Vild­bas­ser drog på viking

Weekendavisen - - Ideer -

Mag.art. Lisa von Sch­ma­len­see Magnus­son Stran­da­ger­gaard Stran­da­ger­gårds­vej 5 4500 Ny­kø­bing Sja­el­land

I for­bin­del­se med An­ders Lundt Han­sens for­slag om at af­skaf­fe or­det vikin­ge­tid (»Far­vel til vikin­ge­ti­den« i Ide­er den 25. maj) og den ef­ter­føl­gen­de de­bat her i We­e­ken­da­vi­sen (»Kri­gerånd og de­mo­kra­ti­ske vikin­ger« den 1. ju­ni) et in­put yder­li­ge­re: La­e­ser man de island­ske sa­ga­er nø­je med hen­blik på at se, hvil­ken rol­le vikin­ger spil­ler i dis­se, vi­ser det sig nem­lig, at or­det viking gan­ske rig­tigt fo­re­kom­mer i de fle­ste sa­ga­er, men at det al­drig bru­ges om men­ne­sker ge­ne­relt, men ale­ne om men­ne­sker, som er en slags kri­mi­nel­le out­si­de­re, man und­går at ple­je om­gang med. Blandt land­nams­ma­en­de­ne og de­res ef­ter­kom­me­re var det ude­luk­ken­de helt un­ge ma­end, der tog på vikin­ge­fa­erd. Nu til dags vil­le man for­ment­lig ha­ve sagt, at det var un­ge ma­end med ADHD, og da jeg var ung, vil­le man ha­ve kaldt dem vild­bas­ser, som skul­le lø­be hor­ne­ne af sig.

Man kan ind­de­le sa­ga­er­nes un­ge ma­end i tre ka­te­go­ri­er: Der var dem, der blev hjem­me og ar­bej­de­de som bøn­der og fi­ske­re, og de op­nå­e­de al­drig hel­te­sta­tus. Or­det heim­s­kur, som bru­ges om et dumt og tå­be­ligt men­ne­ske, be­ty­der op­rin­de­lig den, der bli­ver hjem­me. Og det er fak­tisk sta­dig no­get, der ga­el­der på Island, hvor de stu­de­ren­de i me­get hø­je­re grad end i Dan­mark rej­ser til al­ver­dens bed­ste uni­ver­si­te­ter for at ud­dan­ne sig. Det gi­ver pre­sti­ge.

Den an­den ka­te­go­ri var dem, der vil­le ud i ver­den og op­nå be­røm­mel­se el­ler i det mind­ste op­le­ve no­get og øge for­mu­en. De blev som no­get helt nor­malt ud­ru­stet af foster­far, far el­ler an­den men­tor med et han­dels­skib og han­delsva­rer, som de drog af sted med for net­op at hand­le. Så var der vild­bas­ser­ne, og de tog på »viking«. Så­dan nog­le var man ge­ne­relt ik­ke stol­te af at ha­ve i fa­mi­li­en, men man bar over med dem, mens de var un­ge. Det var dog helt al­min­de­ligt, at de i en al­der af cir­ka 21 år slog sig til ro som bøn­der og blev hjem­me og pas­se­de går­den. Det ske­te og­så, at der kom vikin­ger an­det­steds fra til Island, og at de for­søg­te at sa­el­ge de­res rø­ver­va­rer, men det er et helt ty­de­ligt møn­ster i sa­ga­er­ne, at så­dan­ne hav­de sva­ert ved bå­de at af­sa­et­te va­rer­ne og fin­de et sted at bo over vin­te­r­en. De skab­te al­tid pro­ble­mer på går­de­ne. De var ik­ke til at sto­le på. Man und­gik dem, el­ler det gik galt: dat­te­ren blev be­svan­gret, el­ler man blev be­stjå­let.

At kal­de den­ne pe­ri­o­de for vikin­ge­tid vil­le så­le­des sva­re til, at vi skul­le kal­de vor tid for ter­r­o­rist­ti­den, selv­om de fle­ste af os na­ep­pe vil­le kun­ne iden­ti­fi­ce­re os med en ter­r­o­rist. Hvor­for ik­ke ba­re kal­de pe­ri­o­den tid­lig mid­delal­der? Det er jo det, den er. Des­u­den er det va­erd at hu­ske på, at de nord­ma­end, der rej­ste til Island, gjor­de det for at und­gå en kon­ges un­der­tryk­kel­se. De tri­ve­des ik­ke i en hie­rar­kisk ene­va­el­dig struk­tur. De vil­le al­le ger­ne va­e­re au­to­no­me på hver sin lil­le høj i ven­skab med de øv­ri­ge au­to­no­me på de­res små hø­je. Og den hø­je­ste sta­tus fik de ma­end, som var go­de til at for­li­ge de stri­den­de og dig­te om de sto­re be­gi­ven­he­der – al­drig dem, der ud­vi­ste vikin­ge­ad­fa­erd.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.