Ru­ner.

»Smed knep­pe­de Vig­dis fra Sna­el­de­bens­fa­mi­li­en,« står der med ru­ner på et tra­estyk­ke fun­det i Ber­gen. Når man har la­est en lil­le nyud­gi­vel­se om ru­ner, ind­ser man, at de hver­ken er sa­er­ligt gam­le, sa­er­ligt magi­ske el­ler skre­vet på sten.

Weekendavisen - - Ideer - Af ANDERS LUNDT HAN­SEN

De blev an­vendt si­de om si­de med lat­in, og der blev langt­fra kun ri­stet ar­ti­ge be­ske­der.

Kong Ha­rald bød gø­re dis­se kum­b­ler … den Ha­rald, som vandt sig he­le Dan­mark og Nor­ge og gjor­de da­ner­ne krist­ne.« Så ube­ske­dent lod kong Ha­rald skri­ve på den sto­re Jel­ling­s­ten. En ru­ne­sten, der stod som cen­trum i et va­el­digt monu­ment – kum­b­ler be­ty­der min­des­ma­er­ker – med ru­ne­sten og stor­hø­je, og alt sam­men om­gi­vet af en 1440 me­ter lang pa­lisa­de, som for at øge ste­dets eks­klu­si­vi­tet. Ik­ke al­le og en­hver fik lov til at kom­me ind og se kon­gens min­des­ma­er­ker. Sel­vi­s­ce­nesa­et­tel­sen vir­ke­de så godt, at Jel­ling blev et na­tio­nalt sym­bol, og al­le dan­ske­re i dag ren­der rundt med teg­nin­ger­ne fra ste­nen i de­res pas. I cen­trum står ru­ner­ne, og det er for­stå­e­ligt, hvis man på den­ne po­mpø­se bag­grund kom­mer til at se på ru­ner med et højstemt sind. Så lad os i ste­det se på en knog­lestump fun­det i Slesvig. Her er og­så rid­set ru­ner, og der står »futh« og »ars«, det be­ty­der »kus­se« og »røv«. Mu­lig­vis ri­stet af en fuld mand til en fest, hvor han har gna­vet kø­det af knog­len først. Så er vi ne­de på jor­den igen, og vi får et me­re re­a­li­stisk bil­le­de af ru­ner, og hvor­dan de blev brugt. Lis­beth M. Imer fra Na­tio­nal­mu­se­et er Dan­marks ene­ste fuld­tids-ru­no­log, og hun har ne­top ud­gi­vet Ri­gets ru­ner, et kort og en­kelt over­blik over, hvad vi li­ge nu ved om ru­ner. Det er i se­ri­en »100 dan­marks­hi­sto­ri­er« fra Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag. Og når man har la­est den, ind­ser man, at ru­ner ik­ke er sa­er­ligt gam­le, ik­ke er skre­vet på sten og ik­ke er sa­er­ligt magi­ske.

Hvad al­de­ren an­går, så er ru­ner­ne ny­e­re end de ro­mer­ske bog­sta­ver, De sid­der og kig­ger på li­ge nu. Fak­tisk op­stod ru­ner­ne med in­spira­tion fra de ro­mer­ske bog­sta­ver, og det er grun­den til, at fle­re af dem ligner no­get, vi ken­der i dag. For ek­sem­pel er ru­nen m et M, og at f er F, er og­så til at gen­nem­skue. Den ae­ld­ste kend­te ru­ne­ind­skrift er på en kam af hjor­te­tak fun­det i Vi­mo­se på Fyn, og her står or­det »Harja«. Det kan va­e­re eje­rens el­ler kam­ma­ge­rens navn, el­ler det kan sim­pelt­hen be­ty­de kam. Den stam­mer fra mid­ten af 100-tal­let, og da det er den tid­ligst kend­te ru­ne­ind­skrift, kon­klu­de­rer Imer, at ru­ner­ne må va­e­re op­stå­et i Nor­den om­trent ved den­ne tid.

