Suc­ce­sens ret og vrang

Den iro­ni­ske hi­sto­rie om ever-sel­ler-for­fat­te­ren Em­ma Gad, der var be­kym­ret for Takt og To­nes slag­skyg­ge. I man­ge år med ret­te.

Weekendavisen - - Bøger - Af BIR­TE WEISS LAY­OUT: AN­DREAS PERETTI KORREKTUR:LIS­BETH RINDHOLT

ADMIRALINDE Em­ma Gad, forfatter til eti­ket­te­bo­gen Takt og To­ne, vil­le na­ep­pe ha­ve kun­net un­der­tryk­ke en forun­dret lat­ter, hvis hun i lør­dags hav­de va­e­ret til ste­de ved Kvin­der­nes Byg­ning i det in­dre Kø­ben­havn. Den stil­fa­er­di­ge Ni­els Hem­m­ings­ens Ga­de var for­vand­let til en fem­ti­mers ga­de­fest i an­led­ning af 100-året for hen­des hu­mo­ri­sti­ske an­vis­nin­ger på, hvor­dan man ud­vi­ser pli og und­går at fal­de igen­nem i det go­de sel­skab. Der var op­stil­let bo­der, hvor kvin­de­or­ga­ni­sa­tio­ner kun­ne agi­te­re for de­res ar­bej­de, og kvin­de­li­ge re­pra­e­sen­tan­ter for forsk­ning, jour­na­li­stik og er­hvervs­liv holdt ta­le om de­res hjer­tesa­ger. Men ik­ke nok med det. La Gla­ce hav­de kom­po­ne­ret en Em­ma Gad­ka­ge og Sø­mods Bol­cher et nyt styk­ke mund­godt de­di­ke­ret til den forsor­ne admiralinde. In­gen kan sva­re pra­e­cist på, hvor man­ge ek­sem­pla­rer af Takt og To­ne der gen­nem åre­ne er rakt over bog­hand­ler­di­sken. Oplag num­mer 50 er for la­engst pas­se­ret, og na­tur­lig­vis var Gyl­den­dal op til 100-året på plet­ten med en ny ud­ga­ve, den­ne gang il­lu­stre­ret med ma­ga­s­in­for­si­der og re­k­la­mer fra ti­den. Den til­sy­ne­la­den­de uop­s­li­de­li­ge suc­ces er sva­er at for­kla­re, så for­la­get nø­jes med at ta­ge til ef­ter­ret­ning, at bo­gen er blevet en ever-sel­ler li­ge­som Frø­ken Jen­sens Ko­ge­bog.

Et­no­lo­gen Bjar­ne Kil­de­gaard, der i 1984 ud­gav en for­trin­lig Em­ma Gad-bi­o­gra­fi på Ti­der­ne Skif­ter, er hel­ler ik­ke skråsik­ker. Han har tid­li­ge­re i et fored­rag på Kø­ben­havns Ho­ved­bi­bli­o­tek gi­vet det­te bud: »Nu­ti­di­ge kø­be­re bru­ger den må­ske som dril­le­ga­ve, men det kan na­ep­pe va­e­re he­le for­kla­rin­gen. Ik­ke på så man­ge oplag, så lang tid efter. Al­le­re­de fra be­gyn­del­sen blev det en ka­em­pe­suc­ces med 13 oplag det før­ste år. Det er til at for­stå, for­di hun var ko­los­salt kendt og om­talt i sin sam­tid som sku­e­spil­for­fat­ter og or­ga­ni­sa­tor af kø­ben­hav­ner­be­gi­ven­he­der. Hvor­dan hun er blevet ikon og­så for ef­ter­ti­den, kan jeg ik­ke helt gen­nem­skue, men takt, to­ne og Gad er sprog­ligt kom­met til at ha­en­ge li­ge så godt sam­men som Gud, kon­ge og fa­ed­re­land.«

Idéen med eti­ket­tebø­ger går til­ba­ge til 1530, hvor Eras­mus af Rot­ter­dam ud­gav en bog om ma­ne­rer, og si­den er fulgt en lind strøm af an­vis­nin­ger på hø­visk op­tra­e­den. Em­ma Gads bog er så­le­des kun én af man­ge, og hun reg­ne­de den selv for en ba­ga­tel, skre­vet mest for mor­skabs skyld, da hun var sidst i 60er­ne. Hun var og­så am­bi­va­lent over for suc­ce­sen, util­pas ved, at den kun­ne kom­me til at spa­er­re for respek­ten for al­le hen­des an­dre gø­re­mål. Be­kym­rin­gen var vel­be­grun­det. I fol­ke­ha­vet kom for­fat­te­ren, der dø­de i 1921, til at stå som bour­geoi­siets skrap­mo­ster med øj­ne­ne på stil­ke efter de ny­ri­ges fa­da­e­ser. Først som en af hel­tin­der­ne i Pil Da­h­lerups dok­tor­dis­putats Det mo­der­ne gen­nem­bruds kvin­der (1983) blev hen­des pro­fil ac­cep­te­ret i nu­ti­den som sku­e­spil­for­fat­ter, ini­ti­a­tiv­ta­ger til Dan­ske Dra­ma­ti­ke­res For­bund, Po­li­ti­kens før­ste kvin­de­li­ge jour­na­list og or­ga­ni­sa­tor af et hav af kul­tur­be­gi­ven­he­der, som skul­le skaf­fe pen­ge til al­ver­dens go­de for­mål. Et af dem var byg­ning af kvin­de­hu­set i Kø­ben­havn. Hun stod og­så i 1898 bag op­ret­tel­sen af en in­ter­es­se­or­ga­ni­sa­tion for kvin­der, som vil­le ha­ve et selv­sta­en­digt liv ved at tje­ne de­res eg­ne pen­ge i ti­dens man­ge nye kon­torjobs.

