Es­say.

»For­ti­den var en lil­le no­tes­bog, fyldt med kra­ge­ta­e­er, som jeg på en el­ler an­den må­de hav­de for­lagt.« Hvor langt er der fra en ar­gen­tinsk flod i 1790 til en dansk å i april?

Weekendavisen - - Bøger - Af SI­MON GLIN­VAD

Si­mon Glin­vad skri­ver om fun­det af en død hej­re og fal­det ud af ci­vi­li­sa­tio­nen.

Ibe­gyn­del­sen af april fandt Benjamin en død hej­re. Han vi­ste mig den en tors­dag af­ten, kort før skum­rin­gen. Den lå på brin­ken ved vo­res hus, halvt skjult i det sti­ve, over­vin­tre­de gra­es og opblødt af åens vand; den mang­le­de al­le­re­de det me­ste af det ven­stre øje, ma­ven og en bid af den ene klo. Den så ik­ke ud til at va­e­re fal­det ud af him­len, sna­re­re var den ba­re va­el­tet om på si­ne lan­ge ben og hav­de sa­en­ket na­eb­bet mod bry­stet, før den dø­de. Det­te var, før for­å­ret fik var­me, men der var tra­ner i luf­ten og ga­es øst­fra, og jor­den ved åen var blød og god at gra­ve i. Det sid­ste var vig­tigt, for Benjamin byg­ge­de en hu­le med Laust, og da hu­len skul­le va­e­re skjult for an­dre, gra­ve­de de den ud i fun­da­men­tet fra et hus, der hav­de lig­get ved åen før vo­res tid. Den­gang bra­end­te man sta­dig tegl for en­den af vej­en og lod de stør­re børn pas­se de min­dre. Bo­e­de man ved åen, var man sand­syn­lig­vis i her­re­man­dens brød.

»Har du set bil­ler­ne?« spurg­te Benjamin. »Og my­rer­ne,« sva­re­de jeg. »Prøv at se, hvor­dan de kom­mer ud ved øjet.«

»Den er klam,« sag­de han og prik­ke­de til hej­ren med tå­en. »Vi skub­be­de til den med en pind i går, og den splat­te­de li­ge­som ba­re ud.« »Jeg har al­drig set en død hej­re før.« »Det har jeg hel­ler ik­ke. Den er ret stor.« »Hvor la­en­ge har den mon va­e­ret død?« spurg­te jeg.

»En mil­li­on år. Den lug­ter af lort.« »Hov-hov ...«

»Det gør den jo,« sag­de han og gik af sted mod hu­len og Laust og de­res la­ger af co­la og nud­ler, som ved en fejl var blevet luk­ket in­de bag en lås uden nøg­le. Det var et pro­blem, som de la­en­ge hav­de ar­bej­det på at lø­se.

Jeg blev stå­en­de ved hej­ren og ma­er­ke­de mi­ne støv­ler bli­ve fug­ti­ge. Der var vand overalt, koldt for­år­svand som hang i bla­de og gra­es og i san­det ved hu­len. Sko­ven blev opblødt og gled ud af sin form. He­le vin­te­r­en hav­de den va­e­ret grå og geo­me­trisk; nu krøb den ud over si­ne gra­en­ser, ud over den smal­le grus­vej, ud over åen og sivsko­ven og ba­nes­vel­ler­ne, hvor tip­vog­ne­ne en­gang hav­de frag­tet den fa­er­di­ge tegl til ud­skib­nin­gen for en­den af tan­gen. Erin­drin­gen om ste­det; det var, hvad der gro­e­de til. Den sid­ste teg­lva­er­ks­ar­bej­der på vej­en var død for la­engst, og hans en­ke var fulgt med hu­set, da her­re­går­dens stif­tel­se solg­te det fra. Hun var vok­set sam­men med ste­det, kun­ne ik­ke flyt­tes, og de nye eje­re hav­de na­en­somt måt­tet ad­mi­ni­stre­re hen­des sid­ste dage, mens de fo­re­gav, at in­tet vil­le aen­dre sig.

