Den blo­di­ge nat­ter­gal

Ve­nezia 75. Vin­der­fil­men var me­xi­cansk og i sort-hvid. Men en ska­en­det sang­fugl gjor­de størst ind­tryk i de sid­ste for­ry­gen­de festi­val­da­ge.

Weekendavisen - - Kultur - Af BO GRE­EN JEN­SEN We­e­ken­da­vi­sens ud­send­te me­d­ar­bej­der

Den sid­ste af­ten krav­ler al­le i fest­tø­jet og stim­ler sam­men ved Sa­la Gran­de og det fal­lisk ud­for­me­de Pa­la­zzo del Ca­sinò, som sta­dig er et stort ek­sem­pel på fa­scis­me i ar­ki­tek­tu­ren.

Tri­ne Dyr­holm sad med i den in­ter­na­tio­na­le jury, som be­døm­te de 21 film i ho­ved­kon­kur­ren­cen. For­man­den var Gu­il­ler­mo del Toro, som i fjor fik bå­de Guld­lø­ven og en Oscar for sin even­tyr­li­ge

The Sha­pe of Wa­ter.

Og­så den­ne gang var vin­de­ren me­xi­cansk. Al­fonso Cu­arón modt­og il Leo­ne d’Oro for sin mester­li­ge RO­MA, en sag­te og af­gø­ren­de erin­dring om nog­le be­stem­men­de år, 1970-72, i en bor­ger­lig hus­hold­ning i Me­xi­co Ci­tys Ro­ma-kvar­ter, hvor in­struk­tø­ren selv kom til ver­den i 1961. RO­MA skil­drer i myl­dren­de form, hvor­dan hver­dags­li­vet aen­drer sig, da den tro­lø­se far, som er la­e­ge, for­la­der fa­mi­li­en. Det er in­gen ka­ta­stro­fe. Hu­stru­en So­fia, som har va­e­ret en ho­ck­ey­mor med py­n­te­funk­tion, er ved godt mod, da hun be­gyn­der en ny kar­ri­e­re som en­lig mor med fi­re børn.

Al­le vok­ser og bliver lidt me­re frie. Det kan la­de sig gø­re, for­di der al­tid er to tje­ne­stepi­ger til at ta­ge sig af det prak­ti­ske, og bør­ne­nes mor­mor fun­ge­rer som nan­ny. RO­MA går dog ik­ke ta­et på de en­kel­te med­lem­mer af fa­mi­li­en, der er skil­dret som et na­tur­vil­kår. I ste­det fo­ku­se­rer den på Cleo, den ene af de in­di­an­ske tje­ne­stepi­ger, som bliver fo­rel­sket, svig­tet og fø­der et dødt barn, som hun en­de­lig gra­e­der over til slut.

Føds­len fo­re­går ne­top den dag, den 10. ju­ni 1971, da po­li­ti og sol­da­ter slår hårdt ned på de­mon­stre­ren­de stu­den­ter i Cor­pus Chri­sti Mas­sa­kren. 120 un­ge men­ne­sker blev skudt. Cleos sjuft af en eks­ka­e­re­ste er blandt de CIAtra­e­ne­de pro­vo­ka­tø­rer, som hja­el­per re­ge­rin­gen med at ren­se ud.

Det er ka­rak­te­ri­stisk for Cu­aróns stra­te­gi, at han re­kon­stru­e­rer op­tø­jer­ne i fuld stør­rel­se, men la­der dem fo­re­gå i bag­grun­den. Fil­men er en mosaik af erin­dring. Alt er set i sort-hvid og skil­dret over tre ti­mer, hvor der ik­ke er no­gen episk mar­kør. Når det er godt, er det vir­ke­lig godt.

