Over­for­kla­re­de or­gas­mer til fol­ket

Krop­pe­ne er alt for tekst­tun­ge i Se­xpol.

Weekendavisen - - Kultur - Af LINEA MAJA ERNST KORREKTUR: LIS­BETH RINDHOLT

Se­xpol. Is­ce­nesa­et­tel­se: Ni­co­lei Fa­ber. Ma­nus: La­er­ke San­der­hoff. Sceno­gra­fi og kostu­me­de­sign: Christian Al­bre­cht­sen. Te­a­ter Grob ind­til 27. sep­tem­ber.

isto­ri­en om Se­xpol er fan­ta­stisk. Den in­ter­na­tio­na­le, seksu­el­le re­vo­lu­tion, der blom­stre­de 30 år for tid­ligt til ung­doms­op­rø­ret og blev glemt i skyg­gen af det. En grup­pe dan­ske ma­end og kvin­der ka­em­pe­de i 1930rne – in­spi­re­ret af den jø­di­ske psy­ko­a­na­ly­ti­ker og marxist Wil­helm Reich – for seksu­a­l­op­lys­ning, ret­ten til pra­e­ven­tion, frie abor­ter og fri ka­er­lig­hed. Ar­bej­der­klas­sen skul­le seksu­a­l­op­ly­ses og or­gas­men ud­nyt­tes i kam­pen mod pa­tri­ar­ka­tet, fa­scis­men og den gam­le ver­den­sor­den. Det er et tak­nem­me­ligt mo­tiv at dra­ma­ti­se­re. Der­for er det naesten im­po­ne­ren­de, hvor ked­som­me­ligt det bliver for­løst på Te­a­ter Grob.

Der er no­get slapt over spa­en­dings­kur­ven, der gør fo­re­stil­lin­gen lang, selv­om der er ta­le om en ti­me og 40 mi­nut­ter. Se­xpol­grup­pen fø­les al­le­re­de fra ud­gangs­punk­tet som en sekt, der er små­rå­d­den af Rei­chs ui­mod­sag­te au­to­ri­tet. Der­fra går det ned ad bak­ke, men så sin­digt (og gen­nem­for­talt), at det al­drig fø­les akut. Man sid­der he­le tiden og ved bed­re, på pu­bli­kums­ra­ek­ker­ne, hvil­ket er ke­de­ligt i la­eng­den. Pu­bli­kum når ik­ke at in­ve­ste­re sig i de ra­re, for­bla­en­de­de ide­a­li­ster i Se­xpol, før det bliver klart, at gra­en­se­over­skri­den­de te­ra­pi, tvung­ne or­gas­me­kvo­ter og part­ner­byt­te ba­re ud­gør en an­den slags tvin­gen­de ide­o­lo­gi. Jeg er med på, at be­va­e­gel­sen sag­tens kan kri­ti­se­res ef­ter­tryk­ke­ligt, men det vil­le gø­re fo­re­stil­lin­gen ri­ge­re, hvis is­ce­nesa­et­tel­sen hav­de haft bed­re øje for det her­oi­ske i Se­xpols kam­pe.

Se­xpol vil ger­ne for­tol­ke sit stof, det er en tekst­tung fo­re­stil­ling, men det bliver al­drig sa­er­ligt kom­plekst. Me­re am­bi­va­lens, tvivl og åben­hed hav­de va­e­ret me­re

Hdra­ma­tisk in­ter­es­sant. Det en­der med at bli­ve en dra­ma­tisk hi­sto­ri­e­ti­me, men ik­ke sa­er­ligt le­ven­de te­a­ter. Et lys­punkt er kostu­mer­ne: De er rø­de og i tre­di­ver­snit, skjor­ter og kit­telkjo­ler, som ud­strå­ler sam­me enk­le styr­ke som på en sov­je­tisk pro­pa­gan­da­pla­kat, der på sam­me tid sig­na­le­rer re­tro og frem­tid­stro; kvin­der, der smø­ger ae­r­mer­ne op og går løs på pro­duk­tions­mid­ler­ne. Kat­hri­ne Høj An­der­sen, Jens Go­t­hel­lf, Sol­vej Ky­ong-Sook Chri­sti­an­sen, Hel­le Fa­gra­lid og Mor­ten Brovn spil­ler de jour­na­li­ster, abort­la­e­ger, for­fat­te­re, me­di­cin­stu­de­ren­de og bør­ne­p­sy­ko­lo­ger, der ud­gør det dan­ske Se­xpol. Kas­per Lei­s­ner er aere­frygt­gind­g­y­den­de som Wil­hem Reich, han tår­ner sig op over de an­dre sku­e­spil­le­re med den mod­vil­li­ge fa­der­skik­kel­ses hyg­ge­ligt-uhyg­ge­li­ge bu­ske­de øjen­bryn og ka­em­pe­ha­en­der. Men så snart han be­gyn­der at ta­le, er trold­dom­men brudt. Ma­nuskrip­tet er med­li­den­heds­va­ek­ken­de, replik­ker­ne sti­ve og hver­dags­far­ve­de, selv når der ta­les in­de fra den seksu­el­le fri­gø­rel­ses­pro­ces: »Jeg la­en­ges ef­ter et ukom­pli­ce­ret og na­tur­ligt sam­le­je,« si­ger de for ek­sem­pel. Man­ge replik­ker er holdt i tred­je­per­son, hvor per­so­ner­ne ud­før­ligt be­skri­ver, hvad de gør og fø­ler, i ste­det for at spil­le det. Sku­e­spil­ler­ne har la­ert ma­nus ude­nad, men ik­ke gjort det til de­res eget, de re­ci­te­rer uden at over­be­vi­se. Or­de­ne fyl­der for me­get og gør krop­pe­ne un­der­ligt over­flø­di­ge på sce­nen, selv­om de sta­er­ke­ste øje­blik­ke er de ord­lø­se. Som da Bo­dil (Hel­le Fa­gra­lid) mod­vil­ligt la­der sig om­k­lam­re af de andres ha­en­der, af fa­el­les­ska­bet, men i sid­ste øje­blik vri­der sig løs fra fa­el­leskrop­pen, der står til­ba­ge som en tom, fla­ek­ket ko­kon. El­ler når guru­en Reich en­de­lig selv bry­der sam­men på gul­vet og for­sø­ger at krøl­le sit lan­ge le­ge­me sam­men til en til­stra­ek­ke­lig lil­le­put­tet foster­stil­ling, der kan fin­de trøst i Sol­vej Ky­ong-Sook Chri­sti­an­sens favn. Så er der no­get, pu­bli­kum kan ma­er­ke, som ik­ke skal for­tol­kes og for­kla­res fra sce­nen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.