Fryg­ten for det fnul­re­de

Dy­sto­pi­ske skra­em­me­bil­le­der fra en Tin­der-tid bli­ver al­drig rig­tigt far­li­ge i svensk de­but­ro­man.

Weekendavisen - - Bøger - Af LI­NEA MA­JA ERNST

Isa­bel­le Stå­hl: Li­ge nu er jeg her. Over­sat fra svensk efter »Just nu är jag här« af Lot­te Kir­ke­by Han­sen. 275 sider. 250 kr. C&K For­lag.

Sven­ske Isa­bel­le Stå­hls de­but­ro­man Li­ge nu er jeg her bli­ver bed­re og bed­re, men det si­ger ik­ke me­re, end at den be­gyn­der vir­ke­ligt sløjt og ef­ter­hån­den sneg­ler sig op til mel­lem­god. Forta­el­le­ren Eli­se på 28 er en kli­chétung skit­se af tids­ty­pisk, ni­hi­li­stisk, doven vild­skab. Hun vil helst ba­re un­der­hol­des, dan­se he­le nat­ten, be­dø­ve sig med et im­po­ne­ren­de sor­ti­ment af stof­fer og ky­nisk for­bru­ge så man­ge Tin­der-re­la­tio­ner som mu­ligt. En ty­pisk Eli­se-sa­et­ning: »En søn­dag mor­gen, da jeg sjo­sker hjem i ke­misk angst fra en il­le­gal klub i Väst­berg in­du­stri­om­rå­de, ser jeg ham in­de i Good­sto­re på Horns­ga­tan. Han står med to pak­ker kokos­mel og sam­men­lig­ner dem med et tan­ke­fuldt blik.« Han er Vi­ctor, som Eli­se fo­rel­sker sig i, en smuk aka­de­mi­ker­dreng på 35, et søn­dags­barn, der har få­et go­de ma­ne­rer og et lyst sind med sig fra sin over­klas­se­op­va­ekst, med svøm­mer­krop, smag­ful­de hor­n­bril­ler og la­e­se­klub om La­can. Jeg for­står bå­de ho­ved­per­so­nens fo­rel­skel­se i det­te per­fek­te men­ne­ske og for­fat­te­rens pro­vo­ke­re­de lyst til at øde­la­eg­ge den pri­vil­e­ge­re­de Vi­ctors liv ved at ud­sa­et­te ham for or­ka­nen Eli­se. Ro­ma­nen er sjovest, når Eli­se er kort­fat­tet, umid­del­bart ond­skabs­fuld, for­di der ik­ke er no­gen ond vil­je bag or­de­ne, hun er ba­re så egoi­stisk, at de uføl­som­me one­li­ners er hen­des na­tur­li­ge mo­dus: »Men­ne­sker, man har va­e­ret i seng med, bli­ver al­tid øde­lagt, li­ge­som en trø­je bli­ver fnul­ret, når man har brugt den nog­le gan­ge.« Det fnul­re­de er Eli­ses kon­stan­te pro­blem, al­le de livsvalg, hun tror ud­lø­ser en va­rig lyk­ke­fø­lel­se (par­for­hol­det, ud­dan­nel­sen, den rig­ti­ge ven­ne­kreds), vi­ser sig at bli­ve slid­te og uchar­me­ren­de som en bil­lig po­ly­ester­kjo­le efter kort tids brug. Hun bli­ver (ret ufor­klar­ligt) ka­e­re­ster med Vi­ctor, men fø­lel­ser­nes ti­m­ing er dår­lig, hun be­gyn­der al­le­re­de at fø­le sig dif­fust skuf­fet, la­en­ges vi­de­re mod no­get an­det, mens de prø­ver at ind­ret­te sig i en to­som­hed, som er hvi­nen­de falsk. Det er no­get af det, der lyk­kes bedst i ro­ma­nen, at skil­dre den na­er-psy­ko­ti­ske si­tu­a­tion, hvor to men­ne­sker op­ret­hol­der en fa­el­les nor­mal­til­stand, mens i hvert fald den enes tan­ker kon­stant re­gi­stre­rer, hvad hun mang­ler for at va­e­re lyk­ke­lig, hvem hun kun­ne ta­en­ke sig at va­e­re ut­ro med og så vi­de­re. Desva­er­re går det me­ste af ro­ma­nen med, at Eli­se er ek­si­sten­ti­elt kvalm, men det bli­ver al­drig rig­tigt far­ligt at op­hol­de sig i hen­des pe­s­si­mi­sti­ske tan­ke­ver­den:

»Jeg ma­er­ker en svag smag af jern, jeg tyg­ger på mit eget kød, jeg er ik­ke an­det end kød og knog­ler (...). Jeg for­står ik­ke, hvor­dan det kan va­e­re så­dan, at jeg er blevet født, at jeg er født af an­dre men­ne­sker. Jeg fø­ler mig ik­ke som dem; jeg bli­ver så over­ra­sket, når jeg ma­er­ker sma­gen af mit eget blod, for jeg kan ik­ke for­li­ge mig med, at jeg er et men­ne­ske, som er født af an­dre men­ne­sker.«

Den slags »dybsin­di­ge« frem­med­gjort­hed er kun til at hol­de ud at gå ind i, hvis man er i ef­ter­sko­le­al­de­ren og li­ge har rø­get sin før­ste jo­int. Her bli­ver ang­sten me­re kik­set end smit­ten­de.

Pro­ble­met med Li­ge nu er jeg her er, at den ger­ne vil va­e­re et tidsportra­et og sam­ti­dig et po­rtra­et af en en­som, helt af­koblet fi­gur, Eli­se. Som om for­fat­te­ren har god­ta­get en vris­sen on­kels for­dom­me om, hvor­dan hen­des egen ge­ne­ra­tion ta­en­ker og op­fø­rer sig. At vi er an­droi­der med pla­sti­c­fø­lel­ser, som le­ver i hver vo­res ego-bob­le. Det er en for­sim­plet og al­le­re­de slidt kri­tik. På den ene si­de bli­ve Eli­se for­teg­net, på den an­den si­de stil­ler for­fat­te­ren sig så so­li­da­risk ta­et bag sin ho­ved­per­son, at hun ik­ke kan se hen­de klart. Isa­bel­le Stå­hl gør det for nemt for sig selv at be­dri­ve ge­ne­ra­tions­kri­tik ved at skri­ve en ho­ved­per­son frem, som er be­lej­ligt blot­tet for moral, som er hy­per-sel­v­op­ta­get og al­li­ge­vel fuld­sta­en­dig ube­kym­ret over sin egen egois­me. Men ro­ma­nen bli­ver bed­re, jo me­re den gi­ver sig til at hand­le om Eli­se som pri­vat psy­ke, som (in­kom­pe­tent) men­ne­ske og min­dre som em­blem for en over­fla­disk Tin­der-tid.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.