Et fag for frø­ke­ner og for­ske­re

De lag­de ud som mas­sø­ser og blev sat i bås med prosti­tu­e­re­de, men end­te et år­hund­re­de se­ne­re på uni­ver­si­te­tet.

Weekendavisen - - Ideer - Af JANE BENARROCH

Det star­te­de med mas­sa­ge, et fag for en­li­ge frø­ke­ner, og end­te med fy­si­o­te­ra­pi som aka­de­misk di­sci­plin med forsk­nings­ak­ti­vi­tet. Men det skul­le ta­ge et år­hund­re­de og ad­skil­li­ge kam­pe, bå­de ind­byr­des blandt te­ra­pe­u­ter og med la­e­ger­ne, før fuld an­er­ken­del­se og fag­lig selv­sta­en­dig­hed blev op­nå­et.

Fy­si­o­te­ra­pi­ens hi­sto­rie går la­en­ge­re til­ba­ge end de 100 år, som bo­gen 100 år i be­va­e­gel­se – fy­si­o­te­ra­pi, fag og pro­fes­sion, ny­ligt ud­gi­vet på Munks­gaard, gi­ver ind­tryk af. Som bo­gens forfatter, pro­fes­sor og dr.phil. i hi­sto­rie ved Co­pen­ha­gen Bu­si­ness School Kurt Ja­cob­sen, selv ind­led­nings­vis slår fast, har men­ne­sker til al­le ti­der for­ment­lig udø­vet kro­p­ste­ra­pi, gym­na­stik og mas­sa­ge, hvor det har va­e­ret for­nø­de­nt. Kro­p­ste­ra­pi har »va­e­ret en del af la­e­ge­ger­nin­gen si­den ti­der­nes mor­gen. Na­ep­pe no­gen ci­vi­li­sa­tion har ik­ke på et tid­ligt tids­punkt an­vendt mas­sa­ge el­ler gym­na­stik i for­sø­ge­ne på at lin­dre ube­hag og smer­te og hel­bre­de syg­dom­me«.

Til gen­ga­eld har fy­si­o­te­ra­pi­en som myn­dig­heds­stemp­let fag og pro­fes­sion end ik­ke ét år­hund­re­de på ba­gen. Det var nem­lig først i 1952, at mas­sø­ser­ne, som lag­de grun­den til fa­get i Dan­mark, fik ret­ten til at kal­de sig fy­si­o­te­ra­pe­u­ter. Og så sent som i 1968 at de, efter end­nu en kamp med la­e­ger­ne, fik statsau­to­ri­sa­tion og en­de­lig for­mel an­er­ken­del­se i det dan­ske sund­heds­va­e­sen. I dag be­hand­ler fy­si­o­te­ra­pe­u­ter om­kring 700.000 pa­tien­ter år­ligt på sy­ge­hu­se, i kom­mu­ner og pri­va­te prak­sis­ser.

Udsprin­get for ud­vik­lin­gen frem mod vo­re da­ges ud­bred­te brug af fy­si­o­te­ra­pe­u­ter kan dog da­te­res til året 1918, hvor om­kring 400 mas­sø­ser stif­te­de Den Al­min­de­li­ge Dan­ske Mas­sage­for­e­ning, og det er på den bag­grund, at Kurt Ja­cob­sen har skre­vet pro­fes­sio­nens hi­sto­rie nu. Mas­sa­ge var den­gang et fag for pri­ma­ert en­li­ge frø­ke­ner, der vil­le tje­ne de­res eg­ne pen­ge, og de be­tal­te selv for de­res ud­dan­nel­se, der var au­to­ri­se­ret af La­e­ge­for­e­nin­gen. Mas­sø­ser­ne hav­de fra be­gyn­del­sen en sta­erk stands­fø­lel­se, der iføl­ge Kurt Ja­cob­sen end­te med at bli­ve ud­slags­gi­ven­de for fy­si­o­te­ra­pe­u­ter­nes se­ne­re kamp for fag­lig selv­sta­en­dig­hed.