Det står i mod­sa­et­ning til tid­li­ge­re te­o­ri­er, der ha­ev­de­de, at ru­ner­ne op­stod i det ger­mansk­ta­len­de Cen­tral­eu­ro­pa, nord for Do­nau og øst for Rhin­en. Her hav­de man den stør­ste kon­takt­fla­de med ro­mer­ne og med det ro­mer­ske skrift­s­prog, og her er fun­det en stri­be ru­ne­ind­skrif­ter. De er gan­ske vist ik­ke helt så tid­li­ge som kam­men fra Fyn, men til gen­ga­eld vi­ser de, hvor­dan ru­ner­nes op­rin­del­se ad­skil­ler sig grund­la­eg­gen­de fra de fle­ste an­dre skrift­sy­ste­mer. For uan­set om man snak­ker om su­me­risk ki­leskrift el­ler tid­li­ge fø­niki­ske al­fa­be­ter, så er de fle­ste skrif­ter op­stå­et som en prak­tisk for­an­stalt­ning. Skrif­ten blev brugt til at hol­de styr på han­del og ga­eld, pen­ge og af­ta­ler. Her­fra bred­te bru­gen sig til an­dre em­ner og blev et kul­tu­relt ele­ment.

Men sådan var det ik­ke med ru­ner, skri­ver Imer. De blev skabt til at for­ø­ge bru­ge­rens kul­tu­rel­le ka­pi­tal, ik­ke hans øko­no­mi­ske. De tid­lig­ste ru­ne­ind­skrif­ter er per­son­nav­ne på kost­ba­re gen­stan­de. Sva­erd og smyk­ker blev py­n­tet med ru­ner på en må­de, som vi­ser, at gen­stan­de­nes ejer la­e­ne­de sig op ad den pre­sti­ge, skrift­s­prog hav­de i Ro­mer­ri­get, men ik­ke var til­freds med at plagi­e­re den. I ste­det ud­vik­le­de nog­le ger­man­ske storma­end de­res eget skrift­sy­stem, som ha­e­ve­de dem over de­res eg­ne kon­kur­ren­ter og kol­le­ger og ad­skil­te dem fra det ro­mer­ske mag­tap­pa­rat.

Det var en tve­ty­dig kul­tu­rel re­ak­tion på ro­mer­mag­ten – til dels in­spi­re­ret af den og til dels i op­po­si­tion til den. De før­ste ru­ner blev im­po­ne­ren­de hur­tigt bredt ud over kon­ti­nen­tet, og der var så lidt va­ri­a­tion i skrif­ten, at der teg­ner sig en sil­hu­et af en kom­mu­ni­ka­tions­og magtstruk­tur i det ger­man­ske Eu­ro­pa i den se­ne An­tik, som vi end­nu ik­ke ken­der til, men som har haft be­ty­de­lig ind­fly­del­se.

DEN tid­lig­ste ru­ne­ra­ek­ke hav­de 24 tegn, her­i­blandt et par styk­ker, som da­ek­ke­de ger­man­ske ly­de, der ik­ke fand­tes i lat­in, så­som for den la­espe­de th-lyd, som i dag ken­des fra en­gelsk »thin«. Ru­ner­ne fulg­te hel­ler ik­ke den ro­mer­ske ra­ek­ke­føl­ge med a, b og c, men fik de­res egen fa­ste form, hvor de seks før­ste var: F, U, TH, A, R, K, og li­ge­som al­fa­be­tet har navn ef­ter de to før­ste bog­sta­ver, al­fa og be­ta, hed­der en ru­ne­ra­ek­ke en fut­hark.

I Nor­ge fin­des de tid­lig­ste ru­ne­sten fra år­hund­re­der­ne, kort ef­ter at skrif­ten blev op­fun­det. Og selv om de fle­ste be­va­re­de ru­ne­ind­skrif­ter i dag fin­des på sten, så er re­a­li­te­ten, at ru­ner­ne sja­el­dent blev hug­get ind i klip­pe­blok­ke. Trae, horn og ben var de almindelige me­di­er for ru­neskri­ver­ne, men da me­get lidt af det for­ga­en­ge­li­ge ma­te­ri­a­le har over­le­vet fra da til nu, er ind­skrif­ter­ne i sten no­get af det ene­ste, der er be­va­ret. Som hvis nu­ti­dens ci­vi­li­sa­tion for­svandt i en atom­krig, og al­le vo­res ser­ve­re blev slet­tet og vo­res pa­pir bra­endt. Så vil­le bog­sta­ver­ne på grav­sten va­e­re den ene­ste tekst, ef­ter­ti­den fandt fra os.

