En frit­gå­en­de dig­ter

Så la­en­ge 90-årige Knud Sørensen klok­ken 6:57 åb­ner si­ne po­esi-blå øj­ne til end­nu en be­syn­ge­lig dag, så la­en­ge står Dan­mark, el­ler i hvert fald Mors.

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUKDAHL

Knud Sørensen: In­den så la­en­ge. 56 sider. 149,95 kr. Gyl­den­dal.

an­marks Cl­int Eastwood er dig­te­ren Knud Sørensen, ba­re helt om­vendt, men al­li­ge­vel me­get ens, for Sø­ren­sens blid­hed er li­ge så tough som Eastwoods toug­h­ness (nu om stun­der) er blid. Der er to år mel­lem de to her­rer, Sørensen blev 90 i marts, Eastwood bli­ver det i maj 2020. Eastwood er i gang med at in­stru­e­re sin 37. film, The Mu­le, om en al­dren­de narkos­mug­ler spil­let af ham selv, Knud Sørensen har net­op ud­gi­vet sin 45. bog, digtsam­lin­gen In­den så la­en­ge, der me­re hand­ler om rig­tig sne end om ko­kain. Den skur­k­ag­tig­hed, som de beg­ge med tough blid­hed og blid toug­h­ness kon­fron­te­rer ved sel­ve de­res sta­e­di­ge, fort­sat­te pro­duk­ti­vi­tet, er al­der­dom­men og dø­de­ns na­er­hed. Det er dø­den, der ben­hårdt ko­ket­te­res med, i digtsam­lings­tit­len, for, ja, ja, det kan godt va­e­re fx for­å­ret, der ven­tes in­den så la­en­ge, men vi ved jo godt, hvad det sna­re­re er, og det ved Sørensen godt, at vi ved. Se hvor fint og hårdt og pra­e­cist dø­den be­sva­er­ges og – med vir­ke­lig­he­dens po­e­ti­ske liv – ned­ka­em­pes i det­te lil­le digt:

»HE­LE DEN VI­DE VER­DEN// er hvid i dag/ kun et par nøg­ne kvi­ste på ae­ble­tra­e­et/ som må ha­ve si­tret un­der nat­tens ån­de­d­rag/ og en en­kelt brunkla­edt hund­e­el­sker på mor­gen­van­dring med sin ter­ri­er/ kan forta­el­le mig/ at det end­nu ik­ke er min evig­hed/ der ven­ter der­u­de.«

Så vig­tigt med hund­e­ak­ku­ra­tes­sen: Ak­ku­rat

Den ter­ri­er. Og ik­ke min­dre vig­tigt at be­ma­er­ke, at gre­nen ik­ke si­trer i dig­tets nu; med ab­so­lut sik­ker­hed for­nem­mer dig­te­ren, at gre­nen i lø­bet af nat­ten HAR si­tret – så har man sen­si­ti­ve fø­le­horn! Dig­te­ren fo­re­ta­ger sig ik­ke al­ver­den i si­ne dig­te, et par af dem hand­ler sim­pelt­hen om at våg­ne (på sla­get 6:57). Frem­for alt spad­se­rer han på kryds og tva­ers i det fred­som­me­li­ge land­skab på Mors og fal­der dig­ter-pligt­skyl­digt i sta­ver – der kan ud­vik­le sig til bå­de na­en­som­me me­ta­fo­rer og små, ek­si­sten­ti­el­le al­le­go­ri­er – over, hvad han nu får øje på af grønt, pri­ma­ert tra­e­er, og dyr og fol­kens. Her er det end­nu en gang den ken­tau­r­ag­ti­ge splejs­ning af men­ne­ske og hund, der ta­ges un­der ka­er­lig be­hand­ling, og selv­føl­ge­lig er det hund­en, hvis syns­punkt og blik bli­ver po­in­ten. Det kra­e­ver lang er­fa­ring – og li­geg­lad­hed med den er­fa­ring! – at skri­ve så li­ge­fremt og ba­nalt og de­ci­de­ret ka­ert og sto­le på, at ta­len­tet nok skal hi­ve dig­tet i land:

»PÅ MIN DAG­LI­GE MORGENTUR// langs fjor­den/ mø­der jeg man­ge hunde/ der ude at luf­te/ de­res men­ne­ske/ det men­ne­ske/ som na­ep­pe i da­gens løb/ vil­le få en na­e­se­fuld frisk luft/ hvis ik­ke hund­en/ hav­de snor i det.// Jeg får tit/ en god sam­ta­le med men­ne­sket/ men/ nu og da sen­der en hund/ et vredt bja­ef i min ret­ning/ hunde/ kan åben­bart ik­ke li­de/ et frit­gå­en­de men­ne­ske.« Knud Sørensen er ik­ke et vidt­gå­en­de men­ne­ske, som man­ge kol­le­ger med stør­re el­ler min­dre held be­stra­e­ber sig på at va­e­re, han er frit­gå­en­de, på slag­ne ve­je med et om­hyg­ge­ligt, nys­ger­rigt skridt ad gan­gen og – mod­sat Cl­in­ten – sto­re, åb­ne øj­ne.

FO­TO: JOACHIM ADRIAN/SCANPIX

Knud Sørensen fyld­te 90 tid­li­ge­re på året, men han be­va­e­ger sig fort­sat om­hyg­ge­ligt og nys­ger­rigt rundt i ver­den og i skrif­ten, et skridt ad gan­gen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.