En sang er en åben bog

De un­ge sangskri­ve­re vil ger­ne va­e­re digtsam­lings­ud­gi­ven­de dig­te­re. Det kan de godt få lov til, med nyn­nen­de for­be­hold.

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUKDAHL

DER er sang­bø­ger, og der er bø­ger med san­ge i, hvil­ket nem­lig ik­ke helt er det sam­me. Sang­bø­ger er Den dan­ske sal­me­bog, Højsko­lesang­bo­gen, hvis 19. ud­ga­ve un­der stort po­styr er un­der ud­ar­bej­del­se li­ge nu, og De små syn­ger, der suc­ces­fuldt sta­dig er i print, selv­om (el­ler for­di) ret man­ge san­ge er ret me­get be­da­ge­de – ori­gi­na­len ud­kom i 1948 – og al­ler­højst kuri­ø­se, som nu »Når småbørn klyn­ker ved af­ten­ti­de« og »Syv ar­bejds­van­te dva­er­ge«. Men hel­dig­vis er Ha­rald Berg­stedts og Carl Ni­el­sens »So­len er så rød, mor« med, ver­dens mest melan­kol­ske bør­ne­sang og ba­re et for­ban­det sta­er­kt styk­ke po­esi. Sid­ste, evigt hjem­sø­gen­de stro­fe:

»Hvor­for bli’r det nat, mor/ med kold og bit­ter vind?/ Hør den lil­le kat, mor/ den mja­ver og vil ind!/ Må­ger­ne og ter­ner­ne/ har in­gen sted at bo./ hør, nu syn­ger stjer­ner­ne,/ de syn­ger mig til ro!«

Sang­bø­ger er brugs­bø­ger, der­for in­klu­de­rer de of­te no­der og be­cif­rin­ger, de er hja­el­pe­mid­ler til li­ve af­syng­ning i kir­ker og højsko­ler og hjem­me hos mig selv, hvor jeg fe­brilsk for­sø­ger at un­der­hol­de ba­by­en med de san­ge fra De små syn­ger, som jeg fak­tisk ken­der.

Bø­ger med san­ge i kan godt fun­ge­re som sang­bø­ger (og in­de­hol­de no­der/be­cif­rin­ger), men de er ik­ke pri­ma­ert til for at bli­ve sun­get fra, de er til for at bli­ve la­est.

I de god­mo­di­ge gam­le dage var dig­te­ne i en­hver digtsam­ling i sagens me­tri­ske na­tur og­så en sam­ling for­slag til san­ge, og man­ge ever­gre­ens var op­rin­de­ligt ba­re digtsam­lings­dig­te, al­le Hal­f­dans klas­si­ske bør­ne­san­ge (hvoraf in­gen er med i De små syn­ger, ir­ri­te­ren­de nok) star­te­de li­vet som små sed­ler i Ras­mus­sen-bør­ne­nes mad­kas­ser, der si­den blev meldt ind i sam­lin­ger af bør­ne­rim.

Nu om stun­der pra­e­sen­te­rer Si­mon Gro­tri­ans sal­me-sam­lin­ger, se­ne­st Rav­ne­kost og slag­ger, sig hårdt pir­ken­de som sang­for­slag: Man­ge er blevet re­a­li­se­ret al­le­re­de og un­dren­de frem­kva­e­det af lo­ka­le me­nig­he­der:

»Der strik­kes vrang af so­lens ha­e­le/ og på ret­ten ses en ma­ske/ lul os ind som for­års­sja­e­le/ som gravi­de i en fla­ske«

Bø­ger med san­ge, der al­le­re­de har va­e­ret san­ge uden for bog­lig­he­den, på pla­de og i luf­ten, øn­sker at de­mon­stre­re de re­ne, bog­sta­ve­li­ge po­esi-kva­li­te­ter i san­ge­ne, når de ri­b­bes for me­lo­di og sang­fored­rag/flow og mu­sik­ledsa­gel­se. Li­ge si­den Be­at­les og Dylan har po­pu­la­er­mu­sik­ken va­e­ret pla­get af lit­te­ra­e­re am­bi­tio­ner, og al­tid, til­ba­ge til fol­ke­vi­ser­ne, har den ejet lit­te­ra­e­re kva­li­te­ter selv­føl­ge­lig.