Em­ma Gads de­but som sku­e­spil­for­fat­ter på Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter blev stormomsust, for­di styk­ket blev set som et ind­la­eg i Sa­e­de­lig­heds­fejden. Et af­ten­be­søg hand­le­de om en kvin­de, der ik­ke vil­le ac­cep­te­re kedsom­he­den i et in­de­luk­ket ae­g­te­skab. Bå­de suc­ce­sen og mod­stan­den var stor. Pu­bli­kum strøm­me­de til, og kon­ser­va­ti­ve an­mel­de­re ra­se­de mod »den sam­funds­ned­bry­den­de agi­ta­tion«. Em­ma Gad var i fa­erd med at etab­le­re sig som vå­ben­dra­ger for det bor­ger­li­ge fri­sinds kvin­de­kamp. Efter end­nu et lyst­spil blev det for me­get for Det Kon­ge­li­ge Te­a­ter. Et Sølv­bryl­lup, der hand­le­de om livs­gla­e­de og seksu­a­li­tet, blev dum­pet af cen­su­ren. Na­tio­nals­ce­nen kun­ne ik­ke la­eg­ge navn til et styk­ke med så me­gen umoral. Det kun­ne til gen­ga­eld Dag­mar­te­a­tret, og i åre­ne efter pla­ce­re­de den ef­ter­hån­den be­røm­te forfatter med stor stra­te­gisk snil­de si­ne sku­e­spil på skif­ten­de kø­ben­havn­ske sce­ner, hvor­ef­ter Det Kon­ge­li­ge igen tog hen­de til nå­de. Det var ik­ke stor te­a­ter­kunst, men of­te vel­tur­ne­re­de kom­men­ta­rer til ak­tu­el­le de­bat­ter om kvin­de­liv, ae­g­te­skab og (dob­belt)moral. Hen­des va­er­kli­ste kom i alt til at om­fat­te ty­ve sku­e­spil. Em­ma Gad var en ar­bejds­ma­es­sig bla­eks­p­rut­te, der med held for­e­ne­de høj­bor­ger­ska­bet og den nye ra­di­ka­le ånd­se­li­te. I hjem­met, der var en ti­va­e­rel­sers lej­lig­hed i Dron­nin­gens Tva­er­ga­de i det in­dre Kø­ben­havn, skab­te hun et dy­na­misk dis­kus­sions­rum, hvor Bran­des-kred­sen, stor­ka­pi­ta­len, for­fat­te­re, bil­led­kunst­ne­re, te­a­ter­folk og den sta­dig me­re selvsik­re kvin­de­be­va­e­gel­se kun­ne mø­des. I hen­des sa­lo­ner blev der dis­ku­te­ret, la­est op, la­vet al­li­an­cer, mu­si­ce­ret, di­ne­ret og kur­ti­se­ret. Ga­ester­ne flok­ke­des om hen­des vel­da­ek­ke­de bord, ik­ke mindst når hun hav­de la­det si­ve, at svi­ger­dat­te­ren As­ta Nielsen, gift med søn­nen Pe­ter Ur­ban Gad, som var ti­dens hot­te stum­film­ska­ber, vil­le va­e­re til ste­de.

Og­så han var op­ma­er­k­som på, at moren hav­de for man­ge jern i il­den til at ka­e­le for sit for­fat­ter­ta­lent. I Den Hal­ki­er’ske Sla­eg­te­bog (Em­ma Gad var li­ge­som min mor født Hal­ki­er) skri­ver han, at »isa­er en Ma­eng­de Ud­stil­lin­ger gav et uhy­re Ar­bej­de, spred­te hen­des Ev­ner og gjor­de hen­des Vir­ke lidt flak­ken­de og uro­ligt«. Når jeg selv om fø­je tid skal fø­re sla­egts­bo­gen vi­de­re, vil det va­e­re pas­sen­de at na­ev­ne, at sid­ste we­e­kend – 100 år efter – kvit­te­re­de di­ver­se kvin­de­or­ga­ni­sa­tio­ner for, at hun gad dyr­ke så me­get an­det end sit for­fat­te­re­go.

ILLUSTRATION: LARS VE­GAS

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.