Fa­ne­flugt.

Bob Woodwards bog om Trump er en uom­ga­en­ge­lig kil­de til at for­stå, hvor­for Det Hvi­de Hus er ble­vet en dy­re­ha­ve af ba­e­ster.

Weekendavisen - - Bøger - AF KLAUS WIVEL

Al­le dø­re til Det Hvi­de Hus står på vid gab, iføl­ge Bob Woodwards bog om Trump.

Bob Woodward: Fear – Trump in the Whi­te Hou­se. 421 si­der. £ 16.99 på ama­zon.co.uk. Si­mon & Schu­ster.

Det vi­ser, hvor god Bob Woodwards nye bog er, at den fun­ge­rer som et af de ma­le­ri­er, der skif­ter per­spek­tiv, alt ef­ter hvil­ken si­de det be­sku­es fra. Den ene re­ak­tion på bo­gen vil va­e­re gys & gru iblan­det en fortviv­let man­gel på over­ra­skel­se – sidst­na­evn­te ik­ke mindst, for­di Mi­cha­el Wol­f­fs me­re un­der­hol­den­de og min­dre tro­va­er­di­ge og po­li­tisk sub­stan­ti­el­le kiosk­ba­sker Fi­re and Fury fra ja­nu­ar i år for­tal­te en lig­nen­de hi­sto­rie.

An­dre ty­per af la­e­se­re vil li­ge­le­des re­a­ge­re med gys & gru iblan­det en fortviv­let man­gel på over­ra­skel­se. Men år­sa­gen vil va­e­re den mod­sat­te. De vil be­styr­kes i mi­stan­ken om, at der er dy­be kra­ef­ter i den ame­ri­kan­ske re­ge­ring, som gør alt for at un­der­mi­ne­re en fol­ke­valgt pra­esi­dent. De vil i bo­gen fin­de en godt nok bar­n­ag­tig, men prin­cip­fast pra­esi­dent, som uaf­la­de­ligt pi­sker si­ne evigt for­ra­e­de­ri­ske rå­d­gi­ve­re for at få dem til at ud­fø­re hans po­li­tik. Tra­ek de ame­ri­kan­ske sol­da­ter hjem fra Af­g­ha­ni­stan, tord­ner han ustand­s­e­lig, byg told­mu­re, luk NA­TO, den gam­le or­den du­er ik­ke me­re, den fla­en­ser USA for pen­ge, riv den ned! Den ty­pe la­e­se­re, som var­mes ved de bud­ska­ber, hø­rer som be­kendt til naesten halv­de­len af USAs va­el­ger­kor­ps. Woodward be­trag­tes som en af na­tio­nens fi­ne­ste jour­na­li­ster, og han har skre­vet bø­ger om ni pra­esi­den­ter – den før­ste, Ri­chard Nixon, lyk­ke­des det ham på Was­hin­g­ton Post som be­kendt i sam­ar­bej­de med Carl Bernste­in at va­el­te. Det vil na­ep­pe ske for Trump; Woodward fin­der ik­ke no­get, der er me­re in­kri­mi­ne­ren­de end de skan­da­ler, vi al­le­re­de er ble­vet im­pra­eg­ne­ret med.

Men bo­gen vil med sik­ker­hed for­sta­er­ke­mi­stro­en i Det Hvi­de Hus.

Fear, der stra­ek­ker sig fra tiden in­den valg­kam­pen til marts 2018, er no­get la­pi­da­risk sy­et sam­men, og det er in­gen ulem­pe at va­e­re godt in­de i, hvem der er hvem i top­pen af ame­ri­kansk po­li­tik. En stor, syn­te­ti­se­ren­de sti­list fin­der man ik­ke her. Til gen­ga­eld er det saf­tigt, hvad Woodward af­da­ek­ker. Bo­gen la­eg­ger ud med en sce­ne, som fun­ge­rer som na­e­ring til beg­ge si­der af den split­te­de ame­ri­kan­ske of­fent­lig­hed. På pra­esi­den­tens bord lig­ger den 5. sep­tem­ber 2017 et brev klar til at bli­ve un­der­skre­vet. Her for­kla­rer Trump den syd­kore­an­ske pra­esi­dent, at de­res gam­le fri­han­del­s­af­ta­le vil bli­ve an­nul­le­ret. Trump er tra­et af, at hans land har et han­dels­un­der­skab på 18 mil­li­ar­der dol­lars i for­hold til Syd­korea. Des­u­den fat­ter han ik­ke, hvor­for USA bru­ger 3,5 mil­li­ar­der dol­lars hvert år på at ha­ve tu­sind­vis af trop­per i lan­det. Hjem med dem. Skat­te­bor­ger­ne bliver snydt og bed­ra­get.

