Mu­se­et af i går

Al­le ved, hvad der dy­best set er grun­den til den­ne ka­ta­stro­fe, si­ger Vi­veiros de Ca­stro, en af de an­tro­po­lo­ger, der hav­de til hu­se i mu­se­et. Den­ne og de for­ri­ge re­ge­rin­gers to­ta­le foragt for kul­tur.

Weekendavisen - - Kultur - Af IN­GER SJØRSLEV

øn­dag den 2. sep­tem­ber var der folk på Na­tio­nal­mu­se­et i par­ken Qu­in­ta da Boa Vis­ta i en nord­lig del af mil­li­onby­en Rio de Ja­neiro, som ik­ke har det bed­ste ry. Mu­se­et lig­ger i et la­ve­re mid­delklas­se­kvar­ter ik­ke langt fra det iko­ni­ske fod­bold­sta­dion Ma­ra­canã. Nu med me­tro og no­gen­lun­de sik­kert at fa­er­des i, men så af­gjort ik­ke eli­tens ter­ra­en. Publi­kumstil­strøm­nin­gen var på in­gen må­de svim­len­de, men al­li­ge­vel var der som­me ti­der kø til mu­se­et, forta­el­ler de an­sat­te på det an­tro­po­lo­gi­ske in­sti­tut, som hav­de til hu­se i sam­me pa­lae som mu­se­et. Folk i na­bo­la­get var gla­de for det kej­ser­li­ge pa­lae, som blev ind­vi­et i 1818, og som fra 1822, hvor Bra­si­li­en blev uaf­ha­en­gigt af Portu­gal og frem til 1889, hvor lan­det blev en re­pu­blik, var hjem­sted for den kej­ser­li­ge fa­mi­lie. Si­den 1892 har pa­la­e­et va­e­ret et mu­se­um. I ju­ni i år fejre­de man byg­nin­gens 200-års ju­bila­e­um. Nat­ten til man­dag den 3. sep­tem­ber bra­end­te den.

Det vi­des ik­ke med sik­ker­hed, hvor­dan bran­den op­stod, men de elek­tri­ske in­stal­la­tio­ner har i åre­vis va­e­ret fora­el­de­de og be­ta­en­ke­ligt syn­li­ge, hvad mu­se­ets di­rek­tion ik­ke hav­de und­ladt at gø­re op­ma­er­k­som på over for de an­svar­li­ge myn­dig­he­der. Uden at der ske­te no­get. Pa­la­e­et står nu til­ba­ge som en ru­in. De sto­re sam­lin­ger og ar­ki­ver, det

