Klaus Lyng­gaard forta­el­ler, hvor­for McCart­ney er den bed­ste kur mod gru­fuld syg­dom og alt an­det.

Un­der en sva­er syg­dom op­da­ge­de vor repor­ter, hvad det var, Paul McCart­ney kun­ne. Det gik op for mig, at no­get af det, jeg sav­ner i den mu­sik, der do­mi­ne­rer det of­fent­li­ge rum i dis­se år, er den sta­er­ke me­lo­di.

Weekendavisen - - Berlingske Tidende - Af KLAUS LYNG­GAARD KORREKTUR: KA­REN MAR­GRET­HE NI­EL­SEN

Jeg hav­de va­e­ret så gud­sjam­mer­ligt syg. Af syg­dom­men, der skal for­bli­ve navn­løs. Syg­dom­men, der tog min mor, da hun kun var et par år ae­l­dre, end jeg er nu. Men jeg over­le­ve­de alt­så ope­ra­tio­nen og var nu i ef­ter­be­hand­ling. Dén var til gen­ga­eld li­ge ved at slå mig ihjel. Hel­ve­de, dit navn er cis­plat­in. Så lå jeg der som en an­den grønt­sag og ta­enk­te, at det egent­lig var ae­r­ger­ligt, jeg ik­ke var død, for hvis det her var li­vet … . Men trods tå­ger­ne og kval­men og uly­sten og den lam­men­de tra­et­hed grun­det den ri­ge­li­ge »me­di­cin« til min rå­dig­hed in­si­ste­re­de mi­ne om­gi­vel­ser på at ud­vi­se mig ven­lig­hed og hen­syn, så det na­e­sten ik­ke var til at ba­e­re. Go­de ven­ner stak ho­ve­d­et for­bi og kre­e­re­de la­e­kre mid­da­ge, som jeg ik­ke rør­te, idet jeg af prin­cip kun spi­ste ba­na­ner og der­til ude­luk­ken­de drak Ri­be­na, i øv­rigt en su­per­ef­fek­tiv slan­ke­kur. De la­e­ste højt af de­res ynd­lings­bø­ger, selv­om jeg ik­ke rig­tig hør­te ef­ter. El­ler spil­le­de gu­i­tar og sang for mig, som om det gjor­de tin­ge­ne bed­re. I kla­re øje­blik­ke kun­ne jeg bli­ve helt rørt over al den om­sorg. Men egent­lig vil­le jeg ba­re va­e­re i fred. Og var for elen­dig til at gi­de skju­le det. Så da jeg bad én af dem om at for­fø­je sig ne­de­nun­der og ta­ge lidt hånd om fru­en, som var pa­ent rundt på gul­vet, fø­je­de ved­kom­men­de mig uden tø­ven. Men før han gik, spurg­te han, om jeg vil­le hø­re no­get mu­sik, skul­le han sa­et­te no­get på?

Mu­sik, ja, min tro­fa­ste føl­ge­s­vend så langt til­ba­ge, jeg kan hu­ske. Der var sta­dig no­get der. Men jeg kun­ne sim­pelt­hen ik­ke ta­ge mig sam­men til at rej­se mig og sa­et­te en pla­de på. Så jeg nik­ke­de tak­nem­me­ligt. Hvad vil du hø­re, spurg­te ven­nen så, og det ane­de jeg vir­ke­lig ik­ke. Hvad med den her? spurg­te han og holdt Ve­nus & Mars med Wings op. Den hav­de jeg af nostal­gi­ske år­sa­ger købt for en slik hos en marskan­di­ser li­ge før syg­dom­men og ik­ke ska­en­ket en tan­ke si­den. Jo, det var fint, jeg nik­ke­de, wha­te­ver, på med ski­ven, men ik­ke for højt og så af­sted med dig, kam­me­rat. Dej­ligt at va­e­re ale­ne. Igen. Hvor­for no­gen skul­le ha­ve lyst til at se mig i den til­stand, helt ae­r­ligt, det for­stod jeg ik­ke. Syn­ke til­ba­ge i egen elen­dig­hed. Og lavt, gan­ske lavt ud af højta­ler­ne stod de før­ste linjer af ti­tel­san­gen: »Sit­ting in the stand of the sports are­na/ Wai­ting for the show to be­gin …« Og der ske­te no­get fan­ta­stisk. Mu­sik­ken før­te mig et an­det sted hen. Ud af min pla­ge­de krop og af­sted, af­sted på ra­ske fjed. Trans­cen­dens, gud­dø­de­me.

