Hø­je kvin­der

Weekendavisen - - Opinion -

DE­BAT

Em­ma Jo­han­ne Sch­midt Larsen, kan­di­dat­stu­de­ren­de Ba­ne­brin­ken 99, 3. sal dør 80 2400 Kø­ben­havn NV

Det er søn­dag og jeg har tøm­mer­ma­end, jeg drak mas­ser af øl i går på en bo­de­ga og of­te er det og­så den, der ud­gør sce­nen, når der skal kom­men­te­res, ta­les om og spør­ges ind til min høj­de.

I går var en af de gan­ge, hvor jeg fak­tisk til­lod mig at fa­el­de en tå­re, og jeg er våg­net med en trang til at skri­ve det her ned, be­tragt det som en public ser­vi­ce. I går spurg­te en fyr i ba­ren mig, om jeg er mand el­ler kvin­de. Jeg er rig­tig me­get en kvin­de! Jeg er en 23-årig kvin­de på 187 cen­ti­me­ter (Bild­te i lang tid mig selv og an­dre ind, at jeg var 185 cen­ti­me­ter, men har ef­ter­hån­den an­er­kendt, at der er me­re sand­hed i de to ek­stra cen­ti­me­ter). Jeg an­ta­ger na­tur­ligt, at hans tvivl om mit køn mest af alt ud­sprang af min høj­de, for­di det er ni ud af ti gan­ge det, an­dre men­ne­sker som det før­ste ha­ef­ter sig ved. Jeg er »hen­de den hø­je«. »Hvem Em­ma?« »Hø­je Em­ma« »Nåå hen­de«.

Det er ik­ke al­tid, at jeg ta­en­ker over min høj­de, men nog­le gan­ge sker der no­get, som gør, at jeg bliver be­vidst om, at jeg er hø­je­re end gen­nem­snit­tet, og det får mig til at fø­le mig for­kert el­ler us­a­ed­van­lig på en må­de, som ik­ke er sa­er­lig rar. Jeg ved, at jeg ik­ke er den ene­ste i ver­den, der op­le­ver det, at vi er man­ge hø­je kvin­der (og og­så ma­end for den sags skyld, men nu er jeg som sagt en kvin­de i al sin 23-åri­ge pragt), som har dis­se fø­lel­ser, og nog­le en­der end­da med at be­hand­le sig med va­ekst­ha­em­men­de hor­moner. Her­ved en al­vor­lig trus­sel mod min art. Lad os da gø­re det nor­malt at va­e­re høj!

Hvis al­le mi­ne art­s­fa­el­ler får va­ekst­ha­em­men­de hor­moner og vok­ser op og kun bliver de gen­nem­snit­li­ge 167,2 cen­ti­me­ter hø­je. Hvem skal jeg så gå til kon­cert med og fin­de trøst hos, når der er et helt hul­rum bag­ved os midt i ma­eng­den, for­di de an­dre til­sku­e­re skal to me­ter bag­ud for se sce­nen. Spøg til si­de og her­med en bøn om, at hø­je men­ne­sker i det of­fent­li­ge rum, isa­er i nat­te­li­vet, ik­ke skal gå rundt og fø­le sig som Ele­fant­man­den. Du kan selv hja­el­pe ved at la­e­se i ne­den­stå­en­de, hvad man ik­ke bør gø­re.

Ek­semp­ler på ha­en­del­ser i en høj kvin­des liv, som vi ik­ke sy­nes, er sjove, som vi har hørt tu­sind gan­ge før, og som ska­ber lidt for me­get selv­be­vidst­hed: No­gen kig­ger på dig, for så at kig­ge på di­ne sko, for så at kig­ge på he­le dig i al din høj­des pragt igen (den klas­si­ske ele­va­tor med et sko-tvist); jeg har ik­ke hø­je sko på, det er sim­pelt­hen ge­ner, he­le bal­la­den!

No­gen spør­ger, hvor høj du er, for­di de ba­re må vi­de det! El­ler den dov­ne ver­sion: »Du er godt nok høj«. No­gen kon­sta­te­rer det ba­re. Selv men­ne­sker om­kring mig, som ken­der mig godt og for la­engst er stop­pet med at ta­en­ke over min høj­de, bliver me­tal­tra­et­te af kom­men­ta­rer som dis­se. Jeg ved godt, at jeg er høj, du be­hø­ver ik­ke at forta­el­le mig det, jeg har ka­em­pet med at fin­de buk­ser, der pas­ser i la­eng­den si­den jeg var 13 år. Jeg har op­da­get, at jeg er høj uden din hja­elp.

Det ha­en­der og­så, at der er no­gen, der ger­ne vil stå ryg-mod-ryg med mig, for­di de skal ha­ve no­get for pen­ge­ne, som man si­ger og va­e­re helt sik­re på, at jeg er hø­je­re end dem el­ler om­vendt. Nog­le la­ver den­ne ma­nøv­re og forta­el­ler mig bag­ef­ter, at det sim­pelt­hen ik­ke kan pas­se med 187 cen­ti­me­ter, for de er da ble­vet må­lt til 190 cen­ti­me­ter, så hvor­for jeg er hø­je­re end dem, er ik­ke til at fat­te. Du er ble­vet fup­pet af en pas-må­ler­da­me, min ven, el­lers har du lø­jet dig hø­je­re i så man­ge år, at du ba­re tror, at det pas­ser og nu åben­ba­rer sand­he­dens grim­me an­sigt sig for dig, ma­ni­feste­ret i mig, som egent­lig ba­re ger­ne vil drik­ke min øl med mi­ne ven­ner i ste­det for at stå og dis­ku­te­re no­get, der ik­ke kan dis­ku­te­res: hvor man­ge cen­ti­me­ter jeg be­står af. Jeg har talt dem man­ge gan­ge, jeg er sik­ker.

Nu blev det lidt surt det he­le. Gu­der­ne skal vi­de, at der og­så er for­de­le ved at va­e­re så høj.

Man kan nå ting, som an­dre ik­ke kan. Man kan al­tid se til kon­cer­ter. Man får ben­la­eng­de-kom­pli­men­ter og kan bil­de folk ind på Roskil­de Festi­val, at man er ble­vet ope­re­ret hø­je­re, til stor un­der­hold­ning for ven­ner og be­kend­te. No­gen gan­ge skal man li­ge ta­en­ke sig om, in­den man kom­men­te­rer andres krop­pe. Li­ge­som der har va­e­ret fo­kus på fat-sha­m­ing, hvor det for mig er åben­lyst, at men­ne­sker der fyl­der me­re i drøj­den, ik­ke fortje­ner til­råb el­ler ne­ga­tiv op­ma­er­k­som­hed. Det er det sam­me her, ven­ner (skift selv drøj­de ud med høj­de). Man skal pas­se på, hvad man si­ger om andres krop­pe, bå­de bag de­res ryg og til de­res an­sigt, selv hvis det er po­si­tivt, så ved man ik­ke, hvil­ke knap­per man kom­mer til at tryk­ke på i det an­det men­ne­ske.

Vi bliver fle­re og fle­re hø­je kvin­der. Det har jeg selv set, for jeg gl­or og­så. Men jeg gl­or, for­di jeg fø­ler, at jeg er i en klub med dis­se kvin­der. Så hvis nog­le hø­je pi­ger la­e­ser det­te: call me. Vi kan la­ve tøj­byt­te-dag og gi­ve hin­an­den go­de tips til, hvad man sva­rer, når no­gen si­ger: »hvad po­k­ker har di­ne fora­el­dre fodret dig med?!«.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.