Shu­se­de, er bra­endt. I bed­ste fald kan om­kring 10 pro­cent red­des. Mu­se­et var den ae­ld­ste vi­den­ska­be­li­ge in­sti­tu­tion i Bra­si­li­en og rum­me­de me­re end 20 mil­li­o­ner gen­stan­de her­un­der fos­si­ler, en me­get stor na­tur­hi­sto­risk sam­ling, et do­ku­men­tar­kiv, en sam­ling ae­gyp­ti­ske mu­mi­er, gra­e­ske og etruski­ske va­ser, ro­mer­ske fresko­er fra Pom­peji, en sam­ling et­no­gra­fi­ka fra in­di­an­ske folk, en mu­mie fra ay­mar­a­fol­ket i det sy­da­me­ri­kan­ske højland og ik­ke mindst kra­ni­et af Luzia, et af de ae­ld­ste men­ne­sker der er fun­det på det ame­ri­kan­ske kon­ti­nent, om­kring 12.000 år gam­melt. Man hav­de al­le­re­de måt­tet luk­ke sto­re de­le af mu­se­et ned for pu­bli­kum, blandt an­det nog­le po­pu­la­e­re ud­stil­lin­ger af et hval­ske­let og en ka­em­pe­di­nosaur. Der var in­gen pen­ge, og ved­li­ge­hol­del­sen var dår­lig overalt. Man så det straks, når man be­søg­te mu­se­et. Af­skal­le­de va­eg­ge, in­gen ren­gø­ring, en sja­el­den fjer­kap­pe, der var gle­det ned fra va­eg­gen og lå som et kva­e­stet dyr i bun­den af en mon­tre. Per­so­na­let vid­ste alt om pro­ble­mer­ne og hav­de i åre­vis ar­bej­det for at få myn­dig­he­der­ne til at in­ter­es­se­re sig for den skra­ek­ke­ligt for­søm­te kul­tu­rarv. At der var brand­fa­re, vid­ste al­le, og en be­vil­ling til den mest nødtørf­ti­ge sik­ring var ne­top gå­et igen­nem. Men for sent. Be­vil­lin­ger­ne er ble­vet skå­ret og skå­ret. Si­den 2014 har man måt­tet ka­em­pe hårdt for over­ho­ve­det at hol­de in­sti­tu­tio­nen i gang. I 2013 fik mu­se­et, hvad der sva­rer til om­kring tre mil­li­o­ner kro­ner, sid­ste år un­der det hal­ve. Grun­den til nedska­e­rin­ger­ne har blandt an­det va­e­ret, at man fra de skif­ten­de re­ge­rin­gers si­de har til­go­de­set pri­va­te fon­de og sty­ret of­fent­li­ge pen­ge der­hen, hvor det var at­trak­tivt for fon­de­ne at bi­dra­ge. AT der ud­brød brand, var en ka­ta­stro­fe i sig selv. Den bred­te sig hur­tigt i de man­ge brand­ba­re ma­te­ri­a­ler, og der­til kom, at den var sva­er at sluk­ke, for der var ik­ke vand nok i pum­per­ne i na­er­he­den af byg­nin­gen. Kul­tu­rar­ven blev og­så of­fer for en skrø­be­lig in­fra­struk­tur i en ka­em­pe­by, hvor ting går i styk­ker og usik­ker­he­den på, om al­ting nu og­så fun­ge­rer, som det skal, er et grund­vil­kår. Den fran­ske an­tro­po­log Clau­de Lévi-Strauss skrev i sin bog om de tri­ste tro­per, at de bra­si­li­an­ske stor­by­er er for evigt un­ge, men al­drig rig­tigt sun­de. Man kan dis­ku­te­re, om han hav­de ret, men det er in­dis­kuta­belt, at der med Na­tio­nal­mu­se­ets brand er sket et ko­los­salt tab af forsk­nings­ma­te­ri­a­le og kul­tu­rarv, bå­de for den bra­si­li­an­ske na­tion og for ver­den.

Al­le ved, hvad der dy­best set er grun­den til den­ne ka­ta­stro­fe, si­ger Vi­veiros de Ca­stro, en af de an­tro­po­lo­ger, der hav­de til hu­se i mu­se­et, og som sør­ger over ta­bet af sja­eld­ne og uvur­der­li­ge gen­stan­de fra de in­di­an­ske folk, Bra­si­li­ens før­ste ind­byg­ge­re. Grun­den er den­ne og de for­ri­ge re­ge­rin­gers to­ta­le foragt for kul­tur. Den sid­ste pra­esi­dent, der be­søg­te Na­tio­nal­mu­se­et, var Jus­ce­li­no Ku­bits­chek . Det var i 1958! Ved 200-års ju­bila­e­et i ju­ni i år var der ik­ke en ene­ste mi­ni­ster til ste­de. Hel­ler ik­ke borg­meste­ren kom, han var el­lers in­vi­te­ret. Bra­si­li­en er et land, hvor det at re­ge­re be­ty­der at ska­be ør­ke­ner, si­ger Vi­veiros de Ca­stro. Ør­ke­ner op­står i na­tu­ren, når man til­la­der, at regnsko­ven fa­el­des, og nu har man og­så øde­lagt kul­tu­ren og skabt ør­ke­ner i hi­sto­ri­en. De Ca­stro fo­re­slår, at det bra­end­te mu­se­um bliver stå­en­de som en ru­in, et monu­ment over al­le øde­la­eg­gel­ser­ne.

MAN kan hå­be, at den­ne kul­tur­ka­ta­stro­fe kan få lan­det til at gen­ta­en­ke sig selv. Den østrig­ske forfatter Stefan Zweig, der flyg­te­de til Bra­si­li­en un­der An­den Ver­denskrig og

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.