Stam­me­sam­fun­det

USA er i gang med at bli­ve en na­tion af stam­mer, der ik­ke kan nå hin­an­den – li­ge­som i et ud­vik­ling­s­land, me­ner ju­rapro­fes­sor Amy Chua. Men tri­ba­lis­men lig­ger i men­ne­skets na­tur, for­kla­rer hun. Og­så i Eu­ro­pa.

Weekendavisen - - Samfund - Af MARTA SØ­REN­SEN

Hvad vil det si­ge at va­e­re dansk, at til­hø­re den dan­ske stam­me? For nog­le er dis­kus­sio­nen ab­surd, et for­na­er­men­de for­søg på at fast­fryse den evigt for­an­der­li­ge kul­tur­strøm, en be­sa­et­tel­se af et ord, dansk­hed, der iføl­ge kri­ti­ker­ne naesten kun ek­si­ste­rer som fan­tom i sna­e­ver­sy­ne­de og frem­med­fjend­ske men­ne­skers ho­ve­d­er. Men­ne­sker, der er fan­get i no­get na­er det va­er­ste, der kan ha­en­de en op­lyst ver­dens­bor­ger: stam­me­ta­enk­ning.

Men at til­hø­re en stam­me er uund­gå­e­ligt, en del af den men­ne­ske­li­ge na­tur, og USA bur­de ha­ve er­kendt tri­ba­lis­mens til­tra­ek­ning for lang tid si­den, me­ner Amy Chua, der er ju­rapro­fes­sor ved Ya­le Uni­ver­si­ty med spe­ci­a­le i blandt an­det et­ni­ske kon­flik­ter. I om­trent 20 år har hun skre­vet om glo­ba­li­se­ring, stor­po­li­tik og so­ci­al op­sti­gen med kul­tur og et­ni­ci­tet som skil­le­linje, blandt an­det en kon­tro­ver­si­el bog om de tre egen­ska­ber, der ka­rak­te­ri­se­rer USAs mest suc­ces­ri­ge grup­per, der­i­blandt jø­der, ki­ne­se­re og ek­silcu­ba­ne­re: en sa­er­lig blan­ding af over­le­gen­heds­fø­lel­se og usik­ker­hed samt im­puls­kon­trol.

Mest kendt er hun for den me­re per­son­li­ge erin­drings­bog, be­st­sel­le­ren Kam­pråb fra en ti­ger­mor, der hand­ler om Chu­as ki­ne­siskin­spi­re­re­de op­dra­gel­ses­me­to­der, in­klu­si­ve nå­des­løs kla­ver­ter­pe­ri og forbud mod le­ge­af­ta­ler.

Tid­li­ge­re på året skrev Chua bo­gen Po­li­ti­cal Tri­bes: Group In­stin­cts and the Fa­te of Na­tions om, hvor­dan USA har un­der­vur­de­ret tri­ba­lis­mens kraft, hvil­ket har bragt lan­det i fa­re for at split­te i to og tra­ek­ke det over mod grup­pen af ud­vik­ling­s­lan­de, hvor et­ni­ske grup­per slås om mag­ten i et po­li­tisk nulsums­spil.

Chu­as grund­la­eg­gen­de op­de­ling af den ame­ri­kan­ske be­folk­ning er vel­kendt: Den kosmopo­li­ti­ske eli­te, der bor ved kyster­ne og i de stør­re by­er, på den ene si­de, og re­sten, hjer­telan­det, Mid­dle Ame­ri­ca, de po­ten­ti­el­le Trump-støt­ter, på den an­den si­de. Nog­le af dem har må­ske hud­far­ven og den et­ni­ske op­rin­del­se til fa­el­les, men ik­ke me­get an­det:

»... der er nu så lidt in­ter­ak­tion, fa­el­les­skab og blan­de­de ae­g­te­ska­ber mel­lem den hvi­de ar­bej­der­klas­se i land­di­strik­ter­ne, hjer­telan­det, og de ur­ba­ne hvi­de fra kyster­ne, at for­skel­len mel­lem dem prak­tisk talt sva­rer til det, som so­ci­al­for­ske­re vil­le be­trag­te som en ’et­nisk’ for­skel,« skri­ver Chua, der be­teg­ner den kosmopo­li­ti­ske eli­te som USAs ver­sion af det, hun kal­der en mar­keds­do­mi­ne­ren­de mi­no­ri­tet; et be­greb, hun sø­sat­te i sin før­ste bog, Wor­ld on Fi­re: How Expor­ting Free Mar­ket De­mo­cra­cy Bre­eds Et­h­nic Ha­tred and Glo­bal In­sta­bi­li­ty fra 2003, og som man of­te ser ek­semp­ler på i ud­vik­ling­s­lan­de som Fi­lip­pi­ner­ne el­ler Ve­nezu­ela.

