Ro­bert Grandt er blandt de sid­ste dan­ske last­bil­chauf­fø­rer. Le­ny Ma­la­cin­ski har kørt en tur med ham.

Fri be­va­e­ge­lig­hed. Last­bil­chauf­før Ro­bert Grandt mø­der glo­ba­li­se­rin­gen på lan­de­ve­je­ne. Øst­eu­ro­pa­e­e­re pres­ser ham på løn­nen i en bran­che, hvor han of­te må spi­se ale­ne.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af LE­NY MA­LA­CIN­SKI

»Man ved ik­ke, hvor­når man bli­ver skif­tet ud med en bul­ga­rer el­ler ma­kedo­ner.«

»Man kan va­e­re fri­stet, for du er jo ale­ne, men jeg skal ik­ke til at sla­e­be rundt på en ta­ske med køl­ler. Der er ba­re ste­der, man ik­ke skal hol­de, det er en ma­ve­for­nem­mel­se.«

Ro­bert Grandt har kørt Eu­ro­pa tyndt i last­bil igen­nem 33 år. Det før­ste, han gør, da han sa­et­ter sig ind i fø­rer­ka­bi­nen dra­pe­ret med grøn ve­lour, er at pu­ste støv va­ek med en luft­pi­stol. Sa­e­der­ne, das­h­bo­ar­det og det grøn­ne la­e­der mel­lem sa­e­der­ne får en tur. I for­r­u­den skvul­per en grøn duftva­e­ske i pla­stic ved navn Pop­py. Så rin­ger hans vogn­mand, som ejer last­bi­len.

»Ja, jeg har li­ge la­es­set af,« si­ger Ro­bert Grandt.

»Jeg har få­et hen­de jour­na­li­sten med, hun sid­der her nu... Ja­ja, der er stø­vet af.«

Ro­bert Grandt er en bred mand med ska­egstub­be og fynsk di­a­lekt, og han har kørt he­le vej­en fra Ita­li­en med et la­es per­sil­le, som han net­op har la­es­set af på Grønt­tor­vet i Hø­je Taa­strup. Han kal­der sig selv for en ud­dø­en­de ra­ce, for han og hans kol­le­ger er kon­stant nødt til at se sig over skul­de­ren. Iføl­ge 3F har dan­ske chauf­fø­rer mi­stet mel­lem 3.000 og 3.500 jobs til øst­eu­ro­pa­e­e­re de se­ne­ste år, og der er in­gen tegn på, at ud­vik­lin­gen stop­per.

»Man ved ik­ke, hvor­når man bli­ver skif­tet ud med en bul­ga­rer el­ler ma­kedo­ner,« si­ger Ro­bert Grandt.

Hver dag kø­rer 6.000 last­bi­ler ind og ud af Dan­mark, de fle­ste med uden­land­ske chauf­fø­rer bag rat­tet. Ef­ter fle­re års de­bat om in­nova­tion, selv­kø­ren­de bi­ler og CO2-ud­led­ning er er­hvervs­li­vet sta­dig af­ha­en­gig af, at va­rer bli­ver flyt­tet fra A til B på den mest lav­prak­ti­ske må­de. Og ind­til EUs øst­ud­vi­del­ser i 2004 og 2007 var det pri­ma­ert dan­ske­re, der kør­te i Dan­mark. Iføl­ge 3F, der or­ga­ni­se­rer chauf­fø­rer­ne, er det isa­er bul­ga­re­re, ru­ma­e­ne­re og po­lak­ker, der ud­gør en ny un­der­klas­se i bran­chen. Af en spør­ge­un­der­sø­gel­se på ra­ste­plad­ser frem­går, at fle­re af dem bor i de­res last­bil syv uger i tra­ek og tje­ner i om­eg­nen af 11.000 kro­ner om må­ne­den.

Det er blandt an­det de dan­ske vogn­ma­end, der står bag pro­ble­met. Dan­ske trans­port­fir­ma­er op­ret­ter dat­ter­sel­ska­ber i blandt an­det Ru­ma­e­ni­en, ansaetter ru­ma­en­ske chauf­fø­rer til at kø­re for ru­ma­ensk løn med ru­ma­en­ske num­mer­pla­der, men der er ek­semp­ler på, at de sy­ste­ma­tisk bru­ges til at kø­re in­den­rigs­tu­re i Dan­mark. EUs trans­port­mi­ni­stre for­hand­ler i øje­blik­ket om en vej­pak­ke, der skal da­em­me op for pro­ble­met, blandt an­det ved at stil­le krav om, at uden­land­ske chauf­fø­rer skal be­hand­les som ud­sta­tio­ne­re­de med en hø­je­re løn.

