Et vrag, to forta­el­lin­ger

Ar­ka­e­o­lo­ger har kig­get én gang til på fund fra et sun­ket han­dels­far­tøj og er kom­met til en helt ny for­stå­el­se af hi­sto­ri­en bag.

Weekendavisen - - Ideer - Af PE­TER HARMSEN LAY­OUT: AN­DREAS PERETTI KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN

Midt­vejs gen­nem Mid­delal­de­ren sank et tungt la­stet han­dels­skib ud for øen Su­ma­tras øst­kyst i det nu­va­e­ren­de In­do­nesi­en. Om bord var el­fen­ben fra Østafri­ka, har­piks fra In­di­en og po­r­cela­en fra Ki­na. Dér lå det i hun­dred­vis af år på 26 me­ters dyb­de, ind­til un­der­vands­ar­ka­e­o­lo­ger ud­for­ske­de det i 1996. Vra­get for­tal­te en fa­sci­ne­ren­de hi­sto­rie om in­ter­na­tio­nal han­del i Øst­a­si­en. Men, vi­ser det sig nu, må­ske var det i vir­ke­lig­he­den den for­ker­te hi­sto­rie.

For­ske­re har net­op gen­nem­gå­et nog­le af de gen­stan­de, der blev fi­sket op af det cir­ka 30 me­ter lan­ge skibsvrag den­gang for 22 år si­den. De­res kon­klu­sion er, at ski­bet, som efter alt at døm­me var af in­do­ne­sisk op­rin­del­se, men ty­de­lig­vis ple­je­de en liv­lig tra­fik på ki­ne­si­ske hav­ne, sank i det se­ne 1100-tal, og ik­ke, som hidtil an­ta­get, sidst i 1200-tal­let. Vra­get er nu ba­sis for en helt an­den forta­el­ling.

Det in­de­holdt 100.000 stum­per af ke­ra­mik, hvoraf un­der­vands­ar­ka­e­o­lo­ger i lø­bet af un­der­sø­gel­ser­ne til­ba­ge i 1990er­ne hav­de held med at bja­er­ge i alt 12.000 styk­ker. Det er et ud­pluk af de fund, der sam­men med fund af or­ga­nisk ma­te­ri­a­le som har­piks og el­fen­ben, op­be­va­ret på The Fi­eld Mu­se­um of Na­tu­ral Hi­story i Chi­ca­go, nu har gi­vet mu­lig­hed for at re­vur­de­re ski­bets al­der, forta­el­ler Lisa Nizi­o­lek, der er ar­ka­e­o­log ved mu­se­et.

»Vi hav­de en di­a­log med eks­per­ter i ke­ra­mik fra Ki­na og Ja­pan, og fle­re af dem men­te, at en del af po­r­cela­e­net i vra­get nok var af ae­l­dre da­to, end folk gik og tro­e­de. No­get an­det var, at for­sker­ne i den op­rin­de­li­ge un­der­sø­gel­se kun hav­de da­te­ret en en­kelt har­piks-prø­ve ved hja­elp af kul­stof­me­to­den. Vi hav­de lidt pen­ge til rå­dig­hed, så vi be­slut­te­de os for at te­ste fle­re har­piks-prø­ver og se, hvad der kom ud af det,« si­ger Nizi­o­lek, der net­op sam­men med si­ne kol­le­ger har frem­lagt re­sul­ta­ter­ne af un­der­sø­gel­sen i en ar­ti­kel i Jour­nal of Ar­cha­e­o­lo­gi­cal Sci­en­ce: Reports. Har­piks var en vig­tig han­delsva­re på grund af sin sa­er­li­ge aro­ma, og den var spe­ci­elt populaer i Ki­na, hvor den blev an­vendt i bud­dhi­sti­ske ri­tu­a­ler. De ana­ly­ser, som Nizi­o­lek og hen­des me­d­ar­bej­de­re fik fo­re­ta­get, pe­ger i ret­ning af, at har­piks­prø­ver­ne er fra 1000el­ler 1100-tal­let. Det ty­der i sig selv på en tid­li­ge­re tids­fa­e­stel­se af vra­get, og det bli­ver un­der­støt­tet af de­tal­jer i den sto­re ma­eng­de ke­ra­mik.