Her i avi­sen har jeg de sid­ste 15 år an­meldt bø­ger med san­ge af ae­l­dre og yn­gre som Ni­els Skou­sen, Shu-bi-dua, Gnags’ Pe­ter A.G. Nielsen, Pe­ter H. Ole­sen, Jo­ke­ren. Og in­gen kvin­der. Om po­esi-kva­li­te­ter­ne i Jo­ke­rens bog, Stor­by stod­der, ska­end­tes jeg med Ni­els Lyngsø, se­ne­re rap­per i egen ret, i De­ad­li­ne-stu­di­et og he­le vej­en ud på gan­gen. men jeg har sta­dig in­gen pra­e­cis de­fi­ni­tion af det po­e­ti­ske sa­er­ken­de ved sang­tek­ster, må­ske for­di der er man­ge kon­kur­re­ren­de sa­er­ken­der, hård en­kel­hed ved si­den af blom­stren­de snak­kesa­lig­hed. De yn­gre mu­si­ke­re syn­ger dansk som al­drig før, og nu ud­sen­der to af dem, en kvin­de og en mand­lig duo, bø­ger med san­ge, der på en prik lig­ner rig­ti­ge digtsam­lin­ger: Kat­inka, der ba­re kal­der sig Kat­inka, har la­det sit book­ing­bu­reau ud­gi­ve sang­s­am­lin­gen – lad det va­e­re den of­fi­ci­el­le term! – Et hus af krop, mens Jo­nat­han West Car­sten­sen og Ale­xan­der Wei­le Kloster­gaard fra grup­pen

First Flush har ud­gi­vet de­res sang­s­am­ling, Ro­senkam­mer, på det lit­te­ra­ert for­nem­me, lil­le for­lag Are­na, plus at de sødt in­si­ste­ren­de for­sky­der sig fra al­min­de­lig stro­fe-om­kva­ed-op­sa­et­ning ud i al­ter­na­ti­ve ud­se­en­der. Åh, hvor vil de ger­ne an­mel­des godt af lit­te­ra­tu­ran­mel­de­re. Og det blev de og­så i Po­li­ti­ken til fi­re hjer­ter af en hen­ført Mik­kel Krau­se Frantzen:

»(…) tek­ster­ne kan og­så sag­tens stå selv: ’Klam­rer os til hin­an­den/ for­di vi tror det er flyg­tigt/ men det er bli­ven­de’, ly­der den rig­tigt go­de slut­ning på dig­tet på ’Bli­ver op­pe’.«

Må­ske ik­ke li­ge de in­der­li­ge linjer står sa­tans støt, Mik­kel! Men det er li­ge pra­e­cis det, san­gens po­esi kan, når den syn­ges, og som far­ligt nemt fal­der til jor­den, når den ba­re la­e­ses: op­ti­me­re det ba­na­le – i sig selv og i kom­bi­na­tion med det po­e­ti­se­re­de. El­lers kan jeg me­get godt li­de Car­sten­sen og Wester­gaards ko­ket og snur­rigt gam­mel­mo­di­ge tek­ster, som jeg la­e­ste, før jeg hør­te dem sun­get, og ge­ne­relt hol­der sig for ge­nu­int ex­cen­tri­ske til at va­e­re kri­mi­nelt selv­fe­de: »il­drø­de, gas­blå, ghost­grøn­ne/ nat­ten er øm«

Kat­inka var jeg glad for at lyt­te til, før jeg la­e­ste hen­de, og her ga­el­der reg­len om, at OK tekst kan syn­ges OP, i end­nu hø­je­re grad, for­di Kat­inka har så­dan en fan­ta­stisk stor, li­ge­som var­somt bla­e­sen­de stem­me. Hen­des tek­ster er kvikt ord­le­gen­de i CV-Jør­gen­sen-tra­di­tio­nen, og så kom­mer der så­dan helt åbent om­kva­ed, som man jo sort på hvidt slet ik­ke kan hø­re bla­e­sten i; må­ske er løs­nin­gen at trans­skri­be­re su­set: »Det er sva­ert at va­e­re for­måls­løs/ Når man al­tid har ba­ga­gen med sig/ Men du har van­dret her i tu­sind år/ Kan du ik­ke ba­re kom­me til­ba­ge til mig// Kan du høø­re du skal va­ea­ea­ea­e­re HER?/ Kan du høø­re jeg ik­ke kan va­e­re ale­e­e­e­ne MER?«

FO­TO: SCANPIX

Dylan har va­e­ret med til at gi­ve po­pu­la­er­mu­sik­ken lit­te­ra­e­re am­bi­tio­ner.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.