Dom­me­dag nå

Ver­de­ner. Den 25. sep­tem­ber er det halvan­det år­hund­re­de si­den, at et af den rus­si­ske flå­des fi­ne­ste far­tø­jer, or­logs­fre­gat­ten Ale­xan­der Nevskij, stran­de­de på den fat­ti­ge ve­st­kyst ved Har­boø­re med en af za­rens søn­ner om­bord. Det blev et kortva­rigt mø­de, so

Weekendavisen - - Opinion - Af MOR­TEN BEITER Lyt til ar­tik­len

ver gang jeg ta­en­ker på den rus­si­ske fre­gat Ale­xan­der Nevski­js stran­ding og en­de­ligt ved Har­boø­re, duk­ker bil­le­det af rum­ski­bet fra Spi­el­bergs film Na­er­kon­takt af tred­je grad op i ho­ve­d­et. For det kun­ne naesten li­ge så godt ha­ve va­e­ret en fly­ven­de tal­ler­ken fra det yd­re rum, der sat­te sig på rev­ler­ne den sep­tem­ber­nat i 1868 for 150 år si­den, cir­ka ud for det sted, hvor ke­mi­fa­brik­ken Che­mi­nova lig­ger i dag. Om­bord på ski­bet, som hav­de en be­sa­et­ning på over 700 mand, var stor­fyrst Alek­sei, en af den rus­si­ske zar Alek­s­an­der IIs søn­ner og tron­føl­ger, om end ik­ke den før­ste i ra­ek­ken, og han rej­ste stands­ma­es­sigt ledsa­get af en ad­miral og om­gi­vet af ma­hog­ni og sølv og al ta­en­ke­lig luksus og kom­fort. In­de på land, og i ska­e­ren­de kon­trast, var et nøj­somt fi­sker- og bon­de­sam­fund, hvor man gan­ske vist tro­e­de på Vor­her­re, men og­så på havfru­er, og hvor ful­de­sy­ge blev be­hand­let med frisk­tap­pet urin, hvis man el­lers skal tro, hvad man la­e­ser. Be­ret­nin­ger­ne om mø­det mel­lem de to ver­de­ner er så­le­des ik­ke blot en rej­se i tid. Den gi­ver og­så en kuri­øs spej­ling af da­ti­dens enor­me for­skel­le og af det, man var fa­el­les om. Alt sam­men med Vester­ha­vets sto­re »blå dør« som alt­om­slut­ten­de ram­me. En dør, der kun­ne bla­e­se op, hvert øje­blik det skul­le va­e­re, uden at no­gen kun­ne ane, hvem ga­ester­ne var, el­ler hvad de brag­te med sig.

Man­ge er for la­engst gå­et i glem­me­bo­gen. Men ik­ke »rus­ser­ne«. For sådan nog­le, el­ler ret­te­re sådan no­get, hav­de man ik­ke set før, og kom hel­ler al­drig til det si­den. Det var en bid af en an­den ver­den, som man i me­re end én for­stand be­holdt et lil­le styk­ke af i den hu­le tand og lod gå i arv til i dag, hvor hi­sto­ri­er fra den rus­si­ske fre­gat sta­dig er i om­løb sam­men med bja­er­get in­ven­tar.

»I Sep­tem­ber 1868 va­ek­ke­des he­le Har­boø­res Be­folk­ning en Mor­gen Kl. 4 af Drøn og Tor­den­brag, der fik Hu­se­ne til at ryste, Glas­set klir­re­de i Vin­du­er­ne, og fle­re Ste­der gik de i Styk­ker, Kop­per og Tal­ler­ke­ner faldt ned fra Hyl­der­ne, og Skil­de­ri­er dan­se­de paa Va­eg­ge og Pa­ne­ler. Folk sprang for­s­kra­ek­ke­de ud af Sen­ge­ne. Nog­le tro­e­de, det var Dom­me­dag. Vi hav­de jo al­le la­est i vor Barn­dom, at Ver­den skal for­gaa ved Ild, og da de un­der den­ne Larm saa Glimt af Ild, og ik­ke vid­ste, hvor de kom fra, tro­e­de de, at den sid­ste Ti­me var kom­men. AE­l­dre, er­far­ne Ma­end hav­de dog straks hørt og set paa Glim­te­ne, at det var Ka­no­ner, der blev af­fy­ret, og de for­stod, at der maat­te lig­ge et Or­logs­skib uden for Ky­sten.«