Van­det til­trak hej­re­r­ne. Jeg gik ud fra, at det al­tid hav­de for­holdt sig så­dan, bå­de på teg­lva­er­kets tid og før det. Hej­re­r­ne stod i van­det, og de skreg, når de let­te­de, og de sva­e­ve­de af sted i den grøn­ne ådal, der blev tran­ge­re og tran­ge­re, som som­me­ren skred frem. En­gang hav­de jeg set ra­e­ven kom­me sla­e­ben­de med en hej­re i ga­bet i en tid­lig mor­gen­ti­me, halv­død og spja­et­ten­de og må­ske end­da over­ra­sket over, at det he­le skul­le en­de net­op så­dan.

Jeg vend­te mig og for­søg­te at se det he­le, at se den­ne apri­laf­ten, som jeg hav­de la­eng­tes efter vin­te­r­en igen­nem. Jeg vil­le se hej­ren og hu­ske den, og når som­me­ren vir­ke­lig kom med si­ne sta­eng­ler og bra­en­de­na­el­der og stø­ve­de, tør­re vin­de, vil­le jeg må­ske gå langs åen og ta­en­ke, at ste­der al­tid for­mer os, for­di de for­bin­der os med den, vi en­gang tro­e­de at va­e­re. Benjamin og Laust hav­de lagt fi­ske­li­ner i åen. De fan­ge­de ør­re­dyn­gel, som de ren­se­de og steg­te over bål. Der kun­ne ik­ke va­e­re me­get til­ba­ge at spi­se, når ind­ma­den var fjer­net, og må­ske spi­ste de ik­ke fiskene, men nø­je­des med at til­be­re­de dem og ma­er­ke det bra­end­te, so­de­de skind mod fin­gre­ne. Jeg luk­ke­de øj­ne­ne og lyt­te­de. En spa­et­te, de før­ste myg, den la­ve brum­men fra de sto­re ve­je, som fulg­te os ind i søv­nen.

DEN sam­me vin­ter var jeg ved et til­fa­el­de stødt på ro­ma­nen Za­ma af den ar­gen­tin­ske forfatter An­to­nio Di Be­ne­det­to. Ro­ma­nen var blevet ud­gi­vet i 1956 og hav­de kun til­truk­ket få la­e­se­re. Se­ne­re var den vok­set be­trag­te­ligt i an­se­el­se og blev nu om­talt som et ar­gen­tinsk ho­ved­va­erk. Di Be­ne­det­to nå­e­de al­drig for al­vor at for­li­ge sig med bo­gens – og sin egen føl­gen­de – suc­ces. Han til­brag­te sit liv i selvvalgt ek­sil, først i provins­by­en Men­doza, se­ne­re i Spa­ni­en, Frank­rig og USA, og han gen­nem­le­ve­de en brutal fa­engs­ling un­der det ar­gen­tin­ske mi­li­ta­er­dik­ta­tur, der rum­me­de tor­tur og fi­re is­ce­ne­sat­te hen­ret­tel­ser. Det var en ned­brudt Di Be­ne­det­to, som en­de­lig flyt­te­de til Bu­enos Ai­res i 1984, to år før sin død. Den yn­gre forfatter Ser­gio Chej­fec be­skrev et mø­de med den al­dren­de og sy­ge Di Be­ne­det­to på et pizze­ria. Chej­fec op­søg­te Di Be­ne­det­to og for­tal­te om sin be­un­dring for hans ar­bej­de, men Di Be­ne­det­to hav­de al­le­re­de op­gi­vet. »Du er ung,« sag­de han til Chefjec. »Der­for kan du sy­nes, at mit ar­bej­de er godt. Men så­dan er det ik­ke. Jeg hen­gi­ver mig til in­tet­he­den.« Don Die­go de Za­ma, Za­mas ho­ved­per­son og forta­el­ler, er na­est­kom­man­de­ren­de un­der den span­ske kro­ne i en af­si­des­lig­gen­de provins­by ved Río Pa­ragu­ay, fjer­nt fra det magt­ful­de Bu­enos Ai­res. Året er 1790. Za­ma er en cri­ol­lo, en mand af spansk blod, som er født i den nye ver­den, og han na­e­rer der­for in­gen for­håb­nin­ger om at kun­ne sti­ge hø­je­re i ad­mi­ni­stra­tio­nens hie­rar­ki. Han er blevet ad­skilt fra sin ko­ne og søn­ner og ser til­ba­ge på sin tid som cor­re­gi­dor og øver­st­be­fa­len­de i sit eget lil­le do­ma­e­ne af det span­ske im­pe­ri­um: »Dok­tor Don Die­go de Za­ma! … Den magt­ful­de le­der, in­di­a­ner­nes her­re, kri­ge­ren som skab­te ret­fa­er­dig­hed uden at ty til sva­er­det.« Den tid er for­bi. En ny, cen­tra­li­se­ret regering skal sik­re Spa­ni­ens kon­trol over ko­lo­ni­er­ne, og en­hver højt­stå­en­de em­beds­mand skal frem­over va­e­re spansk­født.