I det­te til­fa­el­de gik tu­ren durk til­ba­ge til som­me­ren det her­rens år 1975, hvor jeg var så sma­sk­fo­rel­sket, at det min­de­de om en psy­ko­se. Og som den hel­di­ge kar­tof­fel, jeg er, gen­ga­eld­tes mi­ne he­de fø­lel­ser til­med. Oh how we dan­ced. Og lyt­te­de til mu­sik nat­ten lang, Roxy, Bowie, Dylan, Lin­da Ron­stadt, Min­nie Ri­per­ton, Ste­ve Har­ley, The O’Jays … og Wings.

På rej­se­gram­mo­fo­nen den gyld­ne som­mer lå Ve­nus & Mars na­e­sten uaf­brudt, for på da­va­e­ren­de tids­punkt var ex-Be­at­ler­ne sta­dig nog­le, man reg­ne­de med. Det var ob­liga­to­risk at hø­re de se­ne­ste ud­spil fra Jo­hn, Paul og Ge­or­ge, ok, der blev ta­get me­re af­slap­pet på, hvad Ringo nu gik og la­ve­de. Kon­sensus var, at de sja­el­dent helt mat­che­de de gyld­ne år i 1960er­ne, hvor de fi­re her­rer som kvar­tet­ten The Be­at­les mu­si­kalsk fuld­sta­en­dig do­mi­ne­re­de al­ver­dens hit­lis­ter, mens de­res gø­ren og la­den fyld­te godt i ind­til fle­re ge­ne­ra­tio­ners be­vidst­hed.

Det er en tom­mel­finger­re­gel in­den for ro­ck­en, at i grup­per er sum­men al­tid stør­re end en­kelt­de­le­ne, og be­vi­ser­ne her­for ho­ber sig op. Det er fak­tisk kun i de til­fa­el­de, hvor et or­ke­ster er ble­vet bå­ret igen­nem af en alt­do­mi­ne­ren­de per­son­lig­hed, at der er no­get at kom­me ef­ter, når de respek­ti­ve med­lem­mer går hver til sit. Og selv der lyk­kes det ik­ke al­tid. Ray Davies uden The Kinks. Pe­te Towns­hend uden The Who. Nah. Det er no­get med ke­mi.

Nu­vel, The Be­at­les var in­gen und­ta­gel­se, men­te man. For selv­om de tre do­mi­ne­ren­de sangskri­ve­re ef­ter op­løs­nin­gen i 1970, Jo­hn Len­non, Paul McCart­ney og Ge­or­ge Har­ri­son, kom godt fra start, stod det i lø­bet af sam­me år­tis før­ste halv­del klart, at ni­veau­et ik­ke helt kun­ne hol­des. Og var man »pro­g­res­siv«, dvs. lang­hå­ret, fla­bet og ven­stre­o­ri­en­te­ret, frem­ha­e­ve­des Len­non pr. au­to­ma­tik på be­kost­ning af McCart­ney, for Jo­hn frem­stod ben­hård, ubarm­hjer­tig og ra­di­kal, hvor Paul an­sås som sød, ufar­lig og (lidt for) imø­de­kom­men­de. Jo­hn var ro­ck, Paul var pop, kort sagt. McCart­neys to før­ste so­loski­ver var el­lers fi­ne nok, den char­me­ren­de McCart­ney fra 1970 og den skridsik­re og slidsta­er­ke Ram året ef­ter var sva­e­re ik­ke at hol­de af. Så dan­ne­de Paul grup­pen Wings, der kom vak­len­de fra start, ind­til al­bum­met Band on the Run i 1973 be­vi­ste, han sta­dig kun­ne det der. Men det var Ve­nus and Mars, der blev min McCart­neyski­ve. Vo­res, me­ner jeg. Wings var go­ing con­cern år­ti­et ud, men over­gik ik­ke de to va­er­ker, no sir.