Så­le­des be­ret­ter Har­boø­re-bo­en Ka­ren Thu­borg i si­ne erin­drin­ger, som blev ud­gi­vet i 1928. Hun var selv 19 år på det tids­punkt og tjen­te lidt in­de i lan­det, men hun gen­forta­el­ler le­ven­de, hvad hun hør­te, når hun var hjem­me. Har­boø­res sog­ne­pra­est, pa­stor Vau­pel, le­ve­rer der­i­mod en fin øjen­vid­neskil­dring i den be­ret­ning, han nog­le uger ef­ter stran­din­gen fik trykt i Lemvig Avis. Det var kun fi­re år ef­ter ne­der­la­get i 1864, og Vau­pel in­drøm­mer, at hans før­ste håb var, at det var »Kö­nig Wil­helm I«, det ny­op­ret­te­de nordty­ske for­bunds sprit­nye preus­si­ske pan­ser­kryd­ser, »der stod i Be­greb med at la­eg­ge si­i­ne Be­en på Har­boø­re Strand«.

Et krigs­skib var det gan­ske rig­tigt, til­med et re­pra­e­sen­ta­tions­skib, med ka­no­ner i si­depor­te og ud over fuld sejl­fø­ring for­sy­net med en af da­ti­dens ny­mo­dens op­fin­del­ser, en damp­dre­vet mo­tor. Ba­re ik­ke en ty­sker, men en rus­ser, som ef­ter grund­stød­nin­gen ved Har­boø­re Tan­ge hav­de åb­net ild ind mod land for at til­kal­de hja­elp.

Straks da pra­e­sten var kom­met ud af fje­re­ne og uden for sin gård, »saae jeg den uhy­re Ko­los; i Mor­gen­da­em­rin­gen lig­ne­de det ma­eg­ti­ge Skrog en lil­le Lund, der var flyt­tet op paa Top­pen af Klit­ter­ne. Da jeg kom til Stran­den, saae jeg Ko­los­sen lig­ge der, Paa Stran­den laae Fre­gat­tens Red­nings­baad, en lang, blaa Baad, byg­get af Ma­hog­ni, med Luft­kas­ser fra Stevn til Ag­te­ren­den, der ved sin Let­hed, Smag­fuld­hed og Sim­pel­hed

Hstod i en skja­e­ren­de Mod­sa­et­ning til vo­re tun­ge og klod­se­de Red­nings­baa­de. Paa Stran­den saae jeg en halv Sne­es Ma­tro­ser og en Of­fi­ce­er, det var en rus­sisk Mids­hip­man ved Navn Con­stan­tin Osta­let­sky; han tal­te fly­den­de Fransk og jevnt godt Tydsk. Han for­tal­te, at Le fils impéri­al le Grand Duc Ale­xis var om­bord«. Man for­nem­mer straks, at der er me­re på spil hos pra­e­sten end ved en hvil­ken som helst stran­ding. Her har vi ik­ke at gø­re med et fragtskib og en last af umid­del­bart om­sa­et­te­li­ge hu­der, smør el­ler tøm­mer, men med en helt an­den ver­dens na­er­mest overjor­di­ske pragt og ele­gan­ce, som ae­g­ge­de og pir­re­de det lut­he­ran­ske sind.

Ny­mo­dens pjank

På stran­den fik pra­e­sten ud­ma­let det drama, som ne­top hav­de ud­spil­let sig for øj­ne­ne af de folk på stran­den, da fem rus­si­ske sø­folk var druk­net i for­bin­del­se med de før­ste, des­pe­ra­te for­søg på at få etab­le­ret en red­nings­li­ne mel­lem skib og land. Man prø­ve­de der­ef­ter at bin­de et reb til ha­len af en tyr, man hav­de om­bord, og søsa­et­te kra­e­et, men det var gå­et til bunds. Ha­vet var sta­dig i op­rør. Den lo­ka­le red­nings­båd vi­ste sig ubru­ge­lig, med kna­ek­ke­de bundstyk­ker, »Tap­per­ne i Uor­den og den ene af luft­kas­ser­ne fuld af Vand«. Den rus­si­ske tron­føl­ger og de øv­ri­ge over 700 om­bord­va­e­ren­des liv hang i en sta­dig tyn­de­re tråd.

