Husk selvven­lig­he­den, Bjørn

Bjørn Ras­mus­sens nye, ustyr­li­ge ro­man skri­ver sig helt ind i hjer­tet af den pa­nik, der spl­in­trer al­ting til ato­mer, da ae­g­te­man­den vil ha­ve barn med en kvin­de.

Weekendavisen - - Bøger - Af LARS BUK­DA­HL

Bjørn Ras­mus­sen: Jeg er grå­hvid. 192 si­der. 249,95. Gyl­den­dal.

et bliver så li­ge­gyl­digt med al den snak om au­to­fik­tion, når man la­e­ser et frem­ra­gen­de styk­ke hef­tigt og hek­tisk flam­men­de skrift som Bjørn Ras­mus­sens nye bog, af ham selv gen­re­be­teg­net som ro­man, Jeg er grå­hvid. Ba­re se på tit­len, der som en selv­føl­ge starter med det »Jeg«, der gen­nem den he­le bog med en vis form for sta­bi­li­tet og som sta­digt af­sa­et sy­nes at va­e­re lig med den bi­o­gra­fi­ske, ude i den år­hu­si­an­ske vir­ke­lig­hed ok­sen­de og kok­sen­de forfatter Bjørn Ras­mus­sen. Li­ge­som jeg, la­e­se­ren, som ud­gangs­punkt fa­e­ster fuld til­lid til det, som Bjørn-je­get mi­nu­tiøst forta­el­ler, at der sker i hans liv, fra og med at han den 27. ok­to­ber 2017, »DAG 1« og na­er­me­re be­stemt klok­ken 18.08, hol­der op med at drik­ke, og ind­til dag­bo­gen el­ler mi­nut­ma­nu­a­len på »DAG 41« 140 si­der se­ne­re op­gi­ves – og til det, han min­dre mi­nu­tiøst, men ik­ke min­dre furi­øst, forta­el­ler om tiden før og ef­ter.

Bort­set fra ik­ke-drik­ke­ri­et og det fol­ke­li­ge in­gen­ting, der er at gå tur med hund­en, sker

Dder først og frem­mest det, at Bjørn for­bli­ver helt rundt på gul­vet over, at hans mand, Jacob, via in­se­mi­na­tion vil va­e­re far til et barn sam­men med en vis Ma­ren. Ro­ma­nen be­gyn­der med en helt en­kel di­a­log mel­lem Bjørn-je­get og Jacob fle­re må­ne­der før, mi­nut­ma­nu­a­len går i gang: »Vi skri­ver det 504. skudår si­den Kri­sti fød­sel./ Jakob Ma­ren rin­ge­de i går./ Bjørn Hvem er Ma­ren?/ Jacob Hun var med til Sankt Hans./ Bjørn Var det hen­de du sad med det me­ste af nat­ten? Jacob Ja. Hun vil ger­ne ha­ve et barn. Og jeg vil ger­ne va­e­re far./ Bjørn Ja.«

Det er det ja, på sam­me tid skra­emt og an­fa­eg­tet, un­dren­de og åbent, re­sten af bo­gen sta­kån­det og pa­nisk stam­mer vi­de­re på. Så er vi og­så frem­me ved tit­lens sid­ste ord »grå­hvid«, der me­get Ras­mus­sensk, bå­de Bjørn og Hal­f­dan Ras­mus­sensk, er et ord­spil på »gravid« og vel sim­pelt­hen nav­net på den umu­li­ge ek­si­sten­ti­el­le og skrift­li­ge til­stand, Ja­cobs be­slut­ning, plus hans egen be­slut­ning om at gå på vand­vog­nen (men ik­ke luft­vog­nen, hash ry­ges mas­sivt), har an­bragt Bjør­nje­get i.

Tit­len bliver i sin hel­hed en pra­e­cis for­mel for, hvor­dan be­ken­del­ses­skrif­ten he­le tiden ryk­ker fra det su­per­re­a­li­sti­ske til det gø­g­len­de­hal­luci­na­to­ri­ske, fra au­to­fik­tion til fik­tion i hur­tig­kø­ren­de au­to­mo­bil, som det og­så ske­te i den for­ri­ge bog, digtsam­lin­gen Ming, og de­but­ro­ma­nen Hu­den er det ela­sti­ske hyl­ster der om­gi­ver he­le le­ge­met.

Bjørn-je­get bru­ger rø­ren­de man­ge kra­ef­ter på at fo­re­stil­le sig og be­kym­re sig for det kom­men­de barn, der mest kal­des Rosa, men for ek­sem­pel og­så Abra­ham, på helt al­min­de­lig vor­den­de fora­el­dre-manér, ba­re li­ge de gra­der vil­de­re om­kring­fra­e­sen­de. Det­te er et ik­ke uty­pisk mi­nut-re­fe­rat, »DAG 20/ 13.11«: »Jeg er ban­ge for at Abra­ham/Rosa bliver dril­let. Det er om fle­re år. Jeg er ban­ge for at jeg ik­ke kom­mer til at op­le­ve det. Det er dag 20 nu. Det har jeg sagt. Jeg har in­gen pen­ge. El­ler In­ge­borg. Gud ved hvor hun har si­ne øjenom­gi­vel­ser fra, her lug­ter af kat­tel­ort og sur røv. Jeg me­ner røg. Hvad hed­der blom­sten på mit bord? Åh, Jacob. Blot di­ne fjer. Fuck tids­punk­tet. Ba­re ren grøn ma­elk her­fra.« Skrif­ten su­ser og­så til­ba­ge i tiden, til erin­drin­ger om Bjørn-je­gets tid­ligt af­dø­de far, men isa­er til den tra­el­se, ra­ci­sti­ske sted­far, der i en år­ra­ek­ke gjor­de fa­mi­li­e­li­vet surt. Li­ge­som i de­but­ro­ma­nen er ra­cis­me og ho­mo­fo­bi ond­ska­bens frem­me­ste re­pra­e­sen­tan­ter på Jor­den; kon­stant lig­ger de på lur for plud­se­lig at sprin­ge frem som en trold fra en ae­ske, som Trump dér i novem­ber 2016. God­he­dens re­pra­e­sen­tan­ter er ik­ke mindst dy­re­ne; der lø­ber gen­nem bo­gen et dy­re­fa­bu­le­ren­de og dy­re­re­a­li­stisk spor kul­mi­ne­ren­de i en hånd­fuld bre­ve fra Bjørns mor Mi­mi, der i et an­der­le­des ro­ligt ma­e­le forta­el­ler om dy­re­ne i sin barn­dom. Da mi­nut­ma­nu­a­len plud­se­lig op­hø­rer, bliver skrif­ten end­nu hur­ti­ge­re og ta­et­te­re, på og over gra­en­sen til det hårdt her­me­ti­ske, som sådan en slags spe­ed-ru­neskrift – »Dø­bes tom som sten, jeg. Dø­ves ble­ge­re, blå­net. Døm­mes ind i nå. Ven­der sig i sved, i gryn. På kin­den grim, vo­vet« – for­di det sam­me sker med li­vet og sam­li­vet og hund­e­li­vet, det he­le flos­ser alt for in­tenst op og svir­per di­rek­te på og­så la­e­se­rens tå­re­ka­na­ler: Hulk, hvor en ha­lunk af en bog.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.