Drøm­me­stof til ma­end

Gen­nem grun­dig jour­na­li­stik gø­res 20 ma­ends liv til spa­en­den­de hi­sto­ri­er, la­det med be­tyd­ning.

Weekendavisen - - Bøger - Af MARTA SØ­REN­SEN

Eu­ro­man: Ma­end – De bed­ste po­rtra­et­ter. 400 si­der. 299,95 kr. Storyhou­se.

en­gang dag­bla­de­ne sta­dig gav de­res ind­hold va­ek gra­tis på net­tet, køb­te jeg Eu­ro­man på tryk naesten hver må­ned. Man­de­ma­ga­si­net ko­ste­de knap 70 kro­ner, alt­så om­trent en pro­mil­le af pri­sen på de hy­pe­ra­van­ce­re­de arm­båndsu­re, der re­gel­ma­es­sigt blev til­bedt som en fe­tich på de glat­te si­der, ved si­den af ke­de­ligt stil­fuldt her­re­tøj og fjol­le­de gad­gets til DJØFe­ren, der selv ud­be­ner sin kyl­ling, når det skal gå råt og au­ten­tisk for sig.

Et sted i det ma­skul­int blå­to­ne­de pak­ke­fyld var pro­duk­tet: ar­tik­ler­ne, isa­er de lan­ge po­rtra­et­ter, som of­te var frem­ra­gen­de og naesten li­ge så of­te blev frem­ha­e­vet, når no­gen jok­ke­de på de utal­li­ge da­me­bla­de, der ik­ke dyk­ke­de li­ge så dybt, re­sear­che­de na­er så grun­digt el­ler tog ver­den li­ge så se­ri­øst. Hvis ma­en­de­ne kan, hvor­for kan de så ik­ke?

I 2007 var jeg selv, i et tid­ligt ek­sem­pel på den nu klas­si­ske Po­li­ti­ken-de­batjam­mer, ude ef­ter bla­de som Eu­rowo­man på grund af de­res fo­kus på tøj, ma­keup og sund­hed, det så­kald­te drøm­me­stof, som la­e­se­ren kun­ne svøm­me va­ek i, mens man led­te la­en­ge ef­ter jour­na­li­stisk op­findsom­hed. Sam­men­lig­net med ind­hol­det i klas­si­ske da­me­bla­de – og en del dansk jour­na­li­stik i al­min­de­lig­hed – er Eu­ro­mans po­rtra­et­ter da og­så langt me­re la­e­se­va­er­di­ge, flot­te­re skre­vet, me­re ori­gi­na­le. Men jeg er ik­ke sik­ker på, at de in­de­hol­der min­dre af det drøm­me­stof, jeg den­gang hå­ne­de så let­købt. Eu­ro­mans ar­ti­kel­sam­ling Ma­end – De bed­ste po­rtra­et­ter hand­ler nem­lig ik­ke om ma­end som ens­ar­tet grup­pe i sta­ti­stik­ker­ne, men om 20 spe­ci­fik­ke og us­a­ed­van­li­ge ma­end, hvoraf de 19 le­ver tem­me­lig actionma­et­te­de liv. Og­så De, ka­e­re mand­li­ge la­e­ser, kan drøm­me om at kom­me i na­er­he­den af det­te liv, hvor man, som for­svar­sad­vo­kat Mi­cha­el Juul Erik­sen, står op klok­ken fem om mor­ge­nen for at bli­ve bed­re end de an­dre ju­rastu­de­ren­de og spi­ser en rød bøf, af­te­nen in­den man skal i ret­ten. Må­ske kan og­så De en­de i Los An­ge­les og, som Cas­per Christensen, dis­ku­te­re film­ma­nuskrip­ter med en stjer­ne­pro­du­cer el­ler spil­le for Re­al Madrid som Thomas Gra­ve­sen.