Q

Ru­ne­sten blev rejst til min­de om af­dø­de sla­egt­nin­ge på ste­der, der var cen­tra­le i lo­kal­mil­jø­er­ne, for ek­sem­pel på grav­hø­je el­ler langs ve­je­ne. For­må­let var at mar­ke­re den lo­ka­le her­sker­sla­egts magt ved at hen­vi­se til for­fa­ed­re­ne, og det var på den må­de, bå­de kong Gorm og hans søn kong Ha­rald brug­te ste­ne­ne i Jel­ling i 900-tal­let. Ru­ne­sten ef­ter af­dø­de var fort­sat en re­la­tivt sja­el­den fo­re­te­el­se, og Ha­ralds sten skab­te ik­ke ny mo­de. Der­til var den for af­vi­gen­de. Nor­malt blev ru­ne­sten skre­vet med tekstbånd, der løb op og ned ad ste­nen, men han la­ve­de sin sten med vand­ret­te linjer, der la­e­ses fra venstre mod høj­re som en bog. Det var for at vi­se sin til­slut­ning til kri­sten­he­den, at han ef­ter­lig­ne­de Bi­be­lens layout, og på den må­de hå­be­de han at duk­ke sig for den tysk-ro­mer­ske kej­sers ag­gres­si­ve po­li­tik mod ik­ke-krist­ne na­bo­er. Skik­ken med ru­ne­sten blev først po­pu­la­er, da kri­sten­dom­men blev sta­er­ke­re i Nor­den, skri­ver Imer. Det ske­te, for­di den krist­ne kir­ke lag­de stor va­egt på skrift og på at la­e­re sin stab at la­e­se og skri­ve. Og da kir­ken blev be­sat med med­lem­mer af de lo­ka­le le­den­de sla­eg­ter, bred­te skrift­kund­ska­ben sig i sam­fun­dets øver­ste lag. Og ik­ke kun til ro­mer­bog­sta­ver­ne. Ru­ner­ne fik en opblom­string i takt med, at skrift­sy­ste­mer ge­ne­relt blev me­re ud­bred­te. I fle­re hund­re­de år – cir­ka fra år 1000 til år 1200 – ek­si­ste­re­de ru­ner og ro­mer­skrift si­de­lø­ben­de i Nor­den, hvor ro­mer­bog­sta­ver­ne blev brugt til at skri­ve på lat­in, og ru­ner­ne blev brugt til at skri­ve de nor­di­ske sprog.

Dansk, svensk og norsk var på det tids­punkt sta­dig ba­re di­a­lek­ter af hin­an­den, men de var i fa­erd med at ad­skil­le sig, og på skrift blev de gen­gi­vet med ru­ner på mønt­er, sten, trae og me­tal, mens ro­mer­bog­sta­ver­ne var en frem­medsprog­lig skrift, som blev brugt til at ned­fa­el­de lat­in på per­ga­ment. Der er und­ta­gel­ser, for ek­sem­pel de tid­lig­ste land­skabs­lo­ve, som blev skre­vet på gam­mel­dansk med ro­mer­bog­sta­ver, men el­lers holdt hvert sprog og skrift­s­prog sig for sig selv. Det ser man for ek­sem­pel i ru­ne­stens­boo­met i 1000-tal­let, hvor der blev rejst over 2.000 ru­ne­sten i det nu­va­e­ren­de Sve­ri­ge. Dan­mark har om­kring 260 ru­ne­sten.

SOM det frem­går, var der in­gen mod­sa­et­ning mel­lem kri­sten­dom­men og ru­neskrif­ten. Ru­ner­ne var en neut­ral skrift, som kun­ne bru­ges til lidt af hvert. I Hagia So­fi­a­ka­ted­ra­len i Kon­stan­ti­nopel brug­te en mand ved navn Ha­rald den til at rid­se sit navn i mar­mor­ba­lu­stra­den, så hans be­søg i den sto­re by ik­ke blev glemt. Fra den førkrist­ne tid fin­des en amu­let fun­det i Ri­be, hvor tek­sten på­kal­der »Ulv og Odin og Høj-Tyr« mod dva­er­gen Bourr, der står for smer­te og ho­ved­pi­ne. Ind­skrif­ten er ri­stet på et styk­ke af et men­ne­skes hjer­neskal.