RO­MA er be­ma­er­kel­ses­va­er­dig af fle­re grun­de. Fil­men er pro­du­ce­ret af Net­flix, og det er før­ste gang, at strea­m­ing-gi­gan­ten vin­der en stor pris på en stor festi­val. Net­flix in­si­ste­rer (for­nuf­tigt nok) på straks at la­eg­ge nye pro­duk­tio­ner på sin plat­form. Ud­by­de­ren har ind­til vi­de­re ik­ke følt sig for­plig­tet til at gi­ve spil­le­film en or­di­na­er bi­o­graf­pre­mi­e­re. Det før­te i for­å­ret til en bit­ter kon­flikt mel­lem Cannes Festi­va­len og Net­flix. Paul Gre­en­grass’ 22 Ju­ly var ud­ta­get til kon­kur­ren­cen, men blev diskva­li­fi­ce­ret, for­di den ik­ke vil­le få fransk pre­mi­e­re. Or­son Wel­les’ sid­ste film, den uful­dend­te The Ot­her Si­de of the Wind, som Net­flix har fi­nan­si­e­ret re­stau­re­rin­gen af, skul­le va­e­re årets hi­sto­ri­ske nyhed. Og­så dén blev ta­get af pro­gram­met. Mo­stra­en over­tog beg­ge film uden for­be­hold. Paul Gre­en­grass’ Utøya-film, som slet ik­ke ligner Erik Pop­pes nor­ske ver­sion, var i kon­kur­ren­ce, og den sag­noms­pund­ne The Ot­her Si­de of the Wind blev set af de 3485 jour­na­li­ster, som var ak­kre­di­te­ret på Li­do i år. Fil­men kom­mer snart ud på Net­flix. Jeg lover at skri­ve na­er­me­re om den.

Så hvem ta­ber egent­lig an­sigt? Det er en øko­no­misk kon­flikt i ae­ste­tisk for­kla­ed­ning. I Cannes sag­de pro­gram­che­fen Thier­ry Fré­maux, at festi­va­len var for­plig­tet til at vi­se film, der kan ses på stort la­er­red i en rig­tig bi­o­graf. Re­elt bliver kri­gen ført mel­lem Net­flix og de fran­ske di­stri­butø­rer, som tru­e­de med at boy­kot­te Cannes.

Nu er kon­flik­ten ved at lø­se sig selv. Net­flix har ind­set, at der bå­de er sta­tus og øko­no­mi i at gi­ve nog­le film bi­o­graf­pre­mi­e­re. Og bran­chen har for la­engst er­kendt, at mar­ke­det er af­ha­en­gigt af strea­m­ing-sel­ska­ber­ne, som i vid ud­stra­ek­ning har over­ta­get de kul­tu­rel­le for­plig­tel­ser, der før i tiden lå hos lo­ka­le fil­min­sti­tut­ter og stats­li­ge tv-sta­tio­ner.

Til na­e­ste år si­ger Cannes na­ep­pe nej. Net­flix, Ama­zon og HBO hav­de pro­du­ce­ret hen­ved halv­de­len af årets film i Ve­ne­dig. Ama­zon hav­de så­le­des be­talt for Mi­ke Leig­hs Pe­ter­loo. Og­så The Bal­lad of Bu­ster Scrug­gs, Co­en-brød­re­nes ko­ste­li­ge western-pa­sti­che, som modt­og en sølvlø­ve for Bed­ste Ma­nus, er fi­nan­si­e­ret af Net­flix.

Mar­ke­det for­an­drer sig. Det vir­ker må­ske ik­ke umid­del­bart re­le­vant for den almindelige fil­mel­sker, men der er vid­tra­ek­ken­de per­spek­ti­ver. Hvis strea­m­ing-ud­by­der­ne vil sat­se på art ci­ne­ma, går me­di­et en gra­en­se­løs frem­tid i mø­de. Om­vendt fal­der he­le struk­tu­ren, hvis der kom­mer en be­sty­rel­se, som ik­ke vil in­ve­ste­re i kunst.

DET har na­ep­pe kra­e­vet hård for­hand­ling at kå­re Cu­aróns vin­der­film. Al­le syn­tes om RO­MA, og der var en naesten selv­til­freds selv­føl­ge­lig­hed over ta­len, som Cu­arón kom på sce­nen og tak­ke­de med.

I sam­me ånd modt­og Wil­lem Da­foe ma­en­de­nes Cop­pa Vol­pi – sku­e­spil­ler­pri­sen – for sin rol­le som Vin­cent van Gogh i Juli­an Scha­bels el­lers ik­ke så over­be­vi­sen­de At

Eter­ni­ty’s Ga­te.

Fransk­man­den Ja­cques Au­di­ard modt­og in­struk­tør­pri­sen for The Si­sters Bro­t­hers, en selv­be­vidst re­vi­sio­ni­stisk western, som la­der du­sørja­e­ger­ne Ja­mes Fran­co og Jo­hn C. Reil­ly fin­de hjem til ma­tri­ar­ka­tet. Au­di­ard ci­te­rer bå­de Jo­hn Ford og Jo­hn Hu­ston i sin før­ste en­gelsk­spro­ge­de film.

Brødre­ne Co­en forta­el­ler de vil­de­ste skrø­ner i epi­so­de­fil­men The Bal­lad of Bu­ster Scrug­gs.