TIL­BA­GE i 1800-tal­let be­gynd­te for­skel­li­ge for­mer for gym­na­stik at bli­ve ud­bredt – her­un­der den be­røm­te di­sci­plin »svensk sy­ge­gym­na­stik«, som blev prom­ove­ret af la­e­gen An­dreas Dra­ch­mann, der grund­lag­de det før­ste in­sti­tut for sy­ge­gym­na­stik i Dan­mark. I an­den halv­del af 1800-tal­let be­gynd­te kvin­der i sti­gen­de grad at slå sig ned som mas­sø­ser, pri­ma­ert i ho­ved­stads­om­rå­det. En af dem var den ugif­te Al­vil­da Chri­sti­a­ne Fürst, der sam­men med la­e­gen Abra­ham Clod-Han­sen ud­vik­le­de kur­ser i mas­sa­ge. Iføl­ge Kraks fa­gre­gi­ster var der i Kø­ben­havn i 1898 ik­ke faerre end 57 pri­va­te ud­by­de­re af mas­sa­ge, hvoraf fle­re og­så til­bød sy­ge­gym­na­stik. Des­u­den var der 13 gym­na­sti­ske in­sti­tut­ter.

Det var ik­ke no­get, der hu­e­de de kø­ben­havn­ske la­e­ger, som fandt ud­bud­det ka­o­tisk og ukon­trol­le­ret. I 1898 ned­sat­te La­e­ge­for­e­nin­gen for Kø­ben­havn og Om­egn der­for et ud­valg, der skul­le kom­me med for­slag til, hvor­dan man kun­ne få styr på den uens­ar­te­de grup­pe af mas­sø­ser og sy­ge­gym­na­ster. Ud­val­get un­der­stre­ge­de blandt an­det be­tyd­nin­gen af, at be­hand­le­ren var en »fuldt ud paa­li­de­lig Per­son i moralsk Hen­se­en­de«. Fra bå­de Eng­land og Kø­ben­havn hav­de man nem­lig un­der­ret­nin­ger om, at mas­sa­ge­kli­nik­ker blev brugt som »Ska­erm­bra­et for den mer el­ler min­dre hem­me­li­ge Prosti­tu­tion«. Ud­val­get pe­ge­de og­så på, at det var »en ik­ke rin­ge Fa­re for La­e­ge­stan­den«, at man­ge mas­sø­rer re­k­la­me­re­de i avi­ser­ne og fulg­te an­dre moral­ske love end la­e­ger­ne med den »marks­kri­ge­ri­ske Maa­de, hvor­paa de ik­ke sjel­den ud­bas­u­ne­re de­res Virk­som­hed, i Fore­ning med de­res egen Fortra­ef­fe­lig­hed, de­res ufejl­ba­re Mid­ler og hur­ti­ge sik­re Re­sul­ta­ter«. Tra­kas­se­ri­er­ne mel­lem mas­sø­ser og la­e­ger fort­sat­te, men den 16. ju­ni 1918 mød­tes re­pra­e­sen­tan­ter for de la­e­geau­to­ri­se­re­de mas­sø­ser i for­sam­lings­hu­set Gim­le på Fre­de­riks­berg for at dan­ne Den Al­min­de­li­ge Dan­ske Mas­sage­for­e­ning. Ved års­skif­tet 1918-19 over­tog den nye fore­ning Dansk Mas­sa­ge og Sy­ge­gym­na­stik For­e­nings tids­skrift, hvori før­ste num­mers ho­ved­bud­skab var, at der nu tak­ket va­e­re de dan­ske la­e­ger var kom­met ord­ne­de for­hold på mas­sa­ge­om­rå­det. Iføl­ge Kurt Ja­cob­sen fra­skrev la­e­ger­ne na­er­mest helt mas­sø­ser­nes rol­le i ud­vik­lin­gen, som re­elt var ik­ke ube­ty­de­lig. Op gen­nem 1920rne og 1930rne fulg­te en lang, sej kamp for at sik­re mas­sø­ser­ne af­ta­ler med De Dan­ske Sy­ge­kas­ser og For­e­nin­gen af sy­ge­hu­se i provin­sen. Front­ka­em­per var Marie Møl­ler, der var ud­dan­net mas­sø­se og sy­ge­gym­nast, men som i dag er mest kendt for si­ne for­hold til for­fat­te­ren Jakob Knud­sen og kom­po­ni­sten Carl Nielsen. Det lyk­ke­des hen­de at få af­ta­ler i hus, og sy­ge­kas­se­be­ta­lin­gen blev fast­sat til 1,25 kr. ved be­hand­ling hos mas­sø­sen og to kr. ved hjem­me­be­hand­ling. For pa­tien­ter på lan­det, der bo­e­de me­re end fi­re ki­lo­me­ter fra mas­sø­sens hjem, blev be­hand­lings­pri­sen sat til tre kr. Pa­tien­ter­nes egen­be­ta­ling ud­gjor­de ty­pisk en tred­je­del af det sam­le­de ho­norar til mas­sø­sen.