To po­r­cela­ens­bok­se har skrift­tegn, der an­gi­ver, at de er pro­du­ce­ret i Ji­an­ning Fu, et di­strikt i det sy­døst­li­ge Ki­na. Men om­rå­det hav­de kun den på­ga­el­den­de be­teg­nel­se frem til mongo­ler­nes ero­bring af Ki­na i 1200-tal­let. Efter at det mongol­ske Yu­an-dy­na­sti hav­de etab­le­ret sig, gen­nem­før­te det di­ver­se ad­mi­ni­stra­ti­ve re­for­mer, hvorun­der di­strik­tet blev om­døbt til Ji­an­ning Lu. Det er og­så den be­teg­nel­se, man vil­le ha­ve for­ven­tet på po­r­cela­ens­bok­se­ne, hvis vra­get var fra den se­ne­re pe­ri­o­de. »Det er ik­ke nød­ven­dig­vis det sid­ste ord i sa­gen, og der kan al­tid kom­me nye op­lys­nin­ger frem, men ba­se­ret på den evi­dens, vi frem­la­eg­ger i ar­tik­len, fø­ler vi os ri­me­ligt sik­re på at si­ge, at vra­get stam­mer fra an­den halv­del af 1100-tal­let,« si­ger Nizi­o­lek.

DET se­ne 1100-tal faldt sam­men med af­slut­nin­gen af Song-dy­na­sti­et. Det var et tids­punkt, hvor kej­ser­ri­get var blevet for­dre­vet fra det nord­li­ge Ki­na af ind­tra­en­gen­de bar­ba­rer. Der­med blev Song-her­sker­ne af­skå­ret fra at bru­ge en stor del af de tra­di­tio­nel­le han­dels­ru­ter over land, her­un­der Sil­ke­vej­en, og de var tvun­get til at fin­de nye må­der at hand­le med ud­lan­det på, pri­ma­ert ad sø­vej­en.

»Vi ser og­så, at Ki­na i vok­sen­de om­fang an­vend­te ki­ne­si­ske køb­ma­end til at ind­kø­be va­rer i ud­lan­det, mens man før i vid ud­stra­ek­ning var blevet for­sy­net via tri­but­sy­ste­met, hvor uden­land­ske diplo­ma­ter kom rej­sen­de lang­vejs fra med ga­ver til kej­ser­mag­ten,« si­ger Nizi­o­lek.