»Det er en lil­le grup­pe, nog­le gan­ge kun 3-10 pro­cent af be­folk­nin­gen, der er ufor­holds­ma­es­sigt magt­fuld og kon­trol­le­rer sto­re de­le af øko­no­mi­en. For ek­sem­pel ud­gør ki­ne­si­ske ind­van­dre­re 1-2 pro­cent af In­do­nesi­ens be­folk­ning, men kon­trol­le­rer 70 pro­cent af lan­dets pri­va­te øko­no­mi. De er out­si­de­re, ta­ler de­res eget sprog, om­gås kun med hin­an­den og bliver be­trag­tet som ar­ro­gan­te og li­geg­la­de med de fat­ti­ge in­do­ne­se­re, der bor på lan­det,« si­ger Chua til We­e­ken­da­vi­sen og dra­ger den op­lag­te pa­ral­lel.

»Den ame­ri­kan­ske kosmopo­li­ti­ske eli­te er en lil­le, ufor­holds­ma­es­sigt vel­ha­ven­de grup­pe, der kon­trol­le­rer Hol­lywood, Si­li­con Val­ley, Wall Stre­et og uni­ver­si­te­ter­ne. Det er nemt at af­bil­de dem som snob­be­de out­si­de­re, der er li­geg­la­de med rig­ti­ge ame­ri­ka­ne­re.«

Ra­ce er ker­nen

Hvil­ket var nøj­ag­tig, hvad Do­nald Trump gjor­de op til pra­esi­dentval­get i 2016, si­ger Chua, der sam­men­lig­ner hans kampag­ne med Hu­go Chávez’. For om­kring 20 år si­den mo­bi­li­se­re­de den ve­nezu­elan­ske po­li­ti­ker en stor grup­pe men­ne­sker, nem­lig den fat­ti­ge og mørklø­de­de del af be­folk­nin­gen, der føl­te sig snydt og un­der­trykt af den lys­hu­de­de eli­te i et kom­pli­ce­ret pig­ment-hie­rar­ki. Chávez’ po­pulis­me var af so­ci­a­li­stisk til­snit, hvor Trump holdt fast i si­ne va­el­ge­res ka­pi­ta­li­sti­ske ame­ri­kan­ske drøm, men for beg­ge par­ter hav­de ra­ce og et­ni­ci­tet me­get at skul­le ha­ve sagt. »Ra­ce be­fin­der sig i ker­nen af ame­ri­kansk po­li­tisk tri­ba­lis­me,« skri­ver Chua i Po­li­ti­cal Tri­bes og for­kla­rer, hvor­dan USAs do­mi­ne­ren­de hvi­de be­folk­ning lang­somt er ved at bli­ve ud­skif­tet med lat­i­na­me­ri­ka­ne­re, asi­a­ter og an­dre ik­ke-hvi­de. Den im­mi­gra­tions­ven­li­ge eli­te ser må­ske po­si­tivt el­ler end­da med let­tel­se på den­ne de­mo­gra­fi­ske for­an­dring – der er in­tet po­si­tivt ved den hvi­de iden­ti­tet, si­ger nog­le af dem – men do­mi­ne­ren­de grup­per op­gi­ver ik­ke de­res magt så let, skri­ver Chua. Hun tol­ker val­get af Trump som et »whi­te­lash«, alt­så et svar fra den hvi­de ar­bej­der­klas­se, der fø­ler, at de­res po­si­tion er tru­et, lidt som da hvi­de i syd­sta­ter­ne ef­ter sla­ve­ri­ets op­ha­e­vel­se blev nervø­se for, at den ud­vi­de­de stem­me­ret vil­le gø­re dem til et po­li­tisk min­dre­tal, og re­a­ge­re­de med ra­ci­stisk lov­giv­ning.

