Man­den, der op­fandt iden­ti­tets

Erik Erik­son vok­se­de op som dansk og tysk og jø­disk – og in­gen af de­le­ne. Så blev han ame­ri­ka­ner, skif­te­de navn og blev be­rø

Weekendavisen - - Ideer - Af JOAKIM JAKOB­SEN LAY­OUT: AN­DREAS PERETTI

or 50 si­den år si­den så den ame­ri­kan­ske psy­ko­a­na­ly­ti­ker Erik Erik­son sig om­kring og kon­sta­te­re­de, at al­le til­sy­ne­la­den­de be­fandt sig i en »iden­ti­tetskri­se«. I for­or­det til en es­say­sam­ling med tit­len Iden­ti­ty: Youth and Cri­sis, som ud­kom i for­å­ret 1968, op­reg­ne­de Erik­son et lø­se­ligt ud­valg af dis­se ma­ni­fe­sta­tio­ner.

Når Pitts­burg­hs sto­re gla­sin­du­stri op­le­ve­de en vold­som ned­gang, be­fandt by­en sig i en iden­ti­tetskri­se. På avis­for­si­der hed det, at Afri­ka med de ny­ligt selv­sta­en­di­ge na­tio­ner be­fandt sig i en iden­ti­tetskri­se. Pra­esi­den­ten for de ame­ri­kan­ske psy­ko­a­na­ly­ti­ke­res fore­ning på­pe­ge­de i sin af­skedsta­le, at psy­ko­a­na­ly­sen be­fandt sig i en iden­ti­tetskri­se.

Erik­son så iden­ti­tetskri­se, så langt øjet rak­te. Isa­er ob­ser­ve­re­de Erik­son den ame­ri­kan­ske ung­dom med kli­nisk nys­ger­rig­hed: Den ge­ne­ra­tion, som vi i Eu­ro­pa se­ne­re kom til at kal­de ’68er­ne. Erik­son så en de­mon­stra­tiv util­pas­set­hed, hvor vre­de over Viet­nam­kri­gen flød sam­men med et ge­ne­relt op­rør mod ka­pi­ta­lis­mens tvang og mod fora­el­dre­ge­ne­ra­tio­nens bedste­bor­ger­li­ge nor­mer. Ger­ne un­der på­berå­bel­se af en iden­ti­tetskri­se.

I sit for­ord spurg­te Erik­son: »Gad vi­de, om vo­res un­ge vil­le op­tra­e­de så åben­lyst for­vir­ret, hvis de ik­ke vid­ste, at de over­ho­ve­det skul­le ha­ve en iden­ti­tetskri­se?«

Erik Erik­son kun­ne til­la­de sig den­ne sar­kas­me. Det var hans skyld. Det var ham, der hav­de skabt be­gre­bet »iden­ti­tetskri­se«. Og i dag – 50 år efter at Iden­ti­ty: Youth and Cri­sis ud­kom – er det for­bløf­fen­de at la­e­se, hvor­dan Erik­son i man­ge aspek­ter for­ud­så den iden­ti­tetspo­li­tik, der i dag po­la­ri­se­rer den of­fent­li­ge sam­ta­le på bå­de høj­re­fløj­en og ven­stre­fløj­en.

Som Erik Erik­son selv be­ma­er­ke­de, var han støbt til at ud­for­ske iden­ti­tetskri­ser. Beg­ge Erik­sons fora­el­dre var dan­ske. Hans mor hed Kar­la Abra­ham­sen og var en livs­ly­sten, ung dame fra et vel­stå­en­de, jø­disk bor­ger­hjem i Kø­ben­havn. Om­kring 1900 gif­te­de hun sig med en her­re ved navn Sa­lo­mon­sen, men al­le­re­de på bryl­lups­rej­sen til Ita­li­en gik det i styk­ker, og hr. Sa­lo­mon­sen for­svandt ud af bil­le­det for al­tid.