MED pun­kens frem­komst i 76-77 faldt The Be­at­les’ stjer­ne dra­stisk, og det var først i 1996, da den frem­ra­gen­de do­ku­men­tar­se­rie The Be­at­les Ant­ho­lo­gy vi­stes på tv, at det gik op for os, hvor sto­re de egent­lig var, og hvor me­get vi sav­ne­de dem. Og si­den har ka­no­ni­se­rin­gen in­gen en­de vil­le ta­ge, hvad jeg i pa­ren­tes be­ma­er­ket selv har med­vir­ket til. Men den har al­drig rig­tig om­fat­tet so­lo­be­at­ler­nes ind­sats, selv­om Jo­hn Len­non grun­det det fuld­sta­en­dig me­nings­lø­se mord på ham i 1980 har en au­ra af urør­lig­hed om­kring sig. Og da kra­ef­ten tog Ge­or­ge Har­ri­son fra os i 2001, blev og­så hans va­erk ta­get op til re­vur­de­ring, han var bed­re, end folk gik og tro­e­de.

Men den­ne McCart­ney, han blev ba­re ved. Og ved. Fra og med 1980 har han ud­sendt 16 de­ci­de­re­de so­lo­al­bums. La­eg der­til fem med par­ti­tur­mu­sik, i øv­rigt gan­ske godt gå­et af en mand, der ik­ke kan no­der. En fem-seks li­ve ski­ver. Samt som The Fi­re­man tre duo-lp’er med Youth. Der­til kom­mer en stri­be op­sam­lin­ger og sing­ler uden til­hø­ren­de al­bums, ja, han er en hård ny­ser for sam­le­ren, der vil ha­ve det he­le, men et sandt even­tyr at op­da­ge.

Sto­re de­le af va­er­ket af­fa­er­di­ges rask va­ek af kri­ti­ke­re og an­det godt­folk, på sam­me må­de som det sja­el­dent spil­les i det of­fent­li­ge rum. Det kan man la­eg­ge i, hvad man vil, her­re­g­ud, han er jo og­så kun et af po­pu­la­er­mu­sik­kens få san­de ge­ni­er, men som min nie­ce en­gang sva­re­de, da jeg spurg­te hen­de, hvor­for hun ik­ke kun­ne li­de Ig­gy Pop: »Ja­men, han er jo gam­mel!« Og det er Sir Paul så og­så. 76 i år, fak­tisk. Tid til at stik­ke pi­ben ind, me­ner nog­le. MEN til­ba­ge til mig. Syg som jeg var, lys­ne­de det trods alt på et tids­punkt, og jeg fik det lang­somt bed­re. Fri­sat fra ar­bej­de og ale­ne hjem­me he­le da­gen gik jeg i selvsving over Ve­nus and Mars, som jeg en må­neds tid men­te, var den bed­ste lp no­gen­sin­de. Des me­re jeg lyt­te­de, des bed­re lød den. Jeg fandt no­get i den, jeg ik­ke ane­de, jeg be­hø­ve­de: håb. Mu­sik­kens fan­ta­stisk he­len­de kraft. Et sa­er­ligt rum, hvor ly­set står ind ad spra­ek­ker­ne. Det kan kol­de hjer­ner ej for­stå.

Der­for gik jeg lystigt om­bord i McCart­neys sam­le­de va­er­ker, ik­ke så lidt af en mund­fuld, men og­så det vil­de­ste trip. Først måt­te jeg dog gen­nem mi­ne for­dom­me, jeg me­ner »Mary Had a Litt­le Lamb«, »Mull of Kin­ty­re« og »Ebo­ny and Ivory« (som en vit­tig ven al­tid om­ta­ler som »Bo­ney M and Iro­ny«!), han gør det nemt for ha­ters, det gør han alt­så. Og så var der min for­tid som lar­men­de tals­mand for Len­nons over­le­gen­hed; nu­vel, ik­ke et ondt ord om ham, men hvor­for skal den enes sa­e­rart ude­luk­ke den an­dens dit­to, var det ik­ke net­op styr­ken ved The Be­at­les?

Jeg var nok vok­set op med Wings, så dem så­gar i Fal­ko­ner i 1976, men selv­om det var fedt nok, var jeg nok me­re tu­net ind på Bowie på det tids­punkt. Der­for be­slut­te­de jeg mig for at star­te med so­lo­kar­ri­e­ren, som den fol­de­de sig ud fra 1980 og så el­lers ge­ra­de aus. Anal som jeg jo er, tog jeg va­er­ker­ne kro­no­lo­gisk, hvil­ket be­tød, at der lag­des ud med det ef­ter man­ges me­ning sor­te­ste år­ti i man­dens kar­ri­e­re, nem­lig de der for­ban­de­de fir­se­re, så me­get bed­re end de­res ryg­te, nu ti­den er ble­vet så sort.