MEN ti­den var ef­ter­hån­den lø­bet fra be­teg­nel­sen mas­sø­ser. Med op­ret­tel­sen af cen­tral­sy­ge­hu­se i al­le lands­de­le op gen­nem 1930rne blev fy­si­ur­gi nu den of­fi­ci­el­le be­teg­nel­se for spe­ci­a­let, og den be­skyt­te­de ti­tel »fy­si­o­te­ra­pe­ut« blev ind­ført i maj 1951. Des­u­den blev det sam­me år ved­ta­get mel­lem Mas­sage­for­e­nin­gen og La­e­ge­for­e­nin­gen, at ud­dan­nel­sen til fy­si­o­te­ra­pe­ut skul­le va­e­re tre­årig, og at en re­a­lek­sa­men skul­le va­e­re et ad­gangs­krav. De før­ste to år skul­le un­der­vis­nin­gen fo­re­gå på en stats­støt­tet sko­le, mens det tred­je år skul­le in­de­hol­de løn­net ele­v­ar­bej­de på ho­spi­tals­af­de­lin­ger kom­bi­ne­ret med un­der­vis­ning på sko­len.

Man skul­le dog helt frem til 1. fe­bru­ar 1966, før en ud­dan­nel­se, der gav fy­si­o­te­ra­pe­u­ter­ne statsau­to­ri­sa­tion, var en re­a­li­tet. Strids­punk­ter var der sta­dig man­ge af; blandt an­det blev det dis­ku­te­ret, hvor­dan pri­va­te og of­fent­ligt an­sat­te skul­le or­ga­ni­se­re sig. Og skul­le fy­si­o­te­ra­pe­u­ter og­så bi­dra­ge med forsk­ning? Et spørgs­mål, der var blevet ak­tu­elt al­le­re­de un­der po­li­o­epi­de­mi­er­ne i 1950er­ne, hvor man­ge be­hand­lin­ger var eks­pe­ri­men­tel­le, og hvor fy­si­o­te­ra­pe­u­ter ind­gik i forsk­nings­o­ri­en­te­ret sam­ar­bej­de med la­e­ger­ne, der re­sul­te­re­de i vi­den­ska­be­li­ge ar­tik­ler og etab­le­ring af nye fy­si­o­te­ra­pe­u­ti­ske be­hand­lings­for­mer. »Kan fy­si­o­te­ra­pe­u­ter dri­ve forsk­ning?« hed over­skrif­ten i fy­si­o­te­ra­pe­u­ter­nes fag­blad i ef­ter­å­ret 1970. Ar­tik­len, der var skre­vet af den nor­ske la­e­ge, pro­fes­sor og dr.med. Alf Bro­dal, men­te nok, at fy­si­o­te­ra­pe­u­ter kun­ne dri­ve forsk­ning. Men han ad­va­re­de om, at de måt­te va­e­re klar over, »hva kre­ves, hvis forsk­nings­ar­bei­det skal gi re­sul­ta­ter. El­lers vil det lett en­de med ver­di­løst ama­tør­ar­beid el­ler i skuf­fel­se el­ler i beg­ge de­le«. Og­så fy­si­o­te­ra­pe­ut Han­ne Hovind be­teg­ne­de det i 1971 som »en tem­me­lig stor og dri­stig op­ga­ve at ka­ste sig ud i forsk­ning som fy­si­o­te­ra­pe­ut« uden for­ud­sa­et­nin­ger for at ud­fø­re vi­den­ska­be­ligt ar­bej­de. Et stå­en­de strids­punkt var i man­ge år, hvor­dan fy­si­o­te­ra­pe­u­ter­ne kun­ne do­ku­men­te­re ef­fek­ten af de­res be­hand­lings­me­to­der. La­e­ge Svend Lings pe­ge­de på, at der måt­te kon­trol­le­re­de