En ska­ev vin­kel

Vold­ta­egt. So­ci­alt ud­sat­te er mindst li­ge så til­bø­je­li­ge til ik­ke at an­mel­de seksu­el­le over­greb som mid­delklas­sens kvin­der.

Weekendavisen - - Opinion - Af KIRA WEST

We­e­ken­da­vi­sen ple­jer at va­e­re ga­rant for ve­lun­der­byg­get vi­den, hvor man ik­ke stil­ler sig til­freds med gis­nin­ger og for­nem­mel­ser. Men ne­top gis­nin­ger og for­nem­mel­ser var, hvad der ram­te mig, da jeg la­e­ste Henrik Dør­ges ar­ti­kel »Ukend­te of­re« i sid­ste uge. Ud­gangs­punk­tet for ar­tik­len er en rap­port fra Justits­mi­ni­ste­ri­ets Forsk­nings­kon­tor (JF), som vi­ser, at kvin­der fra la­ve­re so­ci­a­le lag er me­re til­bø­je­li­ge til at an­mel­de vold­ta­eg­ter end kvin­der fra hø­je­re so­ci­a­le lag. Det har Dør­ge søgt at fin­de for­kla­ring på blandt en ra­ek­ke eks­per­ter, men sva­re­ne er så løst fun­de­re­de, at man må spør­ge sig selv, om de egent­lig me­re er for­dom­me end eks­pert-dom­me: En eks­pert »for­nem­mer«, at det kan fø­les me­re skam­fuldt for en res­sour­cesta­erk kvin­de at an­mel­de en vold­ta­egt. En an­den »gis­ner« om, at det er nem­me­re for kvin­der fra »un­der­klas­sen« at an­mel­de vold­ta­eg­ter, for­di de er vant til at be­nyt­te sig af vel­fa­erds­sam­fun­dets in­sti­tu­tio­ner (so­ci­al­kon­to­rer og den slags), og at det må­ske og­så kan op­le­ves me­re skam­fuldt at bli­ve vold­ta­get, hvis man er res­sour­cesta­erk og er vant til at kun­ne si­ge fra.

Ef­ter at ha­ve la­est sig gen­nem eks­per­ter­nes for­nem­mel­ser og gis­nin­ger er det sva­ert at und­gå at sid­de med en fø­lel­se af, at det skul­le va­e­re min­dre skam­fuldt for nog­le end for an­dre at bli­ve vold­ta­get. Det hå­ber jeg, at We­e­ken­da­vi­sen, la­e­ser­ne og eks­per­ter­ne selv godt kan se selv­føl­ge­lig ik­ke er en ri­me­lig, va­er­dig el­ler for den sags skyld rig­tig analyse.

Når man som jeg ar­bej­der i Re­den på Vester­bro, der i man­ge år har ar­bej­det med de mest ud­sat­te kvin­der på ga­den og i prosti­tu­tions­mil­jø­et, så ved man, at vold og vold­ta­egt gør ondt, det ska­der, det er yd­my­gen­de og skam­fuldt – uan­set hvor man­ge gan­ge du ud­sa­et­tes for det, og uan­set om du er i job, på kon­tant­hja­elp el­ler slet in­gen ind­ta­egt har. Man ved og­så, at selv­om de mest ud­sat­te kvin­der alt for of­te bliver ud­sat for vold og vold­ta­e­ger, så an­mel­der de det naesten al­drig. Ud­gangs­punk­tet for ar­tik­len – at de of­fi­ci­el­le da­ta om vold­ta­egt gi­ver et mis­vi­sen­de bil­le­de – er så­le­des helt rig­tigt. Rap­por­ten fra JF, som er ble­vet fo­re­lagt Fol­ke­tin­gets Rets­ud­valg, om­fat­ter ude­luk­ken­de kvin­der, der har an­meldt en vold­ta­egt til po­li­ti­et. Det gi­ver na­tur­lig­vis ik­ke et ret­vi­sen­de bil­le­de, hver­ken for de res­sour­cesta­er­ke kvin­der el­ler for al­le an­dre kvin­der. Der­for frem­ha­e­ver Dør­ge en be­folk­nings­un­der­sø­gel­se fra Sta­tens In­sti­tut for Fol­kes­und­hed (SIF), som vi­ser, at »kvin­der uden ud­dan­nel­se så­le­des kun [er] 2,7 gan­ge så ud­sat­te som kvin­der med en vi­de­re­gå­en­de ud­dan­nel­se«.