Za­ma ser sin kar­ri­e­re stag­ne­re. Han er midt i tre­di­ver­ne og har an­søgt om for­flyt­tel­se til Bu­enos Ai­res, men god­ken­del­sen fra vi­ce­kon­gen kom­mer al­drig. I ste­det dri­ver Za­ma om­kring og und­går si­ne plig­ter. Han fan­ta­se­rer om sin snar­li­ge for­flyt­tel­se til­ba­ge til ci­vi­li­sa­tio­nen og om en kvin­de, ik­ke hans hu­stru, men en ung og smuk eu­ro­pa­ei­sk kvin­de, der skal ud­fri ham fra provin­sens ek­si­sten­ti­el­le pi­ne og hans egen la­engsel efter et sted, som ik­ke vil gen­nem­ly­se ham på den­ne må­de og ud­stil­le hans svag­he­der og uren­hed. Hans kol­le­ger i ad­mi­ni­stra­tio­nen in­vi­te­rer ham med på bor­del, men Za­ma af­slår med den be­grun­del­se, at han kun vil gå i seng med kvin­der, der er hvi­de og span­ske. Han er en ka­rak­ter, som vi ken­der dem fra det 20. år­hund­re­des lit­te­ra­tur, grub­len­de, selv­pi­nen­de,

desil­lu­sio­ne­ret, men han er og­så en ene­stå­en­de iagt­ta­ger af sin tid og sted, og Di Be­ne­det­to for­mår med en na­e­sten rysten­de pra­e­ci­sion at frem­skri­ve den tryk­ken­de fe­ber­døs, som lang­somt ud­vik­ler sig til et fald mod af­grun­den. En af ro­ma­nens sta­er­ke­ste sce­ner fin­des på før­ste si­de: Za­ma er søgt til hav­nen for at ven­te på et skib, der må­ske vil brin­ge ham nyt. I ste­det for ski­bet får han øje på en død abe i flo­den. Aben er end­nu ik­ke gå­et i for­råd­nel­se og føl­ger flo­dens bøl­ge­gang. Za­ma be­trag­ter aben fra kaj­en og ta­en­ker, at den har le­vet he­le sit liv i sko­vens kant, lok­ket af van­det og af en rej­se, som den ik­ke fo­re­ta­ger før nu; selv i dø­den hol­des aben til­ba­ge. Bøl­ger­ne skub­ber den af sted, men den er fan­get mel­lem ka­j­pa­e­le­ne, »klar til at rej­se uden at rej­se«.

Al­le­re­de fra ro­ma­nens før­ste si­de for­nem­mer vi, at flo­den ik­ke vil kun­ne brin­ge Za­ma na­er­me­re ri­gets cen­trum, sna­re­re vil den tje­ne som en ad­var­sel og en på­min­del­se om, at det vil va­e­re fa­ta­lt at over­skri­de de gra­en­ser, som op­teg­ner jung­le­provin­sens topo­gra­fi, så­vel for tra­e­er­nes aber som for ri­gets ad­mi­ni­stra­to­rer. Nok er Za­ma in­di­a­ner­nes her­re, men han er og­så fan­get i ad­mi­ni­stra­tio­nens spind, og net­op der­for frem­står hans eska­le­ren­de stolt­hed og be­ga­er, hans pa­ra­noia og små­li­ge op­gør så me­get de­sto me­re des­pe­ra­te og men­ne­ske­li­ge. Za­mas sted, hans for­ban­de­de provin­s­di­strikt ved Río Pa­ragu­ay, op­står i sam­men­stø­det mel­lem et men­talt og et fy­sisk land­skab, og det er i ly­set af det­te sam­men­stød, at for­ti­den køligt la­der sig ane, men ik­ke fav­ne: »For­ti­den var en lil­le no­tes­bog, fyldt med kra­ge­ta­e­er, som jeg på en el­ler an­den må­de hav­de for­lagt.«

