Mis­brug af børn

Grøn­land. De grøn­land­ske myn­dig­he­der ven­der be­vidst det blin­de øje til ud­sat­te børn.

Weekendavisen - - Opinion - Af JAN RIMAU

For nog­le uger si­den brag­te We­e­ken­da­vi­sen en kro­nik skre­vet af Rik­ke Bleg­vad om Grøn­lands for­valt­ning af si­ne bor­ge­res sund­hed og so­ci­a­le sik­ker­hed. Jeg var den sid­ste fa­stan­sat­te psy­ko­log på fa­mi­lie­af­de­lin­gen i Ta­si­ilaq. Jeg blev fy­ret af so­ci­al­for­valt­nin­gen, for­di jeg til­bød hja­elp til be­folk­nin­gen. Ra­tio­na­let skul­le va­e­re, at kli­en­ter­ne ik­ke skul­le kom­me ind »fra ga­den«, men kun hav­de ad­gang til psy­ko­lo­gen via den kom­mu­na­le for­valt­ning.

Pro­ble­met med det var imid­ler­tid, at der ik­ke blev hen­vist no­gen fra kommunen. I sam­ar­bej­de med mi­ne to grøn­land­ske kol­le­ger blev der al­li­ge­vel gi­vet be­hand­ling og skre­vet jour­nal på et stort an­tal fri­vil­li­ge hen­ven­del­ser til psy­ko­lo­gen. Jour­na­ler­ne blev ef­ter­ladt i kar­to­te­ket efter fy­rin­gen, hvor de sta­dig skal fin­des, for­di jour­na­ler ik­ke skal slet­tes. Det he­le kan ly­de ut­ro­ligt for den uind­vie­de, og jeg vil for­kla­re det na­er­me­re. En va­e­sent­lig del af ar­bej­det dre­je­de sig om seksu­el­le over­greb mod børn. Der­til var det vold, selv­mord­s­for­søg og føl­ger i fa­mi­li­er­ne af selv­mord og an­dre døds­fald. I na­e­sten al­le til­fa­el­de var mis­brug af al­ko­hol va­e­sent­lig. Da jeg til­t­rå­d­te stil­lin­gen i 2009, var der net­op af­slut­tet en un­der­sø­gel­se, hvoraf det frem­gik, at halv­de­len af pi­ger­ne i bør­ne­be­folk­nin­gen hav­de ud­ført selv­mord­s­for­søg el­ler hav­de haft tan­ker om det. Jeg er­fa­re­de, at so­ci­al­for­valt­nin­gen ik­ke kend­te til un­der­sø­gel­sen. BYGDEN Ta­si­ilaq har 1.900-2.000 ind­byg­ge­re. I na­er­om­rå­det af Ta­si­ilaq fin­des byg­der­ne Kuum­mi­ut, Kulusuk, Isor­toq, Ser­mi­ligaaq og Ti­ni­teqilaaq med ind­byg­ger­tal fra 50 til 300. Der er in­gen ve­je; trans­port mel­lem Ta­si­ilaq og byg­der­ne sker med he­li­kop­ter. Det be­ror dog på vej­ret, som kan med­fø­re stop for al trans­port i uge­vis. De små byg­der er alt­så iso­le­re­de. Tid­ligt i mit to­åri­ge for­løb i Ta­si­ilaq var det en pri­o­ri­tet for mi­ne to me­d­ar­bej­de­re og mig selv at kom­me ud til byg­der­ne og til­by­de fa­mi­lie­af­de­lin­gens tje­ne­ster. Det var helt klart ik­ke so­ci­al­for­valt­nin­gens pri­o­ri­tet, men det lyk­ke­des at kom­me af sted al­li­ge­vel, for­di der jo fak­tisk var for­mel­le be­vil­lin­ger til det.