Ved si­den af Trump står en be­styr­tet Gary Co­hn, tid­li­ge­re pra­esi­dent i Gold­man Sa­chs, nu for­mand for Det Na­tio­nalø­ko­no­mi­ske Råd. Co­hn ser for sig, hvor­dan lan­dets sik­ker­hed står på spil, hvis pra­esi­den­ten får lov at sa­et­te sit navn på den stip­le­de linje. Det er al­men vi­den, at den stør­ste trus­sel mod USA er Nord­korea; uden syd­kore­ansk sam­ar­bej­de vil USA ik­ke kun­ne nå at fin­de ud af i ti­de, hvis en atom­bom­be er på vej mod Los An­ge­les. Trop­per­ne i Syd­korea og han­dels­un­der­skud­det er en be­ske­den pris at be­ta­le for at und­gå den ul­ti­ma­ti­ve ka­ta­stro­fe. Mens pra­esi­den­ten ik­ke ser det, fjer­ner Co­hn bre­vet fra skri­ve­bor­det. »Jeg bliver nødt til at be­skyt­te lan­det,« ta­en­ker Co­hn den sep­tem­ber­dag i Det Ova­le Kon­tor. Det skul­le langt­fra bli­ve den ene­ste gang, Co­hn, bi­stå­et af sit si­deki­ck, stabs­se­kre­ta­e­ren Rob Por­ter, be­gik den slags diskre­te statskup. Hver gang sat­ser de på, at Trump med sit Twit­ter-ind­s­kra­en­ke­de op­ma­er­k­som­heds­spand hur­tigt vil glem­me alt om det. Of­te får de ret. Til an­dre ti­der, når end­nu en i de­res øj­ne ka­ta­stro­fal be­slut­ning er un­der­vejs, for­sø­ger de at for­sin­ke pro­ces­sen ved at ta­er­ske juri­disk lang­halm for­an pra­esi­den­ten.

Ef­ter Co­hn synd­flo­den, men var jeg Trump­va­el­ger, vil­le jeg bli­ve ra­sen­de. Det er na­ep­pe sik­kert, at den slags me­to­der vil få dem til at va­el­ge en min­dre ra­bi­at pra­esi­dent na­e­ste gang.

HVIS Woodwards bog var et even­tyr, vil­le det va­e­re hi­sto­ri­en om, hvad der sker, ef­ter at Klod­sHans får sin prin­ses­se og he­le tro­nen – og skal til at re­ge­re sit land. Det er utvivl­s­omt en af de va­e­sent­lig­ste grun­de til hans miraku­lø­se suc­ces – der er no­get af­va­eb­nen­de over en mand, som in­gen po­li­tisk er­fa­ring har, som in­gen, hel­ler ik­ke dem, der ar­bej­de­de for ham, tro­e­de kun­ne vin­de, som om­gav sig med folk, der ik­ke hav­de no­gen er­fa­ring med at fø­re kampag­ne, som brug­te langt fa­er­re pen­ge end si­ne mod­stan­de­re, som ik­ke gi­der føl­ge spin­dok­to­re­re­de tal­king po­ints, som har uen­de­lig til­lid til si­ne ma­ve­for­nem­mel­ser, som na­eg­ter at si­ge und­skyld, selv når han vir­ke­lig har kva­jet sig, som ser syv ti­mers TV hver dag og slen­trer ned på Det Ova­le Kon­tor hen ad 11-tiden, og som in­gen plan over­ho­ve­det hav­de med, hvor­dan over­gan­gen til det vig­tig­ste job i ver­den skul­le fo­re­gå, da han først vandt.