DNed­t­u­re rum­mer dis­se liv selv­føl­ge­lig og­så, som Bri­an Holms kra­eft­syg­dom el­ler ra­cer­kø­rer Ke­vin Magnus­sens tid som de­gra­de­ret re­ser­ve­kø­rer for McLa­ren, en en­kelt desva­er­re med tragisk ud­gang: Mads Hol­ger, der tog sit eget liv for to år si­den. Men al­drig, hvis man skal tro po­rtra­et­ter­ne, uden at ma­en­de­nes tem­pe­ra­ment, dag­lig­dag og rej­ser er sto­re, af­gø­ren­de, la­de­de med be­tyd­ning. I 1993 la­eg­ger Mi­cha­el Laud­rup en be­sked på jour­na­li­sten Jakob Kvists te­le­fonsva­rer, ef­ter at den­ne har af­le­ve­ret en la­en­ge­re, god­kendt ar­ti­kel om fod­bold­spil­le­ren, og be­kendt­gør, at »det er ret vig­tigt«. Ar­tik­len må sim­pelt­hen la­ves om, men Kvist kan ik­ke reg­ne ud hvor­for. Til sidst af­slø­rer Laud­rup: »Jeg spil­ler igen!« Det tje­ner Eu­ro­man til ae­re, at Kvists ind­led­ning lok­ke­de mig la­en­ge­re ind i po­rtra­et­tet, selv­om sam­ta­ler med sport­s­folk vir­ker på mig som et skud ke­to­gan li­ge i lår­mus­k­len, og jeg der­for ik­ke ane­de, hvil­ken be­tyd­ning Laud­rups ud­sagn kun­ne ha­ve haft den­gang for 25 år si­den. Men jeg for­nem­me­de, li­ge­som med nedsla­get i Thomas Gra­ve­sens kar­ri­e­re, at hvis ik­ke frem­stil­lin­gen fan­ger mig, er det en­ten, for­di jeg ik­ke in­ter­es­se­rer mig for sport, el­ler for­di per­so­nen sim­pelt­hen ik­ke kan gø­res me­re in­ter­es­sant; un­der al­le om­sta­en­dig­he­der har jour­na­li­sten gjort sit bed­ste, pres­set stem­ning og clif­f­han­ge­re og even­tyr ind i hver en spra­ek­ke.

Nog­le gan­ge kra­e­ver det for­ment­lig ik­ke så me­get op­findsom­hed, som i det frem­ra­gen­de portra­et af spe­edwayryt­ter Ni­cki Pe­der­sen, der som to­årig får klip­pet lan­ge- og pe­ge­fin­ger af, da han pil­ler ved en da­ekpres­se­ma­ski­ne. Se­ne­re i barn­dom­men le­ger han og bro­de­ren Ron­ni med sav­klin­ger, som de ka­ster ef­ter hin­an­den, el­ler snit­ter vat­pin­de skar­pe som am­mu­ni­tion til et luft­ge­va­er. Da en vat­pind bo­rer sig ind i Ron­nis ryg, hi­ver Ni­cki den ud; in­gen grund til at til­kal­de fora­el­dre­ne.

En skri­bent kan va­e­re hel­dig med en barn­dom så langt fra Fora­el­dreIn­tra og suk­ker­po­li­tik og med en cha­ra­cter som Ni­cki, men uden ev­nen til at frem­la­eg­ge anek­do­ter­ne som et sam­let bil­le­de, som sym­bo­ler på li­ge pra­e­cis det­te men­ne­ske, kom­mer man ik­ke langt. Det kan sag­tens la­de sig gø­re at skri­ve ke­de­ligt om en in­ter­es­sant per­son – el­ler spa­en­den­de om et umid­del­bart al­min­de­ligt men­ne­ske. Det sid­ste gør Ida Ny­e­gård Es­per­sen i ar­tik­len »To­tal kon­trol«, hvor hun føl­ger au­ti­sten Henrik Lo­h­ses vold­somt ske­ma­lag­te hver­dag, der flet­tes sam­men med Lo­h­ses eg­ne, nog­le gan­ge uen­de­ligt hver­dagstri­ste ob­ser­va­tio­ner. Han de­ler sit liv op i tre fa­ser: Den før­ste var 100 pro­cent god, for­di beg­ge fora­el­dre le­ve­de, den na­e­ste 50 pro­cent god, for­di hans far var

død, men mo­de­ren le­ve­de, og si­den 26. marts 2011 klok­ken 19.20 har Lo­h­ses liv va­e­ret ne­de på 0 pro­cent godt, forta­el­ler han.

