Ad­var­sel fra en hel­dig flygt­ning

Fa­scis­me. Do­nald Trump er »den før­ste an­ti-de­mo­kra­ti­ske pra­esi­dent i USAs mo­der­ne hi­sto­rie«, kon­sta­te­rer Ma­de­le­i­ne Al­bright i ny bog om fa­scis­mens og an­dre au­to­ri­ta­e­re sty­re­for­mers at­trak­tion i en tid, hvor USA iso­le­rer sig, og de­mo­kra­ti­et be­va­e­ger sig ba

Weekendavisen - - Udland - Af OLE NYENG

Kan en fa­sci­stisk stat vin­de fod­fa­e­ste i USA? spør­ger Ma­de­le­i­ne Al­bright, USAs uden­rigs­mi­ni­ster 1997-2001, en af si­ne stu­de­ren­de på Ge­or­ge­town Uni­ver­si­ty. »Ja, den kan. For­di vi er så sik­re på, at den ik­ke kan,« ly­der sva­ret. Al­bright gen­gi­ver ord­veks­lin­gen i sin nye bog, Fa­scis­me: en ad­var­sel, som et tegn på den stem­ning, der har bredt sig efter val­get af Do­nald Trump til pra­esi­dent blandt det fler­tal af ame­ri­ka­ner­ne, der ik­ke stem­te på ham.

Al­bright kal­der di­rek­te Trump »den før­ste an­ti-de­mo­kra­ti­ske pra­esi­dent i USAs mo­der­ne hi­sto­rie« og fort­sa­et­ter: »Alt for man­ge dage, fra tid­ligt om mor­ge­nen, ud­stil­ler han sin foragt for de­mo­kra­ti­ske in­sti­tu­tio­ner, ide­a­ler­ne om lig­hed og so­ci­al ret­fa­er­dig­hed, de­mo­kra­tisk sam­ta­le, bor­ger­dy­der og USA selv. Hvis det­te fo­re­gik i et land med faerre de­mo­kra­ti­ske kon­trol­me­ka­nis­mer, vil­le der va­e­re ta­le om et for­søg på at bli­ve dik­ta­tor, for det er dér, hans in­stink­ter fø­rer ham hen.« Skar­pe ord fra en kvin­de, der om no­gen ved, hvad fa­scis­me er. To gan­ge har hun med sin fa­mi­lie måt­tet flyg­te fra fa­scis­men – før­ste gang i marts 1939, »da jeg li­ge hav­de la­ert at gå«. Ba­ta­l­jo­ner af ty­ske storm­trop­per in­va­de­re­de hen­des fa­ed­re­land, Tjek­kos­lo­vaki­et, men det lyk­ke­des den da to­åri­ge Marie Ja­na Kor­be­lová og hen­des fora­el­dre at flyg­te til Lon­don. Tre bedste­fora­el­dre og ad­skil­li­ge tan­ter, on­k­ler, ku­si­ner og fa­e­tre var blandt de mil­li­o­ner af jø­der, der blev myr­det un­der Ho­lo­caust.

Fa­mi­li­en vend­te hjem til Prag efter den ty­ske ka­pi­tu­la­tion, men måt­te i 1948 end­nu en gang ta­ge flug­ten, da »de rø­de fa­sci­ster« etab­le­re­de de­res kom­mu­ni­sti­ske dik­ta­tur i Tjek­kos­lo­vaki­et. Den­ne gang for al­tid, til USA, hvor Al­bright blev en af USAs mest mar­kan­te uden­rigs­mi­ni­stre i ny­e­re tid – det var isa­er hen­de, der over­tal­te pra­esi­dent Bill Cl­in­ton til at gri­be mi­li­ta­ert ind over for ser­ber­ne i Ko­so­vo i 2000, ver­dens­hi­sto­ri­ens se­ne­ste ek­sem­pel på en vel­lyk­ket ve­st­lig mi­li­ta­er in­ter­ven­tion.