Kol­le­ger el­ler kon­kur­ren­ter

Ude på mo­tor­vej­en over­ha­ler 53-åri­ge Ro­bert Grandt en sort Toy­o­ta, der ser me­get lil­le ud op­pe fra last­bi­lens hø­je fø­rer­hus. Han sy­nes, den kø­rer lidt for ta­et på mid­ter­stri­ben.

»Nu be­hø­ver du ik­ke la­eg­ge dig helt der­ud, vel fedtø­re,« si­ger han til den.

Un­der­vejs har han få­et be­sked om en ny kø­re­op­ga­ve, så i ste­det for at kø­re di­rek­te til Pad­borg sa­et­ter han kur­sen mod Hun­de­sted havn, hvor han skal hen­te krebs og røds­pa­et­ter. Som na­est­for­mand i God­s­chauf­fø­rer­nes Land­s­klub står so­ci­al dum­ping øverst på hans li­ste, men hans syn på øst­eu­ro­pa­e­er­ne er am­bi­va­lent. På den ene si­de be­trag­ter han dem som un­der­be­tal­te kol­le­ger, der sø­ger et bed­re liv.

»Vi har ik­ke den ma­te­ri­el­le sult me­re, men de­res ur er skru­et 30 år bag­ud. De har en frå­den­de craving. Hvor kan jeg tje­ne nog­le pen­ge? Pen­ge, pen­ge, pen­ge. Jeg snak­ker og­så med øst­eu­ro­pa­e­er­ne, de er jo kol­le­ger, der er ba­re nog­le, der ud­nyt­ter dem. De er helt klar over, at de får me­get min­dre i løn, og bag­ef­ter får de ska­eld ud af mi­ne kol­le­ger. Men det er jo ik­ke dem, der er ban­dit­ter­ne,« si­ger han.

På den an­den si­de har de gjort hans ar­bej­de me­re en­somt. Last­bil­chauf­fø­rer­nes fa­el­les­skab er for­s­vun­det i takt med, at øst­eu­ro­pa­e­er­ne får min­dre i løn. Fle­re spi­se­ste­der er luk­ket el­ler har be­gra­en­set åb­ning­sti­den, for­di øst­eu­ro­pa­e­er­ne la­ver de­res egen mad på gas­blus; gry­de­ret­ter, ris, spa­ghet­ti, gul­la­sch. Ik­ke en­gang en kop kaf­fe kø­ber de, si­ger Ro­bert Grandt. »Ni ud af ti gan­ge er jeg den ene­ste dan­ske chauf­før på Ged­ser-Ro­sto­ck-fa­er­gen. I gam­le da­ge holdt vi hof på fa­er­ger­ne, 20-30 chauf­fø­rer hver gang, men alt det er va­ek. Øst­eu­ro­pa­e­er­ne sid­der et an­det sted og spi­ser de­res egen mad, og jeg spi­ser ale­ne i buf­fe­ten til 85 kro­ner. Vi ple­je­de og­så at mø­des på en ra­ste­plads på den gam­le ho­ved­vej 13 i Jyl­land. Nu har de ik­ke åbent om nat­ten el­ler i we­e­ken­den me­re, for­di de kø­be­sta­er­ke chauf­fø­rer er ble­vet skif­tet ud,« si­ger han om ud­vik­lin­gen, der og­så har ramt Nor­ge, Sve­ri­ge og Hol­land.

An­dre ra­ste­plad­ser, der før var et hyg­ge­ligt pit­stop, er na­er­mest ble­vet om­dan­net til cam­ping­plads, hvor de uden­land­ske chauf­fø­rer bor i de­res bi­ler i fle­re da­ge, mens de ven­ter på nye tu­re. Den slags har ra­di­kalt aen­dret den dan­ske last­bil­kul­tur. Bran­chen be­står pri­ma­ert af ma­end, som er vant til at kla­re sig selv på lan­de­ve­je­ne, men ind­går i et fa­el­les­skab med eg­ne ko­der. Den frie be­va­e­ge­lig­hed har kort sagt for­vand­let Ro­bert Grandts kol­le­ger til frem­me­de, som han kun kan ta­le med, hvis de ta­ler tysk el­ler en­gelsk.

Ve­je­ne ned igen­nem Sy­d­eu­ro­pa er og­så ble­vet me­re rå og vol­de­li­ge at kø­re igen­nem si­den EUs øst­ud­vi­del­se, forta­el­ler han. Der er ra­ste­plad­ser i Ita­li­en, der slet ik­ke vil ta­ge imod øst­eu­ro­pa­ei­ske chauf­fø­rer, for­di de ved, at de ik­ke la­eg­ger en kro­ne på ste­det. An­dre ra­ste­plad­ser er ryd­det for alt, der ik­ke er bol­tet fast, selv bru­se­ho­ve­der. Ind­brud i last­bi­ler­ne er al­min­de­ligt, og ser han smadret glas fra en si­der­u­de på en ra­ste­plads, kø­rer han vi­de­re med det sam­me. Nog­le af hans kol­le­ger be­va­eb­ner sig med køl­ler el­ler pe­ber­spray, men ik­ke ham.