Hvis vra­get deri­mod som hidtil an­ta­get hav­de va­e­ret fra slut­nin­gen af 1200-tal­let, vil­le det va­e­re et ud­tryk for den han­del, som Ki­nas mongol­ske Yu­an-dy­na­sti ud­fol­de­de i re­gio­nen. Det vil­le va­e­re et vid­nes­byrd om den mongol­ske kul­tur, der i mod­sa­et­ning til Ki­nas tra­di­tio­nel­le kon­fuci­an­ske kul­tur ik­ke hav­de no­gen for­dom­me mod køb­ma­end, men deri­mod sat­se­de iha­er­digt på han­dels­mu­lig­he­der i ud­lan­det. Med an­dre ord: Er vra­get fra det mongol­ske Yu­an-dy­na­sti, il­luste­rer det en forta­el­ling om et vir­ke­ly­stent im­pe­ri­um på top­pen af sin magt. Hvis det er fra Song­dy­na­sti­et, så­dan som den se­ne­ste forsk­ning ty­der på, er det i ste­det en forta­el­ling om et sva­ge­re, skran­ten­de im­pe­ri­um, som er tvun­get ud på ver­dens­ha­ve­ne ik­ke af lyst, men af nød. Ar­ka­e­o­lo­gi­ske fund ta­ler of­te ik­ke selv, men får ma­e­le gen­nem ar­ka­e­o­lo­ger­nes for­tolk­nin­ger. Der­for er det vig­tigt for ar­ka­e­o­lo­ger­ne ik­ke ba­re at gra­ve el­ler dyk­ke efter nye vid­nes­byrd om for­ti­den, men og­så af og til at ta­ge tid­li­ge­re fund op til re­vi­sion, når for ek­sem­pel ny vi­den el­ler ny tek­no­lo­gi gi­ver an­led­ning til det. Spe­ci­elt in­den for un­der­søisk ar­ka­e­o­lo­gi er Nizi­o­lek og hen­des me­d­ar­bej­de­re dog ik­ke op­ti­mi­sti­ske for mu­lig­he­der­ne for lig­nen­de re­vur­de­rin­ger af an­dre vrag. Han­dels­ski­bet, som hun og hen­des kol­le­ger har un­der­søgt, er spe­ci­elt, for­di cir­ka halv­de­len af fun­de­ne blev over­dra­get til The Fi­eld Mu­se­um i Chi­ca­go og der­for ud­gør en ene­stå­en­de sam­ling, som for­sker­ne umid­del­bart kan gå til. For man­ge an­dre skibsvrag i Sy­døst­a­si­en ga­el­der det deri­mod, at fun­de­ne er blevet spredt spor­løst ud over he­le klo­den, of­te i pri­va­te sam­lin­ger.

DET stil­ler skar­pt på et pa­ral­lelt pro­blem i form af pri­va­te bja­erg­nings­o­pe­ra­tio­ner, der nog­le gan­ge kan va­e­re van­ske­li­ge at skel­ne fra re­gu­la­er plyn­dring. De fo­re­går i stor stil i Sy­døst­a­si­en, og der er ik­ke umid­del­bart så me­get at gø­re ved det. Ud af de 60 lan­de, som har un­der­skre­vet UNESCOs aftale om be­skyt­tel­se af den un­der­søi­ske arv, er Cam­bod­ja det ene­ste i Sy­døst­a­si­en.

»For sy­døst­a­si­a­ti­ske fi­ske­re er det sim­pelt hen me­re ind­brin­gen­de at sa­el­ge pot­teskår end at sa­el­ge fisk, så der er ak­tu­elt et sta­er­kt øko­no­misk in­ci­ta­ment for den slags han­del. Plyn­dring er et pro­blem bå­de til lands og til vands, men der er sa­er­li­ge ud­for­drin­ger ude på ha­vet. Det er gan­ske en­kelt van­ske­li­ge­re at be­skyt­te de ar­ka­e­o­lo­gi­ske plad­ser,« si­ger Nizi­o­lek.

»Det er el­lers et me­get loven­de felt. Vi er ba­re be­gyndt at rid­se i over­fla­den. Det­te forsk­nings­om­rå­de er først blevet po­pu­la­ert i lø­bet af de se­ne­ste par år­ti­er, og vi er be­gyndt at for­stå de sto­re bi­drag, som un­der­søisk ar­ka­e­o­lo­gi kan gi­ve til vo­res for­stå­el­se af ik­ke ba­re han­del, men og­så pro­duk­tion. Der er sand­syn­lig­vis tu­sin­der og at­ter tu­sin­der af vrag, som lig­ger der­u­de og ven­ter på at bli­ve op­da­get.«

Lisa C. Nizi­o­lek et al.: »Re­vi­si­ting the da­te of the Ja­va Sea Shipwreck from In­do­nesia«. Jour­nal of Ar­cha­e­o­lo­gi­cal Sci­en­ce: Reports, april 2018.

FO­TO: THE FI­ELD MU­SE­UM/WEINSTEIN

Mo­del af det in­do­ne­si­ske han­dels­skib.

FO­TO: THE FI­ELD MU­SE­UM/JAKOVICKAS

Ki­ne­sis ke­ra­mik frem­stil­let i Ji­an­ning Fu.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.