Den slags ek­semp­ler er nok grun­den til, at man op til 1800-tal­let kun­ne om­ta­le ru­ner­ne som en he­densk skrift, og at new age-fans la­e­ser ru­ner i et ok­kult ska­er, men i Mid­delal­de­ren var der in­tet ukri­ste­ligt ved ru­ner­ne. De var hver­ken mysti­ske el­ler magi­ske, de var en skrift, som man brug­te til de ting, man nu en­gang brug­te skrift til. Ale­ne den sto­re Jel­ling­s­ten med ru­ne­ind­skrift og en af­bild­ning af Kristus bur­de ha­ve af­li­vet al­le an­dre fo­re­stil­lin­ger, og sam­ti­dig fin­des der en over­flod af krist­ne ru­ne­ind­skrif­ter. Små amu­let­ter af fol­de­de blystyk­ker på­kal­der Jesus, jom­fru Ma­ria og sankt Mi­cha­el. Bi­skop Gi­si­ke af Oden­se rid­se­de sit navn på en ae­ske af bly, som in­de­holdt re­lik­vi­er og blev lagt på al­te­ret i kir­ken i Stok­ke­mar­ke kort in­den år 1300. HAR man kun ru­ne­ste­ne­ne at hol­de sig til, ser det ud, som om ru­ner­ne ud­dø­de i Mid­delal­de­ren. En af de sid­ste ru­ne­sten blev rejst af ae­r­ke­bi­skop Absa­lon og As­b­jørn Mu­le ved kir­ken i Nør­re Åsum i Skå­ne om­kring år 1200, og her er det ty­de­ligt, at de ef­ter­lig­ner en gam­mel skik. Ste­nen er for re­gel­ma­es­sig og sti­li­se­ret; den ligner ik­ke ste­ne­ne fra 900- og 1000-tal­let. Den vi­ser, at der i Val­de­mars­ti­den var en le­ven­de in­ter­es­se for for­ti­den, og uden an­dre vid­nes­byrd skul­le man tro, at det var et monu­ment over en dø­en­de tra­di­tion. Men hel­dig­vis er der an­dre fund, og de vi­ser, at ru­ne­tra­di­tio­nen var sta­erk og ak­tiv helt op mod år 1400.

De skrø­be­li­ge ma­te­ri­a­ler, som ru­ner­ne blev skre­vet på, kra­e­ver dog helt sa­er­li­ge om­sta­en­dig­he­der for at over­le­ve til i dag. Så­dan­ne om­sta­en­dig­he­der var der hel­dig­vis i det køli­ge Grøn­land, hvor en be­gra­vel­se i 1200- el­ler 1300-tal­let fo­re­gik med en tom ki­ste. Den dø­de, kvin­den Gud­veig, var død un­der rej­sen til Grøn­land og li­get gå­et tabt. En tra­ge­die, som blev så me­get stør­re, for uden en kri­sten be­gra­vel­se af hen­des lig, men­te man, at og­så hen­des sja­el vil­le va­e­re fortabt. Så som en for­kla­ring til de hø­je­re mag­ter be­gra­ve­de man en tom ki­ste ved Herjol­f­sna­es, og i bun­den af ki­sten skar man et kors og lag­de en pind med ru­ner: »Den kvin­de, som hed Gud­veig, blev ka­stet over bord i Grøn­lands­ha­vet.« Så hav­de de ef­ter­lad­te gjort, hvad de kun­ne.

VED Bryg­gen i Ber­gen i Nor­ge har man ved et utro­ligt lyk­ke­tra­ef kun­net ud­gra­ve over 600 ru­nepin­de fra den fug­ti­ge hav­ne­bund, der har be­va­ret tra­estyk­ker­ne. De vi­ser man­ge si­der af li­vet i hav­ne­by­en, og det ty­der på, at ru­ne­kun­sten og­så var ud­bredt i by­ens me­re fol­ke­li­ge lag i Høj- og Sen­mid­delal­de­ren. De fle­ste pin­de er ejer­ma­er­ker, der har sid­det på tøn­der og sa­ek­ke for at vi­se, hvil­ken køb­mand der eje­de hvad. An­dre er små be­ske­der, sik­kert le­ve­ret af bar­fo­de­de børn langs den trav­le hav­ne­kaj: »Tor­kel Mønt­me­ster sen­der dig pe­ber« står der på en. En an­den rum­mer en be­kla­gel­se fra en skyld­ner, der ik­ke kan be­ta­le: »... Der er ik­ke no­get øl her og hel­ler ik­ke no­gen fisk ... Lov mig, at du ik­ke vil pryg­le mig for min fat­tig­dom.«

