin­de. Hvor­dan »Smuk­ke Pedro« vil tøj­le det mon­strø­se ka­os, de kon­ser­va­ti­ve kom­men­ta­to­rer har vars­let, vil ti­den vi­se. Må­ske vil han kig­ge til na­bo­lan­det Portu­gal, hvor so­ci­a­list­kol­le­ga Antón Cost­as i 2015 ind­gik en kon­tro­ver­si­el og til­sy­ne­la­den­de umu­lig re­ge­rings­al­li­an­ce med den yder­ste ven­stre­fløj. Den blev gan­ske vist ik­ke sam­men­lig­net med Fran­kenste­ins mon­ster, men dog med det na­e­sten li­ge så hån­li­ge ge­ringonça, der be­teg­ner en dår­ligt sam­men­flik­ket kon­struk­tion med tvivl­s­om vir­ke­ev­ne. Et ord, der i da­gens Portu­gal er kom­met til at stå for op­sving, op­ti­mis­me og øko­no­misk mira­kel.

FO­TO: AFP PHOTO/JAVIER SORIANO

En af Pedro San­chez’ (t.v.) før­ste of­fi­ci­el­le op­ga­ver som pre­mi­er­mi­ni­ster var at be­sø­ge det span­ske fod­bold­lands­holds tra­e­nings­lejr for­ud for af­rej­sen til VM i Rusland. Her­fra bli­ver det sva­e­re­re.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.