Po­pulis­mens tid

Dis­rup­tion. Man ta­ger gru­e­ligt fejl, hvis man tror, at vi er ved at ven­de til­ba­ge til nor­mal po­li­tik igen. ILLUSTRATION: CHAR­LOT­TE PARDI

Weekendavisen - - Opinion - Af ULF HEDETOFT

Sid­ste år var po­pulis­mens år, og no­get er sket si­den. Val­get af Em­ma­nu­el Ma­cron som pra­esi­dent i Frank­rig, af Ale­xan­der van der Bel­len som pra­esi­dent i Østrig, det skuf­fen­de re­sul­tat for Ge­ert Wil­ders i det hol­land­ske valg og The­resa Mays vak­len­de kurs over for Bre­xit har gjort, at man­ge har kon­klu­de­ret, at så stor en fa­re var den po­puli­sti­ske strøm­ning hel­ler ik­ke, og at nor­ma­li­te­ten nok snart vil­le ven­de til­ba­ge. Det vil­le imid­ler­tid va­e­re en fejl­slut­ning – af mindst tre år­sa­ger. Før­ste år­sag er, at po­pulis­men i sig selv langt­fra er død el­ler for den sags skyld på re­tur. Det be­vid­ner ud­vik­lin­ger­ne i Po­len og Un­garn i mar­kant grad, men og­så i man­ge an­dre lan­de, bå­de i Eu­ro­pa (for ek­sem­pel Ita­li­en, Tys­kland og Dan­mark) og re­sten af ver­den (ek­sem­pel­vis Rusland, Tyr­ki­et og Ve­nezu­ela – for ik­ke at ta­le om USA). Al­le ste­der har be­skyt­tel­se af de na­tio­na­le gra­en­ser, den na­tio­na­le su­ve­ra­e­ni­tet og den et­nisk-na­tio­na­le ren­hed over­ta­get me­get af den of­fent­li­ge dags­or­den. Po­puli­ster­ne – dem, der ken­der det rig­ti­ge folk, den svi­g­ag­ti­ge eli­te og de ae­g­te na­tio­na­le va­er­di­er – vin­der frem.

GE­ERT Wil­ders er et godt ek­sem­pel. Det skuf­fen­de re­sul­tat i det hol­land­ske valg var kun en skuf­fel­se, for­di hans frem­gang var min­dre end for­ud­set. Men han (ejer af Fri­heds­par­ti­et i Hol­land, med kun ét med­lem, nem­lig Wil­ders selv!) gik ik­ke de­sto min­dre mar­kant frem. Sam­me ud­vik­ling ser vi med Sve­ri­ge­de­mo­kra­ter­ne og med Fem­stjer­ne­be­va­e­gel­sen, som var val­gets kla­re vin­der i Ita­li­en, og som nu er ved at ska­be ae­g­te ra­va­ge i lan­dets po­li­ti­ske land­skab.

Den an­den år­sag er den, at som det al­tid sker i mo­der­ne po­li­tik, så er det ik­ke nok kun at se på ud­vik­lin­ger­ne hos de er­kla­e­ret po­puli­sti­ske par­ti­er. Den po­li­tisk-kul­tu­rel­le dis­rup­tion sker og­så ved, at der skub­bes til tan­ker­ne hos an­dre po­li­ti­ske par­ti­er, der for­nem­mer, hvad vej vin­den bla­e­ser, og skyn­der sig at over­ta­ge de­le af de po­puli­sti­ske be­va­e­gel­sers pro­gram­mer og for­slag. Se ba­re på So­ci­al­de­mo­kra­ter­ne i så­vel Dan­mark som Sve­ri­ge, på Rut­tes Fol­ke­par­ti for Fri­hed og De­mo­kra­ti i Hol­land, på La­bour i Stor­bri­tan­ni­en, på Sy­riza i Gra­e­ken­land, på Ba­bis’ ANO i Tjek­ki­et (me­re en co­py­cat af det pol­ske PiS og det un­gar­ske Fi­desz end en ef­ter­lig­ner af an­dre tjek­ki­ske par­ti­er). Der ska­bes på den må­de nye kon­sensus­mu­lig­he­der, nye al­li­an­cer, en ny zeit­gei­st, som støt­ter na­tio­nal­po­pulis­mens tan­ke­gods, her ik­ke mindst op­rø­ret mod den in­ter­na­tio­na­le or­den, mod det li­be­ra­le de­mo­kra­ti, mod af­gi­vel­se af na­tio­nal selv­be­stem­mel­se, mod ind­van­dring fra den ik­ke-ve­st­li­ge kul­turkreds (la­es: isa­er mus­li­mer), mod eu­ro­pa­ei­sk in­te­gra­tion og mod mag­tens tra­di­tio­nel­le tre­de­ling. Her har vi de magt­ful­de ene­res klub, de au­to­ri­ta­e­re ma­end, der dyr­ker det »il­li­be­ra­le de­mo­kra­ti«. Og selv om det er an­der­le­des i Dan­mark, må man trods alt spør­ge: Vil­le det på et helt ac­cep­te­ret grund­lag ha­ve va­e­ret mu­ligt for 10-15 år si­den åbent at prok­la­me­re, at man vil fejre med ka­ger, når ind­van­drings­re­strik­tion num­mer 100 bli­ver ved­ta­get i Fol­ke­tin­get, som DFs for­mand gjor­de det i Fol­ke­tin­gets af­slut­nings­de­bat her i 2018? Na­ep­pe. Men i dag går det fint an, med fuld op­bak­ning fra So­ci­al­de­mo­kra­ter­ne og selv­føl­ge­lig fra re­ge­rin­gen. Po­pulis­men kan sej­re bå­de i li­be­ral og il­li­be­ral ik­la­ed­ning.

