Calcut­ta.

Hvor star­ter for­an­dring? Iføl­ge den in­disk­fød­te forfatter Ne­el Muk­herjee er ud­dan­nel­se en vig­tig be­gyn­del­se.

Weekendavisen - - Bøger - Af MET­TE RODGERS

Interview med for­fat­te­ren Ne­el Muk­herjee om ulig­hed og ud­dan­nel­se.

De an­dres liv er Ne­el Muk­herje­es »ben­gal­ske ro­man«. Den ro­man »der måt­te ud«. Op­gø­ret med det sted, han blev født, vok­se­de op, og som gjor­de ham til den, han er i dag, 26 år efter at han som 22-årig for­lod Calcut­ta til for­del for Eng­land, hvor han hav­de få­et et scho­lars­hip på Uni­ver­si­ty Col­le­ge, Ox­ford.

»Jeg har indån­det Calcut­tas luft, og jeg fø­ler, at al­le for­fat­te­re på et tids­punkt i de­res kar­ri­e­re bør ta­ge et op­gør med det sted og den kul­tur, som skab­te dem. Den her bog er mit op­gør med min by,« forta­el­ler Ne­el Muk­herjee, som vandt En­co­re-pri­sen og blev no­mi­ne­ret til Man Boo­k­er-pri­sen for De an­dres liv.

Den 48-årige forfatter min­des ik­ke la­en­ge­re, hvil­ken af ro­ma­nens to si­de­lø­ben­de forta­el­lin­ger der var ud­gangs­punk­tet for hi­sto­ri­en. Var det forta­el­lin­gen om den vel­stå­en­de Ghosh-fa­mi­lies ned­gang fra tid­li­ge­re ti­ders stor­hed? El­ler var det forta­el­lin­gen om de ma­oi­sti­ske naxa­li­ters for­søg på at aen­dre ver­den gen­nem re­vo­lu­tion? Hen­holds­vis den pri­va­te og den of­fent­li­ge forta­el­ling om for­sø­get på at ned­bry­de de ek­si­ste­ren­de sam­funds­ma­es­si­ge struk­tu­rer i 1960er­nes In­di­en. Fa­mi­liesa­ga­en ta­ger ud­gangs­punkt i byg­nin­gen på 22/6 Ba­san­ta Bo­se Ro­ad, som hu­ser den ud­vi­de­de Ghosh-fa­mi­lie. Øverst op­pe bor fa­mi­lie­over­ho­ve­det Pra­ful­la­nath og hans ko­ne Charu­ba­la. De tre søn­ner og dat­te­ren samt de­res fa­mi­li­er er for­delt efter rangor­den på de øv­ri­ge eta­ger, mens svi­ger­dat­te­ren (og en­ken) Pur­ba og hen­des to børn er pla­ce­ret la­ve­re end hu­sets tje­ne­ste­folk i et lil­le rum i stu­en. Dy­na­mi­k­ken i fa­mi­lie­hie­rar­ki­et og hi­sto­ri­en om, hvor­dan fa­mi­li­ens for­mue blev skabt og for­ø­get over åre­ne – of­te ved at ud­byt­te an­dre – er og­så det bre­de­re ben­gal­ske sam­funds hi­sto­rie. Et hie­rar­ki, hvor de jord­lø­se bøn­der la­engst ne­de er fan­get i des­pe­rat fat­tig­dom – of­te som føl­ge af skrup­pel­løs ud­byt­ning af jor­de­je­re og kor­rup­te em­beds­ma­end.