Mjah, hvis ik­ke det li­ge hav­de va­e­ret den­ne Paul McCart­ney, der var på ta­le, vil­le det må­ske se an­der­le­des ud. For gu slog han nog­le ska­e­ve, men spredt ud over de seks re­gu­la­e­re ski­ver, det blev til, lig­ger der en hånd­fuld san­ge, hvis me­lo­di­er de fle­ste sangskri­ve­re gan­ske gi­vet vil­le gi­ve en hånd el­ler fod for at ha­ve skre­vet. Og så­dan er det he­le va­er­ket igen­nem. Det hø­rer med, at de fem al­bums med eg­ne san­ge, han har ud­sendt i na­er­va­e­ren­de årtu­sind, in­klu­si­ve det sprit­ny Egypt Sta­tion, hø­rer til blandt man­dens al­ler­fi­ne­ste.

Det gik op for mig, at no­get af det, jeg sav­ner i den mu­sik, der do­mi­ne­rer det of­fent­li­ge rum i dis­se år, er den sta­er­ke me­lo­di. Vi kan ska­en­des om, hvad så­dan én så er for en stør­rel­se, til vi styr­ter, men man­den der skrev »Yester­day«, »Ele­a­nor Rig­by« og »Let It Be« mi­ste­de alt­så ik­ke sit touch, ba­re for­di hans band gik i op­løs­ning. Og selv­om jeg af­skyr »Ebo­ny and Ivory« (li­ge så in­der­ligt som jeg i øv­rigt va­em­mes ved »Imag­i­ne«, stor­s­lem uto­pi fra Len­nons hånd), bø­jer jeg mig for beg­ge san­ges me­lo­di­er. Selv­om jeg ik­ke kan li­de dem, kan jeg godt hø­re, hvad der gør dem go­de. Der er ba­re vis­se bud­ska­ber, jeg ik­ke be­hø­ver at få ud­bas­u­ne­ret med suk­ke­rinds­murt me­ga­fon.

SOM tom­mel­finger­re­gel er McCart­neys tek­ster alt an­det end højtra­ven­de, sna­re­re tva­er­ti­mod. Han syn­ger ger­ne li­ge­fremt om na­e­re ting, nog­le gan­ge med et strejf af nostal­gi, an­dre gan­ge be­fri­en­de jord­na­ert, og in­di­mel­lem na­e­sten gri­ben­de naivt. Men det er me­lo­di­er­ne, der gør for­skel­len. De­ri lig­ger skøn­he­den, hvis man ke­rer sig om den slags. Prøv en­gang og hør en sang som »On­ce Upon a Long Ago« fra 1987, ja­men mil­de ska­ber, et så fjer­let po­e­tisk rum kan de fa­er­re­ste kre­e­re uden at pro­vo­ke­re ens bra­e­kre­fleks. Men McCart­ney hol­der li­ge net­op ba­lan­cen, og når i pro­ces­sen ind nog­le af de ste­der, man nor­malt va­er­ner vold­somt om.

Men som jeg tra­eng­te dy­be­re ind i va­er­ket, stød­te jeg på fle­re og fle­re af den slags ska­e­ve kom­po­si­tio­ner, McCart­ney og­så ex­cel­le­rer i. Selv­om han som be­kendt kan ro­cke bun­den ud af strå­hat­ten på de fle­ste, hvad han be­vi­ser på en stri­be re­ne ro­ck’n’roll-ski­ver, har han og­så en spas­ma­ger­si­de, hvor han gi­ver los for et even­tyr­ly­stent le­ge­barn, der ba­re går amok. Num­re som »Tem­porary Secre­tary«, »Frozen Jap«, »The Po­und Is Sinking«, »She’s Gi­ven Up Tal­king«, »Nod Your He­ad« og »Mr. Bel­la­my« er ek­semp­ler på McCart­ney, der slår ga­ek­ken løs.

På en sce­ne de­mon­stre­res ube­sva­e­ret va­er­kets så­vel bred­de som dyb­de af en af de få po­pu­la­er­mu­si­ke­re, jeg uden tø­ven tør kal­de ge­ni­al. Jeg bø­jer mig i stø­vet for Sir Paul. Hå­bet le­ve.

Paul McCart­neys ny al­bum, Egypt Sta­tion, ud­kom­mer i dag. Og den 30. novem­ber gi­ver han kon­cert på Roy­al Are­na i Kø­ben­havn.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.