An­ti-de­mo­kra­tisk ad­fa­erd

Men til­ba­ge til Trump og den mu­li­ge fa­scis­me i USA: ’Den før­ste an­ti-de­mo­kra­ti­ske pra­esi­dent i USAs mo­der­ne hi­sto­rie’, kal­der De ham. Hvad be­ret­ti­ger så hår­de ord om en sid­den­de pra­esi­dent? spør­ger jeg Al­bright i et te­le­fo­nin­ter­view. »Lad mig gø­re det ab­so­lut klart, at jeg kal­der ham an­ti­de­mo­krat, ik­ke fa­scist. Men når han bag­ta­ler de in­sti­tu­tio­ner og prin­cip­per, som ud­gør grund­la­get for an­svar­lig re­ge­rings­fø­rel­se, når han sy­ste­ma­tisk ned­bry­der den po­li­ti­ske sam­ta­le og tru­er med at spa­er­re po­li­ti­ske mod­stan­de­re in­de, når han spre­der tvivl om tro­va­er­dig­he­den af det ame­ri­kan­ske valg­sy­stem, når han er­kla­e­rer mi­stil­lid til dom­sto­le og retsva­e­sen, når han til­skyn­der til­ha­en­ge­re til vold un­der valg­mø­der, når han gang på gang kal­der pres­sen ’fjen­der af fol­ket’ – ja, så er det en ad­fa­erd, der er med til at un­der­mi­ne­re de­mo­kra­ti­et,« si­ger Al­bright.

Som se­ne­ste ek­sem­pel na­ev­ner hun for­sø­ge­ne fra Trum­pad­mi­ni­stra­tio­nen og dens al­li­e­re­de i Kon­gres­sen og i de kon­ser­va­ti­ve me­di­er på at de­le­gi­ti­me­re den sa­er­li­ge an­kla­ger Ro­bert Mu­el­ler og hans ef­ter­forsk­ning af Trump-kampag­nens mu­li­ge med­vir­ken til Ruslands for­søg på at på­vir­ke ud­fal­det af det ame­ri­kan­ske pra­esi­dentvalg.

»Pu­tin har sy­ste­ma­tisk for­søgt at un­der­mi­ne­re de­mo­kra­ti­et i USA og blandt vo­res al­li­e­re­de i Eu­ro­pa, men frem­for at se det som et an­greb på vo­res land, som skal ef­ter­for­skes til bunds og imø­de­gås, ser Trump sel­ve ef­ter­forsk­nin­gen som en trus­sel mod ham per­son­ligt,« si­ger Al­bright.

– Men vil­le Re­pu­bli­ka­ner­ne, el­ler i alt fald en stor del af dem, ik­ke trods alt mod­sa­et­te sig even­tu­el­le for­søg fra Trump på at fy­re Mu­el­ler og få stop­pet ef­ter­forsk­nin­gen?

»Sand­he­den er, at jeg ik­ke ved det. Jeg er ik­ke sik­ker.

Jeg er skuf­fet over, hvor tav­se man­ge af re­pu­bli­ka­ner­ne i Kon­gres­sen er. Ar­ti­kel ét i vo­res for­fat­ning hand­ler om Kon­gres­sens magt og de­fi­ne­rer Kon­gres­sen som en li­ge part­ner i re­ge­rings­fø­rel­sen i det­te land, men kon­gres­f­ler­tal­let na­eg­ter at bru­ge de be­fø­jel­ser, de fak­tisk har. Og nu er vi midt i valg­kam­pen for­ud for midt­vejsval­get (til Kon­gres­sen, i novem­ber, red.), så vil par­tipo­li­ti­ske hen­syn over­strå­le alt an­det. Dis­se valg er ut­ro­lig vig­ti­ge. Jeg hå­ber, at folk for­står den trus­sel, der ud­går fra den­ne ude­mo­kra­ti­ske pra­esi­dent.«