Chua be­skri­ver, hvor­dan Trump ap­pel­le­rer til den­ne stam­me af hvi­de ame­ri­ka­ne­re fra ar­bej­der­klas­sen, for­di tri­ba­lis­me og­så al­tid hand­ler om ae­ste­tik. Øko­no­misk er pra­esi­den­ten mile­vidt fra si­ne va­el­ge­re, men kul­tu­relt ram­mer han plet med sin man­de­hørm, si­ne bom­mer­ter og sin for­ka­er­lig­hed for pro­fes­sio­nel wre­st­ling, en form for un­der­hold­ning, som ven­stre­o­ri­en­te­re­de in­tel­lek­tu­el­le og­så in­ter­es­se­rer sig for. De vi­ser dog et til­hørs­for­hold til de­res stam­me ved at be­trag­te fa­eno­me­net ude­fra, med li­ge de­le va­em­mel­se og fa­sci­na­tion.

»Der er in­tet me­re tri­ba­li­stisk end eli­ta­er foragt for det provin­si­el­le, det ple­be­jer­ske,« skri­ver Chua, der me­ner, at den ven­stre­o­ri­en­te­re­de eli­tes pro­blem er, at den slet ik­ke be­trag­ter sig selv som en stam­me.

»Jeg un­der­vi­ser på et me­get ven­stre­o­ri­en­te­ret col­le­ge cam­pus, så de her men­ne­sker er mi­ne ven­ner, men de har og­så en moralsk over­le­gen­heds­fø­lel­se. De si­ger, at de går ind for lig­hed og ret­fa­er­dig­hed og er imod ra­cis­me og na­tio­na­lis­me, men de ser ik­ke de hold­nin­ger som ud­tryk for, at de til­hø­rer en stam­me. De be­trag­ter ba­re sig selv som op­ly­ste. Man­ge af dem er vel­me­nen­de, men og­så hur­ti­ge til at an­kla­ge an­dre for at va­e­re ra­ci­sti­ske og sna­e­ver­sy­ne­de. Op til pra­esi­dentval­get indså de ik­ke, i hvor høj grad de vir­ke­de ude af trit med lavind­komst-ame­ri­ka­ne­re,« si­ger hun.

For Chua fly­der ra­ce og øko­no­mi sam­men i den stør­re op­de­ling i stam­mer, som na­evnt pri­ma­ert eli­ten over for ar­bej­der­klas­sen. Den sidst­na­evn­te grup­pe er ban­ge for, at de­res kul­tur og øko­no­mi­ske grund­lag er ved at for­svin­de, men de er ik­ke de ene­ste, der fø­ler sig tru­e­de, skri­ver hun: Sor­te ame­ri­ka­ne­re fryg­ter ra­cis­me, blandt an­det fra po­li­ti­et. Mus­lim­ske ame­ri­ka­ne­re fø­ler sig tru­et af Trump, det sam­me med me­xi­canska­me­ri­ka­ne­re. Kvin­der fryg­ter, at se­xis­me vil vin­de frem som en slags mod­stand mod po­li­tisk kor­rek­t­hed. Ho­mo­seksu­el­le og trans­køn­ne­de fryg­ter, at de­res ret­tig­heds­kamp vil bli­ve rul­let til­ba­ge. Og ven­stre­fløj­en fryg­ter det, de be­trag­ter som en re­ak­tio­na­er re­ge­ring.

Chua kon­klu­de­rer i sin bog: »Så­le­des be­fin­der vi os i et øje­blik uden for­til­fa­el­de af gen­nem­tra­en­gen­de tri­ba­li­stisk ae­ng­stel­se. I 200 år re­pra­e­sen­te­re­de hvi­de i USA et ube­stridt po­li­tisk, øko­no­misk og kul­tu­relt do­mi­ne­ren­de fler­tal. Når en po­li­tisk stam­me er så over­va­el­den­de do­mi­ne­ren­de, kan den for­føl­ge an­dre straf­frit, men den kan og­så va­e­re me­re gav­mild. Den har råd til at va­e­re me­re uni­ver­sa­li­stisk, me­re op­lyst, me­re in­klu­de­ren­de, li­ge­som WASP-eli­ter­ne (hvi­de, ang­losak­si­ske pro­te­stan­ter, red.) i 1960er­ne, der åb­ne­de eli­te­u­ni­ver­si­te­ter­ne for fle­re jø­der, sor­te og an­dre mi­no­ri­te­ter – dels for­di det vir­ke­de som det rig­ti­ge at gø­re. I dag fø­ler in­gen grup­pe i USA sig be­ha­ge­ligt do­mi­ne­ren­de. Al­le grup­per fø­ler sig un­der an­greb, i kamp mod an­dre grup­per, ik­ke ba­re hvad an­går jobs og fryn­s­e­go­der, men og­så hvad an­går ret­ten til at de­fi­ne­re na­tio­nens iden­ti­tet. Un­der dis­se for­hold overgår de­mo­kra­ti­et til at va­e­re et nulsums­spil – ren po­li­tisk stam­me­ta­enk­ning.«

