Med fø­lel­ser­ne uden på tø­jet

Fat­her Jo­hn Misty ven­der på sit fjer­de me­lo­disk over­giv­ne al­bum at­ter blik­ket in­dad, mens au­stral­ske Court­ney Bar­nett im­po­ne­rer med sin an­den uhøj­ti­de­ligt spunky lp. Det er sva­ert ik­ke at bli­ve en smu­le fo­rel­sket.

Weekendavisen - - Kultur - Af KLAUS LYNGGAARD LAY­OUT: BENTE BRUUN KORREKTUR: LIS­BETH RINDHOLT

Det er den helt sik­kert.«

»

Så­dan lød sva­ret fra Ja­mes Tay­l­or, da det bri­ti­ske mu­sik­ma­ga­sin Un­cut for ny­lig stil­le­de ham det ne­ga­tivt la­de­de spørgs­mål om, hvor­vidt sin­ger­songwri­ter-gen­ren er nav­le­be­sku­en­de: »Det er en da­ek­ken­de be­skri­vel­se af min prak­sis. Det hand­ler alt sam­men om per­son­lig er­fa­ring. Det er det, jeg skri­ver om, og nog­le gan­ge gi­ver det gen­lyd hos an­dre,« fort­sat­te 70-årige Tay­l­or, der brød igen­nem med le­gen­da­ri­ske num­re som »Fi­re and Rain« og Ca­rol Kings »You’ve Got a Fri­end« i 1970er­ne.

Som en af gen­rens for­ny­e­re må man for­mode, han ved, hvad han ta­ler om. Sin­ger-songwri­ter-gen­ren tra­ek­ker trå­de til­ba­ge til Mid­delal­de­rens trou­ba­dourtra­di­tion, og i sin nu­va­e­ren­de form kred­ser den om in­di­vi­dets di­lem­ma­er, valg og of­te hyste­risk des­pe­ra­te ek­si­stens i vort nu­va­e­ren­de gen­nem­di­gi­ta­li­se­re­de, pra­e­sta­tions­hyste­ri­ske, for­doms­ful­de, po­r­no­fi­ce­re­de, po­la­ri­se­re­de og sta­tus­be­sat­te sam­tid.

Der­for til­fal­der der hel­ler ik­ke gen­ren den sto­re po­pu­la­ri­tet, for fler­tal­let vil som al­tid for­trins­vist hø­re san­ge, der hand­ler om fest­fyld, in­gen­ting og ka­er­lig­hed, den ka­er­lig­hed. Må­ske tri­ves gen­ren bedst i re­la­tiv ube­ma­er­ket­hed, men det skal ik­ke for­k­lej­ne dens kva­li­te­ter og re­le­vans.

Tag nu den go­de J. Til­l­man (J’et står for Jos­hua), der i nul­ler­ne ki­ck­star­te­de kar­ri­e­ren som ar­ke­ty­pisk san­ger-sangskri­ver med syv af­da­em­pe­de, dybt per­son­li­ge al­bum, der gav ham en sna­e­ver, men hen­gi­ven fan­ba­se. Her­i­blandt en del, som ik­ke brød sig om det stilskift, han fo­re­tog i 2012, hvor han un­der ali­as­set Fat­her Jo­hn Misty (FJM) ud­send­te al­bum­met Fear Fun, der i kraft af en slag­kraf­tig to­ne, bed­re pro­duk­tion og me­re in­tri­ka­te ar­ran­ge­men­ter gav ham et bredt gen­nem­brud. Ik­ke mindst hos en del kri­ti­ke­re, der fry­de­des over det hø­je sangskriv­nings­ni­veau kom­bi­ne­ret med en stri­be ro­ck­hi­sto­ri­ske re­fe­ren­cer. Ja, den slags el­sker vi sgu. Suc­ce­sen fort­sat­te i 2015 med det om mu­ligt end­nu sta­er­ke­re I Love You, Ho­ney­bear, der drev af li­ge de­le ren fo­rel­skel­se og dja­e­velsk li­der­lig­hed.

