Mod en ny mørk tid

Weekendavisen - - Kultur - Af HEI­DI LAU­RA LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JEN­SEN

Hen over sid­ste vin­ter kun­ne man på Im­pe­ri­al Mu­se­um of War i Lon­don se om­rid­set af en dro­ne teg­net på gul­vet mel­lem al­le de helt kon­kre­te, hårdt­slå­en­de vå­ben i sam­lin­gen. Vi ser al­drig kri­gens dro­ner, så vi ved ik­ke, hvor over­ra­sken­de sto­re de er. De ek­si­ste­rer i en egen di­men­sion, use­te af men­ne­skeøj­ne, og er en helt af­gø­ren­de del af den mo­der­ne usyn­li­ge krig, som man fø­rer på di­stan­cen, så at si­ge ube­rørt af men­ne­ske­hånd. Kunst­ne­ren Ja­mes Brid­le teg­ne­de i ud­stil­lin­gen Age of Ter­ror dro­ner­ne til­ba­ge på slag­mar­ken. I det he­le ta­get kred­ser hans pro­duk­tion om tek­no­lo­gi­ens hem­me­li­ge ver­den: over­våg­ning, dro­ner og al­le de an­dre for­mer for ui­gen­nem­sku­e­lig­hed, vi for la­engst har vaen­net os til i en sta­dig me­re di­gi­tal ver­den. I sid­ste uge be­søg­te han Tech Festi­val i Kød­by­en i Kø­ben­havn for at de­le si­ne tan­ker i et sel­skab, hvor man­ge ne­top ud­pe­ger fa­ren ved, at tek­no­lo­gi kun dis­ku­te­res i et luk­ket bro­der­skab af in­si­de­re, selv­om vi al­le le­ver med den. Al­le vil ta­le med den imø­de­kom­men­de Brid­le, og midt i festi­val­myl­de­ret bliver vo­res in­ter­view af­brudt af dem, som har fle­re tan­ker at de­le med ham. Det er og­så et prin­cip i hans va­erk: at de­le sin kunst og si­ne tan­ker mest mu­ligt.

»Da jeg for om­kring ti år si­den be­gynd­te at in­ter­es­se­re mig for dro­ner, var det sva­ert at fo­re­stil­le sig den­ne nye tek­no­lo­gi­ske ud­vik­ling; få hav­de end­nu hørt om dem. Der var me­get lidt in­for­ma­tion. De hav­de al­le­re­de ek­si­ste­ret i om­kring ti år som et styk­ke vild og ufat­te­lig vi­den­skab midt i vir­ke­lig­he­den, små Fly­ven­de Hol­la­en­der-ro­bot­ter – men dro­ner­ne var over­ho­ve­det ik­ke tra­engt igen­nem til den of­fent­li­ge be­vidst­hed end­nu. Der var in­gen dis­kus­sion af dem, og de var helt kon­kret sva­e­re at få øje på. Jeg blev naesten be­sat af dro­ner: af tan­ken om fak­tisk at stå over for dem og af be­vist­he­den om, at det na­ep­pe vil­le ske. Min løs­ning var at teg­ne dem i fak­tisk stør­rel­se, ba­re for at få en for­nem­mel­se af, hvor sto­re de er, for jeg er vir­ke­lig dår­lig til at vi­su­a­li­se­re ting og har me­get rin­ge rum­lig fo­re­stil­lings­ev­ne. Det vi­ste sig at gi­ve end­nu me­re me­ning, end jeg hav­de tro­et. No­get så sim­pelt som at teg­ne dro­ner gjor­de ik­ke ba­re den fy­si­ske stør­rel­se for­stå­e­lig på en me­get sta­erk må­de, det ryste­de mig vå­gen og fik mig til at for­stå en mas­se om tek­no­lo­gi og po­li­tik. Jeg for­stod, hvor cen­tral usyn­lig­he­den var; at det var et po­li­tisk be­hov for usyn­lig­hed, som hav­de få­et den­ne ting til at op­stå.«

– Hvor­fra kom ide­en om at gø­re dro­nen til open sour­ce-kunst?