SIF-un­der­sø­gel­sen byg­ger imid­ler­tid på et spør­ge­ske­ma sendt med di­gi­tal el­ler fy­sisk post. Det er jo godt, for så kom­mer mid­delklas­sen og­så med, men desva­er­re eks­klu­de­rer me­to­den de al­ler­mest ud­sat­te. Det kra­e­ver nem­lig, at man har en adres­se el­ler e-boks, hvor man kan mod­ta­ge spør­ge­ske­ma­et, og i øv­rigt har over­skud til at be­sva­re det. Det har de mest ud­sat­te men­ne­sker i vo­res sam­fund sja­el­dent.

Det er mit kla­re ind­tryk, at de mest ud­sat­te stort set al­tid fly­ver un­der ra­da­ren i de her sto­re be­folk­nings­un­der­sø­gel­ser, og det er helt sik­kert en af grun­de­ne til, at det er sva­ert at få de­res op­le­vel­ser frem i ly­set. Hel­dig­vis har vi un­der­sø­gel­ser, hvor man for­sø­ger at kom­me i kon­takt med de ud­sat­te, og som kan va­e­re med til at nu­an­ce­re den so­ci­a­le pro­fil af vold­ta­egtsof­re – pra­e­cis som ar­tik­len fo­re­gi­ver at gø­re. Rå­det for So­ci­alt Ud­sat­te ud­gi­ver SOSY UD­SAT, hvor man ud­de­ler spør­ge­ske­ma­er på her­ber­ger, va­e­re­ste­der med me­re. I 2017 vi­ste den, at seks pro­cent af de ud­sat­te kvin­der (som har be­sva­ret spør­ge­ske­ma­et) har va­e­ret ud­sat for »gen­nem­ført tvun­get sam­le­je«.

Og hvis man kom­mer helt ta­et på kvin­der­ne, som vi gør i Re­den, så ser tal­le­ne end­nu me­re al­vor­li­ge ud. Vi fø­rer lø­ben­de sta­ti­stik over kvin­der­nes op­le­vel­ser. Det er ik­ke forsk­ning, men det teg­ner al­li­ge­vel et bil­le­de: De 299 kvin­der, der kom i Re­den i 2017, har for­talt om 26 vold­ta­eg­ter (sva­ren­de til naesten ni pro­cent). Til sam­men­lig­ning byg­ger rap­por­ten fra JF på cir­ka 200 sa­ger om året.

Så vi er eni­ge om, at de of­fi­ci­el­le da­ta »til dels sny­der«, som det hed­der i ar­tik­len. Men hvis man vil be­skri­ve det »snyd« sag­ligt og re­pra­e­sen­ta­tivt, så gi­ver det in­gen me­ning ale­ne at fo­ku­se­re på mid­delklas­sen. Vo­res tal in­di­ke­rer, at de mest ud­sat­te er mas­sivt un­der­re­pra­e­sen­te­ret.

VI har va­e­ret i di­a­log med JF, som an­er­ken­der, at de­res un­der­sø­gel­se ik­ke om­fat­ter de mest ud­sat­te kvin­der. Desva­er­re har kon­to­ret ik­ke valgt at la­ve en op­føl­gen­de un­der­sø­gel­se, der kan styr­ke re­pra­e­sen­ta­ti­vi­te­ten. Det hå­ber vi, de aen­drer hold­ning til, for det er så vig­tigt, at vi har et godt grund­lag for at se på, hvad vi skal gø­re for, at fle­re kvin­der an­mel­der vold­ta­eg­ter.

