Frank­rigs frygt for fa­ke news

Weekendavisen - - Kultur - Af ASKE MUNCK

DA den fran­ske re­ge­ring i lø­bet af som­me­ren vedt­og sin om­dis­ku­te­re­de lov om fal­ske nyhe­der, el­ler les fa­ke news, som det hed­der på fransk, pe­ge­de man­ge på, at man ik­ke kan lov­gi­ve sig ud af pro­ble­met. Ik­ke de­sto min­dre så pra­esi­dent Ma­cron og hans re­ge­ring sig nødsa­get til at pres­se loven igen­nem, for i Frank­rig har man en sta­erk hi­sto­risk hukom­mel­se.

Og al­le i mag­tens in­der­kreds hu­sker så­le­des bag­grun­den for den fransk-prøj­si­ske krig i 1870-1871. En krig, der end­te med et fors­ma­e­de­ligt ne­der­lag til Frank­rig, og som si­den før­te til Tys­klands sam­ling og Pa­ri­ser­kom­mu­nen.

For bag­grun­den var li­ge pra­e­cis et styk­ke gam­mel­dags og hjem­mes­ned­ke­re­ret fa­ke news, or­ke­stre­ret af in­gen rin­ge­re end prøj­ser­nes kans­ler Ot­to von Bis­marck, der selv skal ha­ve sagt, at »der al­drig ly­ves så me­get som før val­get, un­der kri­gen og ef­ter jag­ten«. Den span­ske tro­ne hav­de nem­lig stå­et tom si­den 1868, da dron­ning Isa­bel­la II for­lod den og ryk­ke­de til Pa­ris. Og Kej­ser Wil­helm men­te, at prins Le­opold von Ho­hen­zol­ler­nSig­ma­rin­gen, der til­hør­te den ro­mer­sk­ka­tol­ske del af Ho­hen­zol­lern-fa­mi­li­en, var selvskre­ven som tron­føl­ger.

En sådan kro­ning var fuld­sta­en­dig uac­cep­ta­bel for Frank­rig, der fryg­te­de at bli­ve om­rin­get af prøj­si­ske sta­ter og en spansk va­sal, og det lod fransk­ma­en­de­ne for­stå i ty­de­li­ge ven­din­ger. Hvor­på prins Le­opold trak sig. Det var imid­ler­tid ik­ke nok for fransk­ma­en­de­ne, der kra­e­ve­de, at kej­ser Wil­helm skul­le for­sik­re dem om, at in­gen an­dre fra Ho­hen­zol­lern-ae­ten på no­get se­ne­re tids­punkt vil­le gø­re lig­nen­de krav ga­el­den­de. Et løf­te, som kej­se­ren na­tur­lig­vis ik­ke var i stand til at af­gi­ve, hvil­ket han gjor­de klart

– i ven­din­ger ind­pak­ket i diplo­ma­ti og hø­flig­hed – over for den fran­ske am­bas­sa­dør Vin­cent Be­ne­det­ti, som han mød­tes med ved kur­ste­det Bad Ems i Rhin­lan­det. Kej­ser Wil­helm send­te ef­ter­føl­gen­de det så­kald­te Ems-te­le­gram til sin kans­ler, Bis­marck, hvori han be­skrev mø­det med Be­ne­det­ti.

Den snu Bis­marck kend­te til den ul­men­de fran­ske fjendt­lig­hed over for prøj­ser­ne og re­di­ge­re­de bå­de diplo­ma­ti og hø­flig­hed ud af te­le­gram­met, så det frem­stod, som om kej­se­ren hav­de af­vist at mø­des med am­bas­sa­dø­ren og der­med yd­my­get Pa­ris. Her­ef­ter send­te han det til Deut­sche Al­l­ge­me­i­ne Zei­tung, som pligt­skyl­digt – men ukri­tisk – gen­gav den re­di­ge­re­de be­skri­vel­se af ha­en­del­sen, der og­så blev over­sat af de fran­ske avi­ser, hvor­ef­ter der ud­brød na­tio­na­li­sti­ske de­mon­stra­tio­ner og op­tø­jer i beg­ge lan­de. Ty­sker­ne var ra­sen­de over, at fransk­ma­en­de­ne hav­de na­eg­tet von Ho­hen­zol­lern tro­nen, mens fransk­ma­en­de­ne var hvid­g­lø­de­n­de over den rin­ge­agt, kej­se­ren hav­de ud­vist over for de­res of­fi­ci­el­le ud­sen­ding. Og en sva­ge­lig og hel­breds­ma­es­sigt ud­for­dret Na­poléon

III lod sig pres­se til at er­kla­e­re prøj­ser­ne krig i et for­ga­e­ves for­søg på at få na­tio­nal genop­rejs­ning.

Det er ik­ke hi­sto­risk be­vist, at Bis­marck be­vidst søg­te en krig med Frank­rig, men det er der­i­mod uomt­vi­ste­ligt, at han fi­f­le­de med be­skri­vel­sen af ha­en­del­sen, som var gan­ske an­der­le­des be­skre­vet i kej­se­rens op­rin­de­li­ge depe­che. Og der er hel­ler ik­ke tvivl om, at kon­flik­ten var helt af­gø­ren­de for at få sam­let Tys­kland, idet de syd­li­ge sta­ter øje­blik­ke­ligt ind­fri­e­de de­res trak­tat­li­ge for­plig­tel­ser og sat­te de­res trop­per un­der kej­se­rens kom­man­do. Men mens ha­en­del­sen er grund­sko­le­pensum og der­for pra­e­sent hos de fran­ske po­li­ti­ke­re, er det min­dre sik­kert, at de hu­sker, at den ik­ke gav an­led­ning til en stram­ning af de­res pres­se­lov a la den, som re­ge­rin­gen er i fa­erd med at ved­ta­ge. Men tva­er­ti­mod blot ti år ef­ter før­te til en to­tal li­be­ra­li­se­ring af pres­se­fri­he­den med loven af 1881. En lov, der fak­tisk var så vidt­gå­en­de, at det ene­ste for­svar mod bag­va­skel­se og til­sva­ert­ning syn­tes at va­e­re at ud­for­dre jour­na­li­ster­ne til du­el­ler på pi­stol el­ler kår­de. Så hyp­pi­ge var du­el­ler­ne, at de fle­ste avis­re­dak­tio­ner li­ge­frem hav­de til­knyt­tet de­ci­de­re­de fa­eg­tesko­ler og vå­bensa­le. Så og­så den­gang hav­de jour­na­li­ster­ne an­det end de­res an­se­el­se på spil.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.