Ru­ner blev brugt af man­ge ty­per folk, og­så af spio­ner. I de blo­di­ge kam­pe om Nor­ges kro­ne greb snart den ene snart den an­den kri­ge­ri­ske stormand ef­ter mag­ten. Så en sne­dig agent har ta­get en vok­stav­le – en tra­e­pla­de af smartp­ho­ne-stør­rel­se med en tynd kant, som man fyld­te med voks og så kun­ne skri­ve i – og sik­kert skre­vet no­get uska­de­ligt i vok­sen. Men i tra­e­et un­der vok­sen stod den hem­me­li­ge be­sked, en op­for­dring fra den ene stormand til den an­den om at skif­te si­de i kri­gen. For­hand­lin­ger­ne skul­le gå gen­nem en af sla­eg­tens kvin­der, der sad som ab­be­dis­se i et kloster i Ber­gen. Sø­mand­skvar­te­ret for­na­eg­ter sig ik­ke i ind­skrif­ter­ne: »In­ge­borg el­ske­de mig, da jeg var i Sta­van­ger,« pra­le­de én. »Smed knep­pe­de Vig­dis fra Sna­el­de­bens­fa­mi­li­en,« slad­re­de en an­den. Og en mand i hav­nen modt­og en be­sked: »Gy­da si­ger, at du skal gå hjem.« Nog­le uja­ev­ne rid­ser på pin­dens bag­si­de, kan man fo­re­stil­le sig, stam­mer fra den ful­de mand, der for­ga­e­ves for­søg­te at skri­ve et svar. Ru­nepin­de­ne fra Ber­gen vi­ser, at der var en fort­sat ru­ne­brug langt op i Mid­delal­de­ren, og at ru­ner­ne al­drig har va­e­ret ud­dø­de el­ler for­s­vun­det. Det gik dog til­ba­ge for ru­ner­ne, der op mod 1500-tal­let kun var i brug en­kel­te ste­der som på Got­land el­ler i Da­lar­na i Sve­ri­ge. Men sam­ti­dig tog den aka­de­mi­ske in­ter­es­se fat. La­er­de hof­ma­end i Kø­ben­havn sam­le­de og do­ku­men­te­re­de ru­ne­ind­skrif­ter, og adels­folk la­er­te om dem i lø­bet af de­res ud­dan­nel­se. Christian IV ter­pe­de ru­ner un­der sin sko­le­gang på Kol­ding­hus.

Si­den har forsk­nin­gen i ru­ner va­e­ret på­vir­ket af ti­dens strøm­nin­ger, be­ret­ter Imer og gi­ver ek­semp­ler: fra Ro­man­tik­kens håb­lø­se fo­rel­skel­se i Mid­delal­de­ren over na­zi­ster­nes be­gej­string for ru­neskrif­ten, som de an­så for al­le bog­sta­vers mo­der, til i dag, hvor Na­tio­nal­mu­se­et ja­evn­ligt mod­ta­ger spørgs­mål fra bor­ge­re, der vil vi­de, hvor­dan man skri­ver nav­ne med ru­ner, for­di de skal ha­ve det i de­res vi­el­ses­rin­ge el­ler i en ta­to­ve­ring. Men den mest ud­bred­te rune er bin­der­u­nen af h og B, H og B, som fin­des i naesten al­le te­le­fo­ner og com­pu­te­re. En bin­der­u­ne er, når to ru­ner de­ler den sam­me lod­ret­te stav og har de si­de­va­erts linjer stik­ken­de ud i hver sin ret­ning. Når man kom­bi­ne­rer ru­ner­ne for H og B, får man log­o­et for Blu­et­oo­th. Den tek­no­lo­gi, som gi­ver trå­d­løs kom­mu­ni­ka­tion mel­lem elek­tro­ni­ske en­he­der.

Det si­ges, at op­fin­de­ren la­e­ste om kong Ha­ralds sten i Jel­ling og tro­e­de på hans på­stand om at sam­le Dan­mark og Nor­ge. Der­for men­te han, at kon­gens for­bog­sta­ver, H og B – han kal­des po­pu­la­ert for Ha­rald Blå­tand, men han hav­de in­gen blå tand – vil­le va­e­re et pas­sen­de sym­bol på gnid­nings­fri kom­mu­ni­ka­tion.

Ru­ner­ne op­stod som en ny tek­no­lo­gi i Nor­d­eu­ro­pa i år­hund­re­der­ne li­ge ef­ter vor tids­reg­ning. Men som al­tid, når ny tek­no­lo­gi op­står, føl­ger ru­ner­ne med.

Lis­beth M. Imer: »Ri­gets ru­ner – 965«. Aar­hus Uni­ver­si­tets­for­lag. Ud­kom i går.

, ÁHUH KXQGUHGH nU ² FLUND IUD nU WLO nU ² ek­si­ste­re­de ru­ner og ro­mer­skrift si­de­lø­ben­de i Nor­den, hvor ro­mer­bog­sta­ver­ne blev brugt til at skri­ve på lat­in, og ru­ner­ne blev brugt til at skri­ve de nor­di­ske sprog.

En mand ved navn Ha­rald har rid­set sit navn med ru­ner i Hagia So­fia-ka­ted­ra­len.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.