Sam­ler.

Knud Ro­mer skrev den mester­li­ge Den der blin­ker er ban­ge for dø­den. Si­den har han blin­ket og fryg­tet for­fat­ter­dø­den.

Weekendavisen - - Bøger - Af BO BJØRN­VIG

Bo Bjørn­vig har la­est Kort over paradis, Knud Ro­mers la­en­ge ven­te­de ro­man.

Det kun­ne lig­ne en op­da­te­ret ud­ga­ve af Tom Kri­sten­sens Ha­er­va­erk, men nej: I Ha­er­va­erk tra­e­der per­son­gal­le­ri­et om­kring den selv­de­struk­ti­ve ho­ved­per­son ty­de­ligt frem, mens det her er to­talt fra­va­e­ren­de. Der er kun én per­son: Knud Ro­mer.

Knud Ro­mer: Kort over Paradis. 528 sider. 299,95 kr. Lind­hardt og Ring­hof.

Det star­ter smukt nok med den­ne skil­dring af Knud Ro­mers hjem­stavn Fal­ster:

»Vi blev til sam­ti­dig. Al­ting var nyt og som en fo­rel­skel­se, og Gud spil­le­de yoyo med la­er­ken, der hang højt op­pe i sin snor og slog tril­ler (...) De hvi­de lam­me­sky­er gra­es­se­de i skyg­ger­ne på en­gen, og jeg stod midt i det og kend­te ik­ke til an­det ...«

Dét kom han san­de­lig til, og det hand­ler Kort over Paradis om: at det var alt an­det end pa­ra­di­sisk, hvad for­fat­te­ren kom til at op­le­ve. Han stu­de­rer lit­te­ra­tur­vi­den­skab i 17 år, støt­tet øko­no­misk af fora­el­dre­ne, som han lø­ben­de bil­der ind, at han er li­ge ved at bli­ve fa­er­dig, alt imens han går i hund­e­ne i stof­fer og sp­rut. Efter fi­re år bli­ver han smidt ud af kol­le­gie­va­e­rel­set, som er gro­et til i skidt, og ca. 20 år se­ne­re gen­ta­ger det sig med den el­lers fi­ne lej­lig­hed, fa­ren har skaf­fet ham med ud­sigt til Ka­stel­let: »Dag­ligstu­en var en los­se­plads af pizza­bak­ker og tom­me vin­fla­sker. Bun­ker af møg og tøj – so­k­ker, be­skid­te un­der­buk­ser (...) Der stank, ba­nan­flu­er­ne fløj rundt (...) Ba­de­va­e­rel­set var ir­grønt og mos­gro­et (...) Jeg hav­de luk­ket dø­ren til køk­ke­net for at få det til at for­svin­de, va­sken var stop­pet med et tårn af tal­ler­ke­ner og gry­der ...« Barn­doms­hjem­met er hel­ler ik­ke rart at ven­de til­ba­ge til efter fa­rens død på ple­je­hjem: »In­tet hav­de for­be­redt mig på sy­net, da jeg trå­d­te ind i dag­ligstu­en. Gul­vet var sort og le­ven­de af my­rer. Ed­der­kop­per hav­de spun­det tin­ge­ne ind i spin­delva­ev. Det hang i bre­de ta­ep­per ned fra lof­tet. Rød­der­ne fra stu­e­plan­ter­ne var gro­et gen­nem par­ket­tet og op ad va­eg­ge­ne ...«

Bo­li­ger­nes sør­ge­li­ge til­stand af­spej­ler ho­ved­per­so­nens, som va­el­ter sig i al­le de stof­fer, der er på mar­ke­det, og der­for ik­ke fal­der i søvn, men va­el­ter be­vidst­løs om. Han fe­ster ude i by­en, nat­te­li­vet er de­mo­kra­tisk, dér kan man skju­le si­ne fi­a­sko­er, men li­ge så of­te le­jer han bund­ter af skra­ek- og po­r­novi­deo­film, som han ser i én uen­de­lig­hed, ind­til han går be­dø­vet om­kuld. Det kun­ne lig­ne en op­da­te­ret ud­ga­ve af Tom Kri­sten­sens Ha­er­va­erk, men nej: I Ha­er­va­erk tra­e­der per­son­gal­le­ri­et om­kring den selv­de­struk­ti­ve ho­ved­per­son ty­de­ligt frem, mens det her er to­talt fra­va­e­ren­de. Der er kun én per­son: Knud Ro­mer. Og så er det sva­ert at fyl­de over 500 sider me­nings­fyldt ud. Fyld­stof­fet, som man lidt uret­fa­er­digt kun­ne kal­de det, ud­gø­res af la­en­ge­re re­fe­ra­ter af for­skel­li­ge skrin­lag­te pro­jek­ter, for Ro­mer gjor­de an­det end at fyl­de sig med sp­rut og stof­fer, han fyld­te sig og­så med vi­den, og når han blev be­sat af et em­ne, ar­bej­de­de han dag og nat.