Det vi­ste sig, at der og­så i byg­der­ne fo­re­gik me­get om­fat­ten­de seksu­elt mis­brug af bør­ne­ne. Over­gri­ber­ne var bå­de fa­ed­re og on­k­ler og lo­ka­le myn­dig­heds­u­dø­ve­re. Ude i byg­der­ne var det yderst let at få re­de på om­fan­get af over­gre­be­ne. Jeg hav­de på et tids­punkt et tre ti­mers mø­de med om­kring 30 ind­byg­ge­re i Kuum­mi­ut om, hvad seksu­el­le over­greb med­fø­rer for bør­ne­ne og over­gri­ber­ne. Der var me­get stor in­ter­es­se for em­net på mø­det, spe­ci­elt kom der man­ge spørgs­mål fra over­gri­ber­ne, som godt kun­ne se, at den var gal. Det kom og­så ty­de­ligt frem, at man al­drig hav­de mødt po­li­ti­ker­ne fra Nuuk el­ler an­dre med ind­fly­del­se. Frem­gangs­må­den med den­ne slags mø­der var alt­så, at det ik­ke var top­sty­ret fra kommunen, men bundsty­ret, li­ge­va­er­digt og spon­tant med be­folk­nin­gen som bra­end­stof. He­le mø­det i Kuum­mi­ut er den dag i dag vel­be­va­ret på vi­deo.

Bør­ne­ne gra­ed, når vi mød­te dem og kun­ne forta­el­le, hvad de var ud­sat for, og hvem som gjor­de det. Seksu­el­le over­greb er dog man­ge ting. I Kuum­mi­ut er­fa­re­de jeg, at en cen­tral of­fent­ligt an­sat per­son med en ar­bejds­ma­es­sig kon­takt med bør­ne­ne hav­de den va­ne at »hil­se« på spe­ci­elt dren­gebør­ne­ne ved at stik­ke fin­ge­ren ind i bør­ne­nes buk­ser bag­fra imod anus. Det var og­så en al­min­de­lig, men dog lidt fra­ek hil­sen blandt bør­ne­ne.

Den kom­mu­na­le so­ci­al­for­valt­ning vil­le ik­ke vi­de af ind­be­ret­nin­ger­ne om over­greb fra fa­mi­lie­kon­to­ret. De blev lagt til si­de. Det med­før­te der­ef­ter et mø­de med psy­ko­lo­gen, som fik at vi­de, at seksu­el­le over­greb var en grund­la­eg­gen­de del af den øst­grøn­land­ske kul­tur, som vi ik­ke skul­le gø­re no­get ved. Mod­fo­re­stil­lin­ger blev gjort ga­el­den­de fra psy­ko­lo­gen i form af men­ne­ske­ret­tig­he­der­ne, børns ret­tig­he­der og lig­nen­de fra FN, som og­så Grøn­land hav­de un­der­skre­vet, men det gjor­de ik­ke ind­tryk.

Mø­det med­før­te kort efter det før­ste for­søg på at fy­re psy­ko­lo­gen, åben­bart med ak­tiv støt­te fra chef­p­sy­ko­lo­gen som holdt til i Nuuk, 700 km bor­te. Af en el­ler an­den grund drev det over i før­ste om­gang, men fy­rin­gen blev en re­a­li­tet et år se­ne­re af de sam­me grun­de. Fra 2011 og frem har un­der­teg­ne­de haft an­det at gø­re. Be­kym­rin­gen for be­folk­nin­gen i Grøn­land og for bør­ne­ne ved­bli­ver.

HVAD kan man dog gø­re ved det­te? En vig­tig ting er at få en fa­el­les for­stå­el­se. Man kan åben­bart let få va­el­dig fin kon­takt med f.eks. en grup­pe men­ne­sker i en lil­le bygd på øst­ky­sten og grun­digt dis­ku­te­re føl­ger­ne af over­greb. Og og­så over­gri­ber­ne vi­ser sig i den sam­men­ha­eng at va­e­re sta­er­kt en­ga­ge­re­de, ja­evn­før mø­det med vi­deo­op­ta­gel­se i Kuum­mi­ut. Så langt bor­ger­ne selv. Når imid­ler­tid so­ci­al­for­valt­nin­gen kon­fron­te­res med ind­be­ret­ning og vi­deo, bli­ver re­ak­tio­nen helt an­der­le­des, ind­be­ret­nin­gen ry­ger di­rek­te i skuf­fen og sen­de­bud­det skal fy­res.

Umid­del­bart fo­re­kom­mer der nog­le mu­li­ge for­kla­rings­mo­del­ler. Det kan ta­en­kes, at over­greb som be­greb, pro­blem og ind­sats­om­rå­de end­nu ik­ke er nå­et til Grøn­land. Hvis man ser til­ba­ge i tid i eu­ro­pa­ei­sk kul­tur, vil man se spor af, at sam­me ud­vik­ling har haft man­ge år un­der­vejs. Ud fra et vist syns­punkt kan det ha­ev­des, at »barn­dom­men« er en for­holds­vis ny op­fin­del­se fra 1800-1900 tal­let, og at det for­hol­der sig på sam­me må­de med hen­sy­net til børns ret­tig­he­der. Så man kan ta­en­ke, at der li­ge­som i Eu­ro­pa er et ef­ter­sla­eb i Grøn­land. Ud fra den tan­ke­gang skal man ik­ke ka­ste med sten, når man ik­ke selv er flyt­tet helt ud af glas­hu­set. Jeg tror dog ik­ke på, at man ik­ke for­står pro­ble­met i Grøn­land.