»Den før­ste dro­ne teg­ne­de jeg i bag­ha­ven bag mit stu­dio i Lon­don på et tids­punkt, hvor jeg egent­lig skul­le la­ve an­dre ting, men jeg er si­den ble­vet bedt om at gen­ta­ge den i fle­re kun­stog de­sign­sam­men­ha­en­ge, og til sidst vil­le jeg ik­ke la­ve fle­re. Så jeg gjor­de den til­ga­en­ge­lig som open sour­ce-kunst. En af ho­ved­tan­ker­ne i mit ar­bej­de er, at al­le kan gø­re det, jeg gør, hvad en­ten det er teg­ne en dro­ne el­ler at la­ve et styk­ke softwa­re – de red­ska­ber, jeg bru­ger, har al­le ad­gang til. Så mit bud­skab var: Vil du ha­ve det­te va­erk, så skab det – må­ske når du frem til nog­le af de sam­me er­ken­del­ser som mig? Ved at sa­et­te mit va­erk fri kun­ne det be­va­e­ge sig om­kring til al­le mu­li­ge for­skel­li­ge sam­men­ha­en­ge – fak­tisk lidt dro­ne­ag­tigt – og det er ind­gå­et i ud­stil­lin­ger, ud­dan­nel­se, pro­testak­tio­ner. Det har få­et sit eget liv.« Al­li­ge­vel be­tød dro­nen på Im­pe­ri­al War Mu­se­um no­get sa­er­ligt for Brid­le: »Det var langt ude! Jeg ple­je­de at kom­me på mu­se­et som barn og har al­tid haft mas­ser af fø­lel­ser for det – og­så kom­pli­ce­re­de fø­lel­ser. Mi­li­ta­er­tek­no­lo­gi har og­så al­tid til­truk­ket mig i en el­ler an­den grad; in­de­ni er jeg en fem år gam­mel dreng. Mi­li­ta­er­tek­no­lo­gi har en naesten gla­mourøs til­tra­ek­ning, for­di den al­tid er med helt frem­me på den tek­no­lo­gi­ske for­front. Man må så uund­gå­e­ligt og­så stil­le sig selv spørgs­må­let, hvad det be­ty­der for os, at det me­ste af vo­res nye tek­no­lo­gi har en mi­li­ta­er op­rin­del­se? For ik­ke at ta­le om, hvil­ken rol­le det­te mu­se­um har som et sted, der for­her­li­ger ik­ke ba­re kri­gen og dens vol­de­li­ge hi­sto­rie, men sel­ve den im­pe­ri­a­le krig? Det er et mu­se­um om im­pe­ri­ets vold! I den sam­men­ha­eng bliver dro­nen ek­stra in­ter­es­sant og dra­gen­de, når man ne­top sa­et­ter dens usyn­lig­hed over for al­le dis­se helt kon­kre­te vå­ben.«

DRO­NEN er et sta­er­kt bil­le­de på den form for usyn­lig­hed, som Brid­le be­hand­ler i sin nye bog. Lys og syn­lig­hed har al­tid va­e­ret en me­ta­for for vi­den og op­lys­ning, men ma­eng­den af vi­den er i dag så enorm og ur­e­ger­lig, at vi i prak­sis druk­ner i den, ad­va­rer han. Vi er på vej ind i en ny mørk tidsal­der, hvor vi bliver sta­dig me­re uvi­den­de, iro­nisk nok om­gi­vet af ma­eng­der af ny tek­no­lo­gi. Bo­gens ti­tel er da og­så New Dark Age, og dens vig­tig­ste ae­rin­de er at gi­ve os nye me­ta­fo­rer og må­der at ta­le om den di­gi­ta­le ver­den på, så vi al­le bliver bed­re i stand til at ta­le med. »Vo­res for­vent­ning om, at vi kan for­stå ver­den ba­se­ret på da­ta og in­for­ma­tio­ner, går til­ba­ge til Oplys­ning­sti­den og ud­vik­lin­gen af den vi­den­ska­be­li­ge me­to­de, men den for­vent­ning ser i sta­dig hø­je­re grad ud til ik­ke at hol­de stik. De red­ska­ber, vi har til at for­stå ver­den med, er be­gyndt at svig­te på en lang ra­ek­ke in­ter­es­san­te må­der. Et af mi­ne ynd­lings­ek­semp­ler er vej­ret: Vi har brugt år­hund­re­der på at for­bed­re vo­res ev­ne til at for­ud­se vej­ret, men nu bliver den ev­ne sta­dig rin­ge­re. Kli­ma­et er ble­vet ufor­ud­si­ge­ligt for os, og år­sa­gen til dét fin­des ne­top i vo­res tek­no­lo­gi.« Nem­lig i de sid­ste 100 års mas­si­ve for­brug af fos­si­le bra­ends­ler, som har ført til men­ne­ske­he­dens fo­re­lø­big stør­ste øko­no­mi­ske op­sving, men sam­ti­dig og­så for­an­dret kli­ma­et.

