Beska­e­rings­tid

Weekendavisen - - Kultur - Af PETER FRI­IS MØL­LER LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JEN­SEN KORREKTUR: LOU­I­SE LUNDBERG CLAESEN, LIS­BETH RINDHOLT

AF man­ge for­skel­li­ge grun­de op­står der ja­evnt hen be­hov for el­ler øn­ske om at be­ska­e­re tra­e­er og bu­ske i ha­ve og land­skab. Det kan ek­sem­pel­vis va­e­re for at for­me el­ler ta­em­me va­ek­sten, fjer­ne vok­sen­de hin­drin­ger for fa­erds­el, ud­kig, byg­nin­ger og an­dre plan­ters ud­vik­ling, ret­te op på ska­der fra vind­brud og, når det ga­el­der frugt­tra­e­er: at hol­de tra­e­et lavt og til­ga­en­ge­ligt og op­ti­me­re ud­byt­tet. Den­ne be­ska­e­ring – af­kap­ning af gre­ne og kvi­ste – er ty­pisk ble­vet fo­re­ta­get i vin­ter­ti­den, nok isa­er for­di tiden og ar­bejds­kraf­ten var til rå­dig­hed i dva­le­pe­ri­o­den – og for­di det er let­test at få over­blik over tra­e­et og sin egen ind­sats i den blad­lø­se tid.

Men at be­ska­e­re er jo at såre. Man be­rø­ver tra­e­et de­le af dets pro­duk­tions­ap­pa­rat og åb­ner ind­falds­ve­je for ve­dø­de­la­eg­gen­de or­ga­nis­mer, isa­er pa­ra­si­ti­ske svam­pe. Hel­dig­vis har ved­plan­ter­ne gen­nem man­ge mil­li­o­ner års kamp og selek­tion ud­vik­let en ra­ek­ke virk­som­me for­svars- og he­lings­me­ka­nis­mer. Al­min­de­lig­vis er bar­ken fuldt til­stra­ek­ke­ligt til at af­vi­se de fle­ste an­greb – med­min­dre der slås hul i det­te yd­re for­svar­sva­erk som føl­ge af vind­brud, dy­re­bid, skrab, slag og an­dre na­tu­rog men­ne­skepå­før­te ska­der, her­un­der ne­top vo­res be­ska­e­ring. Så ak­ti­ve­res de pro­ces­ser og me­ka­nis­mer, der gør ved­plan­ter­ne i stand til at af­bø­de ska­der, he­le sår og ka­em­pe mod fjendt­li­ge ind­tra­en­ge­re, her­un­der snyl­tesvam­pe.

Rent bi­o­lo­gisk – og lo­gisk – er det der­for bedst at fo­re­ta­ge en be­ska­e­ring, mens tra­e­et er i va­ekst, og livs­pro­ces­ser­ne kø­rer, så­le­des at dets for­svar kan tra­e­de i funk­tion, frem­for når alt er i vin­ter­lig dva­le. Un­der­sø­gel­ser og for­søg i blandt an­det Tys­kland har vist, at i hvert fald en del ar­ter af ved­plan­ter er bedst til at over­vok­se og he­le sår i sen­som­me­ren. Det vil si­ge fra slut­nin­gen af juli og et styk­ke ind i sep­tem­ber.

Når det ga­el­der tra­e­er og bu­ske, som man øn­sker et langt liv, ga­el­der det selv­føl­ge­lig om at mini­me­re ska­der­ne ved be­ska­e­rin­gen og så vidt mu­ligt sik­re, at de hur­tigt for­vin­des. Man skal som be­ska­e­ren­de red­skabs­svin­ger ta­en­ke på tra­e­et som det le­ven­de va­e­sen, det er, og op­fat­te sig selv i rol­len som en na­en­som kirurg.

De bed­ste in­stru­men­ter er en god, skarp og ik­ke for stor sav samt en be­ska­e­rer­saks. Ør­ne­na­eb gi­ver knus­nings­ska­der, som gør he­lings­pro­ces­sen van­ske­li­ge­re. De grund­la­eg­gen­de reg­ler er: Ska­er ved ba­sis, ind til, men al­drig i gren­kra­ven om­kring gre­nens ud­løb fra stam­men, af­ska­er så vidt mu­ligt ik­ke gre­ne, der er tyk­ke­re end en arm, og gør sår­ga­bet mindst mu­ligt ved at ska­e­re vin­kel­ret på gre­nen. Ved at ind­le­de med et un­der­si­desnit sik­res, at bar­ken (som re­gel) ik­ke fla­en­ses. Man bør li­ge­le­des und­gå at be­ska­e­re i be­la­sten­de tør­ke­pe­ri­o­der som den, vi har op­le­vet i år.

Med­min­dre man da ne­top øn­sker at til­go­de­se den of­te hjem­lø­se del af sko­vens og ha­vens na­tur – de hul­ru­gen­de fug­le, fla­ger­mu­se­ne og tal­ri­ge in­sek­ter med go­de, na­tur­li­ge hul­ler, råd og hul­he­der i tra­e­er­ne.

I de til­fa­el­de kan klamp­hug­ger­be­ska­e­ring og vold va­e­re vej­en frem, så­le­des som det gø­res til sik­ring af bi­o­di­ver­si­te­ten i sko­ve­ne i dis­se år. Hvis man el­lers kan naen­ne det.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.