An­mel­del­se.

Grum finsk ro­man om ka­er­lig­hed og skra­em­men­de til­pas­nings­ev­ne po­li­tisk og pri­vat.

Weekendavisen - - Bøger - Af BIR­TE WEISS

Rosa Lik­som vi­ser, hvor­dan po­li­tisk per­ver­sion kry­ber ind i hver­dagsta­enk­nin­gen.

I det he­le ta­get er den grad­vi­se til­vaen­ning til na­zis­mens me­to­der bo­gens knu­gen­de po­in­te. Ober­stin­den kom­mer til at sy­nes, at euta­na­si er et smukt ord.

Rosa Lik­som: Ober­stin­den. Over­sat fra finsk efter »Ever­stin­na« af Bir­gi­ta Bon­de Han­sen. 208 sider. 249,95 kr. Grif.

Ober­stin­den er en hi­sto­rie om ube­gri­be­lig ka­er­lig­hed og un­der­ka­stel­se. Om fa­sci­sti­ske in­stink­ter, der kom­mer til fuld blom­string, og om skra­em­men­de til­pas­nings­ev­ne po­li­tisk og pri­vat. Det er og­så ind­blik i en vild­marks­gla­e­de, der gør det fin­ske nord­lands mo­ser og tun­dra til et san­se­ligt even­tyr­ri­ge. Spun­det sam­men i en stram forta­el­ling om Fin­lands catch 22 mel­lem bol­sje­vik­ker og na­zi­ster i før­ste halv­del af 1900-tal­let bli­ver det en ge­di­gen lit­te­ra­er pra­e­sta­tion. Rosa Lik­som, pseu­do­nym for Anni Ylävaa­ra, fik sit vel­fortjen­te in­ter­na­tio­na­le gen­nem­brud i 2011 med ro­ma­nen Ku­pe nr. 6. Den yd­re ram­me var en rej­se fra Moskva til Mongo­li­et med den trans­si­bi­ri­ske jer­n­ba­ne, og un­der­vejs fol­de­de hi­sto­ri­en sig ud til et dob­belt­portra­et af en stor­s­kry­den­de mands­cha­u­vi­nist og et sjo­ve­tisk sam­fund på ler­fød­der. På sam­me må­de fly­der sam­funds­be­skri­vel­se og per­so­ner i Ober­stin­den sam­men til en over­be­vi­sen­de hel­hed. Man får al­drig at vi­de, hvad ober­stin­den hed­der. Hen­des alt­do­mi­ne­ren­de iden­ti­tet er ka­er­lig­he­den til en 30 år ae­l­dre na­zi­stisk mi­li­ta­er­mand med halv- og hel­sa­di­sti­ske til­bø­je­lig­he­der. Han er fin­ne med ger­mansk mi­li­ta­er­tra­e­ning, utå­l­mo­dig efter at Fø­re­rens vi­sion for en ny sam­fundsor­den bli­ver re­a­li­se­ret. Hun er op­vok­set med Lap­po­be­va­e­gel­sen, har va­e­ret på som­mer­lejr i Tys­kland og ta­en­ker i ung­dom­me­ligt let­sind på na­e­sten sam­me må­de: må­let må va­e­re en na­tio­na­li­stisk ide­al­stat med ét par­ti, én le­der og ét folk. Et land for sta­er­ke vil­jer og med for­stå­el­se for, at den re­ne ari­ske ra­ce er født til at her­ske over de la­ve­re­stå­en­de. Så må man i for­bi­far­ten ta­ge til ef­ter­ret­ning, at jø­de­r­ne må ud som be­ta­ling for en bed­re, re­ne­re og smuk­ke­re ver­den. Som hun kon­sta­te­rer tid­ligt i bo­gen: »Min far gjor­de mig til dat­ter af det hvi­de Fin­land, Ober­sten gjor­de mig til na­zist. Jeg skam­mer mig ik­ke over no­gen af de­le­ne.« Et an­det sted kon­sta­te­rer hun nøg­ter­nt, at en­hver fin­ne, der kun­ne la­e­se avis, vid­ste, hvad na­zi­ster­ne fo­re­tog sig med lej­re, vold, lik­vi­de­rin­ger og had. Men det er ik­ke sam­funds­ud­vik­lin­gen, der fyl­der hen­des sind. Det er ka­er­lig­heds­for­hol­det til den uli­ge­va­eg­ti­ge krigskarl, først som el­ske­rin­de, se­ne­re som hu­stru.