OG så kom­mer jeg til den tred­je og så­dan set va­e­sent­lig­ste år­sag. For po­pulis­men har i re­a­li­te­ten kun gjort det, at den har syn­lig­gjort, hvad al­le vil­le ha­ve kun­net se, hvis de hav­de kik­ket efter i morad­set af gra­en­se­over­skri­den­de sam­ar­bej­der og glo­ba­le dags­or­de­ner. Nem­lig at na­tio­na­lis­men – for­stå­et som na­tio­nal­sta­ten og de na­tio­na­le iden­ti­te­ter som ud­gangs­punkt for al va­e­sent­lig til­hør­spo­li­tik i ver­den – al­drig har va­e­ret på vej til at dø ud, men al­tid har va­e­ret med et da­ek­ken­de en­gelsk ud­tryk the be-all and end-all bag al­le po­li­ti­ke­res gø­ren og la­den og ik­ke mindst bag de­res be­folk­nin­gers dag­li­ge liv, be­vidst­hed, kul­tu­rel­le ud­fol­del­ser, sprog­li­ge sam­men­ha­eng og so­ci­a­le selv­for­stå­el­se. Bag man­ge års in­ter­na­tio­nal sig­nal­giv­ning og sam­ar­bej­de, blandt an­det om en sta­digt ta­et­te­re sam­men­ha­eng mel­lem EUs med­lem­s­sta­ter, har de na­tio­na­le til­hørs­for­hold be­va­ret de­res pri­ma­e­re rol­le for fler­tal­let af stats­bor­ge­re, om end for­tol­ket og for­stå­et på man­ge for­skel­li­ge må­der, og med stør­re el­ler min­dre in­drøm­mel­ser til et­nisk di­ver­si­tet el­ler krav til sam­men­ha­engs­kraft, og for­skel­li­ge em­fa­ser i sy­net på luk­ket­hed/åben­hed og be­ho­vet for sam­ar­bej­de og del­vis af­gi­vel­se af su­ve­ra­e­ni­tet.

Her sa­et­ter po­pulis­men fo­den ned og eks­pli­ci­te­rer, hvad der nor­malt un­der­for­stås. Der­for bli­ver Trumps Ame­ri­ca Firstslo­gan op­fat­tet som en pro­vo­ka­tion, uan­set at al­le stats­le­de­re først ta­en­ker på, hvad der gav­ner de­res eget land. Man kan i øv­rigt spe­ku­le­re på, om Trump og an­dre po­puli­sters po­li­tik fak­tisk gav­ner de­res land mak­si­malt, men det er ik­ke po­in­ten. Hvad der styr­ker iden­ti­te­ten og det in­ter­ne sam­men­hold, har plud­se­lig få­et med­vind, og­så hvor det ubetviv­le­ligt ska­der øko­no­mi­en og de­ler van­de­ne, som det for ek­sem­pel gør det i til­fa­el­det Bre­xit.

Det er på det­te punkt, at po­pulis­men ad­skil­ler sig fra den nor­ma­le be­ken­del­se til det na­tio­na­le til­hørs­for­hold. Den dis­rup­tion, som po­puli­ster­ne har med­ført, skyl­des min­dre en va­e­sent­lig for­skel i sel­ve det na­tio­nalt-ek­si­sten­ti­el­le grund­lag – at »vi« er an­der­le­des end »de an­dre«, ge­ne­relt og­så bed­re, at »vi« bør be­hol­de så me­get selv­sta­en­dig­hed for os selv som mu­ligt, at »vo­res« va­er­di­er er de an­dres over­leg­ne, at »vo­res« tra­di­tio­ner og ri­tu­a­ler er va­erd at dyr­ke og be­va­re og så vi­de­re. Den skyl­des i langt hø­je­re grad tre an­dre fak­to­rer: at det ef­ter­hån­den er helt ac­cep­ta­belt at sa­et­te det na­tio­na­le på den of­fent­li­ge dags­or­den; at de glo­ba­le ud­for­drin­ger mod det na­tio­na­le er blevet så om­fangs­ri­ge, at sel­ve grund­pil­ler­ne, su­ve­ra­e­ni­tet, kul­tu­rel ren­hed og sam­men­ha­en­gen mel­lem folk og stat, er ud­for­dre­de; og en­de­lig at po­puli­ster­ne på det­te grund­lag re­ser­ve­rer ret­ten for sig selv til at de­fi­ne­re, hvem de rig­ti­ge med­lem­mer af fa­el­les­ska­bet er, bå­de blandt folk og eli­ter.