Som når man pluk­ker en kyl­ling

Al­bright ci­te­rer i sin bog den ty­ske fi­lo­sof Oswald Speng­lers for­ud­si­gel­se fra 1918: »In­di­vi­du­a­lis­mens, li­be­ra­lis­mens og de­mo­kra­tiets ae­ra, og hu­ma­nis­mens og fri­he­dens, na­er­mer sig sin af­slut­ning. Mas­ser­ne vil re­sig­ne­ret ac­cep­te­re ca­es­a­rer­nes, de sta­er­ke ma­ends sejr, og de vil ad­ly­de dem.« Den­gang fik han hur­tigt ret – Mus­so­li­nis, Stal­ins og Hit­lers dik­ta­tu­rer etab­le­re­de sig i 20rne og 30rne. Er hi­sto­ri­ens pen­dul ved at svin­ge til­ba­ge? Ma­de­le­i­ne Al­bright fryg­ter det. Hun gør op­ma­er­k­som på, at tids­skrif­tet The Eco­no­mists De­mo­cra­cy In­dex over de­mo­kra­tiets sund­heds­til­stand ver­den over, må­lt på kri­te­ri­er som frie valg, fair rets­ple­je, re­li­gi­øs fri­hed og til­ste­de­va­e­rel­sen af et ak­tivt ci­vil­sam­fund, vi­ser til­ba­ge­gang i he­le 70 lan­de, blandt dem USA, der nu ka­rak­te­ri­se­res som »et ufuld­sta­en­digt de­mo­kra­ti«. Blandt an­det for­di an­tal­let af ame­ri­ka­ne­re, der ud­tryk­ker til­lid til re­ge­rin­gen »al­tid el­ler det me­ste af ti­den«, er fal­det til un­der 20 pro­cent. Det er der­for, Ma­de­le­i­ne Al­bright har skre­vet bo­gen – for at gø­re os op­ma­er­k­som­me på de til­tag, i før­ste om­gang til­sy­ne­la­den­de små og ube­ty­de­li­ge, der kan fø­re til fa­scis­me. Hen­des fa­vo­ritci­tat stam­mer fra Be­ni­to Mus­so­li­ni, en op­rin­de­ligt so­ci­a­li­stisk agi­ta­tor, der grund­lag­de fa­scis­men og var sit lands fø­rer, Du­ce, fra 1922 til 1943. »Når man skaf­fer sig magt, er det klogt at gø­re det, som når man pluk­ker en kyl­ling – fjer for fjer – så hvert en­kelt hyl hø­res ad­skilt fra de an­dre.«

»Hans frem­gangs­må­de be­nyt­tes sta­dig,« på­pe­ger Al­bright i sin bog. »Hver mor­gen, når vi våg­ner, ser vi klo­den rundt tegn på be­gyn­den­de fa­scis­me: Fø­ren­de po­li­ti­ke­re miskre­di­te­res, der duk­ker nye le­de­re op, som sø­ger at split­te frem­for at sam­le, po­li­ti­ske sej­re ja­ges for en­hver pris, og folk med en for­kvak­let op­fat­tel­se af be­gre­bet på­kal­der sig de­res na­tions stor­hed. Som re­gel er de sig­na­ler, der skul­le ad­va­re os, skjult: For­fat­nings­a­en­drin­gen, der går for at va­e­re en re­form; an­gre­be­ne på den frie pres­se, der ret­fa­er­dig­gø­res med sik­ker­hed; de­hu­ma­ni­se­rin­gen af an­dre, der ma­ske­res med go­de hen­sig­ter, el­ler ud­hulin­gen af et de­mo­kra­tisk sy­stem, så der ik­ke er an­det end be­teg­nel­sen til­ba­ge.«

Fa­scis­mens til­tra­ek­nings­kraft

Al­bright gør i bo­gen me­get ud af at frem­ha­e­ve, at fa­scis­men ik­ke er re­ser­ve­ret sa­er­li­ge tid­se­po­ker. Hun til­eg­ner sin bog »fa­scis­mens of­re, den­gang og nu, samt al­le, som be­ka­em­per fa­scis­men i an­dre og sig selv«.

– Kan vi al­le buk­ke un­der for fa­scis­men un­der de ret­te, el­ler sna­re­re: for­ker­te, om­sta­en­dig­he­der?

