Vil De med til We­e­ken­da­vi­sens put­te­mid­dag?

Weekendavisen - - Kultur - LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JEN­SEN KORREKTUR: KA­REN MAR­GRET­HE NI­EL­SEN, LOU­I­SE LUNDBERG CLAESEN

Skøn­heds­kon­kur­ren­ce

Som på gym­na­si­er­ne la­eg­ger We­e­ken­da­vi­sens au­di­tion selv­føl­ge­lig va­egt på seksu­el til­tra­ek­ning. De skal der­for va­e­re mindst 45 år gam­mel og ik­ke ha­ve få­et ud­ført no­gen for­mer for pla­stik­kirur­gi (løft af ha­en­gen­de øjen­låg und­ta­get). Er De yn­gre, kan De godt del­ta­ge, men kun hvis De er en gam­mel sja­el og kan tå­le at bli­ve kaldt grøn, uer­fa­ren, uvi­den­de og per­son­lig­heds­for­ladt. De la­e­kre­ste vil bli­ve bedt om at rej­se sig fra de­res stol og sa­et­te sig ned igen, mens dom­mer­ne kig­ger på. Øn­sker man at im­po­ne­re pa­ne­let yder­li­ge­re, kan man ud­fø­re en lap­dan­ce, der be­står i, at man går hen til en af dom­mer­ne og smi­der den se­ne­ste Ele­na Fer­ran­te-ro­man ned i skø­det på dem.

Tro­skab­sed

Avisen kra­e­ver fuld loy­a­li­tet af si­ne put­te­mid­dags­ga­e­ster, og De vil der­for bli­ve op­for­dret til at de­le mindst fem af Mar­tin Kras­niks le­de­re på so­ci­a­le me­di­er med kom­men­ta­rer som »Bril­lant skre­vet«, »Hil den­ne rød­hå­re­de gud« el­ler »Godt brølt, sø­ster!« Det er ik­ke id­ste for­år til­brag­te jeg en må­ned i den is­ra­el­ske hav­ne­by Hai­fa. På det tids­punkt skrev jeg på et portra­et af den ne­top af­dø­de bri­ti­ske kunst­ner, kri­ti­ker og forfatter Jo­hn Ber­ger, som fik sit fol­ke­li­ge gen­nem­brud i 1972 med BBC-se­ri­en Ways of Se­e­ing, hvor han, in­spi­re­ret af marxis­mens idéer, in­tro­du­ce­re­de se­er­ne til en ny form for kunst­for­mid­ling med blik for hi­sto­rie, køn, ulig­hed og tek­no­lo­gi. En for­mid­dag, hvor jeg sad og ar­bej­de­de, råb­te min mand plud­se­lig, at jeg skul­le kom­me uden­for. Der var no­get, han vil­le vi­se mig.

»Jeg har ik­ke tid,« hva­e­se­de jeg, som man gør, når man bliver for­styr­ret. Men han in­si­ste­re­de, og jeg for­lod mod­vil­ligt det mørklag­te kon­tor og gik ud i so­len. Det jeg så, da jeg kom ud, vil jeg al­drig glem­me. Him­len over os var fyldt med stor­ke, tu­sind­vis af stor­ke, på vej fra det afri­kan­ske kon­ti­nent til Eu­ro­pa.

Sy­net af de man­ge fug­le kom ik­ke med i den en­de­li­ge tekst om Jo­hn Ber­ger, men jeg har ef­ter­føl­gen­de of­te ta­enkt på, hvor iro­nisk det er, at jeg naesten gik glip af op­le­vel­sen, for­di jeg hav­de så travlt med at skri­ve om en mand, der brug­te en stor del af sit skri­ven­de liv på at min­de os om, hvor vig­tigt det er at se og se op­ma­er­k­somt.

En an­den kunst­ner, der ne­top nu og med stor dyg­tig­hed sa­et­ter ord til bil­le­der, er Teju Co­le, der blev født i USA i 1975, vok­se­de op i Ni­ge­ria og i 2012 de­bu­te­re­de med ro­ma­nen Åben by. Si­den 2015 har Teju Co­le, der er ud­dan­net i kunst­hi­sto­rie, og­så va­e­ret fo­tokri­ti­ker for The New York Ti­mes. »On Pho­to­grap­hy«, som hans klum­me hed­der, ta­ger som re­gel ud­gangs­punkt i et fo­to­gra­fi el­ler en kunst­ner. Et ek­sem­pel er Co­les før­ste bi­drag til avisen, der hand­le­de om fo­to­gra­fen Roy DeCa­ra­va, som dø­de i 2009, 89 år gam­mel. »Al­le tek­no­lo­gi­er op­står på bag­grund af spe­ci­fik­ke so­ci­a­le om­sta­en­dig­he­der. I vo­res tid, li­ge­som i tid­li­ge­re ge­ne­ra­tio­ner, har ka­me­ra­er og fo­to­gra­fiets me­ka­ni­ske va­er­k­tø­jer sja­el­dent gjort det nemt at

Stil­ladt at på­pe­ge, at Kras­nik ik­ke la­en­ge­re er vold­somt rød­hå­ret, el­ler at man bed­re kun­ne li­de Adam Holm som De­ad­li­ne­va­ert. Kom­men­ta­rer om, at Cle­ment Kjers­gaard sik­kert tje­ner fle­re pen­ge end Kras­nik og end­da er lidt yn­gre, er hel­ler ik­ke vel­kom­ne.

