Fal­la­das skyld og mis­brug

Weekendavisen - - Kultur - Af JES­PER VIND

SOM 18-årig dra­eb­te han sin bed­ste ven. De hav­de beg­ge sendt et ma­nuskript ind til et for­lag, og da de fik af­slag, ar­ran­ge­re­de de en fin­ge­ret du­el med pi­sto­ler. Han ram­te plet, ven­nen ik­ke. Hans liv var si­den pra­e­get af al­ko­hol, ci­ga­ret­ter, mor­fin, tugt­hu­se og psy­ki­a­tri­an­stal­ter. Men det ud­vik­le­de sig og­så til et for­fat­ter­skab i ver­dens­klas­se. Nav­net er Ru­dolf Wil­helm Fri­edrich Ditzen, der er kendt un­der for­fat­ter­p­seu­do­ny­met Hans Fal­la­da. Han er den­ne som­mer om­drej­nings­punk­tet ved en ud­stil­ling og festu­ge i øster­sø­by­en Greif­swald. Her kom han nem­lig til ver­den for pra­e­cis 125 år si­den. Det er for­fat­ter­ska­bet, der er sti­gen­de in­ter­es­se for. Der er li­ge ud­kom­met en stør­re Fal­la­da-bi­o­gra­fi af lit­te­ra­tur­hi­sto­ri­ke­ren Pe­ter Walt­her, og for et par år si­den blev Fal­la­das be­st­sel­ler Ale­ne i Ber­lin (tysk:

Je­der stir­bt für sich al­le­in) fil­ma­ti­se­ret med Em­ma Thomp­son og Bren­dan Gle­e­son i ho­ved­rol­ler­ne.

Det­te va­erk ud­kom i 1947 og blev straks en suc­ces, men i 2011 kun­ne et tysk for­lag of­fent­lig­gø­re et ori­gi­nal­ma­nuskript, som er en me­re ud­før­lig ud­ga­ve end den 47-ud­ga­ve, der var pra­e­get af ef­ter­krig­sti­dens po­li­ti­ske cen­sur. Ale­ne i Ber­lin er der­for og­så ud­kom­met i en ny dansk ud­ga­ve, som for­la­get Pe­op­le’sPress står bag.

Det er en ro­man, der gi­ver et ene­stå­en­de ind­blik i na­zi­ti­dens pa­ra­noi­de hver­dag i Ber­lin. Ho­ved­per­so­ner­ne er ar­bej­de­ra­eg­te­par­ret Qu­an­gel, der bor i en lil­le lej­lig­hed i et gen­nem­snit­ligt bo­lig­kvar­ter. I de­res op­gang har aeg­te­par­ret blandt an­dre en for­hen­va­e­ren­de by­rets­dom­mer, en småkri­mi­nel stik­ker, en jø­disk en­ke og en stor par­ti­tro fa­mi­lie.

Fal­la­da be­skri­ver, hvor­dan Qu­an­gel-par­ret går i sort, da po­st­bud­det an­kom­mer med et brev om, at de­res ene­ste barn er fal­det som sol­dat un­der Na­zi­tys­klands felt­tog i Frank­rig. Men par­ret er nødt til at va­e­re diskre­te, for op­gan­gen er fyldt med folk, der er blevet un­der­ku­et af det to­ta­li­ta­e­re re­gi­me. Na­bo­er og gen­bo­er føl­ger nid­ka­ert hin­an­den, og det er let at stik­ke an­dre, når man nemt kan hø­re, hvad der bli­ver talt om in­de ved si­den af. Fal­la­da forta­el­ler og­så om den for­vir­re­de jø­di­ske en­ke, hvor der sker sta­dig me­re grum­me og ab­sur­de for­søg på at gø­re hen­de til pry­gelk­na­be, in­den hun sprin­ger ud og dør. Og så er der op­gan­gens am­bi­tiø­se Hit­lerju­gend-med­lem, der ser sit snit til at re­ge­re og her­ske over bå­de sin egen fa­mi­lie og op­gan­gen.