AF­TE­NEN blev kølig; det var trods alt kun først i april. Åen løb over rød­der og stød, den bug­te­de sig og blev bre­de­re, før den gled i ét med ha­vet. Skar­ver­ne kom fly­ven­de mod­strøms med de­res mør­ke, rast­lø­se ener­gi, og de dyk­ke­de og svøm­me­de og duk­ke­de op igen med spra­el­len­de ør­re­dyn­gel i na­eb­bet. Benjamin var for­s­vun­det ned i hu­len. Det var snart tid til at kal­de ham ind, men jeg kun­ne hø­re ham gra­ve, og jeg ta­enk­te, at han var i sin krop på en må­de, som jeg ik­ke la­en­ge­re var i min. Jeg hav­de glemt, hvor­dan man gra­ve­de; jeg hav­de glemt, hvor­dan man prik­ke­de til en død hej­re med en pind.

Jeg lag­de ar­me­ne over kors og be­trag­te­de jor­den og gra­es­set. Jeg be­trag­te­de hej­ren og bil­ler­ne i dens in­dre. Der var de dø­de og dem, der be­trag­te­de de dø­de; det hør­te og­så med til ste­dets liv. Nu­ti­den blev til for­tid, og for­ti­den blev til kra­ge­ta­e­er i en no­tes­bog, som no­gen kun­ne for­la­eg­ge.

Benjamin og Laust kom sla­e­ben­de med en cy­kel­vogn fyldt med tøm­mer, af sted over sko­v­bun­den i kor­te ae­r­mer og med for­rev­ne ar­me. De frøs ik­ke, de frøs al­drig, men jeg frøs. Jeg sat­te mig på hug og kig­ge­de på det myl­dren­de liv i hej­re­ns ma­ve. Jeg så ri­b­be­ne­ne og det grå kød, og jeg så en sno­et tarm, som var blevet bidt i styk­ker. Jeg kun­ne ik­ke hu­ske, hvor­når jeg sidst hav­de sid­det på hug og kig­get på en død fugl. Var det 30 år si­den? 35? Og hvad hav­de jeg ta­enkt den­gang? At for­di jeg var barn, var jeg i sik­ker­hed? At det al­tid vil­le va­e­re mig, som kig­ge­de, og de an­dre, der dø­de? Min for­tids ste­der aen­dre­de form, som jeg blev ae­l­dre og gen­be­søg­te dem i erin­drin­gen, men de var sta­dig mi­ne ste­der, og der­for var de og­så en del af mig: mi­ne mor­fora­el­dres køk­ken, mo­sen bag mit barn­doms­hjem, det iskol­de for­tov, hvor jeg hav­de kys­set en pi­ge for før­ste gang. Det var ja­ev­ne ste­der, us­køn­ne og dag­lig­dags, men de fand­tes for mig og i mig, og det gav dem va­er­di. Den ame­ri­kan­ske ar­ki­tek­turkri­ti­ker Ada Louise Huxtab­le hav­de en­gang skre­vet no­get pra­e­cist om net­op det­te i en kri­tik af sin sam­tids hi­sto­ri­e­løs­hed og fors­køn­nel­se­s­trang. Hun skrev: »For­ti­den le­ver kun som en del af nu­ti­den. Re­sul­ta­ter­ne vil al­drig bli­ve per­fek­te, men de vil va­e­re vir­ke­li­ge.«