Bø­ger-batt­le

De vil bli­ve pla­ce­ret over for en kon­kur­rent, og I vil på skift bli­ve bedt om at for­kla­re hand­lin­gen i ti lit­te­ra­e­re va­er­ker, som Klaus Ro­t­hste­in, Linea Maja Ernst og Lars Buk­da­hl ud­va­el­ger. Den, der først af­slø­rer uvi­den­hed el­ler ik­ke kan gen­nem­skue, at der ik­ke er no­gen hand­ling, fal­der fra.

Vi an­be­fa­ler al­le at for­be­re­de sig grun­digt, da vi­deo­er af kon­kur­ren­cen vil bli­ve lagt på YouTu­be, hvil­ket kan va­e­re gra­en­se­over­skri­den­de og po­ten­ti­elt trau­ma­ti­se­ren­de, hvis man for ek­sem­pel har lø­jet om at ha­ve la­est Ca­s­par Eri­cs se­ne­ste digtsam­ling.

Hvad la­e­ser Kat­hri­ne Ts­che­me­rin­sky, når hun ik­ke skri­ver?

fo­to­gra­fe­re sort hud,« skri­ver Co­le et sted i es­say­et og går der­fra vi­de­re til at for­kla­re, hvor­dan DeCa­ra­va ar­bej­de­de sig rundt om den­ne om­sta­en­dig­hed blandt an­det ved hja­elp af bru­gen af skyg­ger.

Teju Co­le er, li­ge­som Jo­hn Ber­ger var det, god til at se, men fa­eno­me­nal til at skri­ve om det. Af sam­me grund er klum­men, som jeg be­gynd­te at la­e­se no­gen­lun­de sam­ti­dig med, at jeg op­le­ve­de stor­ke­tra­ek­ket i Hai­fa, ble­vet en ting i mit liv, som jeg ta­en­ker med, re­fe­re­rer til og af­ven­ter med for­vent­ning. Klum­men brin­ges nem­lig kun én gang om må­ne­den.

Det er ik­ke al­tid, jeg fin­der tek­ster­ne li­ge fa­en­gen­de, men så er der hel­dig­vis ar­ki­vet, hvor man for ek­sem­pel kan fin­de tek­sten »Ob­ject Les­son«, og­så fra 2015. Her stu­de­rer Co­le en ra­ek­ke af de fo­to­gra­fi­er, der blev ta­get i for­bin­del­se med kam­pe­ne på Mai­dan-plad­sen i Kiev i 2013. Nog­le af dem, be­ma­er­ker han, er bå­de stor­slå­e­de og dra­ma­ti­ske, og man glem­mer naesten, at det ik­ke er vel­koreo­gra­fe­re­de film, men nyheds­bil­le­der, der do­ku­men­te­rer vir­ke­li­ge men­ne­skers li­del­se. Men må­ske, skri­ver Co­le, kan pro­ble­met, som den ame­ri­kan­ske es­sayist og kri­ti­ker Sus­an Son­tag først sat­te ord på med bo­gen On Pho­to­grap­hy (1977) og se­ne­re i Re­gar­ding the Pain of Ot­hers (2003), af­hja­el­pes, hvis fo­to­gra­fiets fo­kus skif­ter fra per­so­ner og hand­ling til gen­stan­de og stil­stand. For, som Teju Co­le kon­klu­de­rer:

»Nog­le gan­ge min­der ting os med stør­re styr­ke end an­sig­ter om det, der var og ik­ke la­en­ge­re er; tavs­hed i fo­to­gra­fi kan på­vir­ke sta­er­ke­re end hand­ling. Det skyl­des til dels den respekt­ful­de di­stan­ce, som et bil­le­de af en gen­stand ska­ber, mel­lem den, som ser, på af­stand af pro­ble­met, og den, hvis pro­ble­mer ob­jek­ter­ne pe­ger på.«

Teju Co­les bud på et fo­to­gra­fi, der ind­fan­ger kri­gens gru, er ta­get af fo­to­gra­fen Ser­gei Il­nit­sky i et køk­ken i Do­netsk og fo­re­stil­ler et mor­gen­bord med kaf­fe­kop­per og kan­de, en skål med blom­mer. Men på bor­det er og­så knust glas og et blon­de­gar­din plet­tet med blod.

»On Pho­to­grap­hy« er ik­ke en klum­me, der gør la­e­se­ren til eks­pert i no­get som helst. Det er kunst­for­mid­ling for la­eg­folk, og va­el­ger man at la­e­se klum­men tro­fast, er det, for­di man fin­der gla­e­de i at spad­se­re med Teju Co­le. Han pe­ger og forta­el­ler, og man mis­ser med øj­ne­ne, og så plud­se­lig får man øje på no­get, man ik­ke kan glem­me igen. Kat­hri­ne Ts­he­me­rin­sky

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.