Et par år se­ne­re blev Kar­la, som nu alt­så hed Sa­lo­mon­sen, gravid hjem­me i Kø­ben­havn. Den mand­li­ge part var an­gi­ve­ligt en frem­tra­e­den­de dansk kunst­ner, hvis iden­ti­tet al­drig blev afsløret, hel­ler ik­ke for bar­net. Fa­mi­li­en send­te un­ge Kar­la ned til nog­le sla­egt­nin­ge i Tys­kland, så hun kun­ne fø­de sit barn i dølgs­mål. Den 15. ju­ni 1902 kom Erik Sa­lo­mon­sen til ver­den i Frank­furt. Mor og søn flyt­te­de snart til Karls­ruhe i Ba­den. Kar­la tal­te dansk til Erik, og hun hav­de ta­get de dansk-jø­di­ske nor­mer med sig fra Kø­ben­havn, hvor fa­mi­li­en le­ve­de fuld­sta­en­dig as­si­mi­le­ret. Erik Erik­son for­tal­te selv i 1973:

»Min mors fa­mi­lie var jø­disk, men i Dan­mark var der lang tra­di­tion for at la­de sig dø­be, og folk gif­te­de sig på kryds og tva­ers. Så en af mi­ne for­fa­ed­re (for­tal­te min mor mig) var over­rab­bi­ner i Sto­ck­holm, mens en an­den var kir­ke­hi­sto­ri­ker og pra­est i H.C. An­der­sens hjem­by.«

Da Erik var tre år gam­mel, gif­te­de Kar­la sig med søn­nens bør­ne­la­e­ge i Karls­ruhe. Han var en jø­disk her­re ved navn Hom­bur­ger, og han adop­te­re­de Erik. Det jø­di­ske isla­et i fa­mi­li­en

Fblev nu styr­ket. Hom­bur­ger-fa­mi­li­en var strengt prak­ti­se­ren­de jø­der, men un­ge Erik føl­te sig ik­ke hjem­me i sy­na­go­gen. Erik, der nu hed Hom­bur­ger, fik en op­va­ekst som hy­brid: De jø­di­ske kam­me­ra­ter dril­le­de ham med, at han var en nor­disk goy, mens de ty­ske sko­le­kam­me­ra­ter mob­be­de ham, for­di han var jø­disk. »Ja, hvis der no­gen sin­de var en cen­tral og langstrakt iden­ti­tetskri­se i no­gens liv, så var det i mit,« for­kla­re­de Erik­son i 1973.

Den­ne fø­lel­se blev kun ud­dy­bet i te­e­na­ge­å­re­ne hen over Før­ste Ver­denskrig, hvor un­ge Erik an­streng­te sig for at hø­re til. Han blev sta­er­kt op­ta­get af lut­her­ske ide­a­ler, som han stif­te­de be­kendt­skab med hjem­me hos en kam­me­rats fa­mi­lie. Og han for­søg­te at bli­ve tysk na­tio­na­list:

»I sko­len før­te jeg mig frem som tysk su­per­pa­tri­ot for at nedt­o­ne min dansk­hed (dan­sker­ne for­søg­te jo som be­kendt at stja­e­le Slesvig-Hol­sten) – for blot at kon­sta­te­re, at min jø­disk­hed var for me­get for pa­tri­o­ter­ne, og de­res an­ti­se­mi­tis­me for me­get for mig.« Den­ne be­ret­ning re­fe­re­res i den bri­ti­ske psy­ko­lo­gi­pro­fes­sor Ri­chard Ste­vens’ bog Erik Erik­son: Sha­per of Iden­ti­ty fra 2008. Ste­vens ci­te­rer og­så Erik­sons egen kon­klu­sion: »Sandt nok: Jeg var tvun­get til at gø­re mar­gi­na­li­se­rin­gen til en stil og iden­ti­tets­for­vir­rin­gen til et be­greb.«