»Man kan va­e­re fri­stet, for du er jo ale­ne, men jeg skal ik­ke til at sla­e­be rundt på en ta­ske med køl­ler. Der er ba­re ste­der, man ik­ke skal hol­de, det er en ma­ve­for­nem­mel­se. Hvis no­gen bli­ver pel­set for en pal­le fisk el­ler et la­es ok­se­kød, ta­en­ker man: ’Nå, holdt du der? Det var ik­ke så smart’.«

På ve­je­ne er man ale­ne. I au­gust blev hans vogn­mand an­holdt for men­ne­skes­mug­ling i Frank­rig. Han stod og tan­ke­de op, da han plud­se­lig hør­te ban­ke­ly­de fra sin trai­ler. En irakisk fa­mi­lie med to små børn kom til sy­ne blandt vand­me­lo­ner og vin­d­ru­er i trai­le­rens kø­le­rum på 10 gra­der. Han blev løsladt ef­ter et par ti­mer, da det stod klart, at han ik­ke hav­de no­get med ira­ker­ne at gø­re, men vogn­man­den fø­ler sig svig­tet af bå­de po­li­ti­et og po­li­ti­ker­ne. Ik­ke mindst for­di ira­ker­ne blev løsladt sam­ti­dig med ham.

»Ude på de eu­ro­pa­ei­ske lan­de­ve­je bli­ver mi­grant­pro­ble­met åben­bart ba­re en stør­re og me­re per­ma­nent del af hver­da­gen. Po­li­ti­et i EU må åben­bart ha­ve gi­vet op, si­den man ba­re sen­der dem ud på lan­de­ve­je­ne igen. Skal trans­port­bran­chen mon og­så ba­re gi­ve op,« spør­ger han på sin Fa­ce­book-si­de.

»Jeg solg­te al min fri­tid«

Ro­bert Grandt ar­bej­der min­dre end tid­li­ge­re. Det var hans ol­de­mor, der til­bød at be­ta­le for et stort kø­re­kort, da han som ung ik­ke kun­ne få plads som elek­tri­ker, og ar­bej­det over­tog hur­tigt he­le hans liv.

Hans ske­ma i dag vi­ser hvor­for. Han skul­le ha­ve va­e­ret i Pad­borg klok­ken 11, men på grund af for­sin­kel­ser ved Grønt­tor­vet og den nye or­dre om at kø­re for­bi Hun­de­sted, bli­ver klok­ken 20, før han når der­ned. De dan­ske last­bil­chauf­fø­rer be­fin­der sig langt va­ek fra en­hver dis­kus­sion om work-li­fe ba­lan­ce el­ler vig­tig­he­den af at la­e­se 20 mi­nut­ter om da­gen med si­ne børn. Der­for har Ro­bert Grandt al­drig få­et si­ne eg­ne. »Det vil­le jeg ik­ke kun­ne va­e­re be­kendt over for dem. Du er al­drig hjem­me. Du bli­ver in­vi­te­ret til kon­fir­ma­tion, bryl­lup, be­gra­vel­se, 70-års fød­sels­dag, ju­le­frokost. Og du lover, ja skat, jeg kom­mer hjem i we­e­ken­den, jeg har al­le­re­de la­es på. Men der går al­tid no­get galt. Der er for me­get af­savn,« si­ger han og forta­el­ler om kol­le­gers børn, hvis fa­ed­re al­drig var hjem­me til af­tens­mad og en skyhøj skils­mis­se­pro­cent. Ro­bert Grandts eget ae­g­te­skab be­gynd­te godt, men hans ko­ne føl­te sig hur­tigt en­som.

»Jeg solg­te al min fri­tid, dy­best set, og hun sav­ne­de mig. Så faldt hun i med no­get dår­ligt sel­skab,« si­ger Ro­bert Grandt. Han har ik­ke lyst til at forta­el­le pra­e­cis, hvor­dan det end­te. Fa­mi­li­e­li­vet er et of­fer, en om­kost­ning ved hans ar­bej­de, som er sva­er at for­kla­re folk uden for fa­get. Og må­ske og­så for ham selv.

– Fø­ler du dig skyl­dig?