Jeg skal ik­ke ind­la­de mig i gis­nin­ger om mid­delklas­sens be­va­eg­grun­de for ik­ke at an­mel­de over­greb el­ler sø­ge hja­elp. I ste­det vil jeg ta­ge ud­gangs­punkt i det, vi ved fra ar­bej­det med kvin­der­ne i Re­den:

I 2017 blev kun ni pro­cent af de vold- og vold­ta­egtsepi­so­der, kvin­der­ne for­tal­te om, an­meldt til po­li­ti­et (i 2016 var det tre pro­cent). Kvin­der­ne forta­el­ler pri­ma­ert om tre år­sa­ger til, at de ik­ke går til po­li­ti­et: 1) De er ban­ge for den per­son, der har be­gå­et over­gre­bet. Det kan va­e­re ka­e­re­ster, be­kend­te fra mil­jø­et el­ler kun­der. 2) De op­le­ver, at der ik­ke bliver ta­get hen­syn til de­res si­tu­a­tion. Lan­ge sags­for­løb med mø­der, ven­te­tid og skri­vel­ser (of­te i e-boks) pas­ser ik­ke ind i en ka­o­tisk hver­dag på ga­den. 3) De op­le­ver, at po­li­ti­et ik­ke ta­ger dem se­ri­øst.

Der er in­tet i vo­res er­fa­rin­ger, der til­si­ger, at for­di man er »vant til at be­nyt­te sig af vel­fa­erds­sam­fun­dets in­sti­tu­tio­ner«, så er det let­te­re at gå til po­li­ti­et med en vold­ta­egt. Vi har sna­re­re en for­nem­mel­se af det mod­sat­te: at kvin­der­ne fø­ler, at de bliver mødt med ek­stra mi­stro, for­di de le­ver et ud­sat liv: Kan man sto­le på en stof­bru­ger? Er det »rig­tig« vold­ta­egt, når det sker for en kvin­de, der sa­el­ger sex? Den ty­pe op­le­vel­ser er ik­ke just mo­ti­ve­ren­de, men det er ik­ke de­sto min­dre vir­ke­lig­he­den for nog­le af kvin­der­ne.

I Re­den har vi sat al­le sejl ind for at hja­el­pe kvin­der­ne med at an­mel­de vold og vold­ta­eg­ter. Ik­ke kun for at fa­el­de de ger­nings­ma­end, som alt for of­te går fri, men og­så for at kvin­der­ne kan få an­er­kendt og do­ku­men­te­ret, at de har va­e­ret ud­sat for en for­bry­del­se. At de kan og skal hand­le på den uret, der er be­gå­et mod dem. Og det ar­bej­de har fak­tisk gi­vet go­de re­sul­ta­ter. I sam­ar­bej­de med an­dre go­de, so­ci­a­le or­ga­ni­sa­tio­ner – og ik­ke mindst med po­li­ti­et på Vester­bro, som gør en stor ind­sats for at mø­de de ud­sat­te men­ne­sker med respekt og va­er­dig­hed – har vi løf­tet an­de­len af kvin­der, der an­mel­der vold og vold­ta­egtsepi­so­der be­trag­te­ligt. I før­ste hal­vår af 2018 er vi op­pe på 23 %.

Den po­si­ti­ve ud­vik­ling ga­el­der dog kun for de dan­ske kvin­der. Via Re­den In­ter­na­tio­nal hja­el­per vi og­så uden­land­ske kvin­der i prosti­tu­tion, som of­te er of­re for men­ne­ske­han­del el­ler grov ud­nyt­tel­se. Selv om de of­te er ud­sat for vold og vold­ta­egt, er de ban­ge for myn­dig­he­der­ne, og tan­ken om at kon­tak­te po­li­ti­et er helt frem­med for dem. Her har ger­nings­ma­en­de­ne alt­så stort set frit spil.