Han svi­ner alt og al­le til, selv de folk, der for­sø­ger at hja­el­pe ham, som Ru­dy Gi­uli­a­ni, New Yor­ks tid­li­ge­re borg­me­ster, der som den ene­ste tog på sig at for­sva­re Trumps »grab­t­hem-by-the-pus­sy«-be­ma­er­k­nin­ger på TV. De fle­ste men­te, at nu var han fa­er­dig. Da en mør­ban­ket Gi­uli­a­ni mø­der Trump kort ef­ter, ly­der det: »Ru­dy, du er sådan en baby. Jeg har al­drig hørt en va­er­re for­svarsta­le i he­le mit liv. Li­ge dér tog de tog din ble af dig (…) Hvor­når bliver du en mand?«

Da Trump er i Det Hvi­de Hus, ser han li­ge­frem en for­nø­jel­se i at yd­my­ge fi­re­stjer­ne­de ge­ne­ra­ler for­an lan­dets mest magt­ful­de kreds. En ker­nes­ce­ne i bo­gen fo­re­går i et sa­er­ligt fint rum i for­svars­mi­ni­ste­ri­et Pen­ta­gon, hvor han over­fal­der uden­rigs­mi­ni­ster Rex Til­ler­son og fle­re ge­ne­ra­ler, mens han hvis­ler om den øver­st­kom­man­de­ren­de, at han »ik­ke er en vin­der« og kal­der Til­ler­son »svag«. Det er ef­ter det mø­de, at uden­rigs­mi­ni­ste­ren, uden at Trump hø­rer det, får om­talt pra­esi­den­ten som »a fuck­ing mor­on« – et for­ban­det fae.

WOODWARD skri­ver, at de man­ge in­ter­views til bo­gen er ud­ført ud fra reg­len om »dyb bag­grund«. Han kan bru­ge alt, hvad han får at vi­de, men ik­ke af­slø­re, hvor­fra han har det. Sva­ert er det nu ik­ke at gen­nem­skue, hvem (fle­re af) hans kil­der er, og hvor­for de har lyst til at ud­pens­le, hvil­ket ner­ve­sam­men­brud Det Hvi­de Hus er ble­vet.

Det er må­ske den mest skra­em­men­de po­in­te. Li­ge­som Wol­f­fs bog vi­ser og­så Woodwards, at al­le dø­re til Det Hvi­de Hus står på vid gab. Vi kig­ger li­ge ind i van­vid­dets kor­ri­do­rer. In­tet er for­da­ekt, kun få fø­ler loy­a­li­tet over for pra­esi­den­ten og den in­sti­tu­tion, han re­pra­e­sen­te­rer, stort set al­le om­ta­ler ham som idi­ot. He­le det røgslør af respekt og uop­nå­e­lig­hed, den hø­je­ste magt al­tid har om­gi­vet sig med, er dif­fun­de­ret. Det for­kla­rer og­så, hvor­for em­bedsva­er­ket ta­ger så let på at un­der­mi­ne­re pra­esi­den­ten, når de kan. In­gen respek­te­rer ham, på sam­me må­de som han ik­ke respek­te­rer no­gen. He­ri lig­ger og­så en dy­be­re po­in­te, som den før­ste stabs­chef, Re­in­ce Pri­e­bus, for­mu­le­rer i et ram­men­de bil­le­de: Trump har ik­ke bragt me­nings­mod­stan­de­re ind i sin fold, si­ger han. Han har bragt rov­dyr til bor­det. Det er folk uden par­la­men­ta­risk er­fa­ring, de øn­sker ik­ke at over­be­vi­se no­gen; det er folk, der går ef­ter stru­ben. Der­for sker der in­tet, for­kla­rer han, alt er gå­et i stå. »Når man pla­ce­rer en slan­ge, en rot­te, en falk, en ka­nin, en haj og en sa­el i en zoo­lo­gisk ha­ve uden mu­re, bliver det hur­tigt be­skidt og blodigt.«

USAs po­li­ti­ske magt er ble­vet en dy­re­ha­ve af ba­e­ster, og Woodwards bog er en uom­ga­en­ge­lig kil­de til at for­stå hvor­for.

ILLUSTRATION: LARS VE­GAS

La­es Nik­las Hes­sels ar­ti­kel, 1. sek­tion, si­de 11.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.