Men hvor­dan var det kom­met så vidt, at en af den rus­si­ske flå­des fi­ne­ste ski­be med en af za­rens søn­ner om bord var kom­met så ta­et på den jyske ve­st­kyst, som blev kaldt »Jer­nky­sten«, for­di den var bå­de lav, lum­sk og uden be­skyt­ten­de vige, og hvis sand­fyld­te bra­en­ding kun­ne slå et skib til pin­de­bra­en­de på in­gen tid?

I det ef­ter­føl­gen­de sø­for­hør og sø­for­kla­ring og kap­ta­j­nens eg­ne op­teg­nel­ser teg­ner sig kon­tu­rer­ne af et mag­top­gør på bro­en, hvor stor­fyr­stens la­e­rer, en ad­miral ved navn Pos­si­et, af­te­nen for­in­den hav­de over­trum­fet kap­ta­j­nen og lagt en ny, fa­tal kurs rundt om Ska­gens Gren, som på grund af strøm­for­hol­de­ne brag­te Ale­xan­der Nevskij på grund ved Har­boø­re i ste­det for sik­kert ind i Ska­ger­rak og hjem til Skt. Pe­ters­borg. I vir­ke­lig­he­den var der ta­le om den fa­ta­le kul­mi­na­tion på la­en­ge­re­va­ren­de spa­en­din­ger mel­lem de to søof­fi­ce­rer, som i må­neds­vis hav­de be­fun­det sig på sam­me da­ek. For­hol­det var ik­ke gjort nem­me­re af, at ad­miral Pos­si­et, der var no­get ae­l­dre og af hø­je­re rang end fre­gat­tens fin­lands­sven­ske kap­ta­jn, Oscar von Kra­e­mer, op­fat­te­de damp­ma­ski­nen som no­get ny­mo­dens pjank, der ik­ke hør­te hjem­me på et rig­tigt skib.

Alt sam­men før­te det hen til bra­en­din­gen ud for Har­boø­re, »uden ma­ster, med be­ska­di­get ma­ski­ne, med en kraf­tig la­ek og med en dyb­de på 18 fod rundt om he­le fre­gat­ten«, som han se­ne­re for­kla­re­de i ret­ten, hvor han i øv­rigt blev idømt en for­holds­vis mild straf og straks der­ef­ter benå­det og end­da for­frem­met af za­ren.

Men den mor­gen syn­tes alt tabt. Skib, mand­skab, ae­re. Og det vir­ke­de som no­get af et mira­kel, da vin­den over mid­dag lø­je­de af og til­lod red­nin­gen at gå i gang. Dels med en li­ne, som det en­de­lig lyk­ke­des at få over på ski­bet, og dels med lo­ka­le fi­sker­bå­de, som be­gynd­te at duk­ke op og ta­ge folk med ind. En over­gang var der li­ge­frem kon­kur­ren­ce mel­lem rus­ser­ne og de lo­ka­le fi­ske­re om at få de stran­de­de sik­kert i land. En­de­lig kom og­så stor­fyrst Alek­sei, som »blev i fle­re Ti­mer gaa­en­de på Strand­bred­den, dri­ven­de Vaad, som han var kom­men iland«, forta­el­ler Vau­pel. Hen imod af­ten kom de sid­ste ind med fi­sker­båd, og iblandt dem kap­ta­jn Kra­e­mer og ad­miral Pos­si­et og ski­bets flag. »Ad­mira­len blev baa­ren iland af Ma­tro­ser­ne og mod­ta­gen med et jub­len­de Hur­ra; Stor­fyr­sten faldt ham om Hal­sen.«

Ef­ter en tak­ke­g­ud­stje­ne­ste på stran­den i bå­lets og lyg­ter­nes ska­er be­gynd­te ind­kvar­te­rin­gen. Hver gård kun­ne ta­ge ti mand, stand­s­per­so­ner i sen­ge­ne, og ma­tro­ser­ne i la­der­nes halm. De al­ler­fi­ne­ste kom med pra­e­sten hjem. Som Vau­pel no­te­rer i no­get, man vel kan kal­de en tid­lig, lit­te­ra­er sel­fie:

