So­me Li­ke It (not so) Hot

Film, lit­te­ra­tur og mu­sik er ful­de af he­debøl­ger, og med dem føl­ger sex, løgn og mas­ser af van­vid.

Weekendavisen - - Kultur - Af LI­NEA MA­JA ERNST LAY­OUT: ANETTE RIEMANN

Li­nea Ma­ja Ernst un­der­sø­ger en hed kul­tur­hi­sto­rie.

en dø­en­de gra­es­pla­e­ne kna­ser, hyl­de­duf­ten ha­en­ger som sød­ligt støv i den tør­re luft, og der er ud­stedt af­bra­en­dings­for­bud i fo­re­lø­big 35 dan­ske kom­mu­ner, for­di den ude­blev­ne regn har gjort na­tu­ren brand­far­lig.

Den una­tur­ligt var­me maj er uma­er­ke­ligt gle­det ind i en li­ge så sol­bagt ju­ni. Folk gis­per som hunde, ta­ger de­res tøj af i par­ker­ne, an­dre men­ne­sker sid­der for ta­et på én i bus­sen, så fug­ti­ge knae rø­rer ved hin­an­den. Forfatter Ol­ga Ravn har en­gang sagt, at var­me al­tid er il­de­vars­len­de i lit­te­ra­tu­ren. Den te­o­ri hol­der stik: I fik­tio­nen er he­debøl­gen de dår­li­ge be­slut­nin­gers zo­ne, bå­de de vol­de­li­ge og de li­der­li­ge.

De lit­te­ra­e­re klas­si­ke­re er ful­de af tryk­ken­de lum­mer­var­me: Lo­li­ta og Den sto­re Gats­by er beg­ge ulyk­kes­svan­gre he­debøl­gebø­ger, hvor la­engsel og be­ga­er svul­mer uli­de­ligt op i var­men. Det stil­le­stå­en­de vejr er et ondt var­sel, som får ho­ved­per­so­ner­ne til at hand­le ir­ra­tio­nelt. Som en af ka­rak­te­rer­ne hy­brisk er­kla­e­rer i So­ning af Ian McEwan: »Jeg el­sker Eng­land un­der en hedebølge. Det bli­ver et helt an­det land. Al­le reg­ler­ne aen­drer sig.« De var­me dage smel­ter selv en­gel­ske ha­em­nin­ger bort, og så kan ro­ma­nens fa­ta­le plot­for­løb be­gyn­de.

Der er et gam­melt be­greb, ’hund­e­da­ge­ne’, som be­teg­ner som­me­rens var­me­ste uger, hvor van­vid­det lu­rer bag det stil­le­stå­en­de vejr. Da­ge­ne blev i an­tik­ken opkaldt efter Si­ri­us, hund­e­stjer­nen, der om som­me­ren står op før so­len og den­gang blev reg­net for uhelds­svan­ger. Se­ne­re kom nav­net til at hen­vi­se til de hunde, der blev ag­gres­si­ve og gø­e­de som van­vit­ti­ge i he­den.

Så­le­des og­så men­ne­ske­ne. He­debøl­gen gør vo­res lun­te kor­te­re, smel­ter lag af ci­vi­li­sa­tion va­ek, samva­e­ret bli­ver elek­trisk la­det, tryk­ken­de el­ler ek­sta­tisk, som luf­ten en lum­mer­varm dag, hvor det tra­ek­ker op til tor­den­vejr og for­løs­ning.

DSELV Sha­kespea­re be­kra­ef­ter det i Ro­meo og Julie: »Kom ind, Mercu­tio, det er så varmt, og Ca­p­u­let­ter­ne er ude, ved jeg. Det bli­ver til slags­mål, hvis vi mø­der dem, for blo­det bru­ser op på he­de dage,« ly­der det i Ni­els Brun­ses over­sa­et­tel­se.

Ro­meo og Julie er et stu­die i for­ha­ste­de be­slut­nin­ger, bå­de vol­den og ka­er­lig­he­den blom­strer, og i Baz Luhr­manns iko­ni­ske, mo­der­ne fil­ma­ti­se­ring, Ro­meo + Juli­et, er as­fal­ten så bra­en­den­de varm, at luf­ten flim­rer. In­struk­tør og te­a­ter­di­rek­tør på Bet­ty Nan­sen Te­a­ter Elisa Kra­gerup forta­el­ler om den­gang, hun sat­te Ro­meo og Julie op og vil­le ind­fan­ge den des­pe­ra­te var­me: »Vi ar­bej­de­de sceno­gra­fisk med for­nem­mel­sen af rum­met som en tryk­ko­ger, en form for gi­gan­tisk skal, der og­så var en kla­tre­va­eg, men som luk­ke­de rum­met, så ka­rak­te­rer­ne ik­ke kun­ne flyg­te. He­debøl­gen er godt drama. I var­men bli­ver man le­tan­ta­en­de­lig, ag­gres­siv, kon­flik­ter­ne ak­ku­mu­le­rer, og tem­pe­ra­men­ter­ne ko­ger i en ste­gen­de he­de. I te­a­tret le­der vi efter ska­er­pen­de om­sta­en­dig­he­der, som kan ska­be hand­ling og drama, og her er var­men enormt ef­fek­tiv. Vi lod sku­e­spil­ler­ne bli­ve sid­den­de på sce­nen, når de ik­ke hav­de no­gen replik­ker. De skul­le fo­re­stil­le sig, at luf­ten var alt for varm, som i en ør­ken el­ler en sau­na. Pu­bli­kum vid­ste selv­føl­ge­lig ik­ke, at det var det, der fo­re­gik i de­res ho­ve­d­er, men he­le rum­met blev på­vir­ket af ka­rak­te­rer­ne, som des­pe­ra­te trak vej­ret i en bra­en­den­de he­de.«