EFTER gym­na­si­et i Karls­ruhe og et par års kunst­stu­di­er i Mün­chen hav­ne­de Erik Hom­bur­ger i Wi­en. Her fik han ar­bej­de på et sko­le­pro­jekt, hvor nyta­en­ken­de sja­e­le for­søg­te at ud­vik­le helt nye, Mon­tes­so­ri-lig­nen­de prin­cip­per for un­der­vis­ning og op­fat­tel­se af ele­ver­ne. Det var børn af Wi­ens avant­gar­de, der gik på Hietzing-sko­len, og fora­el­dre­ne send­te rask va­ek de­res po­der i ana­ly­se hos Anna Freud, Sig­mund Freuds dat­ter. Erik Hom­bur­ger be­gynd­te og­så at gå hos hen­de. Far og dat­ter del­te ven­te­va­e­rel­se, så un­ge Erik så med aere­frygt den gam­le Freud stik­ke sit an­sigt med det hvi­de ska­eg ud ad dø­ren og kal­de pa­tien­ter ind. Erik Hom­bur­ger tra­eng­te ind i kred­sen og stu­de­re­de selv psy­ko­a­na­ly­se. I 1933 fik han rid­der­sla­get: Han blev ind­valgt i Wi­e­ner Psy­ko­a­na­ly­ti­s­che Ve­re­i­ni­gung, hvil­ket gav ham li­cens til at prak­ti­se­re overalt i ver­den. Det­te så Erik Hom­bur­ger året efter som en ud­vej. Un­der ind­tryk af na­zis­men i Tys­kland og Østrig valg­te han sam­men med sin ca­na­di­ske hu­stru, Jo­an – par­ret blev gift i 1929 – at ryk­ke til Kø­ben­havn.

Men trods Erik Hom­bur­gers dan­ske rød­der – og trods dan­ske sla­egt­nin­ges løf­ter om at på­ta­ge sig al­le øko­no­mi­ske byr­der – af­vi­ste myn­dig­he­der­ne i Dan­mark at gi­ve ham stats­bor­ger­skab. Par­ret blev li­ge­frem na­eg­tet ar­bejds­og op­hold­stil­la­del­se. Sund­heds­sty­rel­sen og La­e­ge­for­e­nin­gen så den­gang med knar­vorn mista­enksom­hed på he­le det freu­di­an­ske cir­kus, så den nu 32-årige Erik Hom­bur­ger kun­ne ik­ke få li­cens til at prak­ti­se­re.

Efter et halvt år i Kø­ben­havn lyk­ke­des det Hom­bur­ger-par­ret at kom­me til USA, som end­nu ik­ke hav­de luk­ket dø­ren for ek­silty­ske­re. Erik Hom­bur­ger fik straks kon­tak­ter på Har­vard Uni­ver­si­ty og ind­led­te en for­bløf­fen­de kar­ri­e­re på ame­ri­kan­ske uni­ver­si­te­ter uden så me­get som en ba­chel­orek­sa­men i no­get som helst.

I 1938 blev han ame­ri­kansk stats­bor­ger og fejrede be­gi­ven­he­den ved at skif­te ef­ter­navn. Et pa­ra­doksalt valg. Den mand, som skul­le ud­byg­ge psy­ko­a­na­ly­sen ved at be­to­ne, hvor­dan kul­tu­rel sam­men­ha­eng og so­ci­a­le for­hold pra­e­ger den en­kel­tes iden­ti­tet – og som se­ne­re fny­ste ad be­gre­bet the self-ma­de man – valg­te et navn, der vi­ste, at han i flim­me­ret af iden­ti­te­ter hav­de skabt sig selv: Erik Erik­son. Her­fra blev Erik Erik­son en yderst respek­te­ret ob­ser­va­tør af ame­ri­ka­ner­nes favn­tag med de­res man­ge iden­ti­te­ter. Det var fra den­ne po­si­tion, at han støb­te be­gre­ber, der ik­ke ba­re gled ind i ame­ri­ka­ner­nes sam­ta­le, men ud i al­ver­dens sprog. Det var og­så Erik­son, der op­fandt be­gre­bet livs­cy­klus.

Da Erik­son dø­de i 1994, ud­send­te en af hans sto­re be­un­dre­re, pra­esi­dent Bill Cl­in­ton, of­fi­ci­el­le min­de­ord fra Det Hvi­de Hus: »Gen­nem Eriks lan­ge kar­ri­e­re søg­te utal­li­ge men­ne­sker hans in­tel­li­gens og ind­sigt for at få for­kla­rin­ger på det, som men­ne­sker ik­ke kun­ne for­stå hos sig selv.«

En im­mi­grant på et livslangt fel­t­ar­bej­de i al­ver­dens psy­ker og iden­ti­tets­dan­nel­ser.

FO­TO: WIKIMEDIA COMMONS

Psy­ko­a­na­ly­ti­ker Erik Erik­son (1902-1994).

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.