kli­ni­ske for­søg til for at sik­re respekt om fa­get. Det blev mødt med en vis mod­vil­je blandt fy­si­o­te­ra­pe­u­ter­ne, der men­te, at det måt­te va­e­re op til pa­tien­ter­ne selv, om en be­hand­ling vir­ke­de. Med ti­den blev der dog ved­ta­get en hand­lings­plan for ind­fø­rel­sen af må­lin­ger af be­hand­lings­ef­fek­ten. Si­de­lø­ben­de med de stør­re krav til evi­dens vandt al­ter­na­ti­ve be­hand­lings­me­to­der fod­fa­e­ste in­den for pro­fes­sio­nens ram­mer. Iføl­ge en op­gø­rel­se i for­å­ret 1985 be­ska­ef­ti­ge­de dan­ske fy­si­o­te­ra­pe­u­ter sig for­u­den fy­si­o­te­ra­pi med al­skens te­ra­pi­for­mer som drøm­me­tyd­ning, psy­kisk mas­sa­ge, sam­ta­le­te­ra­pi, he­a­ling, me­di­ta­tion, bo­dy­bu­il­ding, zo­ne­te­ra­pi, mu­sik­te­ra­pi, pri­mal­te­ra­pi, transak­tions­a­na­ly­se, La­ban-prin­cip­per, he­a­ling og ki­nesi­o­lo­gi. Me­to­der, der af de fag­po­li­ti­ske magt­ha­ve­re al­le blev de­fi­ne­ret som hø­ren­de til uden for fy­si­o­te­ra­pi­fa­get, og som der­for for­an­le­di­ge­de stif­tel­sen af nye for­e­nin­ger og fag­grup­per, her­un­der Fag­grup­pen for Ma­nu­el Te­ra­pi. Alt i alt lyk­ke­des det fy­si­o­te­ra­pe­u­ter­ne at be­va­re og end­da øge de­res fag­li­ge in­te­gri­tet. Efter årtu­sind­skif­tet blev fa­get langt om la­en­ge aka­de­misk. Den 1. sep­tem­ber 2001 slog lan­dets ot­te Cen­tre for Vi­de­re­gå­en­de Ud­dan­nel­se dø­re­ne op for fle­re hund­re­de fy­si­o­te­ra­pe­ut­stu­de­ren­de på de nye pro­fes­sions­ba­chel­or­ud­dan­nel­ser. Fem år se­ne­re an­sat­te Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet den før­ste fy­si­o­te­ra­pe­ut i et lek­to­rat, og må­ne­den efter an­sat­tes yder­li­ge­re to fy­si­o­te­ra­pe­u­ter som lek­to­rer i for­bin­del­se med op­ret­tel­sen af en cand. sci­ent.san.-ud­dan­nel­se. I 2007 slog Syd­dansk Uni­ver­si­tet dø­re­ne op for Forsk­nings­i­ni­ti­a­ti­vet for Fy­si­o­te­ra­pi ved In­sti­tut for Idra­et og Bio­me­ka­nik. Sam­me år fik prak­ti­se­ren­de fy­si­o­te­ra­pe­u­ter en­de­lig ret­ten til på egen hånd at stil­le di­ag­no­ser og be­hand­le pa­tien­ter.

Kurt Ja­cob­sen: 100 år i be­va­e­gel­se – fy­si­o­te­ra­pi, fag og pro­fes­sion. 406 sider. Munks­gaard, 2018.

Øverst ses la­e­ge Abra­ham Clod-Han­sen med ele­ver – af­gangse­le­ver i mas­sa­ge og sy­ge­gym­na­stik år­gang 1919. Ne­derst fy­si­o­te­ra­pi. Bil­le­der­ne er fra bo­gen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.