Tom Waits er en guld­gra­ver, som kan spil­le død. Li­am Ne­e­son rej­ser rundt i bjerg­by­er­ne med en mand, som kun er en torso, men kan de­k­la­me­re Shel­leys »Ozy­man­di­as« og Lin­colns Get­tys­burg-ta­le med en sang­fugls smuk­ke røst.

Fil­men er pra­e­sen­te­ret som forta­el­lin­ger i en bog med tall ta­les. Isa­er den la­eng­ste novel­le, om en ung kvin­de, der ta­ger vogn­to­get ve­st­på og mø­der bå­de ka­er­lig­he­den og dø­den, er på én gang episk og me­ta­tek­stu­el. Det he­le er som en blan­ding af She­rif­fen skyder på det he­le og brødre­ne Co­ens egen ver­sion af True Grit.

Og­så her bliver der gra­vet kre­a­tivt guld. Beg­ge westerns er stort pro­du­ce­ret og me­get ve­lud­før­te, men pa­sti­cher er de ik­ke de­sto min­dre. De vil­le ik­ke va­e­re no­get uden tra­di­tio­nen, som de støt­ter sig til.

TO tit­ler har gjort sa­er­ligt ind­tryk på den in­ter­na­tio­na­le jury. De fik i hvert fald fle­re og me­re over­ra­sken­de pri­ser.

Gra­e­ke­ren Yor­gos Lant­hi­mos, som gav ab­sur­dis­men nyt liv i Dog­too­th, har na­er­met sig no­get min­dre ma­er­kva­er­digt i en­gelsk­spro­ge­de tit­ler som The Lobster og The Kil­ling of a Sa­cred De­er. Han er dog sta­dig an acqui­red ta­ste for de fle­ste. Det er ik­ke film, som bliver vist i Pa­lads.

Men det gør The Fa­vouri­te mu­lig­vis. Kon­tek­sten er bri­tisk, og Lant­hi­mos ar­bej­der for før­ste gang ik­ke ef­ter et ma­nuskript af mak­ke­ren Eft­hy­mis Fi­lip­pou. Fil­men

fo­re­går i det før­ste år­ti af 1700-tal­let og skil­drer ri­va­li­se­rin­gen mel­lem Abi­gail Mas­ham og Sa­rah Chur­chill, her­tu­gin­den af Mar­l­bor­ough, som beg­ge vil­le va­e­re en­kedron­ning An­nes fa­vo­rit.

Det er en me­get sort ko­me­die om køn og po­li­tisk ind­fly­del­se. Skønt ram­men er hi­sto­risk kor­rekt, bliver fil­men gro­tesk og mo­der­ne i sit an­ti-ro­man­ti­ske ta­ke på kostu­me­gen­ren. Ri­va­lin­der­ne spil­les af Ra­chel Wei­sz og Em­ma Sto­ne, men fil­mens sa­et­styk­ke er Qu­e­en An­ne, et al­ko­ho­li­se­ret og trø­ste­spi­sen­de vrag, som har va­e­ret gen­nem 17 mis­lyk­ke­de gravi­di­te­ter – hun var gift med prins Jør­gen af Dan­mark, for re­sten. Oli­via Col­man fik kvin­der­nes Cop­pa Vol­pi for po­rtra­et­tet af An­ne, og Lant­hi­mos modt­og Jury­ens Grand Prix for The Fa­vouri­te.

ÅRETS høj­desprin­ger kom sent i festi­va­len.

Jen­ni­fer Kents The Nigh­tin­ga­le var den ene­ste kon­kur­ren­ce­film af en kvin­de­lig in­struk­tør.

The Nigh­tin­ga­le er no­get sa­er­ligt, så Jen­ni­fer Kent modt­og en Spe­ci­al Jury Prize. Kent har tid­li­ge­re skre­vet og in­stru­e­ret The Ba­ba­dook

(2014), en hor­r­or­film som ny­der kult­sta­tus. I The Nigh­tin­ga­le er gru­en af hi­sto­risk ka­rak­ter. Fil­men fo­re­går i 1825 i Van Die­men’s Land, det nu­va­e­ren­de Tas­ma­ni­en. Som det øv­ri­ge Au­stra­li­en var øen be­fol­ket af depor­te­re­de fan­ger, der ef­ter ud­stået straf blev ko­lo­ni­ster.