Jeg ta­enk­te på Za­ma og hans fald ud af ci­vi­li­sa­tio­nen. I ro­ma­nens tred­je og sid­ste del føl­ger vi Za­ma i den ar­gen­tin­ske vild­mark i en til­sy­ne­la­den­de nyt­tes­løs jagt på Vi­cuña Po­r­to, en na­er­mest my­tisk ban­dit, som tru­er den span­ske kro­ne. Året er nu 1799. Vild­mar­ken om­slut­ter Za­ma og re­sten af hans en­hed, men den er i hø­je­re grad en til­stand end et sted; sti­er­ne gror til, så snart de er for­met. Ro­ma­nens sa­et­nin­ger er blevet kor­te og sta­kån­de­de, til­sy­ne­la­den­de skre­vet i hast. Hel­ler ik­ke i vild­mar­ken fin­der Za­ma ro: So­len er en pi­ne, in­sek­ter­ne bi­der ham, kry­be­ne fyl­der ham med frygt, han ud­pi­nes for hver ny dag. I en skra­em­men­de sce­ne stø­der han på en pro­ces­sion på over fem hund­re­de men­ne­sker, an­ført af en flok børn. De man­ge men­ne­sker, for­står vi, ud­gør en stam­me, der tolv år tid­li­ge­re er blevet over­fal­det af en ri­va­li­se­ren­de stam­me og blin­det med glø­de­n­de kni­ve. Nu le­des de af de børn, som er født efter over­fal­det og for­sø­ger at gen­op­ta­ge de­res liv: De byg­ger ran­chos og ja­ger vildt, de op­sø­ger hin­an­den i blin­de og ven­ter på ka­er­lig­he­den. Za­ma be­trag­ter dis­se men­ne­sker uden med­fø­lel­se; han har mi­stet in­teres­sen i den yd­re ver­dens gal­skab og for­svin­der i sig selv. »Blin­de,« kon­sta­te­rer han. »Al­le de voks­ne var blin­de. Bør­ne­ne var ik­ke.«

Var det net­op fal­det, der gjor­de Za­ma så vir­ke­lig for mig? Grad­vist mi­ste­de han de egen­ska­ber og pri­vil­e­gi­er, der ik­ke blot for­bandt ham til by­en i jung­len, men og­så til sin egen for­tid. Han blev sted­løs, og af den ene grund fyld­te han mig med gru. Hav­de jeg en flig af Za­ma i mig, som kun vil­le vok­se med al­de­ren? Jeg spej­de­de efter Benjamin og Laust, men kun­ne ik­ke se dem, kun hø­re dem i de­res un­derjor­di­ske ver­den. Za­ma var ik­ke blevet blin­det, men han hav­de mi­stet for­bin­del­sen til de men­ne­sker og ste­der, som for­bandt ham til den, han var og hav­de va­e­ret. Jeg for­stod ham ik­ke, og net­op der­for blev jeg ved med at ta­en­ke på ham, som han stred sig frem i en ver­den, der ik­ke la­en­ge­re var hans. Hjem­løs, sted­løs, ka­er­lig­heds­løs. Na­er af­grun­den sa­et­ter han sig for at sen­de en fla­skepost til sin hu­stru: »Mar­ta, jeg er ik­ke gå­et un­der.« Han ka­ster fla­sken i flo­den og ser den for­svin­de: »Jeg ta­enk­te, at be­ske­den hver­ken var stilet til Mar­ta el­ler no­gen an­dre. Jeg hav­de skre­vet den til mig selv.«

Så­dan for­la­der vi Za­ma. Han er ik­ke en knust ro­manka­rak­ter, men er gle­det ud af sin form og blevet en del af et land­skab, som vi blot kan be­trag­te uden vir­ke­lig at be­gri­be, som en abe i en flod el­ler en død hej­re ved en å. Jeg kald­te på Benjamin og ven­te­de, den­ne evin­de­li­ge ven­te­tid, mens bør­ne­ne gjor­de sig fa­er­di­ge med de­res pro­jek­ter. Jeg vil­le skub­be Za­ma fra mig, men for­nem­me­de, at han vil­le bli­ve hos mig et styk­ke tid end­nu.

Et men­ne­ske uden an­dre at ret­te si­ne sid­ste ord til end sig selv. Hvor­dan kun­ne det nå så vidt?

Si­mon Glin­vad er part­ner i Li­vingCi­ties og forfatter til fem bø­ger, se­ne­st ro­ma­nen »Med­skyl­dig«.

ILLUSTRATION: LARS VE­GAS

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.