Må vi va­e­re fri?

Ole Hylt­ofts po­rtra­et­ter af le­den­de so­ci­al­de­mo­kra­ter er et ufri­vil­ligt selv­portra­et.

Weekendavisen - - Bøger - Af ARNE HARDIS LAYOUT: AN­DREAS PERETTI KORREKTUR: LOU­I­SE LUNDBERG CLAESEN

Ole Hylt­oft: In­de­fra. Po­rtra­et­ter af po­li­ti­ke­re og an­det godt­folk fra tiden der gik. 160 si­der. 179 kr. Ho­ved­land.

om of­fent­lig skik­kel­se er Ole Hylt­oft in­ter­es­sant. Ik­ke ale­ne er han ka­et­ter – han gik i 2009 fra sit el­ske­de bom­holt­ske so­ci­al­de­mo­kra­ti til Pia Kja­ers­gaards ae­r­ked­ja­er­ve arv­ta­ger­fo­re­ta­gen­de – han er en ka­et­ter, som må se den for­lad­te mo­der­kir­ke om­si­der gi­ve ham ret. Når det ga­el­der Hylt­ofts gla­e­de ved Dan­mark og skep­sis ved mus­lim­sk ind­van­dring, kan Met­te Fre­de­rik­sens So­ci­al­de­mo­kra­ti sag­tens ham­le op med Thu­le­sen Da­hls.

Hylt­oft fø­rer og­så en god pen, og han har skre­vet fi­ne erin­drin­ger og la­esva­er­dig skøn­lit­te­ra­tur; hans vi­den om isa­er ae­l­dre da­ges vidt­for­gre­ne­de ar­bej­der­be­va­e­gel­se er va­erd at øse af. Men mon ik­ke sle­ven ef­ter­hån­den skra­ber mod kar­rets bund? Hans ny­e­ste bogs ker­ne er po­rtra­et­ter af fem af de se­ne­ste so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske le­der­skik­kel­ser for­u­den

Shans ube­tin­ge­de helt, na­tio­nens før­ste kul­tur­mi­ni­ster, Juli­us Bom­holt, hvis se­kre­ta­er og ta­leskri­ver den helt un­ge cand.mag. Hylt­oft Pe­ter­sen blev.

Bo­gen hed­der In­de­fra, som om der le­ve­res ny in­de­fra-do­ku­men­ta­tion i po­li­ti­ker­portra­et­ter­ne, hvad der kun spar­somt gø­res, el­ler ret­te­re: Det, man ger­ne vil­le vi­de, får man ik­ke, mens det, man ik­ke vil, ser­ve­res på lø­ben­de bånd. Når tit­len al­li­ge­vel er ram­men­de, skyl­des det po­rtra­et­ter­nes spejl­virk­ning: De vi­ser Hylt­oft in­de­fra, hans skit­ser af Kamp­mann, Krag, An­ker, Lyk­ke­toft og Ritt Bjer­re­gaard for­vand­ler sig til stre­ger i et bil­le­de af Hylt­oft selv.

Kamp­mann er en helt, han var kul­tu­rel og star­te­de par­lø­bet med kul­tu­rens ver­den, Krag er en kold tek­no­krat, for­di han i no­gen grad gjor­de op med det apar­te part­ner­skab og var ond ved Juli­us Bom­holt. Her­fra bliver det va­er­re. Ritt be­skri­ves som en flad­pan­det, grisk kom­mu­nist. Lyk­ke­toft er en »lil­le svind­ler«, som tre gan­ge i det kor­te portra­et be­skyl­des for at va­e­re volds­mand med henkast­nin­ger a la: »Det ses på hans arm­be­va­e­gel­ser, at hånd­gri­be­lig­he­der ik­ke lig­ger den­ne mand fjer­nt.«

An­ker fin­der der­i­mod no­gen­lun­de nå­de for Hylt­ofts pen – ale­ne det, at han ik­ke er Krag, er jo en be­fri­el­se – og det­te ka­pi­tel har en ve­mo­dig og smuk slut­ning: Hylt­oft har kørt den over 90-åri­ge An­ker til sta­tio­nen ef­ter en be­gra­vel­se. Den gam­le mand ven­der sig mod Hylt­oft og si­ger: »Jeg ved godt, du har meldt dig ud. Man skal bli­ve i sit par­ti.« Åh, ka­et­te­ren sav­ner sin kir­ke, som den var i gam­le da­ge, da han selv var ung og frem­gangs­rig kir­ke­tje­ner.

Re­sten af bo­gen er sam­men­styk­ket af tek­ster om for­skel­li­ge skik­kel­ser og be­gi­ven­he­der: DKPs før­ste for­mand, Ernst Chri­sti­an­sen (og­så en ka­et­ter), ven­nen Sieg­fri­ed Lenz, Hylt­ofts fars ulyk­ke­li­ge livs­af­slut­ning, en mod­stands­mand, Hylt­oft selv teg­net gen­nem en me­re vil­let end vel­lyk­ket sam­ta­le med Bom­holts ånd.

Og så er der for­lags­ar­bej­det. Man vid­ste jo godt, at Ho­ved­land har et sorg­løst for­hold til kor­rek­tur­la­es­ning, hvad der be­kra­ef­tes i den­ne bog. Det er så­le­des spa­en­den­de, hvil­ken af sta­ve­for­mer­ne Bjer­re­gård og Bjer­re­gaard der går af med sej­ren i ka­pit­let om Ritt Bjer­re­gaard. Ef­ter at Bjer­re­gaard brag­te sig for­an i star­ten af ka­pit­let, vin­der Bjer­re­gård ret over­be­vi­sen­de 8-5.

Men at for­la­get og­så bla­e­ser det en hat­fuld, hvil­ke in­diskre­tio­ner og in­si­nu­a­tio­ner Hylt­oft af­le­ve­rer – ger­ne og helst fra eg­ne­ne om­kring un­der­liv og seng – må for­bløf­fe. Vi hø­rer om en af­fa­e­re, Ritt Bjer­re­gaard skal ha­ve haft, mens hun var un­der­vis­nings­mi­ni­ster, Hylt­oft repe­te­rer et gam­melt ryg­te om Lyk­ke­toft, og vi pra­e­sen­te­res for Hylt­ofts for­mod­ning om, at en gam­mel rek­tor ik­ke hav­de et seksu­al­liv, »i hvert fald ik­ke no­get, an­dre men­ne­sker var ind­blan­det i«. Var Hylt­oft der selv, mens det ik­ke ske­te?

Helt uan­ta­ge­ligt bliver det, da Hylt­oft re­fe­re­rer en al­vor­ligt hjer­ne­syg kvin­des evi­ge kred­sen om det seksu­el­le. Den i sin sam­tid kend­te kvin­de blev hans gen­bo, så Hylt­oft har for­mu­le­rin­ger­ne fra den ar­me kvin­des egen mund.

Hylt­oft de­bu­te­re­de i 1968 med de­bat­bo­gen Tør du va­e­re fri. Det lig­ger jo li­ge­for at sva­re hø­fligt: Må jeg ik­ke va­e­re fri?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.