»Jeg naa­e­de alt­så hjem se­ent Fre­dag Af­ten ef­ter en lang­som Kjør­sel gjen­nem san­de­de Veie med en sim­pel Bon­de­vogn, for­s­pa­endt med et Par He­ste, der he­le Da­gen hav­de ar­bei­det ved Stran­den. Paa Vog­nen be­fandt sig Stor­fyrst Ale­xis, Ad­miral Pos­si­et, Fre­gat­tens Kom­man­d­eur, Ka­pi­tain Kra­e­mer, Ba­ron Schil­ling og min Ring­hed.«

Så­le­des skif­te­de Har­boø­re plud­se­lig re­fe­ren­ce-le­gem­s­del og blev for en kort stund ver­dens nav­le, og pra­e­sten fik ik­ke luk­ket et øje he­le nat­ten, for i hans seng lå der en stor­fyr­ste, og he­le nat­ten igen­nem var der he­ste­tramp af ku­re­rer med te­le­gram­mer, blandt an­det fra za­ren selv, te­le­gram­mer, som pra­e­sten på forun­der­lig vis kend­te ord­ly­den af.

Det va­re­de et par da­ge, så var de va­ek igen, stor­fyr­sten og ad­mira­len til Ber­lin og re­sten af be­sa­et­nin­gen med he­ste­vog­ne og tog til Aar­hus og der­fra hjem med fre­gat­ten Jyl­land, som var ble­vet stil­let til rå­dig­hed af Kro­nen. Og snart fulg­te pen­ge og me­dal­jer som tak for den »na­este­ka­er­lig­hed«, be­folk­nin­gen i Har­boø­re hav­de ud­vist, og må­ske og­så lidt for tort og svie. For når sandt skal si­ges, så gik det ik­ke helt stil­le af, da de over 700 sail­ors gik i land.

»Det sy­nes en be­ta­en­ke­lig Sag paa én Gang at slaae 750 Mand løs, for­de­el­te i om­trent 60, langt fra hin­an­den lig­gen­de Kvar­te­rer; man maat­te ven­te Ex­ces­ser, og dis­se ude­blev hel­ler ik­ke, men i en langt min­dre Ma­eng­de, end man af Rus­ser­nes be­kjend­te Hang til sta­er­ke Drik­ke kun­de for­mode,« skri­ver Vau­pel.

»De rus, åh de rus.«

Det var jo nok, som man så på det. Ka­ren Thu­borg be­ret­ter i hvert fald om et op­trin, hun selv var vid­ne til, en dag hun var hjem­me for at se vra­get af Nevskij. Bedst som de sad og drak kaf­fe hos hen­des fora­el­dre, kom en ko­ne ved navn Stine Knud­s­dat­ter lø­ben­de gen­nem hu­set og ud ad bag­dø­ren, mens hun råb­te: »De rus, åh, de rus.«

»Bag­ef­ter hen­de kom en Rus­ser lø­ben­de … Han hav­de ik­ke set, at Ko­nen var slup­pet ud ad Bag­dø­ren; han løb he­le Hu­set igen­nem og ind i La­den. Her hav­de Fa­der stå­en­de nog­le Fja­er­din­ger ful­de af sal­te Sild og nog­le hal­ve Tøn­der sal­tet Torsk; det var Va­rer, som han hvert Aar ple­je­de at sej­le til Lim­fjord­s­lan­de­ne med for at hand­le dem bort. Rus­se­ren blev ra­sen­de, da han ik­ke fandt Ko­nen. Han gen­nem­ro­de­de: en Bun­ke Hø, som laa i et Hjør­ne af La­den, og da han ik­ke fandt no­gen der, tog han to Fja­er­din­ger Sild og smed op i Hø­et, saa Sild, Salt og La­ge spred­tes over det. Et Kar­fuld af sto­re sal­te­de Torsk va­el­te­de han og hva­el­ve­de Kar­ret der oven­paa. Fa­der var ik­ke hjem­me den Dag, og in­gen af os tur­de gaa ud i La­den til ham; men vi kun­de hø­re, hvor­le­des han rum­ste­re­de baa­de i La­de og Stald.«