Bin­de­stregsi­den­ti­te­ten

Det er uvant for ame­ri­ka­ner­ne at be­trag­te sig selv på den må­de, da de for­står sig selv som en su­per­grup­pe, en pa­raply, der bre­der sig over al­le de an­dre iden­ti­te­ter, som den en­kel­te ame­ri­ka­ner måt­te ha­ve. USA er hjem­sted for bin­de­stregsi­den­ti­te­ten, man er ki­ne­sisk-ame­ri­kansk, som Chua, el­ler ita­li­ensk-ame­ri­kansk el­ler mus­lim­ska­me­ri­kansk.

Den­ne hold­ning har tid­li­ge­re skaf­fet USA pro­ble­mer, når de har for­søgt at be­dri­ve uden­rigs­po­li­tik ud fra en idé om, at de­mo­kra­ti­et kun­ne for­e­ne et land split­tet i man­ge stam­mer, hvil­ket Chua gen­nem­går i Po­li­ti­cal Tri­bes. Idéen om su­per­grup­pen kun­ne for ek­sem­pel ik­ke sam­le sun­ni- og shi­amus­li­mer i en fa­el­les irakisk iden­ti­tet. Til gen­ga­eld har idéen vir­ket i USA og skal genop­li­ves, hvis lan­det skal sam­les, me­ner Chua. »Jeg øn­sker mig ik­ke til­ba­ge til det hvi­de pa­tri­ar­kat. Det po­si­ti­ve ved ven­stre­flø­jens iden­ti­tetspo­li­tik er, at man­ge un­der­tryk­te stem­mer har mu­lig­hed for at si­ge de­res me­ning. Men vi er me­get split­te­de li­ge nu. De for­skel­li­ge stam­mer er i gang med at bli­ve ha­er­de­de og kan ik­ke ta­le med hin­an­den, så vi har brug for no­get, der bin­der USA sam­men,« si­ger hun og spo­rer den fa­el­les ame­ri­kan­ske iden­ti­tet til­ba­ge til for­fat­nin­gen.

»Den er et­nisk, ra­ce­ma­es­sigt og re­li­gi­øst neut­ral. Selv­føl­ge­lig var det hvi­de ma­end, der grund­lag­de na­tio­nen, men det er vig­tigt, at vo­res na­tio­na­le iden­ti­tet er rod­fa­e­stet i et do­ku­ment, ik­ke i et­ni­ci­tet. Ven­stre­fløj­en an­gri­ber for­fat­nin­gen ved at pe­ge på, at lan­dets grund­la­eg­ge­re var sla­ve­e­je­re, hvil­ket er sandt. De var fejl­bar­li­ge men­ne­sker, men prin­cip­per­ne er ae­d­le og kan bin­de os sam­men. At ned­gø­re for­fat­nin­gen er at smi­de bar­net ud med ba­de­van­det.« Selv­om tri­ba­lis­me har split­tet USA, me­ner Amy Chua ik­ke, at man kan skaf­fe sig af med stam­mer­ne. Selv blev hun af si­ne ki­ne­si­ske fora­el­dre op­dra­get til at va­e­re stolt af sin her­komst og har ar­gu­men­te­ret for de po­si­ti­ve si­der ved ki­ne­ser­nes må­de at op­dra­ge de­res børn på. »Ven­stre­fløj­en tror, at vi al­le kan va­e­re in­di­vi­der og kom­me af med stam­mer­ne, men det er ik­ke men­ne­ske­ligt mu­ligt. Det vil­le ik­ke fun­ge­re at si­ge til dan­sker­ne, at de ik­ke kun­ne va­e­re dan­ske­re la­en­ge­re, men eu­ro­pa­e­e­re, el­ler at si­ge til FC Barcelona-fans, at de ik­ke måt­te hep­pe på de­res hold la­en­ge­re,« si­ger Chua, der i det he­le ta­get lan­ger en del ud ef­ter den ven­stre­fløj, der i så høj grad do­mi­ne­rer på hen­des ar­bejds­plads, Ya­le Uni­ver­si­ty.