»Det fø­les som et an­greb på he­le vo­res må­de at for­stå ver­den på: at sam­le da­ta, for­ud­si­ge ting og på den må­de få kon­trol over dem. Det vil ik­ke va­e­re sådan ret me­get la­en­ge­re, og det er det­te nye mørke, som vi er ude af stand til at for­hin­dre. Det be­ty­der ik­ke, at vi er på vej ind i en ond epo­ke – men det be­ty­der, at

Lys og syn­lig­hed har al­tid va­e­ret en me­ta­for for vi­den og op­lys­ning, men ma­eng­den af vi­den er i dag så enorm, at vi i prak­sis druk­ner i den.

vi får brug for ra­di­kalt nye må­der at for­kla­re ver­den på. Tek­no­lo­gi­en le­ger kis­pus med os. Den fo­re­kom­mer os at gø­re al­ting let­te­re og me­re prak­tisk, men det me­ste af det, som gør tek­no­lo­gi­en mu­lig, for­bli­ver skjult for os. Og det er ik­ke nød­ven­dig­vis af det go­de. Vo­res syns­felt kom­mer let til at ind­s­kra­en­ke sig til den form for ser­vi­ces, vi bliver til­budt af tek­no­lo­gi­en; den form for let­tel­se, den kan til­by­de os i vo­res en­kel­te liv. Vi for­mår ik­ke at se alt det yder­li­ge­re om­kring tek­no­lo­gi­en, som må­ske i prak­sis for­va­er­rer vo­res si­tu­a­tion.« Så­som for ek­sem­pel de fos­si­le bra­end­stof­fers vel­sig­nel­se og for­ban­del­se – el­ler den mas­si­ve over­våg­ning af al­le si­der af vo­res liv, som er re­a­li­te­ten via bå­de ka­me­ra­er, de so­ci­a­le me­di­er og an­dre di­gi­ta­le in­for­ma­tions­strøm­me.«

OP­RIN­DE­LIGT la­e­ste Ja­mes Brid­le com­pu­ter­vi­den­skab. Han tro­e­de, at stu­di­et skul­le hand­le me­get om in­ter­net­tet, men det var i prak­sis mest ma­te­ma­tik. Ef­ter et spe­ci­a­le i kun­stig in­tel­li­gens la­ve­de han et brat skift til for­lags­ver­de­nen og re­di­ge­re­de skøn­lit­te­ra­tur. Han blev hur­tigt op­ta­get af bo­gen som tek­no­lo­gi og den den­gang nye e-bog: »Hvad be­ty­der det for bo­gen som me­die, at den bliver di­gi­tal, at den så ra­di­kalt for­an­drer form, spe­ku­le­re­de jeg. Det hø­rer jo hjem­me i en lø­ben­de dis­kus­sion om bo­gen, for den mas­se­pro­du­ce­re­de bog er ba­re 150 år gam­mel, pra­e­cis li­ge­som ro­ma­nen som form; de to ting er ta­et knyt­te­de til hin­an­den, for tek­no­lo­gi og kul­tur be­va­e­ger sig al­tid sam­men og er ta­et for­bund­ne. Så no­get må ske igen nu, hvor kul­tu­ren i så vidt om­fang bliver vir­tu­el, di­gi­tal, tek­no­lo­gibå­ren på al­le dis­se man­ge må­der. De va­er­ker, jeg har la­vet si­den da, har pas­set bed­re ind i kunst­ver­de­nen end i for­lag el­ler tech, men jeg sy­nes egent­lig ba­re, jeg la­ver det sam­me, som jeg al­tid har gjort.