»Nog­le af de fa­eno­me­ner, der kan le­de til fa­scis­me, fin­des in­den i os. Vi er stol­te af, hvem vi er, vo­res fa­ed­re­land og kul­tur, og det er helt le­gi­timt. Vi sø­ger of­te efter let­te, for­stå­e­li­ge svar i et sam­fund, hvor alt sy­nes kom­pli­ce­ret. Vi fø­ler os tryg­ge ved at hø­re til en grup­pe med fa­el­les for­mål og fa­el­les slo­gans. Vi kan al­le til­tra­ek­kes af den de­ma­gog, der kan sim­pli­fi­ce­re tin­ge­ne, og den sta­er­ke le­der, der går for­re­st og si­ger: ’Følg mig, så skal det nok gå alt sam­men’. Når alt det­te så kom­bi­ne­res med al­vor­lig øko­no­misk kri­se, stor ar­bejds­løs­hed, po­li­tisk ka­os og ge­ne­rel ut­ryg­hed, så er det, at pa­tri­o­tis­me kan slå over i ul­tra­na­tio­na­lis­me, og gla­e­den ved ens fa­ed­re­land bli­ver til had til an­dre. De­mo­kra­ti kra­e­ver hårdt ar­bej­de – og tå­l­mo­dig­hed. Det kan va­e­re let­te­re at kig­ge sig om efter syn­de­buk­ke for alt det, der er gå­et galt, i ste­det for at fin­de fa­el­les løs­nin­ger.«

Ma­de­le­i­ne Al­bright gør i sin bog me­get ud af at be­skri­ve fa­scis­mens til­tra­ek­nings­kraft. Hun skri­ver om 20rnes Ita­li­en un­der Mus­so­li­ni: »Folk, som var ud­mat­te­de af po­li­ti­ske for­an­drin­ger, føl­te plud­se­lig, at de fik de svar, de hav­de ledt efter. De kom ivrigt kø­ren­de, cyk­len­de, blaf­fen­de lang­vejs­fra for at del­ta­ge i fa­scist­mø­der, hvor de mød­te li­ge­sin­de­de, som øn­ske­de at gen­rej­se na­tio­nen samt gen­ska­be de tra­di­tio­nel­le sam­fundsva­er­di­er og et op­ti­mi­stisk syn på frem­ti­den.« Hun ci­te­rer en tysk ik­ke-na­zi­stisk kvin­de for føl­gen­de be­tragt­nin­ger om åre­ne li­ge efter Hit­lers mag­tover­ta­gel­se i 1933: »Mi­ne ven­ners små til­va­e­rel­ser fort­sat­te un­der na­tio­nalso­ci­a­lis­men som før og blev kun for­an­dret til det bed­re, og he­le ti­den til det bed­re, med hen­syn til brød og smør, bo­li­ger, sund­hed og håb. (…) Be­gej­strin­gen efter så man­ge års skuf­fel­se var li­ge ved og­så at ri­ve mig med sig.« På sam­me må­de for­mår au­to­kra­ti­ske le­de­re i dag, som Ruslands Pu­tin og Tyr­ki­ets Er­do­gan, at veks­le de­mo­kra­ti og bor­ger­ret­tig­he­der for øko­no­misk frem­gang og sta­bi­li­tet. Man­ge me­ner, det ik­ke er et dår­ligt byt­te.

Ind­van­dring ska­ber spa­en­din­ger

I 20rne og 30rne var det mas­se­ar­bejds­løs­hed og øko­no­misk kri­se, der trig­ge­de fa­scis­men, i dag er det isa­er strøm­me af flygt­nin­ge og ind­van­dre­re, der na­e­rer au­to­ri­ta­e­re, høj­re­na­tio­na­li­sti­ske re­ge­rin­ger og be­va­e­gel­ser, isa­er i Eu­ro­pa, men og­så i USA.

Ma­de­le­i­ne Al­bright ud­tryk­ker i bo­gen stor tak­nem­me­lig­hed over for det USA, der gav hen­de og fa­mi­li­en en mu­lig­hed for at be­gyn­de for­fra, og hun til­fø­jer, at det for hen­de er umu­ligt at for­hol­de sig »køligt ana­ly­tisk« til spørgs­mål om mi­gran­ter og flygt­nin­ge.