Om ona­ni­sten og dig­te­ren Dylan Thomas, om en eks­pert i ban­de-ord og hans ab­sur­de liv, om Pa­ris’ klo­ak­ker og by­ens prosti­tu­e­re­de, om uret­ten mod den sto­re dan­ske kort­teg­ner Johannes Me­jer, om nog­le sa­er­ligt fi­ne sko – alt sam­men gan­ske in­ter­es­sant, men di­gres­sio­ner­ne ud­gør og­så et pro­blem, for hvor­for skal vi for ek­sem­pel føl­ge lor­tens vej ud af Pa­ris li­ge midt i skil­drin­gen af Ro­mers liv? Det skal vi åben­bart, for­di la­e­se­ren der­med får ind­blik i Ro­mers for­ka­er­lig­hed for det out­re­re­de og an­stød­va­ek­ken­de. Dét fa­en­ger ham, og her er han ori­gi­nal, og det er åben­bart no­get, der har fyldt me­get i hans liv. Men fa­ren er, at dis­se si­de­hi­sto­ri­er ta­ger over og fyl­der for me­get uden at brin­ge den egent­li­ge hi­sto­rie vi­de­re.

Yder­li­ge­re er der ind­flet­tet en la­en­ge­re be­ret­ning om en ame­ri­kansk vens op­va­ekst i Istan­bul og Te­he­ran i en fa­mi­lie, hvor fa­ren ar­bej­de­de for CIA. Og­så den­ne hi­sto­rie er et op­gi­vet pro­jekt, der i sig selv er gan­ske spa­en­den­de, men som her vir­ker på­kli­stret, og de sta­di­ge sce­neskift mel­lem Kø­ben­havn og Te­he­ran gi­ver ik­ke rig­tig me­ning, da der er 20 år mel­lem de to hand­lin­ger.

Når det en­de­lig gni­strer, ae­r­grer man sig over, hvor godt det kun­ne va­e­re. For ek­sem­pel skil­drin­gen af mø­det med en uli­de­lig tysk di­rek­tør for fir­ma­et Bo­dum, som Ro­mer sle­sker for, så han får re­k­la­me-op­ga­ven he­vet hjem. Det er mester­ligt.

»Han ar­bej­der sig op i en sa­di­stisk rus, mens jeg skri­ver no­ter på ser­viet­ter og nik­ker og føl­ger med, det bed­ste jeg kan. Så om­si­der er han fa­er­dig, og jeg har na­e­sten lyst til at by­de på en ci­ga­ret og spør­ge, om det og­så var godt for ham.«

Der er an­dre lig­nen­de indslag, men det me­ste er me­re ta­le­sprog end skrift­s­prog, og det vir­ker, som om én lang og me­re el­ler min­dre im­pro­vi­se­ret mo­no­log er ud­skre­vet, nedskre­vet og re­di­ge­ret.

Hvor­for bo­gen på ti­tel­bla­det kal­des »Ro­man«, for­står jeg ik­ke. Det er falsk va­re­be­teg­nel­se, som nok skyl­des, at man ved at på­stå, at der er ta­le om fik­tion, und­går fa­ren for sags­an­la­eg. Men det er jo helt klart en selv­bi­o­gra­fi.

Pro­jek­tet – at skri­ve en me­get per­son­lig for­falds- og genop­stan­del­ses­hi­sto­rie – er ik­ke tos­set, men der skul­le va­e­re skå­ret ned og stram­met ge­val­digt, og de­le va­e­re om­ar­bej­det. Af­snit­tet om ind­spil­nin­gen af Idi­o­ter­ne og Lars von Tri­ers ma­ni­pu­la­tio­ner bli­ver så­le­des ik­ke rig­tig for­løst, det bur­de ha­ve løf­tet sig. Selvyd­my­gel­ser­ne op­hø­rer til slut – na­e­sten da: Ro­mer får en smuk ko­ne og udkommer på In­sel Ver­lag i Tys­kland, hans stør­ste drøm. Og til sidst po­stu­le­rer bo­gen en hap­py end med Ro­mer og hans to døtre i hans ny­er­hver­ve­de og idyl­lisk be­lig­gen­de som­mer­hus.

Som al­le in­ter­viewe­ne med den li­den­de forfatter op til bo­gens ud­gi­vel­se så de­men­te­re­de.

Knud Ro­mers selv­de­struk­ti­ve til­bø­je­lig­he­der min­der om, hvad Ed­gar Al­lan Poe kald­te »The Imp of the Per­ver­se«: fri­stel­sen til net­op at gø­re no­get »blot for­di vi fø­ler, at det skal vi ik­ke«.

FO­TO: REPRODUKTION FRA BO­GEN

Der er og­så fun­det plads til den dan­ske kort­teg­ner Johannes Me­jer i Knud Ro­mers ro­man.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.