Han svin­ger mel­lem kamp­gejst og plud­se­li­ge ang­stan­fald, som in­gen af dem for­står. I bag­grun­den lu­rer og­så den halv­gam­le mands nervø­si­tet for, at hans ve­l­ud­vik­le­de li­bi­do vil vis­ne. Det vil va­e­re na­e­sten li­ge så ka­ta­stro­falt, som hvis Hit­ler ta­ber kri­gen. Hen­des va­e­sen fø­jer sig efter hans be­hov, hun er til for at få ham til at fø­le sig oven­på, og når det mis­lyk­kes, fø­ler hun sig skyl­dig. Selv når han ta­e­ver hen­de til blods, kan hun se sa­gen fra hans si­de og trø­ster sig med, at Ober­sten er skuf­fet over de­mo­kra­ti­et og bit­ter på mi­li­ta­e­ret. Hvis blot hun el­sker ham på den rig­ti­ge må­de, vil det nok gå over. Han skal jo af med sin vre­de på en el­ler an­den må­de, el­lers vil­le han få et hjer­te­til­fa­el­de og dø. Det øn­sker hun ik­ke.

»Jeg kom frem til, at jeg godt kun­ne hol­de til det. At ober­stens ka­er­lig­hed ef­ter­hån­den vil­le bli­ve ren­set og så vok­se sig dy­be­re og stør­re end no­gen­sin­de før.« Så­dan hu­sker hun sin re­ak­tion på vol­den, da hun som gam­mel og dø­en­de gen­nem­ta­en­ker sit liv. Uden selv­med­li­den­hed kon­sta­te­rer hun, at men­ne­sker er som rot­ter, de til­pas­ser sig. Hun er op­dra­get til, at så­dan skal kvin­der gø­re, hvis de vil til­tra­ek­ke og hol­de på en mand. For hen­de nås gra­en­sen først, da han spar­ker hen­des gravi­de ma­ve til pluk­fisk.

Den per­son­li­ge grum­hed snor sig ube­sva­e­ret ud og ind af be­skri­vel­sen af tidsån­den. Ty­sker­nes rø­ve­ri af jø­di­ske va­er­di­er var ik­ke at stja­e­le, men at ta­ge ting i be­sid­del­se, for som ober­sten si­ger: »De men­ne­sker har ik­ke brug for de ting me­re, de er jo dø­de, skat.« I det he­le ta­get er den grad­vi­se til­vaen­ning til na­zis­mens me­to­der bo­gens knu­gen­de po­in­te. Ober­stin­den kom­mer til at sy­nes, at euta­na­si er et smukt ord. Når en »brun sy­geple­jer­ske« eks­pe­de­rer af­vi­gen­de pi­ger og dren­ge til him­me­ri­ge, er det en barm­hjer­tig­heds­ger­ning på linje med den døds­sprøjte, der ud­fri­er hårdt sår­e­de ty­ske sol­da­ter fra de­res li­del­ser. Hun la­der sig over­be­vi­se om, at tan­ke­gan­gen er le­gi­tim.

Bo­gen er la­det med den slags ek­semp­ler på, hvor­dan den po­li­ti­ske per­ver­sion kan kry­be ind i hver­dagsta­enk­nin­gen. For­mid­let i Rosa Liks­oms på sam­me tid stem­ning­s­la­de­de og sy­le­spid­se sprog bli­ver det en foru­ro­li­gen­de god la­e­se­op­le­vel­se.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.