Sl­ag­til­bud til rum­turi­ster

En tv-re­k­la­me lok­ker de rumva­e­se­ner til, som Lu­is’ far har ven­tet så la­en­ge på. Sig det’ løgn, Lu­is! er hyg­ge­lig sci­en­ce fi­ction. KORREKTUR: LIS­BETH RINDHOLT

Weekendavisen - - Faktisk - Af BO GREEN JEN­SEN LAY­OUT: ANETTE RIEMANN

et be­gyn­der som en film, du har set fle­re gan­ge al­le­re­de. Lu­is på 11 år bor ale­ne med sin far, Arne Sol­berg, som er UFO-for­sker. Arne er god nok, men han har ik­ke va­e­ret den sam­me, si­den Lu­is’ mor dø­de. Hu­set fal­der sam­men, ha­ven vis­ner og gror til. Fak­tisk er al­le i kvar­te­ret ra­sen­de på Arne, som sid­der midt i ro­det og har travlt med at ven­te på rumva­e­se­ner. Det gør ik­ke sa­gen bed­re, at han tit slår alarm og si­ger, at de frem­me­de lan­der om lidt. El­ler er her al­le­re­de.

Lu­is må kla­re det me­ste ale­ne. For ek­sem­pel ba­ger han selv sin fød­sels­dagska­ge. Han sør­ger for at kom­me i sko­le og la­ver mad til sig selv og sin far. Det bli­ver må­ske der­ef­ter, men Lu­is gør det rig­tig godt. Han er det mod­sat­te af et cur­ling­barn, alt­så én, der får al­ting ser­ve­ret. Så­dan er det hos fa­mi­li­en Win­ter, som bor li­ge over for Lu­is og Arne. Lu­is er i

Døvrigt lidt fo­rel­sket i Jo­se­fi­ne, som prø­ver at la­ve net­nyhe­der til sko­lea­vi­sen. Og han bli­ver mob­bet pa­ent me­get af na­bo­en Marcus. Det vi­ser sig – selv­føl­ge­lig – at Lu­is’ far har ret i det he­le. Vist er der an­dre livs­for­mer der­u­de. Et turi­strum­skib fra en fjern ga­lak­se sej­ler ta­et på Jor­den, og Mog, Nag og Wa­bo, en ustyr­lig trio af gla­de rumva­e­se­ner, skri­ver cirk­ler i kor­net og ser tv-re­k­la­mer. De fo­rel­sker sig i en Nub­bi-Dub­bi-madras, som de ba­re må ha­ve, før der er ud­solgt. Sa­ti­ren på tv-re­k­la­mer er sjov – og så­dan får Lu­is na­er­kon­takt med de uvor­ne rumva­e­se­ner, der straks sa­et­ter gang i he­le kvar­te­ret.

Jeg ser fil­men sam­men med Ava på 6, min skar­pe og kri­ti­ske dat­ter. Vi er egent­lig klar til at ke­de os lidt, for hand­lin­gen ly­der som Li­lo & Stitch, og rumva­e­se­ner­ne lig­ner kas­se­re­de ba­de­dyr. De kun­ne va­e­re skit­ser til Monsters Inc. Men ef­ter­hån­den har vi op­tur, for Mog, Nag og Wa­bo er sjove og kan få en­hver til at gri­ne på de­res gak­ke­de, fra­e­sen­de må­de. Det er ik­ke li­ge sjovt alt sam­men. Men me­get af det er.

Al­le i fil­men er go­de. Ene­ste und­ta­gel­se er den on­de fru Die­ken­da­ker fra So­ci­al­forsor­gen, som sko­le­in­spek­tø­ren til­kal­der, for­di han er be­kym­ret for Lu­is. Hun sam­ler på bør­ne­nes tå­rer. Hun er så vir­ke­lig en skra­ek­ke­lig kvin­de – som vi­ser sig at va­e­re no­get HELT an­det, end hun ser ud til. Du får svar på alt i slut­nin­gen, som bli­ver spa­en­den­de på et tids­punkt, hvor vi har af­fun­det os med, at det ik­ke er en rum­gy­ser. Det er det så al­li­ge­vel lidt. Dan­ske A.Film har la­vet fil­men sam­men med to ty­ske brød­re, Chri­stoph og Wol­f­gang Lau­enste­in, som i hvert fald kan de­res klas­si­ke­re. Den sto­re fi­na­le ved Dra­ge­klip­pen er en hyl­dest til Ste­ven Spi­el­bergs Na­er­kon­takt af tred­je grad, som for 40 år si­den for­tal­te en hi­sto­rie, der lig­ger me­get ta­et på. Ste­ven Spi­el­berg gjor­de det ba­re for al­vor.

Sig det’ løgn, Lu­is! er sjov og fuld af go­de de­tal­jer, der får dig til at ta­en­ke over tin­ge­ne. Her er ska­eg og bal­la­de for he­le fa­mi­li­en. Lat­ter og tå­rer og spa­en­ding. Det er så­dan, det skal va­e­re, og la­eng­den er li­ge til­pas. Der er ik­ke den tom­gang in­de i mid­ten, som tra­ek­ker man­ge forta­el­lin­ger ned.

Sig det’ løgn, Lu­is! In­str.: Chri­stoph og Wol­f­gang Lau­enste­in. 86 min. Tys­kland-Luxem­bourgDan­mark 2018. Dan­ske stem­mer. Fra­rå­des børn un­der 7 år. 78 bi­o­gra­fer.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.