Jeg skri­ver pro­fes­sio­nelt og de­ler mi­ne tek­ster on­li­ne; an­dre gan­ge la­ver jeg ting, som en­der i gal­le­ri­er, og i sid­ste en­de ven­der det he­le til­ba­ge til of­fent­lig­he­den. Og så ta­ler jeg med an­dre men­ne­sker. Det er alt sam­men den sam­me pro­ces: Det er mig, som prø­ver at for­stå, hvad ud­vik­lin­gen hand­ler om, for­di det fo­re­kom­mer mig in­ter­es­sant. Alt for få prø­ver at for­stå, hvad der sker, og det er us­undt for os al­le.«

– Hvad skal der til for at få fle­re til at blan­de sig i den sam­ta­le?

»Hvis ba­re jeg vid­ste det! Vi har et kli­ma pra­e­get af in­tel­lek­tu­el min­dre­va­erds­fø­lel­se, når det ga­el­der, isa­er, tek­no­lo­gi. Der er og­så en frygt for at blan­de sig i no­get, man ik­ke er eks­pert i. Så det er den rol­le, jeg har på­ta­get mig. Men jeg er me­get for­sig­tig med at fo­re­slå løs­nin­ger i bo­gen, for en del af vo­res ak­tu­el­le pro­blem er li­ge pra­e­cis so­lu­tio­nism.« So­lu­tio­nism er for­vent­nin­gen om, at an­dre vil fin­de en tek­no­lo­gisk løs­ning på al­le vo­res pro­ble­mer – en mo­der­ne ver­sion af Guds frel­sen­de hånd, den­ne gang rakt ud af det hem­me­lig­heds­ful­de ma­skin­rum frem for him­len.

»Vi bør ha­ve selvtillid nok til at be­gyn­de at ska­be man­ge slags forta­el­lin­ger om tek­no­lo­gi­ens mu­lig­he­der. Vi får for­talt man­ge hi­sto­ri­er om, hvad tek­no­lo­gi­en kan, og hvad den gør for os, men de forta­el­les af et lil­le pra­e­ste­skab, som er sel­vud­na­evnt og ek­stremt magt­fuldt. At gen­for­tryl­le tek­no­lo­gi­en er at ta­ge den til­ba­ge og de­mo­kra­ti­se­re den ved at be­gyn­de at ta­en­ke vo­res eg­ne tan­ker om den. Vi har i dag mil­li­ar­der af men­ne­sker, som bru­ger et so­ci­alt me­die skabt til nog­le få hund­re­de men­ne­sker på Har­vard – hvor­dan kan vi va­e­re over­ra­ske­de over, at det pro­dukt er fuldt af kon­flik­ter og ube­ha­ge­lig ad­fa­erd? Vi le­ver in­de i Mark Zuck­er­bergs fan­ta­si. Vi le­ver in­de i fan­ta­si­er­ne fra en gan­ske lil­le grup­pe af men­ne­sker i Si­li­con Val­ley, som sta­dig tror på, at da­ta er mid­let til at lø­se alt. Pra­e­cis som vi le­ver in­de i nog­le få bank­folks fan­ta­si om, at ver­den kan pres­ses til at bli­ve ved med at pro­du­ce­re mak­si­mal pro­fit uden no­gen som helst kon­se­kven­ser. Vi le­ver in­den i de mest magt­ful­de men­ne­skers fan­ta­si, og gen­for­tryl­lel­sen af tek­no­lo­gi­en er at om­for­de­le den magt, som lig­ger i sel­ve fo­re­stil­lings­ev­nen.«

Ja­mes Brid­les dro­nesil­hu­et.

FOTO: MATHIAS CHRISTENSEN

»Vi for­ven­ter, at vi kan for­stå ver­den på bag­grund af da­ta og in­for­ma­tio­ner, sådan har det va­e­ret si­den Oplys­ning­sti­den. Men de red­ska­ber, vi har til at for­stå ver­den med, er be­gyndt at svig­te på en lang ra­ek­ke in­ter­es­san­te må­der.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.