Nu­vel, på sit fo­re­gå­en­de al­bum, Pu­re Co­me­dy (2017), vend­te den go­de Mi­ster Misty så blik­ket udad og tog liv­tag med den ver­den, der efter val­get af Trump som pra­esi­dent for USA ta­ger sig fuld­sta­en­dig for­rykt ud, med­min­dre man selv er bin­de­gal. Det gør den vel i og for sig sta­dig­va­ek, men vi men­ne­sker vaen­ner os jo til na­e­sten al­ting, det go­de, det dår­li­ge og det mid­del­må­di­ge. Hvor­vidt FJM for­lø­ste sin om­ver­denskri­se kunst­ne­risk, dis­ku­te­res sta­dig, (selv)ret­fa­er­dig har­me bli­ver hur­tigt tra­et­ten­de, uan­set hvor go­de in­ten­tio­ner­ne måt­te va­e­re. Men at al­bum­met på sangskriv­nings­pla­net ik­ke var på ni­veau med de to fo­re­gå­en­de, er sik­kert. Der­for er det og­så en for­nø­jel­se at kun­ne med­dele, at han på det sprit­nye og langt stram­me­re God’s Fa­vouri­te Costu­mer er til­ba­ge i den kunst­ne­ri­ske top­form, man for­bin­der ham med.

Nav­le­be­sku­en­de (oh yes!) og sel­viro­nisk ud­fø­res der over tolv velskrev­ne san­ge en ele­gant ba­lan­ce­akt mel­lem det pri­va­te og det per­son­li­ge. Kun FJM kan fin­de på at skri­ve en sang med tit­len »Mr. Til­l­man«, hvor hans ind­ta­gel­se af al­ko­ho­li­ske drik­ke i al en­som­hed på et ’posh’ ho­tel sy­nes at ha­ve ta­get en smu­le over­hånd, iføl­ge det pla­ge­de per­so­na­le, som or­de­ne la­eg­ges i mun­den på. Pri­vat, gi­vet­vis, men alt­så og­så pis­sesjovt.

Der la­eg­ges ud med en sang med den for kunst­ne­ren så ty­pi­ske ti­tel »Hangout at the Gal­lows«, og så er man li­ge­som kom­met i stem­ning. Klan­gen på pla­den er sa­ert alt­mo­di­sch og gi­ver as­so­ci­a­tio­ner til al­skens blan­det hejs fra 1970er­ne, hvil­ket man alt efter tem­pe­ra­ment kan bi­fal­de el­ler ej. Jeg sy­nes, det ly­der her­re­godt og til­fø­rer pla­den en la­ber tek­s­tur til­sat en ma­eng­de mu­si­kalsk kre­a­ti­ve ind­fald. Der sker en mas­se, men al­drig så det sa­et­ter san­gen i skyg­gen. Her er hel­ler in­gen frygt for den over­ra­sken­de ak­kord, dem hø­rer man ik­ke man­ge af nu om stun­der, så hur­ra for det. Og så er han li­ge så des­pe­rat som sjov.

Det før­ste, når han an­rå­ber sin el­ske­de med or­de­ne: »Plea­se don’t die« el­ler »I’m just dumb enough/ to try to ke­ep you in my li­fe for a litt­le whi­le lon­ger«, og det sid­ste når han syn­ger, at »May­be I’ll get a pet/ learn to ta­ke ca­re of so­me­bo­dy el­se/ May­be I’ll na­me him Jeff …« Fat­her Jo­hn Misty er kunst­ner af den ty­pe, hvor man egent­lig godt kan for­stå dem, der ik­ke bry­der sig om ham, men det aen­drer ba­re ik­ke en tød­del ved det fak­tum, at hans san­ge går li­ge i én med tra­esko på. Og det ga­el­der så og­så i den­ne om­ba­e­ring.