Ro­ma­nen byg­ger på vir­ke­li­ge ha­en­del­ser, nem­lig hi­sto­ri­en om par­ret Ot­to og Eli­se Ham­pel, der i 1940 be­gynd­te at skri­ve po­st­kort med op­for­dring til mod­stand imod Hit­ler. Post­kor­te­ne lag­de de i trap­pe­op­gan­ge rundt­om i Ber­lin, og da po­li­ti­et fik fa­er­ten af den­ne ak­ti­vi­tet, blev der igang­s­at en ka­em­pe ef­ter­forsk­ning, men at fin­de Ham­pel var som at le­de efter en nål i en høstak. Fal­la­das forta­el­ling om Qu­an­gel (Ham­pel) kan der­for og­så la­e­ses som en us­a­ed­van­lig kri­mi fra Hit­ler­ti­dens Ber­lin. En kri­mi der er ka­rak­te­ri­se­ret af et ut­ro­ligt ha­es­bla­e­sen­de sprog, hvil­ket utvivl­s­omt har no­get at gø­re med, at Fal­la­da skrev det 866 ma­skin­skrev­ne sider sto­re ma­nuskript på kun fi­re uger, kort før han dø­de i 1947 af en over­do­sis mor­fin. Hans for­fat­ter­skab in­de­holdt me­get an­det ver­dens­lit­te­ra­tur. Han var blevet en kendt forfatter i Wei­mar­re­pu­blik­ken (1918-1933), hvor han skrev om dag­lig­da­gen un­der den øko­no­mi­ske kri­se, ik­ke mindst i ro­ma­nen Lil­le mand, hvad nu?, der ud­kom i 1932, og som hand­le­de om en tysk flip­pro­le­tars derou­te.

Da Hit­ler året efter greb mag­ten, blev Fal­la­da i Tys­kland, og så un­der­ka­ste­de den nai­ve, prin­cip­lø­se og psy­kisk sva­ge forfatter sig Jo­seph Go­eb­bels’ lit­te­ra­tur­po­li­tik, selv om han ik­ke brød sig om na­zi­ster­ne. For at over­le­ve skrev han blandt an­det små forta­el­lin­ger til Hit­lerju­gend-bla­de.

Men han kla­re­de ik­ke yd­my­gel­ser­ne, gik i en slags ’in­dre ek­sil’ og blev i 1944 ind­lagt på en an­stalt for »sinds­li­den­de for­bry­de­re« efter at ha­ve af­fy­ret en pi­stol mod sin eks­hu­stru. Det op­hold be­skrev han i den re­flek­te­ren­de og selv­kri­ti­ske fa­engsels­dag­bog I mit frem­me­de land, der ud­kom po­st­humt i 2009.

Li­ge da Hit­ler­re­gi­met faldt i 1945, skrev han så ro­ma­nen Ma­re­ridt i Ber­lin, der for ny­lig er blevet ud­gi­vet på dansk. Her føl­ger man for­fat­te­ren og hans mor­fi­naf­ha­en­gi­ge an­den hu­stru på rej­se gen­nem det slag­ne Tys­kland. De en­der i det søn­der­bom­be­de Ber­lin, hvor mor­fin­mis­bru­get får tag i dem, sam­ti­dig med at for­fat­te­ren for­føl­ges af en ond drøm:

Han er styr­tet ned i et bom­be­kra­ter og lig­ger og kig­ger på ru­i­ner­ne, men kan ik­ke kom­me op og er der­for tru­et af at bli­ve be­gra­vet helt i aske.

Den­ne drøm er sym­bol på, hvad der ske­te for det ty­ske folk: Uan­set hvad man gjor­de for at slip­pe for skyld­fø­lel­sen, kun­ne man ik­ke ret­te op på for­ti­dens for­bry­del­ser. Det er en tysk skyld, der si­den har haft et sa­er­de­les fast tag i ty­sker­nes og re­sten af ver­dens erin­dring.

Hans Fal­la­da skrev om hver­dags­li­vet i Na­zi­tys­kland, in­den han dø­de af en over­do­sis mor­fin.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.