Ir­ske Cla­re (Ais­ling Fran­cio­si) er 21 og har af­so­net sin straf på tre år. Hun er gift med Ai­dan (Mi­cha­el Sheas­by) og har en lil­le dat­ter. Al­li­ge­vel vil løjt­nant Hawkins (Sam Cl­af­lin) ik­ke un­der­skri­ve de pa­pi­rer, som gør det mu­ligt for par­ret at rej­se. Hawkins be­trag­ter Cla­re som sin per­son­li­ge ejen­dom. Han la­der hen­de syn­ge, når ko­lo­ni­en har ga­e­ster, og ta­ger for gi­vet, at hun be­tje­ner ham seksu­elt.

Hawkins er selv des­pe­rat ef­ter at kom­me va­ek. Da han ik­ke bliver for­frem­met – in­spek­tø­ren er ry­stet over mora­len i re­gi­men­tet – be­slut­ter han at rej­se til ho­ved­by­en Ho­bart for at ta­le sin sag. Først skal Cla­re dog ha­ve ka­er­lig­he­den at fø­le. En grup­pe­vold­ta­egt udar­ter. Cla­re mi­ster bå­de sin mand og sit barn – på så cho­ke­ren­de vis, at der var til­råb un­der vis­nin­gen.

Da Cla­re våg­ner, ta­en­ker hun kun på at få ha­evn. Hawkins og hans la­ka­jer er ta­get nord­på gen­nem regnsko­ven sam­men med en ae­l­dre abo­ri­gi­nal. Cla­re over­ta­ler Bil­ly, en ung mand fra Let­te­re­mair­re­ner-stam­men, til at hja­el­pe. Hun kal­der ham »boy« og be­hand­ler ham li­ge så dår­ligt, som de bri­ti­ske ma­end be­hand­ler ir­ske kvin­der.

Her­ef­ter er fil­men for så vidt en re­gu­la­er ha­evn­hi­sto­rie. Cla­re ha­ev­ner sig blodigt og ef­ter­tryk­ke­ligt. Imens kom­mer hun og Bil­ly ta­et på hin­an­den. De bliver ven­ner og fa­el­ler i nø­den. Hawkins’ sa­dis­me ken­der slet in­gen gra­en­ser. Det en­der i Ho­bart på for­ud­si­ge­lig vis. The Nigh­tin­ga­le er skudt i 3:4-for­mat, men vir­ker al­li­ge­vel bred. Og­så pu­bli­kum har en for­nem­mel­se af at be­va­e­ge sig gen­nem den fug­ti­ge skov. At­mos­fa­e­ren min­der me­get om au­stral­ske film fra 70er­ne og 80er­ne. Kent de­mon­stre­rer forag­ten i for­hold til køn, klas­se og ra­ce. Al­le i hie­rar­ki­et spar­ker nedad. Den sy­ste­ma­ti­ske mis­brug af men­ne­sker og den for­sig­ti­ge for­stå­el­se mel­lem Bil­ly og Cla­re er mod­sa­t­ret­te­de be­va­e­gel­ser, som Kent dis­po­ne­rer for­bil­led­ligt. Slut­nin­gen ligner en halv hom­ma­ge til Ja­ne Cam­pions

The Pi­a­no. Bayka­li Ga­nam­barr, som spil­ler Bil­ly, fik Mar­cel­lo Ma­stroi­an­ni-pri­sen som årets Bed­ste Nye Ta­lent. Det er dog Ais­ling Fran­cio­sis blodtilsta­en­ke­de an­sigt, om no­get et af­tryk af gru­en i tiden, som til­sku­e­ren ta­ger med sig ud af ma­re­rid­tet.

KENT blev kri­ti­se­ret for gra­den af ud­pens­let vold. Men dét, som Cla­re gør, og dét, som bliver gjort mod hen­de, skal jo va­e­re ra­ed­selsva­ek­ken­de og pri­malt. Man kun­ne sna­re­re me­ne, at den hu­mo­ri­sti­ske bal­let­vold hos Ja­cques Au­di­ard og brødre­ne Co­en var do­se­ret med ri­ge­lig skø­de­s­løs­hed.

Kent fik ik­ke op­ma­er­k­som­hed, for­di hun var kon­kur­ren­cens ene­ste kvin­de, men der er na­ep­pe tvivl om, at det hjalp. Hi­sto­risk har Mo­stra­en va­e­ret en in­klu­siv festi­val. Der var in­gen of­fi­ci­el køns­mar­ke­ring, men der var en ny un­der­strøm af be­vidst­gjor­te pro­jek­ter.