En an­den kunst­ner i sam­me bold­ga­de og ae­rin­de, der fuld­sta­en­digt ned­bry­der mi­ne for­svar­sva­er­ker, er au­stral­ske Court­ney Bar­nett, hvis de­butal­bum helt ud i tit­len So­me­ti­mes I Sit and Think, and So­me­ti­mes I Just Sit (2015) til­tal­te mig ko­los­salt. Hun genop­li­ver no­get af den dér ’sl­op­py sla­ck­er-ånd’ fra 1990er­ne, som i sto­re ma­eng­der kun­ne va­e­re røvir­ri­te­ren­de, men når man skri­ver så go­de og apar­te og ska­eg­ge og per­son­li­ge san­ge som Bar­nett, ta­ger man ger­ne den til­stra­ebt sju­ske­de ind­pak­ning med. Dét sagt er hen­des an­den ski­ve med den end­nu fe­de­re ti­tel, How Do You Re­al­ly Fe­el, no­get stram­me­re i ud­fø­rel­sen end de­bu­ten, og det skal hun ik­ke hø­re et ondt ord for.

For er grun­gen ik­ke helt død (den lug­ter ba­re sjovt, ha ha), er no­get af gen­rens na­er­mest pa­ni­ske livsangst og in­di­mel­lem over­va­el­den­de selv­med­li­den­hed hos Bar­nett lu­get ud til for­del for et me­re af­kla­ret, ener­gisk og hu­mo­ri­stisk ver­dens­syn. Hun na­eg­ter pu­re at ta­ge al­ver­dens ar­ve­syn­der og an­dre ulyk­ker på si­ne skul­dre, men gi­ver i ste­det frej­digt det me­ste fin­ge­ren. Ik­ke mindst udu­e­li­ge el­ske­re og de an­dre fjol­ser, hver­da­ge­ne er fyldt med samt man­ge an­dre for­styr­ren­de ele­men­ter fra den om­ver­den, de fle­ste af os be­fin­der os i et kro­nisk had-ka­er­lig­heds­for­hold til.

San­ge med tit­ler som den pun­ke­de »I’m Not Your Mo­t­her, I’m Not Your Bitch« og den po­wer­pop­pe­de »Crip­pling Self Doubt and a Ge­ne­ral La­ck of Self Con­fi­den­ce« (med linjer som ’Your des­pe­ra­tion stinks/ I could smell it on your bre­ath’, ouch!) hø­res ik­ke på ra­dio­en ret tit, vel? Det er li­ge til at bli­ve i godt hu­mør af.

Man skal va­e­re fan af ’four-to-the-floor’ro­ck for at sa­et­te pris på Bar­nett, her er langt til Fat­her Jo­hn Mistys me­lo­disk for­kro­me­de ud­styrs­styk­ke af et al­bum. Til gen­ga­eld sa­et­ter hun på linje med ham frygt­løst sig selv ind som pant i en stri­be san­ge, der sik­kert har va­e­ret li­ge så sva­e­re at skri­ve, som de på pla­den for­mår at ly­de henka­ste­de og ube­sva­e­re­de. Hun ba­e­rer ele­gant si­ne fø­lel­ser uden på tø­jet, og det er sva­ert ik­ke at bli­ve en smu­le fo­rel­sket i den kunst­ne­ri­ske ’fuck you and the hor­se you ro­de in on’-per­so­na, man mø­der på al­bum­met her. Hvis hun er kult, mel­der jeg mig øje­blik­ke­ligt i ge­led­der­ne.

Fat­her Jo­hn Misty: God’s Fa­vouri­te Costu­mer (Bel­la Uni­on/PIAS)

Court­ney Bar­nett: How Do You Re­al­ly Fe­el (Mil­ky Records/Play­gro­und)

FO­TO: EM­MA TIL­L­MAN

Nav­le­be­sku­en­de og sel­viro­nisk. Fat­her Jo­hn Misty i ele­gant ba­lan­ce­gang.

FO­TO: POONEH GHANA

Court­ney Bar­nett sa­et­ter frygt­løst sig selv ind som pant i en stri­be san­ge.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.