I det­te lå­ste land­skab

Ka­tri­ne Marie Gul­da­ger sen­der en kri­se­ramt kvin­de i ar­me­ne på en bjørn.

Weekendavisen - - Bøger - Af KLAUS ROTHSTEIN LAY­OUT: LINDA BALLE KORREKTUR: FLEM­M­ING GERTZ, LIS­BETH RINDHOLT

Ka­tri­ne Marie Gul­da­ger: Bjør­nen. 176 sider. 149,95 kr. Ro­man. Gyl­den­dal.

ym­na­si­ela­e­re­ren Vib­se er blevet fy­ret. Plud­se­lig syn­tes den nye rek­tor, at hun var et pro­blem. Og det var hun vel og­så, in­drøm­mer hun: »For­di jeg ik­ke ret­te­de ind. For­di vi gym­na­si­ela­e­re­re ik­ke er en flok sla­ver, der bø­jer os for en hel mas­se skran­ke­pa­vers tå­be­li­ge idéer. Vi er den frie tan­kes for­sva­re­re, er vi. Vi la­e­rer de un­ge at ta­en­ke selv. AEr­lig talt: Hvad kun­ne vel va­e­re me­re vig­tigt.« At »po­le­re rek­tors ego« kun­ne va­e­re me­re vig­tigt. »Isa­er når rek­tor er for­fa­en­ge­lig og har en magt, han ik­ke for­står«. Men Vib­se kun­ne ik­ke smi­ske. Hun kun­ne kun va­e­re aer­lig. Og så blev hun fy­ret på grund af sam­ar­bejds­van­ske­lig­he­der. Da­gen før var dat­te­ren flyt­tet hjem­me­fra for at stu­de­re ma­te­ma­tik i Aal­borg, me­get

Gi­mod sin mors øn­ske. Og så kom fy­rin­gen ove­ni. Vib­se er ra­sen­de.

Hen­des mand – han hed­der Lars, men hun kal­der ham Bent! – er no­get af en død­bi­der, men og­så god nok, dybt loy­al og alt for til­pas­nings­dyg­tig. Og dét er selv­føl­ge­lig og­så en del af pro­ble­met. Hvis Vib­se for­tal­te ham om fy­rin­gen, vil­le han kva­e­le hen­de med for­stå­el­se. Han vil­le si­ge, at nu kun­ne de få tid til at gå på mu­se­um og den slags. Så hun hol­der fy­rin­gen hem­me­lig.

Med gan­ske få stre­ger teg­ner Ka­tri­ne Marie Gul­da­ger en fuld kon­tur af en kvin­de, der på den ene si­de er sej, stejl og stolt og på den an­den: ual­min­de­lig egen­sin­dig, ret­ha­ve­risk og ir­ri­te­ren­de, bå­de i sit pro­fes­sio­nel­le og pri­va­te liv. Og den­ne kvin­de er nu på flugt. Ale­ne op til som­mer­hu­set i Sve­ri­ge. Men så kom­mer sne­stormen. Strøm­men går. Ma­den slip­per op. Og så be­gyn­der Vib­ses over­le­vel­ses­kamp, bå­de helt kon­kret i det sven­ske vin­ter­land­skab og i over­ført be­tyd­ning i hen­des in­dre men­tale land­skab. Tid til selvransa­gel­se. I al sin sta­e­dig­hed har Vib­se al­tid skub­bet folk fra sig. In­gen har no­gen­sin­de kendt mig, kon­sta­te­rer hun. Og nu er hun, som hun selv for­mu­le­rer det, kom­met va­ek fra flok­ken og kan ik­ke fin­de til­ba­ge:

»Det bla­e­ser. Sky­er­ne sam­ler sig i uven­te­de for­ma­tio­ner, na­e­sten som om de hol­der mø­de. Må­ske kon­fe­re­rer de om, hvad der skal ske med den­ne dum­me dan­ske kvin­de, der til­sy­ne­la­den­de ger­ne vil va­e­re så ud­sat som mu­ligt. Skal vi la­de hen­de le­ve? Skal vi la­de va­e­re? Hvad be­ty­der et men­ne­ske?«

Et sted der­u­de er en bjørn våg­net fra sin vin­ter­hi. Vib­se ser spo­re­ne. Må­ske for­di den har født, ta­en­ker hun. I så fald, ind­ser la­e­se­ren, er der ik­ke ba­re én, men to lu­ne­ful­de mødre på vild­ve­je i den sam­me skov. Bjør­nen, den dej­li­ge bam­se, er jo ik­ke far­lig, når man blot er var­lig, ved vi. Men den kan og­så va­e­re en furi­øs dra­e­ber. Hvad sker der, hvis de to kri­se­ram­te mødre mø­des? Bjør­nen er en ae­g­te velskre­vet og sta­er­kt ko­det forta­el­ling af den slags, som Vib­ses eg­ne ele­ver bør kun­ne dir­ke op uden de helt sto­re pro­ble­mer. Hvor­for fø­ler Vib­se sig ik­ke hjem­me i ver­den? Hvad sym­bo­li­se­rer bjør­nen? Hvad be­ty­der mus­vit­ten på gre­nen? Hvad vil du i det­te lå­ste land­skab, spør­ger den hungren­de Vib­se den lil­le fugl. Mus­vit­ten kun­ne jo spør­ge hen­de om det sam­me.

Som ro­man er Bjør­nen no­get spar­som (en an­gel­sak­ser vil­le ha­ve kaldt den en novel­la, men den gen­re­be­teg­nel­se bru­ges ik­ke rig­tigt på dansk). Som men­ne­ske-mø­der-na­tu­re­nek­si­stens­forta­el­ling rum­mer den til gen­ga­eld en ra­ek­ke go­de kon­fron­ta­tio­ner. Når Ka­tri­ne Marie Gul­da­ger sen­der men­ne­ske­mor i ar­me­ne på bjør­ne­mor, er der in­vi­te­ret til bå­de lit­te­ra­tur- og livs­a­na­ly­se. Så hej, gym­na­si­ela­e­rer. Mors lil­le ego i sko­ven gik, og den her bog er som skabt til De­res ar­bej­de med at la­e­re de un­ge at ta­en­ke. Må­ske gen­ken­der De De­res ir­ri­te­ren­de kol­le­ga. El­ler Dem selv?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.