ELISA Kra­gerup frem­ha­e­ver og­så Ten­nes­see Wil­li­ams’ syd­stats­dra­ma­er, blandt an­det

Kat på et varmt blik­tag, som bli­ver sat op på Bet­ty Nan­sen til ef­ter­å­ret: »Ba­re tit­lens bil­le­de! Man kan ma­er­ke det, et blik­tag, der har stå­et og bagt he­le da­gen i so­len. Det kan man ik­ke stå stil­le på.« Ho­ved­per­so­nen Mag­gie the Cat er hot and bo­t­he­red, som man si­ger, alt­så van­vit­tigt seksu­elt op­hid­set. Elisa Kra­gerup ud­dy­ber: »Mag­gies mand vil ik­ke gå i seng med hen­de, hun går og sve­der og ta­ger me­re og me­re tøj af, for­di hun er så un­der­sti­mu­le­ret. Hun må he­le ti­den ta­ge bru­se­bad for at kø­le sig ned. Og­så for at hol­de ud at va­e­re i en fa­mi­lie, hvor al­le er an­s­pa­end­te og ful­de af løgn.« Hi­e­rar­ki­er for­dre­jes ved var­mens og ero­tik­kens mel­lem­komst i Omstig­ning til Paradis, et an­det drama af Ten­nes­see Wil­li­ams. »Ho­ved­ka­rak­te­ren Blan­che DuBois, en for­fi­net syd­stat­spi­ge, kan ik­ke hol­de fast i forag­ten over for sin søsters grove mand, Stan­ley Kowalski, da han ta­ger sin skjor­te af i var­men og går rundt og gl­in­ser med ba­re, musku­lø­se ar­me. Han hy­ler hen­de ud af det bed­re bor­ger­skab med de sve­di­ge hånd­va­er­ker­fero­mo­ner, han ud­sen­der,« si­ger Kra­gerup.

DEN ul­ti­ma­ti­ve he­debøl­ge­film er Spi­ke Le­es Do the Right Thing, som ud­spil­ler sig en uli­de­ligt varm dag i et sort kvar­ter i New York, hvor de hø­je tem­pe­ra­tu­rer gør al­le pir­re­li­ge og får de dy­be­re kon­flik­ter, fru­stra­tio­ner og hver­dags­ra­cis­me, der til dag­lig gna­ver blandt be­bo­er­ne i om­rå­det, til at eska­le­re, ind­til alt en­der i vold og ka­os, som på sam­me tid er tragisk og uund­gå­e­ligt for­lø­sen­de. He­debøl­gen har det med at åben­ba­re de spa­en­din­ger, som al­le­re­de fin­des, hvil­ket man og­så ser i de man­ge he­debøl­ge­film og -bø­ger, som ud­spil­ler sig i ’The De­ep South’, hvor luf­ten er tyk af ra­ces­pa­en­din­ger, gra­es­hop­pek­ni­tren og nå­des­løs var­me. I

Dra­eb ik­ke en sang­fugl af Har­per Lee ta­ger da­mer­ne bad to gan­ge om da­gen, men om af­te­nen lig­ner de al­li­ge­vel ka­ger med gla­sur af sved og sød tal­kum.

HE­DEBØL­GEN, der gør folk le­tan­ta­en­de­li­ge, er ik­ke kun et greb fra fik­tio­nens ver­den. For­sker Craig A. An­der­s­son har for­sket i »tem­pe­ra­tur-ag­gres­sionhy­po­te­sen« og be­skri­ver, hvor­dan man bli­ver me­re ir­ri­ta­bel, ag­gres­siv og vol­de­lig, når man har det ube­kvemt varmt. Fle­re for­søg vi­ser, at men­ne­sker har ten­dens til at vur­de­re hin­an­den som me­re tru­en­de, når de be­fin­der sig i et me­get varmt lo­ka­le, end i et, hvor tem­pe­ra­tu­ren er be­ha­ge­lig. Det kan ha­ve dø­de­li­ge kon­se­kven­ser, skri­ver An­der­s­son.

I et for­søg skul­le hol­land­ske po­li­ti­be­tjen­te i vå­ben­tra­e­ning. En grup­pe be­tjen­te sad i et 21 gra­der varmt rum, mens de an­dre op­holdt sig i et på 27 gra­der. De så det sam­me sce­na­rie, som de skul­le for­hol­de sig til, på en pro­jektor: Som svar på en ty­ve­ri­a­larm skul­le de na­er­me sig et skur og stå an­sigt til an­sigt med en mista­enkt be­va­eb­net med et ko­ben. Po­li­ti­be­tjen­te­ne i det var­me rum var me­re til­bø­je­li­ge til at vur­de­re den mista­enk­te som ag­gres­siv og tru­en­de og til at tra­ek­ke de­res

He­debøl­gen er et godt drama. I var­men bli­ver man le­tan­ta­en­de­lig, ag­gres­siv, NRQÁLNWHUQH DNNXPXOHUHU og tem­pe­ra­men­ter­ne ko­ger ... I te­a­tret le­der vi efter ska­er­pen­de om­sta­en­dig­he­der, som kan ska­be hand­ling og drama, og her er var­men enormt ef­fek­tiv.

FO­TO: SCANPIX

Ro­meo og Julie. FO­TO: DET KGL. TE­A­TER

Elisa Kra­gerups des­pe­rat op­he­de­de

El­la Fitz­ge­rald op­tra­e­der med »We’re Having a He­atwa­ve« i 1963.

Omstig­ning til Paradis. FO­TO: WAR­NER BROS

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.