»Ja, fan­de­me da. Jeg var for me­get va­ek, og vi end­te med at gå fra hin­an­den. Så en dag rin­ge­de po­li­ti­et og spurg­te, om jeg vil­le kom­me og iden­ti­fi­ce­re hen­de. De hav­de fun­det hen­de på en so­fa i en lej­lig­hed, de­hy­dre­ret. Det var en uva­er­dig død. De rin­ge­de til mig, for­di vi sta­dig kun var se­pa­re­ret, vi blev al­drig skilt. Jeg tror, det var hen­des mu­lig­hed for at kun­ne kom­me til­ba­ge, for at ha­ve en dør på klem til mig. Men det har jeg pak­ket sam­men og lagt ned i en skuf­fe. Langt va­ek.«

I dag or­ker han ik­ke at ha­ve en ka­e­re­ste. En­ten vil kvin­der­ne le­ve de­res liv igen­nem ham, si­ger han, el­ler og­så for­ven­ter de, at han kan del­ta­ge i fa­mi­lie­be­gi­ven­he­der.

»Når man er 20 år, er man klar til hvad som helst ba­re for at få no­get på den dum­me. Det gi­der jeg ik­ke me­re. Det er nok no­get med al­de­ren.«

Den pol­ske chauf­før

Ro­bert Grandt dre­jer ind på Hun­de­sted havn og fin­der la­ger­hal­len, hvor ma­end i ar­bejd­s­tøj pak­ker fisk i kas­ser. Hans last er først klar om en ti­me, så han spi­ser frokost på en turi­stre­stau­rant, fi­ske­fri­ka­del­ler og po­m­mes frit­ter. På vej til­ba­ge stop­per han ved en an­den par­ke­ret last­bil og hil­ser på To­mas, en polsk chauf­før, der nog­le gan­ge kø­rer for den sam­me spe­ditør. »Hey Ro­bert,« si­ger han hø­fligt og gi­ver ham hån­den. De ta­ler lidt om kø­re-hvile­tids­be­stem­mel­ser­ne, der be­ty­der, at To­mas nu skal hol­de på Hun­de­sted havn i 24 ti­mer, før han må kø­re vi­de­re mod Pad­borg. Han forta­el­ler på et spar­somt, men for­stå­e­ligt en­gelsk, at han har kørt last­bil i Dan­mark i seks år.

»Nor­malt kø­rer jeg i to uger, så kø­rer jeg hjem. Nog­le gan­ge kø­rer jeg en uge og så hjem,« si­ger To­mas, der er iført shorts og t-shirt.

Han har få­et en af­ta­le med vogn­man­den, der brin­ger ham ta­et­te­re på dan­ske løn­nin­ger, men han vil ik­ke forta­el­le, hvor me­get han får.

»Jeg kan ik­ke ta­le om pen­ge, sor­ry. Jeg får det sam­me, men lidt min­dre. I Po­len skul­le jeg ar­bej­de en hel må­ned for de pen­ge. I Po­len har jeg tid til fa­mi­lie. Jeg har to søn­ner, fi­re og et år.«

I takt med at de pol­ske ind­kom­ster er ste­get og mid­delklas­sen vok­set, er de pol­ske chauf­fø­rer kla­tret et trin op af vel­stands­sti­gen. Mar­ke­dets lo­gik gen­ta­ger sig, blot med an­dre an­sig­ter, og nu bli­ver po­lak­ker­ne pres­set af ukrai­ne­re, ka­sak­he­re, bul­ga­re­re, ma­kedo­ne­re og se­ne­st og­så fi­lip­pi­ne­re. »Jeg tal­te med en ukrai­ner, der hav­de va­e­ret i sin last­bil i seks må­ne­der. Det er sinds­sygt. Selv tre uger er sinds­sygt for mig. I Po­len hav­de vi den sam­me si­tu­a­tion for 20-30 år si­den. Vi kør­te til Tys­kland, ar­bej­de­de tre el­ler seks må­ne­der. Men i dag er det bed­re. I Po­len ar­bej­der man­ge ukrai­ne­re i trans­port og an­dre jobs. Po­len mang­ler ar­bejds­kraft,« si­ger To­mas. Ro­bert Grandt nik­ker.

»Nu sker det sam­me for jer,« si­ger han.

To­mas forta­el­ler, at det er hårdt at ven­de til­ba­ge til last­bi­len ef­ter at ha­ve va­e­ret sam­men med sin fa­mi­lie

»Sidst jeg var hjem­me, var vi på fe­rie i det nord­li­ge Po­len. Da jeg kom til­ba­ge til ar­bej­det, var de tre før­ste da­ge for­fa­er­de­li­ge,« si­ger han.

De si­ger far­vel. Ef­ter at ha­ve la­es­set si­ne fisk sa­et­ter Ro­bert Grandt kur­sen mod Pad­borg. Ale­ne.

FO­TO: MI­CHA­EL DROST-HAN­SEN

FO­TO: MI­CHA­EL DROST-HAN­SEN

»Vi har ik­ke den ma­te­ri­el­le sult me­re, men de­res ur er skru­et 30 år bag­ud. De har en frå­den­de craving. Hvor kan jeg tje­ne nog­le pen­ge? Men det er jo ik­ke dem, der er ban­dit­ter­ne.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.