Det kan og­så ta­en­kes, at over­greb i Grøn­land er så ud­bredt, at det op­fat­tes som håb­løst at gø­re no­get ved det. Det er dog et spørgs­mål om pro­por­tio­ner. I de små byg­der på øst­ky­sten bor 50-300 men­ne­sker i et me­get be­gra­en­set om­rå­de. Al­le ken­der al­le dér. Og al­le ved, hvad der fo­re­går, og det er ik­ke så lidt in­den for ram­mer­ne. Der skal me­get til, hvis man vil la­eg­ge sig ud med fa­ed­re, on­k­ler, sko­lens alt­mu­lig­mand og byg­de­for­man­den og så vi­de­re. Det er men­ne­sker, som i man­ge til­fa­el­de er de sam­me, ba­re med for­skel­lig hue på. Det er de men­ne­sker, man er af­ha­en­gig af i det dag­li­ge. Sam­me pro­blem med gen­si­dig af­ha­en­gig­hed ga­el­der selv­føl­ge­lig og­så i »stor­by­en« Ta­si­ilaq. Og pro­ble­met går igen vi­de­re op i det ek­stremt lil­le grøn­land­ske sam­fund.

Den kom­mu­na­le so­ci­al­for­valt­ning vil­le ik­ke vi­de af ind­be­ret­nin­ger­ne om over­greb fra fa­mi­lie­kon­to­ret. De blev lagt til si­de.

Det med­før­te der­ef­ter et mø­de PHG SV\NRORJHQ VRP ÀN DW vi­de, at seksu­el­le over­greb var en grund­la­eg­gen­de del af den øst­grøn­land­ske kul­tur, som vi ik­ke skul­le gø­re no­get ved.

MU­LIG­VIS tror man, at man står med et ulø­se­ligt ka­pa­ci­tets­pro­blem, hvis man skal gø­re sam­me kri­te­ri­er ga­el­den­de for det so­ci­a­le, hu­ma­ni­ta­e­re og sund­heds­ma­es­si­ge ar­bej­de i Grøn­land som i Dan­mark. Det dre­jer sig da og­så om for­holds­vis man­ge børn og fa­mi­li­er i for­hold til ind­byg­ger­tal­let. Men no­mi­nelt ser det al­li­ge­vel an­der­le­des ud.

Min er­fa­ring med men­ne­sker er, at al­le vil va­e­re med til at få det bed­re. I fa­mi­lie­te­ra­pi dre­jer det sig om sam­ar­bej­de, det er ik­ke så­dan, at psy­ko­lo­gen »gør fa­mi­li­en rask«. Psy­ko­lo­gen er først og frem­mest en støt­te ved at va­e­re til ste­de. En lidt ba­nal ting at si­ge er »don’t push the ri­ver«, det er ik­ke mu­ligt, men man kan fjer­ne sten i le­jet. Jeg tror, at no­get af det sam­me gør sig ga­el­den­de i lidt stør­re ska­la med fa­mi­lie­pro­ble­mer­ne i Grøn­land. For at aen­dre på ting må man hja­el­pe ved at ta­ge de men­ne­sker al­vor­ligt, som har pro­ble­mer­ne. Det gør man først og frem­mest ved at va­e­re til ste­de på en li­ge­va­er­dig må­de og hø­re, hvad de har at si­ge. Så kom ud af start­hul­ler­ne, ka­e­re po­li­ti­ke­re i Grøn­land, chef­p­sy­ko­log og så vi­de­re. Det gør ik­ke ondt, det er ba­re lidt be­sva­er­ligt med trans­por­ten, he­li­kop­ter­ne kan ik­ke al­tid fly­ve, og ind­kvar­te­rin­gen i va­ske­hu­set i byg­der­ne er ik­ke Hilt­on Ho­tel.

Jan Rimau er spe­ci­a­list i Kli­nisk Psy­ko­lo­gi og Su­per­visor i Psy­ko­te­ra­pi for Voks­ne på Spe­ci­a­list­ni­veau.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.