Hvert portra­et ledsa­ges af jour­na­li­stens tan­ker om, hvor­dan ar­tik­len blev til. Ny­e­gård

Es­per­sen var så­le­des op­ma­er­k­som på de to jour­na­li­sti­ske han­di­capkli­chéer – en­ten den evigt sø­de og gla­de han­di­cap­pe­de el­ler det umyn­di­ge of­fer

– skri­ver hun, mens

Mads Brüg­ger af­slø­rer, hvor­dan han brug­te Bjørn Lom­borgs mor som en slags buf­fer ved at la­de ar­tik­len be­stå af en te­le­fon­sam­ta­le mel­lem ham og mo­de­ren.

Brüg­ger la­e­ser op af det, han har skre­vet om Lom­borg, for hvis hans »mor god­kend­te tek­sten i te­le­fo­nen, så var det sva­e­re­re for ham at kom­me bag­ef­ter og si­ge, at det vil­le han ik­ke fin­de sig i«.

Den slags op­lys­nin­ger, hvor jour­na­li­sten tra­e­der di­rek­te frem, er la­e­re­ri­ge og in­ter­es­san­te for mig som skri­bent, men hav­de ar­tik­ler­ne stå­et ale­ne, vil­le de­res op­havs­folk al­li­ge­vel ik­ke ha­ve kun­net skju­le sig. De tra­e­der frem i de per­son­li­ge ob­ser­va­tio­ner, i mø­det, der of­te frem­stil­les som en kon­fron­ta­tion, selv når der ik­ke er fjend­skab el­ler mod­vil­je til ste­de. Jour­na­li­sten vil gra­ve år­sa­ger, meninger og sam­men­ha­en­ge ud, slå ned på det si­gen­de, af­slø­re, ken­de de 20 ma­end bed­re, end de har lyst til at ken­de sig selv. Den kon­flikt kun­ne bli­ve en kli­ché, en sva­el­gen i skri­ben­tens selv, men jour­na­li­ster­ne hol­der sig in­den for Eu­ro­mans ram­me: den grun­di­ge forta­el­ling, de klas­si­ske spa­en­dings­kur­ver, de ka­rak­te­ri­sti­ske sa­et­nin­ger, der er sat op som på et no­deark med et be­stemt an­tal tak­ter. Nog­le gan­ge hø­rer man en en­kelt lang­som halv­no­de, den va­eg­ti­ge op­sum­me­ring, an­dre gan­ge en bun­ke sek­sten­de­dels­no­der, af­fy­ret i stac­ca­to, det he­le går op til sidst.

På den må­de er bo­gen i li­ge så høj grad en hyl­dest til jour­na­li­stik­ken som til de ma­end, den po­rtra­et­te­rer. Hel­dig­vis ik­ke gen­nem end­nu en af de pri­ser, som min ik­ke just sel­vud­s­let­ten­de bran­che er fuld af, men gen­nem ar­tik­ler af høj kva­li­tet. Pris: fi­re-fem pro­mil­ler af et me­get dyrt arm­bånds­dyr.

FOTO: SCANPIX

Ef­ter knap tre års lands­holds­pau­se vend­te Mi­cha­el Laud­rup til­ba­ge til sin land­skamp nr. 65 i au­gust 1993. Her ses han tre må­ne­der se­ne­re i det smerte­li­ge ne­der­lag til Spanien, som ko­ste­de Dan­mark del­ta­gel­sen ved VM i 1994.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.