Den­ne bre­de­re sam­funds­hi­sto­rie forta­el­les gen­nem bre­ve skre­vet af Pra­ful­la­nat­hs ae­ld­ste bar­ne­barn Supra­tik, som er en af de man­ge un­ge ma­end fra den ur­ba­ne in­tel­li­gent­sia, der i 60er­ne slut­ter sig til naxa­li­ter­ne i Vest­ben­ga­len, over­be­vi­ste om at kun va­eb­net re­vo­lu­tion, ik­ke par­la­men­ta­risk de­mo­kra­ti, kun­ne aen­dre vil­kå­re­ne for lan­dets fat­tig­ste. »Fa­mi­li­en er den mest ba­sa­le en­hed i sam­fun­det, li­ge over in­di­vi­det. Man kan se fa­mi­li­en som en or­ga­ni­sa­to­risk en­hed; et mi­krokos­mos af et stør­re sam­fund. Det er en pri­vat hi­sto­rie om un­der­tryk­kel­se og hie­rar­ki, der re­flek­te­res op på et stør­re sam­funds­ma­es­sigt kort,« si­ger Muk­herjee. Om­drej­nings­punk­tet – og det der ka­e­der ro­ma­nens to ho­ved­forta­el­lin­ger sam­men – er Supra­tik, der er mo­ti­ve­ret af den ulig­hed og uret­fa­er­dig­hed, han op­le­ver bå­de i hjem­met og i det øv­ri­ge sam­fund. Og det er sam­me ulig­hed og uret­fa­er­dig­hed, der har pro­vo­ke­ret Ne­el Muk­herjee til at skri­ve ro­ma­nen. »Det er no­get, der står mit hjer­te me­get na­ert. Jeg er ik­ke in­ter­es­se­ret i fa­mi­li­er som så­dan. Det, der in­ter­es­se­rer mig, er det, der tru­er sta­tus quo, så kam­pen mod ulig­hed in­ter­es­se­rer mig. Den pro­ces – be­va­e­gel­sen og dy­na­mi­k­ken i at prø­ve at bli­ve no­get fra at ha­ve va­e­ret no­get an­det – har al­tid til­truk­ket mig, og en må­de at be­skri­ve den­ne be­va­e­gel­se på er ved at se på, hvor­dan men­ne­sker ka­em­per

imod vis­se be­gra­ens­nin­ger,« forta­el­ler han. Hvis ulig­hed er én rød tråd, der lø­ber gen­nem ro­ma­nen, er spørgs­må­let om, hvad man kan gø­re ved den, en an­den. Selv­om Muk­herjee un­der­stre­ger, at han fort­sat er i tvivl om, hvor­dan den­ne for­an­dring bedst op­nås. »Jeg for­bli­ver split­tet om­kring, hvor­dan man bedst ska­ber for­an­dring. Det er der­for, jeg skrev to forta­el­lin­ger. For­an­dring er en lang­som­me­lig pro­ces, men jeg er en utå­l­mo­dig per­son, og jeg vil ha­ve, at for­an­dring sker fra den ene dag til den an­den. Hvis du ser på de to epi­lo­ger i bo­gen, kan du se, at der er to for­skel­li­ge re­sul­ta­ter som føl­ge af to for­skel­li­ge hand­lin­ger; den ene i det pri­va­te do­ma­e­ne i den må­de, Supra­tik for­an­drer sin nevøs liv, og den an­den i det of­fent­li­ge do­ma­e­ne i den må­de, hans re­vo­lu­tio­na­e­re ak­ti­vi­te­ter ka­ster en lang skyg­ge ind i frem­ti­den. Vi ta­ler om fa­mi­lie og sam­fund, om hen­holds­vis det pri­va­te og det of­fent­li­ge, og jeg kan ik­ke kom­me med et svar på, om den ene el­ler den an­den må­de er den rig­ti­ge,« si­ger for­fat­te­ren, der dog kal­der idéen om at frem­pro­vo­ke­re for­an­dring gen­nem et bon­de­op­rør for en »fejl­be­ha­ef­tet mo­del«.

»Med re­vo­lu­tion føl­ger nog­le mod­by­de­li­ge kon­se­kven­ser, men før vi bru­ger ter­men ter­r­o­ris­me, øn­ske­de jeg at spør­ge, hvor­for nog­le men­ne­sker bli­ver ter­r­o­ri­ster,« si­ger Muk­herjee, der op­byg­ger en vis sym­pa­ti for Supra­tik og hans re­vo­lu­tio­na­e­re ven­ner ved i gru­som­me de­tal­jer at be­skri­ve li­vet for Vest­ben­ga­lens al­ler­fat­tig­ste.

»Jeg vi­ser gen­nem bo­gen, hvor­dan den naxa­li­ti­ske re­vo­lu­tion og­så har si­ne eg­ne mod­sa­et­nin­ger. Det er en grup­pe over-ide­a­li­sti­ske ma­end uden no­gen sans for prag­ma­tik. De hav­de in­gen fun­ding, in­gen pen­ge, in­gen idé om, hvor­dan de skul­le gen­nemtvin­ge for­an­dring. Jeg fin­der dem rø­ren­de på den må­de, at det er en for­fejl­et re­vo­lu­tion – fi­a­sko rø­rer mig. Jeg er ik­ke in­ter­es­se­ret i dem, der vin­der,« si­ger han. »Det rø­ren­de er, at de kom­mer med et me­get ide­a­li­stisk mo­tiv om at gø­re vil­kå­re­ne bed­re for dem, der har det al­ler­sva­e­rest. At ska­be en me­re li­ge og bed­re ver­den. De gri­ber det an på al­le de for­ker­te må­der, og de fejl­er, og fejl­e­ne ko­ster dyrt, som al­le den slags fejl gør, men ud­gangs­punk­tet – det men­ne­ske­li­ge in­stinkt – er me­get prisva­er­digt.«