Do­ku­men­ta­ri­sten Mark Cou­sins er en pro­duk­tiv mand. Hans 16 ti­mer lan­ge se­rie om Fil­mens hi­sto­rie blev og­så sendt i Dan­mark, og der ud­kom en bog, som er et af de sid­ste for­søg på at få al­ting med. Si­den har Cou­sins skabt es­sayi­sti­ske film om by­er­ne Bel­fast og Sto­ck­holm. Han har un­der­søgt bør­ne­fil­mens hi­sto­rie, og han har hyl­det en per­son­lig helt i do­ku­men­ta­ren The Ey­es of

Or­son Wel­les.

Cou­sins er stam­ga­est på festi­va­ler. Han skri­ver og­så en fast klum­me i film­tids­skrif­tet Sight & So­und. Jeg mi­ste­de me­get for Cou­sins, da han af­skrev Woo­dy Al­len med til­ba­ge­vir­ken­de kraft.

Men Cou­sins kan na­ep­pe få po­int nok for Wo­men Ma­ke Film: A New Ro­ad Movie Through Ci­ne­ma. Se­ri­en er i ot­te epi­so­der à to ti­mer og fo­re­ta­ger en rej­se gen­nem kvin­de­li­ge film­ska­be­res ar­bej­de i al­le kul­tu­rer. Cou­sins vi­ste de to før­ste af­snit i Ve­ne­dig. Her var Til­da Swin­ton forta­el­ler. Se­ne­re bliver funk­tio­nen over­ta­get af Ja­ne Fon­da. For en gangs skyld hø­rer pu­bli­kum ik­ke Cou­sins’ egen syn­gen­de, irsk-skot­ske stem­me. Cou­sins’ sa­ed­van­li­ge tri­ck er at fin­de te­ma­tisk be­sla­eg­te­de sce­ner i vidt for­skel­li­ge film. Sådan fik han 100 år med i Fil­mens hi­sto­rie. Må­ske bru­ger en ja­pansk film fra 40rne og en fransk film fra 70er­ne den sam­me be­ska­e­ring. Cou­sins ser over­ens­stem­mel­sen og bru­ger den som et ha­engsel. Det er naesten al­tid nyt­tigt og ori­gi­nalt, skønt de valg­te klip na­tur­lig­vis er sty­ret af, hvil­ke film Cou­sins har set.

Her gør han dog no­get an­det. Det er ik­ke den sa­ed­van­li­ge forta­el­ling om Ali­ce GuyBla­ché og Lois We­ber, som beg­ge er glemt, skønt de skab­te fle­re hund­re­de film. Cou­sins stil­ler 40 spørgs­mål til te­ma­tik, me­to­de og struk­tur. Han un­der­sø­ger, hvor­dan kvin­der, dø­de som le­ven­de, gri­ber ar­bej­det an. Ja­ne Cam­pion, Agnès Var­da og Kat­hryn Bi­ge­low er stjerner i den før­ste epi­so­de, men og­så helt ukend­te nav­ne op­tra­e­der.

Det skal bli­ve spa­en­den­de at se, om Cou­sins hu­sker film­ska­be­re som Ali­ce O’Fre­de­ri­cks, Astrid Hen­ning-Jen­sen, Bo­dil Ip­sen, Jyt­te Rex og Hel­le Rys­lin­ge. Om han spør­ger Sus­an­ne Bi­er og Lo­ne Scher­fig. Det er slet ik­ke sik­kert. Fil­mens hi­sto­rie var trods alt en lidt ang­lo­cen­trisk af­fa­e­re.

Un­der al­le om­sta­en­dig­he­der er det et pra­eg­tigt pro­jekt, som vil va­e­re år un­der­vejs. Fle­re nav­ne kom­mer til, når Cou­sins ta­ger fat i Al­ba­ni­en og Let­land. Han pra­e­sen­te­rer nok og­så fle­re af­snit i Ve­ne­dig.

År­gang 75 var en for­nø­jel­se. Der er grund til kom­me igen na­e­ste år.

FOTO: KAZIA LADCHUK/VENICE IN­TER­NA­TIO­NAL FILM FESTI­VAL

The Nigh­tin­ga­le modt­og Jury­ens Sa­er­pris. Ais­ling Fran­cio­si har ho­ved­rol­len i Jen­ni­fer Kents hi­sto­ri­ske ha­evn­dra­ma.

RO­MA. FOTO: CARLOS SOMONTE/VENICE IN­TER­NA­TIO­NAL FILM FESTI­VAL

Al­fonso Cu­arón in­stru­e­rer Ya­litza Apa­ri­cio i guld­lø­ve­vin­de­ren

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.