Den for­ud­så ik­ke Trumps valgsejr, og selv­om en del af de me­re ef­terta­enk­som­me ven­stre­o­ri­en­te­re­de ef­ter Chu­as me­ning er i gang med selv­re­flek­sio­nen, er de sta­dig ik­ke til­stra­ek­ke­lig op­ma­er­k­som­me på de fat­ti­ge­re ame­ri­ka­ne­res be­kym­rin­ger.

»Vi må ha­ve en se­ri­øs sam­ta­le om im­mi­gra­tion, li­ge­som de eu­ro­pa­ei­ske lan­de, for det fun­ge­rer ik­ke at la­de al­le kom­me ind. Den ven­stre­o­ri­en­te­re­de eli­te si­ger: ’jo fle­re, jo bed­re, lad os ba­re va­e­re to­le­ran­te’, men de be­ta­ler ik­ke pri­sen for im­mi­gra­tion,« si­ger Chua i en spej­ling af den eu­ro­pa­ei­ske ind­van­drings­de­bat.

Ind­van­dring blev ro­man­ti­se­ret

Og­så vi har un­der­vur­de­ret stam­mens be­tyd­ning, me­ner hun, bå­de i for­hold til EU og den mus­lim­ske ind­van­dring.

»Jeg kan hu­ske EU-eu­fori­en i 1990er­ne, hvor man blandt an­det tal­te om, at Tyr­ki­et må­ske vil­le bli­ve med­lem. Al­le­re­de den­gang ta­enk­te jeg, det var smukt, men umu­ligt. Eli­ter­ne var ik­ke til­stra­ek­ke­ligt op­ma­er­k­som­me på tri­ba­lis­men, da EU op­stod. Det var let for dem at fø­le sig kosmopo­li­ti­ske med ven­ner i Pa­ris og Tokyo og New York, men en fat­tig per­son i Ita­li­en ma­er­ker ik­ke den sto­re til­knyt­ning til Bruxel­les. Nu ser vi kon­se­kven­sen af den blind­hed,« si­ger hun. Ind­van­drin­gen blev på sam­me må­de ro­man­ti­se­ret, si­ger Chua. Man var jo et åbent og to­le­rant folk.

»Men man indså ik­ke, at man­ge eu­ro­pa­ei­ske lan­de ik­ke er op­stå­et som ind­van­drings­na­tio­ner, men er hi­sto­risk ho­mo­ge­ne, isa­er i Skan­di­navi­en, hvor man bryster sig af vel­fa­erds­sta­ten og det so­ci­a­le sik­ker­heds­net. Eli­ter­ne for­ud­så ik­ke, at bor­ger­ne må­ske vil­le ta­en­ke: Hov, hvem er dis­se men­ne­sker, der ik­ke ta­ler vo­res sprog el­ler de­ler vo­res kul­tur,« si­ger hun og me­ner, at folk of­te glem­mer, hvor me­get ar­bej­de det kra­e­ver at byg­ge et na­tio­nalt fa­el­les­skab.

»Jeg tror ik­ke, at man kan byg­ge et land ude­luk­ken­de på mul­ti­kul­tu­ra­lis­me. Jeg går ind for mul­ti­kul­tu­ra­lis­me, men man har og­så brug for en el­ler an­den lim, et fa­el­les sprog, fa­el­les sam­fundsva­er­di­er. Folk, der kom­mer til Dan­mark, bør vir­ke­lig la­e­re no­get om lan­det og ha­ve en til­knyt­ning, el­lers bliver na­tio­nen usta­bil.« Amy Chua er op­ti­mi­stisk på USAs veg­ne. Hun ser man­ge op­mun­tren­de ek­semp­ler på, hvor­dan ame­ri­ka­ne­re fin­der hin­an­den på tva­ers af po­li­ti­ske skel, hvor­dan stam­mer­ne for­sø­ger at blan­de sig. Men tin­ge­ne kan ri­si­ke­re at bli­ve va­er­re, in­den de bliver bed­re, si­ger hun.

»Der er in­tet me­re tri­ba­li­stisk end eli­ta­er foragt for det provin­si­el­le, det ple­be­jer­ske.«

Amy Chua, ju­rapro­fes­sor ved Ya­le Uni­ver­si­ty

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.