SELV om Ne­el Muk­herjee ik­ke har sva­ret på, hvor­dan ver­den bedst for­an­dres til det bed­re, så pe­ger han al­li­ge­vel på én po­ten­ti­el nøg­le til for­an­dring: ud­dan­nel­se.

Det er og­så ud­dan­nel­se – sam­men med et med­født in­tel­lekt og en god ar­bejds­di­sci­plin – der i sid­ste en­de aen­drer livsvil­kå­re­ne for Ghosh-fa­mi­li­ens la­vest ran­ge­ren­de.

»Der var en, der for ny­lig sag­de til mig, at al­le mi­ne bø­ger cen­tre­rer om­kring te­ma­et om en per­son, der slip­per va­ek fra si­ne for­fa­er­de­li­ge vil­kår i li­vet gen­nem ud­dan­nel­se. Nu hvor det er blevet på­pe­get, kan jeg godt se, at det er sandt. Jeg spe­ku­le­rer på, om det er ube­vidst selv­bi­o­gra­fisk, for jeg slap selv va­ek fra ét liv til for­del for et bed­re liv gen­nem ud­dan­nel­se,« fun­de­rer Muk­herjee, hvis fa­mi­lie til­hør­te den la­ve­re in­di­ske mid­delklas­se. Men hans fora­el­dre of­re­de alt for at gi­ve de­res to søn­ner en god ud­dan­nel­se på en pri­vatsko­le, de egent­lig ik­ke hav­de råd til. Og in­ve­ste­rin­gen bar frugt. Muk­herjee gen­nem­før­te sin ba­chel­or på Ox­ford og en ph.d. på Cam­brid­ge.

»I Ve­sten i dag an­ses hø­je­re ud­dan­nel­se for no­get, man kan ta­ge imod el­ler la­de va­e­re, hvor­i­mod i In­di­en er ud­dan­nel­se nøg­len til et bed­re liv, og fora­el­dre for­sø­ger at ud­dan­ne de­res børn, så de kan få et bed­re liv, end de selv hav­de.« Hvad an­går fa­mi­li­en Ghos­hs øko­no­mi­ske derou­te, der fo­re­går til ly­den af fa­mi­lie­med­lem­mer­nes selv­cen­tre­re­de og til ti­der ha­de­ful­de tan­ker om hin­an­den, er Muk­herjee dog ik­ke sen­ti­men­tal.

»Jeg øn­ske­de at be­skri­ve en fa­mi­lies ned­t­ur, men bag­ved lig­ger der en stør­re idé om, at en­hver or­den, der ek­si­ste­rer gen­nem lang tid, bli­ver sk­lero­tisk og dør og skal for­nys. De ned­bry­den­de kra­ef­ter kan kom­me ude­fra, men det er me­re al­min­de­ligt, at de kom­mer in­de­fra. De in­ter­ne mod­sa­et­nin­ger får det he­le til at fal­de fra hin­an­den,« si­ger han og til­fø­jer, at det al­tid er så­dan, at »in­gen­ting for­bli­ver det sam­me«.

DET in­di­ske sam­fund har aen­dret sig for det bed­re si­den 1960er­ne og 70er­ne, hvor bo­gen fo­re­går, er­ken­der Ne­el Muk­herjee. Det forta­el­ler hans øko­no­mi-ven­ner ham i hvert fald. Mid­delklas­sen er vok­set mar­kant, si­ger de, og Muk­herjee ac­cep­te­rer de­res kon­klu­sio­ner, selv om han ik­ke per­son­ligt me­ner, at for­an­drin­ger­ne har nå­et nok men­ne­sker. Om naxa­li­ter­nes va­eb­ne­de kamp har spil­let en rol­le, ved han ik­ke.

»Jeg tror ik­ke, at en ro­man­for­fat­ter kan sva­re på det spørgs­mål. En forfatter har med det spe­ci­fik­ke at gø­re. Vi har et lil­le da­ta­sa­et, om du

FO­TO: NICK TUCKER

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.