En lil­le fora­el­d­re­løs pi­ge

Ca­ta­lan­ske Car­la Si­mon de­bu­te­rer i stort for­mat med en film, som bli­ver i bør­ne­nes høj­de.

Weekendavisen - - Kultur - Af BO GREEN JEN­SEN

Som­me­ren 1993 (Estiu 1993). In­str. og ma­nus: Car­la Si­mon. Fo­to: San­ti­a­go Ra­caj. 97 min. Spa­ni­en (Ca­ta­lo­ni­en) 2017. 10 bi­o­gra­fer.

rods da­te­rin­gen er det en tid­løs hi­sto­rie. Fri­da på seks år mi­ster sin mor og skal bo hos sin on­kel og tan­te på lan­det. Hun er vok­set op i Bar­ce­lo­na, hvor fora­el­dre­ne før­te et hårdt liv, som fa­mi­li­en nu og da na­ev­ner, når de tror, at Fri­da ik­ke hø­rer det. Så har års­tal­let al­li­ge­vel be­tyd­ning: Fri­das mor var hiv-po­si­tiv og dø­de af en al­min­de­lig lun­ge­be­ta­en­del­se.

For den fora­el­d­re­lø­se pi­ge gør år­sa­gen hver­ken fra el­ler til. Hun sav­ner sin mor og skal sam­ti­dig la­e­re et frem­med sted at ken­de. Este­ve, Fri­das mor­bror, og hu­stru­en Mar­ga dri­ver en lil­le re­stau­rant i la Gar­ro­txa. De har en dat­ter, Anna, på fi­re år, som Fri­da skal be­hand­le som sin lil­le­sø­ster. Hun bli­ver og­så bedt om at si­ge Mor til Mar­ga og Far til Este­ve.

TPÅ en må­de er det en­kelt. Al­li­ge­vel er det slet ik­ke let. Mar­ga og Este­ve ta­ger imod Fri­da med åb­ne ar­me. De be­hand­ler hen­de som de­res dat­ter fra be­gyn­del­sen og stil­ler der­for og­så krav. Der er in­gen vej til­ba­ge, men al­li­ge­vel spør­ger Fri­da hå­be­fuldt til sit gam­le hus i Bar­ce­lo­na, når bedste­fora­el­dre­ne er på be­søg. Der ven­ter en van­ske­lig som­mer. Fri­da er ik­ke al­tid sød mod den til­lids­ful­de Anna, som ser op til sin nye sto­re­sø­ster. Fle­re gan­ge kom­mer Anna til ska­de. Mar­ga for­står, hvad der rø­rer sig i Fri­da, men al­li­ge­vel bli­ver hun be­kym­ret og vred.

Fri­da fø­ler, at Anna er lidt me­re el­sket. Det er hun sik­kert og­så. Om­vendt går Mar­ga i bre­chen for Fri­da, da hun slår kna­e­et og blø­der. Lands­by­ens mødre går i pa­nik. Al­le ved, at Fri­das mor hav­de aids.

DET er ca­ta­lan­ske Car­la Si­mons før­ste lan­ge spil­le­film. Hun forta­el­ler sin egen hi­sto­rie, og det var vig­tigt for hen­de at fil­me i La Gar­ro­txa, i det selv­sam­me hus, hvor hun vok­se­de op. Som­me­ren 1993 er til­eg­net min­det om den dø­de mor.

Trods alt fal­der pi­gen til over tid. Vist er der en af­ten, hvor hun vil gå hjem­me­fra og helt til Bar­ce­lo­na, men Este­ve og Mar­ga re­a­ge­rer så til­pas op­s­kra­em­te, da de ik­ke kan fin­de hen­de, at Fri­da kom­mer frem fra sit skjul og be­kendt­gør, at hun vil ven­te til na­e­ste dag, når det er blevet lyst.

Der er fle­re ven­de­punk­ter, men al­drig det sto­re kram og den for­lø­sen­de sce­ne, man vil­le se i en me­re kon­stru­e­ret sam­men­ha­eng. Si­mon la­der man­ge sår va­e­re åb­ne. Fle­re af dem er sik­kert ik­ke helt la­egt end­nu.

Som­me­ren 1993 er en af de film, som sny­der voks­ne til­sku­e­re, for­di de hand­ler om børn og bli­ver i bar­nets per­spek­tiv, men er hen­vendt til fora­el­dre, der kan hu­ske, hvor­dan barn­dom­men var. Der er små uskyld­stab og til­løb til en ud­vik­lings­skil­dring, men fil­men får sin sprø­de sag­lig­hed ved at bli­ve i som­me­ren. Og Si­mon er al­drig sen­ti­men­tal.

FOTOGRAFEN San­ti­a­go Ra­caj føl­ger med Fri­da, bli­ver på hen­des an­sigt og fil­mer i pi­gens øjen­høj­de, så man min­des tid­li­ge va­er­ker af ira­ne­ren Ab­bas Ki­a­ro­sta­mi, film som Hvor er vej­en til min vens hus? (1987). Al­li­ge­vel si­ver man­ge af de voks­nes kon­flik­ter igen­nem. Det er sik­kert mu­ligt at ma­er­ke bå­de Vi­ctor Eri­ces (Ån­den i bista­det) og Gu­il­ler­mo del Tor­os (Pans la­byrint) klas­si­ske pi­ge­skil­drin­ger. El­ler og­så er det et syns­bed­rag, som kom­mer af den span­ske bag­grund.

Un­der al­le om­sta­en­dig­he­der er det en løf­te­rig og na­e­sten prunk­løs de­but­film. Den en­der cir­ka mod­sat dér, hvor hjer­te­var­me fa­mi­lie­film ple­jer at ta­ge af­sked. Til og med er der en­de­lig tå­rer, men Mar­ga hja­el­per pi­ger­ne med gø­re sko­lebø­ger­ne klar. Fri­da stil­ler sva­e­re spørgs­mål og får ae­r­li­ge svar. Vi ta­en­ker, at det nok skal gå. Selv er hun ik­ke så sik­ker. David Ver­dagu­er og Bru­na Cu­si er go­de som fora­el­dre­ne, de pro­g­res­si­ve neo-ru­ra­li­ster, der vil gen­fin­de ae­g­te va­er­di­er på lan­det. Men det er bør­ne­ne Laia Ati­gas og Pau­la Rob­les, som Car­la Si­mon får sto­re ting ud af. De­res sam­spil er fuld­kom­men over­be­vi­sen­de. Det er na­e­sten som at se en film om dren­ge af Nils Malm­ros. In­tet er gre­bet i flug­ten. Alt er om­hyg­ge­ligt re­kon­stru­e­ret.

FO­TO: ØST FOR PARADIS Som­me­ren 1993

Car­la Si­mon vandt to pri­ser på sid­ste års Ber­li­na­le. blev årets bed­ste bør­ne­film. Me­re på sin plads var dog pri­sen for årets bed­ste in­struk­tør­de­but, som ud­de­les hen over ka­te­go­ri­er.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.