SELV om der på nog­le om­rå­der ga­el­der sa­er­li­ge for­hold for de mest ud­sat­te kvin­der, er det va­erd at be­ma­er­ke, at de­res for­kla­rin­ger på man­ge må­der sva­rer til de ge­ne­rel­le ud­for­drin­ger, kvin­der op­le­ver i for­bin­del­se med an­mel­del­se af vold­ta­egt. JF har un­der­søgt ne­top det, og de kon­klu­de­rer, at knap en fem­te­del af of­re­ne »ik­ke føl­te sig tryg­ge i an­mel­del­ses­si­tu­a­tio­nen, at de op­le­ve­de, at po­li­ti­et ik­ke ud­vi­ste for­stå­el­se, ik­ke tog dem al­vor­ligt, ik­ke respek­te­re­de dem, el­ler at po­li­ti­et ik­ke fandt de­res for­kla­ring tro­va­er­dig«. Det gi­ver mig an­led­ning til at tro på, at nog­le af de til­tag og sam­ar­bej­der, der vir­ker for de mest ud­sat­te, og­så vil kun­ne gav­ne an­dre kvin­der, der har va­e­ret ud­sat for et over­greb. Det hand­ler om at mø­de kvin­der­ne med respekt og ta­ge hen­syn til de­res in­di­vi­du­el­le be­hov i en me­get føl­som og ud­sat si­tu­a­tion. Jeg øn­sker på in­gen må­de at neg­li­ge­re no­gen kvin­ders op­le­vel­se af vold­ta­egt – hver­ken i mid­delklas­sen el­ler an­dre ste­der – el­ler det pro­ble­ma­ti­ske i, at kvin­der i mid­delklas­sen ik­ke an­mel­der. I den for­stand bi­dra­ger Dør­ges ar­ti­kel selv­føl­ge­lig til at sa­et­te spot på et pro­blem. Der bliver an­meldt alt for få vold­ta­eg­ter på tva­ers af so­ci­a­le skel.

Der bliver an­meldt alt for få vold­ta­eg­ter på tva­ers af so­ci­a­le skel.

Men hvis am­bi­tio­nen har va­e­ret at re­vi­de­re »det ste­reo­ty­pe bil­le­de af groft seksu­elt kra­en­ke­de kvin­der«, så un­drer det mig me­get, at man ik­ke har for­holdt sig til re­pra­e­sen­ta­ti­vi­tet og me­to­de i for­hold til an­dre grup­per end mid­delklas­sen, og at man byg­ger ar­gu­men­tet på gis­nin­ger og for­nem­mel­ser. Jeg un­drer mig og­så over, at in­gen af de fem ads­purg­te eks­per­ter har på­pe­get ska­ev­he­den, for det er langt­fra no­gen hem­me­lig­hed, at de mest ud­sat­te men­ne­sker er mas­sivt un­der­re­pra­e­sen­te­re­de i of­fi­ci­el­le sta­ti­stik­ker.

Det er af­gø­ren­de, at po­li­ti­ke­re og al­le os an­dre har so­lid vi­den at for­me hold­nin­ger og fun­de­re be­slut­nin­ger på. Her spil­ler bå­de for­ske­re og jour­na­li­ster en vig­tig rol­le i for­hold til at pe­ge på blin­de plet­ter, og We­e­ken­da­vi­sen ple­jer at ha­ve et skarpt og kri­tisk blik på bå­de nu­an­cer og hel­he­der. Jeg hå­ber me­get, det og­så vil gø­re sig ga­el­den­de i da­ek­nin­gen af vold­ta­egt frem­over, så de mest ud­sat­te i vo­res sam­fund ik­ke fort­sa­et­ter med at va­e­re ukend­te of­re.

Kira West er for­stan­der for Re­den Kø­ben­havn, Re­den In­ter­na­tio­nal og KFUKs So­ci­a­le Ar­bej­des Kri­se­cen­ter.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.