GA­ET EN ABE

ILL.: BIODIVERSITY HERITAGE LIBRARY

Weekendavisen - - Faktisk - LAY­OUT: AN­DREAS PERETTI KORREKTUR: LOUISE LUNDBERG CLAESEN

VIDENSKABET

Sid­ste we­e­kend (her i maj) var jeg på Zoo­lo­gisk Mu­se­um, og ude for­an fløj der en me­get far­ve­strå­len­de fugl rundt. Jeg kom til at ta­en­ke på en bi­a­e­der, men det er må­ske en pa­pe­gø­je, og det er ik­ke no­get, jeg før har set i Dan­mark. Jer på mu­se­et har må­ske og­så set den, og I bur­de da vi­de, hvad det er for en?

Mvh. A. M., Kø­ben­havn

Jeg skynd­te mig hen i Uni­ver­si­tetspar­ken for at se fug­len, og det lyk­ke­des og­så at få et kort glimt af en lang­ha­let pa­pe­gø­je, der mest af alt lig­ne­de en slags pa­rakit. Men så stak den af med kurs mod Fa­el­led­par­ken. In­den da hav­de jeg hørt dens me­get hø­je og flot­te fløjte­ly­de højt op­pe i et trae. Men jeg så den alt­så ik­ke godt nok til at kun­ne af­gø­re, hvil­ken fugl der var ta­le om.

Nu er det jo så hel­digt, at Sta­tens Na­tur­hi­sto­ri­ske Mu­se­um har en del eks­per­ter i fug­le, da vi har en stor sam­ling af fug­le fra he­le ver­den, og nog­le af vo­res for­ske­re er i ver­dens­klas­se. Fak­tisk har de de­res kon­to­rer op­pe på fjer­de sal, li­ge ved si­den af Uni­ver­si­tetspar­ken. De går al­le gen­nem par­ken på vej til og fra ar­bej­de, og selv­føl­ge­lig hav­de de da set fug­len.

En af dem hav­de end­da ta­get bil­le­der af den og lagt dem ud på nettet på en si­de, der hed­der DOF­ba­sen.

Det er Dansk Or­ni­to­lo­gisk For­e­nings da­ta­ba­se over fug­le set i Dan­mark, så det bur­de va­e­re mu­ligt at sa­et­te navn på fug­len. Men der er knap 400 ar­ter af pa­pe­gø­jer, og man­ge af dem har lan­ge ha­ler li­ge­som den i par­ken, så det ta­ger lidt tid at fin­de dem, der lig­ner mest.

Jeg brug­te Goog­les bil­led­søg­ning, og af en el­ler an­den grund hav­de jeg på for­nem­mel­sen, at det må­ske var en pa­rakit fra Au­stra­li­en. Den lig­ne­de i hvert fald no­get, jeg har set down un­der for man­ge år si­den. Og det gav po­te. Bil­le­der­ne på DOF­ba­sen lig­ne­de me­get en han af den art, som kal­des sang­pa­rakit, Psep­ho­tus ha­e­ma­to­no­tus. For at va­e­re helt sik­ker skrev jeg til eks­per­ter­ne på Zoo­lo­gisk Mu­se­um, og de var i mel­lem­ti­den nå­et frem til sam­me kon­klu­sion. Han­nen kan blandt an­det ken­des på den rø­de far­ve på den ba­ge­ste ryg el­ler over­gump. Det ken­de­tegn har gi­vet den sit lat­in­ske art­s­navn ha­e­ma­to­no­tus, som be­ty­der no­get i ret­ning af ’blod­far­vet ryg’. Det me­ste af fjer­drag­ten er strå­len­de grøn med gu­le om­rå­der på bu­gen og blå­li­ge fel­ter på vin­ger­ne. Det er ik­ke un­der­ligt, at du ta­enk­te på en bi­a­e­der, der har man­ge af de sam­me far­ver. Hun­nen er me­re af­da­em­pet med me­re oli­ven­grøn­ne nu­an­cer. Det er en mel­lem­stor pa­pe­gø­je på knap 30 cen­ti­me­ter, som har en for­holds­vis lang ha­le.

Den kom­mer op­rin­de­lig fra den sy­døst­li­ge del af Au­stra­li­en, hvor den man­ge ste­der er en al­min­de­lig fugl. Den hol­der til i åb­ne om­rå­der, men og­så i par­ker og ha­ver, hvor den sø­ger efter plan­te­frø på jor­den. Trods si­ne flot­te far­ver er den sva­er at se i gra­es­set. Det er en populaer bur­fugl, og der er sik­kert en hel del i pri­va­te­je her­hjem­me. Der er fre­mav­let en lang ra­ek­ke far­ve­va­ri­an­ter, og un­der­ti­den har de så sa­e­re far­ver, at det vil­le ha­ve va­e­ret sva­ert at arts­be­stem­me en af dem. Men så er det jo hel­digt, at det er en fin, vildt­far­vet han, der fly­ver rundt i Uni­ver­si­tetspar­ken. For et par uger si­den be­sva­re­de jeg et spørgs­mål om op­rin­del­sen til nav­net på plan­ten dun­ham­mer. Det vi­ste sig, at før­ste del nok na­er­me­re hen­vi­ser til en dun­dren­de lyd af en ham­mer el­ler køl­le (på grund af den køl­le­for­me­de blom­ster­stand) og ik­ke til de dun­lig­nen­de hår på frø­e­ne. Det har af­sted­kom­met et op­føl­gen­de spørgs­mål:

Hej!

Er ud­ta­len dån­ham­mer en di­a­lekt? El­ler er det ud­ta­len dun­ham­mer, der er di­a­lekt? Selv har jeg al­drig hørt an­det end dun­ham­mer. I øv­rigt tak for man­ge, grun­digt ud­dy­ben­de svar!

Man­ge ven­li­ge hils­ner Tove

Per­son­ligt har jeg vist al­drig hørt no­gen, der ud­tal­te nav­net med dun som i fug­le­dun, men kun som don el­ler dån som i dun­dre. I Den Dan­ske Ord­bog, som lig­ger på nettet, er der kun an­gi­vet ud­ta­len, der min­der om dun­dre. Men hvis man kig­ger i Ord­bog over det dan­ske Sprog, som og­så er på nettet, an­gi­ves beg­ge ud­ta­le­for­mer. Sidst­na­evn­te ord­bog er lidt ae­l­dre og da­ek­ker det dan­ske sprog fra 1700 til cir­ka 1950, her­un­der di­a­lek­ter. Men det frem­går ik­ke, om den ene el­ler beg­ge for­mer er di­a­lekt. Den Dan­ske Ord­bog er nok me­re da­ek­ken­de for spro­get i dag, og her kun­ne det alt­så se ud til, at ud­ta­len med dun som i dun­dre er ene­her­sken­de.

I den me­get ud­før­li­ge og grun­di­ge Ord­bog over dan­ske plan­te­nav­ne kan man dog fin­de et utal af lo­ka­le nav­ne­for­mer, hvor dun i nog­le til­fa­el­de må ha­ve va­e­ret ud­talt som i fug­le­dun. Men det er alt­så for­mer, som var me­get lo­ka­le, og som nok na­e­sten al­le er for­s­vun­det fra ta­lespro­get.

FO­TO: ZWEER DE BRUIN

Ved

Don­ham­mer.

Dun­ham­me­rens navn ud­ta­les som

FO­TO: WIKIMEDIA

En sang­pa­rakit blev set i Uni­ver­si­tetspar­ken. Han­nen ken­des på den rø­de far­ve ne­derst på ryg­gen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.