Det er va­e­sent­ligt at for­stå, at den ag­gres­si­vi­tet og de fru­stra­tio­ner, som po­pulis­men er ud­tryk for, bå­de vi­ser de sto­re pro­ble­mer, som na­tio­na­lis­me står over for, men og­så den til­pas­nings­du­e­lig­hed, der har va­e­ret ken­de­teg­nen­de ved den­ne ide­o­lo­gi i snart 150 år. Den­gang, i na­tio­nal­sta­tens op­byg­nings­fa­se, var der fak­tisk no­get pro­g­res­sivt og fremad­ret­tet ved na­tio­na­lis­men, den var i høj grad ba­e­ren­de for mo­der­ni­se­rin­gen af sam­fun­det, og den op­sam­le­de og skub­be­de til nye tan­ker, ide­er, vi­den­ska­be­li­ge frem­skridt og kol­lek­ti­ve iden­ti­tets­dan­nel­ser – på sam­me tid. Fler­tal­let kun­ne la­eg­ge de­res for­håb­nin­ger, drøm­me og vi­sio­ner om frem­ti­den i den na­tio­na­le skål som en må­de at over­vin­de for­ti­dens be­gra­ens­nin­ger og af­teg­ne vej­en frem mod bed­re ti­der – uden at skul­le si­ge far­vel til kul­tur, sprog og tra­di­tio­ner. At na­tio­na­lis­men så og­så, i ta­et sam­men­ha­eng med ko­lo­ni­a­lis­me og im­pe­ri­a­lis­me, var skyld i bå­de fa­scis­me og to øde­la­eg­gen­de ver­denskri­ge, vi­ser, at det af­fek­ti­ve ele­ment i na­tio­na­lis­men, hvis det får do­mi­nans, kan vin­de over det ra­tio­nel­le, med ka­em­pe­sto­re ne­ga­ti­ve føl­ge­virk­nin­ger. ER det så ik­ke det sam­me, vi ser i dag? Er po­pulis­me ik­ke kun en me­re diplo­ma­tisk ver­sion af fa­scis­me og ra­cis­me? Bå­de ja og nej. Ja, for­di det, der skab­te fa­scis­men i mel­lem­krig­sti­den, utvivl­s­omt var ta­et knyt­tet til en op­fat­tel­se af an­dre na­tio­ner, ra­cer og et­ni­ci­te­ter som ra­di­kalt an­der­le­des end og fjendt­li­ge over for »os«. Po­pulis­mens di­ko­to­mi mel­lem os og de an­dre er ube­ha­ge­ligt ta­et på sam­me ver­dens­bil­le­de. Og ja, for­di ad­skil­lel­sen mel­lem det fø­lel­ses­ma­es­si­ge og det ra­tio­nel­le og­så lig­ner i skra­em­men­de grad; og­så po­puli­ster­ne la­eg­ger me­re va­egt på den na­tio­na­le af­son­dring og den grund­la­eg­gen­de be­ken­del­se til det na­tio­na­le til­hørs­for­hold.

Men om­vendt nej, for­di po­pulis­men ik­ke er en ide­o­lo­gi på linje med for ek­sem­pel na­zis­me, og for­di den grund­la­eg­gen­de tan­ke­gang er for­skel­lig. Fa­scis­me le­ver af at på­stå, at folks ret­te kald er sel­vop­gi­vel­se for de­res stat, og at det er så­dan den sto­re sam­men­ha­eng mel­lem stat og folk kom­mer i stand. Po­pulis­men deri­mod står for en vel­fa­erds­tan­ke­gang in­dadtil (der­for er den en fa­re for so­ci­al­de­mo­kra­ter), sta­ten er til for be­folk­nin­gen, hvis den ba­re gi­ves de rig­ti­ge su­ve­ra­e­ne be­tin­gel­ser og ny­der fol­kets ube­tin­ge­de op­bak­ning og til­lid. Til det for­mål er den ek­lek­tisk i for­hold til sty­re­form, men den har i ek­strem grad brug for støt­te fra den na­tio­na­le be­vidst­hed, så den kan fun­ge­re som den ci­vi­le re­li­gion, den i bund og grund er. Her har den go­de livs­be­tin­gel­ser i folks al­min­de­li­ge, me­get livs­du­e­li­ge og helt ba­na­le na­tio­na­le iden­ti­tet.

No­get er utvivl­s­omt sket si­den sid­ste år, men om det sva­ek­ker den po­puli­sti­ske strøm­ning, er me­re end tvivl­s­omt.

Ulf Hedetoft er pro­fes­sor, dr.phil. og le­der af Cen­ter for the Stu­dy of Na­tio­na­lism ved Saxo-In­sti­tut­tet på Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.