Al­li­ge­vel skri­ver hun: »Det er bå­de ri­me­ligt og uund­gå­e­ligt at dis­ku­te­re om­fan­get og ha­stig­he­den af ind­van­drin­gen. Selv om det er moralsk an­stø­de­ligt at da­e­mo­ni­se­re ny­til­kom­ne som grup­pe, har sta­ter le­gi­ti­me grun­de til at be­kym­re sig om de­res ka­pa­ci­tet til at ta­ge imod sto­re ma­eng­der af mi­gran­ter. Det ga­el­der isa­er, når de fle­ste af ga­ester­ne na­ep­pe vil ven­de hjem li­ge med det sam­me. De eu­ro­pa­ei­ske po­li­ti­ke­re har god grund til at va­e­re be­kym­re­de over de se­ne­st an­kom­nes ev­ne til at in­te­gre­re sig i de nye lan­de, kva­li­fi­ce­re sig til be­ska­ef­ti­gel­se og bi­dra­ge til sam­fun­det. Ukon­trol­le­ret ind­van­dring ska­ber sam­funds­ma­es­si­ge spa­en­din­ger, (…) for­di det kra­e­ver to knap­pe go­der at le­ve si­de om si­de med frem­me­de: god vil­je og tid.«

Ma­de­le­i­ne Al­bright gen­nem­går i Fa­scis­me: en ad­var­sel me­re de­tal­je­ret ud­vik­lin­gen i fle­re af de lan­de, der i de se­ne­ste år er gå­et fra de­mo­kra­ti til for­skel­li­ge gra­der af au­to­ri­ta­e­re sty­re­for­mer, lan­de som Egyp­ten, Un­garn, Fi­lip­pi­ner­ne, Po­len og Tyr­ki­et. Al­le ken­de­teg­net ved at va­e­re al­li­e­ret med USA og Ve­sten.

»Det er skra­em­men­de,« si­ger Al­bright. »Po­li­ti­ske le­de­re Jor­den rundt la­e­rer af hin­an­den. De ser, hvad de­res kol­le­ger kan slip­pe af sted med, og hvor­dan de kan øge de­res magt og gø­re den per­ma­nent. Og li­ge pra­e­cis på det­te tids­punkt, hvor den li­be­ra­le og de­mo­kra­ti­ske ver­den­sor­den er på til­ba­ge­tog, har pra­esi­dent Trump valgt at tra­ek­ke USA til­ba­ge fra ver­den. USA er min­dre be­un­dret og min­dre re­le­vant i in­ter­na­tio­nal po­li­tik end no­gen­sin­de i den tid, jeg kan hu­ske. Blandt an­det der­for me­ner jeg, at fa­scis­men ud­gør en me­re on­dar­tet trus­sel mod in­ter­na­tio­nal fri­hed, vel­stand og fred end på no­get an­det tids­punkt si­den An­den Ver­denskrig,« si­ger Al­bright. Trumps uden­rigs­po­li­ti­ske dok­trin hed­der Ame­ri­ca First. Hvad er der galt i at sa­et­te si­ne eg­ne in­ter­es­ser hø­jest i in­ter­na­tio­nal po­li­tik?

»In­tet. For det gør et­hvert land. Men vo­res in­ter­es­ser kan bedst va­re­ta­ges, når vi har al­li­e­re­de, der og­så er de­mo­kra­ti­er og rets­sam­fund. USAs in­ter­es­ser er bedst tjent i en ver­den, hvor folk ik­ke slår hin­an­den ihjel, sul­ter el­ler bli­ver ud­sat for kli­ma­for­an­drin­ger. Vi er ’den uund­va­er­li­ge na­tion’, som Cl­in­ton sag­de. Vi har bå­de pligt til og in­ter­es­se i at en­ga­ge­re os. I ste­det frem­stil­ler Trump os al­tid som of­re og vo­res al­li­e­re­de som no­gen, der kun er ude på at sny­de os. Det er jo lat­ter­ligt.«

USA er min­dre be­un­dret og min­dre re­le­vant i in­ter­na­tio­nal po­li­tik end no­gen­sin­de i den tid, jeg kan hu­ske.

Ma­de­le­i­ne Al­bright: Fa­scis­me: en ad­var­sel. Gads For­lag. 302 sider, 299,95 kr. Udkommer 12. ju­ni.

FO­TO: ONDREJ DEML/CTK/SCANPIX

Den nu 81-årige ame­ri­kan­ske eks-uden­rigs­mi­ni­ster Ma­de­le­i­ne Al­bright: »Fa­scis­men ud­gør en me­re on­dar­tet trus­sel mod in­ter­na­tio­nal fri­hed, vel­stand og fred end på no­get an­det tids­punkt si­den An­den Ver­denskrig.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.