Da rus­se­ren langt om la­en­ge var for­s­vun­det, kom den ja­ge­de Stine Knud­s­dat­ter frem fra sit skjul og bad om en dram. Hun hav­de ik­ke me­re til­ba­ge selv, for det hav­de rus­se­ren druk­ket, i byt­te for et sil­ke­tørkla­e­de. Men da han vil­le ha­ve me­re end bra­en­de­vin af hen­de og hav­de ta­get så fast om hen­des hånd, var hun stuk­ket af og ham ef­ter. Se­ne­re kom Ka­ren Thu­borgs far hjem og fik for­talt, hvad der var sket, men i hans op­fat­tel­se var det ik­ke rus­se­ren, der var den sto­re syn­der, men ko­nen: »Stine Knud­s­dat­ter er be­ga­er­lig. Hvor tur­de hun ind­la­de sig med saa­dan et Men­ne­ske, da hun var ale­ne hjem­me og ik­ke for­stod et ene­ste Muk af, hvad han sag­de! Og saa gi­ve ham Bra­en­de­vin for saa fint et Kla­e­de, som hun al­drig kan va­e­re be­kendt at bru­ge! De stak­kels Rus­se­re bliver straf­fet haardt for en lil­le For­se­el­se. Han skal ik­ke mel­des her­fra, om ogs­aa der er lidt Fisk øde­lagt; det faar vi nok gjort i Stand igen.« Til­ba­ge i bra­en­din­gen stod vra­get. Som de lo­ka­le nå­e­de at tøm­me for va­er­di­er, in­den den før­ste ef­ter­års­storm split­te­de det ad i star­ten af novem­ber. Tid­li­ge­re mu­se­ums­le­der i Lemvig, El­len Dam­gaard, forta­el­ler i en pam­flet om ha­en­del­sen, at det for de lo­ka­le fi­ske­re må ha­ve va­e­ret »som at gå ind i et even­tyrslot. Tun­ge ma­hogni­møb­ler, for­gyld­te spej­le, pa­ne­ler og dø­re, tovva­erk, sejl, alt blev fi­ret ned i fi­sker­nes havski­be og ro­et i land«.

Det me­ste blev gen­nem de dan­ske myn­dig­he­der solgt på fle­re auk­tio­ner hen over ef­ter­å­ret og vin­te­r­en. Alt det grove som tovva­erk, blok­ke, sejl, da­eks­plan­ker og an­det blev hand­let di­rek­te på stran­den, mens fi­ne ting som møb­ler og så­gar et fly­gel blev kørt til et pak­hus i Lemvig og solgt dér.

Alt blev spredt for al­le vin­de og går sta­dig i arv el­ler en­der som do­na­tio­ner til Lemvig Mu­se­um sam­men med al­le de hi­sto­ri­er, der sta­dig knyt­ter sig til man­ge af tin­ge­ne. Ad­miral­cha­lup­pen blev brugt til lyst­sejlads på Sil­ke­borgsø­er­ne, sø­kort­bor­det end­te hos en glar­me­ster i Lemvig, Ho­tel Schaum­burg i Holste­bro af­tog et spi­se­bord, og på den el­lers så tra­e­lø­se egn ved Har­boø­re va­de­de man plud­se­lig i tøm­mer, der blev brugt til ka­er­kom­ne ud­byg­nin­ger og re­pa­ra­tio­ner.

Da det he­le var over­stå­et, og pen­ge­ne fra bja­erg­nin­gen var ud­be­talt, var der end­da råd til nye og bed­re fi­sker­bå­de. Så Ale­xan­der Nevskij kom ik­ke med Dom­me­dag den mor­gen for 150 år si­den, som man tro­e­de. Men ski­bet kom al­li­ge­vel som sendt fra him­len.

I an­led­ning af 150-års ju­bila­e­et for Ale­xan­der Nevski­js for­lis åb­ner Lemvig Mu­se­um på da­gen for ju­bila­e­et den 25. sep­tem­ber en sa­er­ud­stil­ling på Kyst­cen­tret i Thy­bor­øn med fo­kus på de ting fra fre­gat­ten, som sta­dig be­fin­der sig i pri­vat eje.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.