Vir­tu­elt.

Vir­tu­al re­a­li­ty-tek­no­lo­gi kan bå­de ma­ni­p­u­le­re den vir­ke­lig­hed, man op­le­ver, og den per­son, man tror, man er. Tek­no­lo­gi­en be­nyt­tes i sti­gen­de grad te­ra­pe­u­tisk og kan be­hand­le alt fra vol­de­lig ad­fa­erd til høj­de­s­kra­ek.

Weekendavisen - - Ideer - Af KAS­PER KLOCH

Med et VR-he­ad­set kan man ud­for­dre høj­de­s­kra­ek­ken, men tør man?

Jeg la­e­ner mig for­sig­tigt ud over kan­ten af pla­teau­et og kig­ger ned. Der er mindst 20 me­ter i frit fald til ga­de­plan. Re­ak­tio­nen la­der ik­ke ven­te på sig. Det gi­ver et sug i mel­lem­gul­vet, be­ne­ne ska­el­ver, og det svim­ler for øj­ne­ne. En akut kval­me va­el­der op, hjer­tet ban­ker uha­em­met, og jeg skyn­der mig at tra­e­de et skridt til­ba­ge.

In­derst in­de ved jeg godt, at der ik­ke er no­get fald på 20 me­ter li­ge for­an mig.

Jeg står jo i et luk­ket rum om­gi­vet af com­pu­ter­pro­gram­mø­rer, iført VR-he­ad­set og med be­va­e­gel­ses­sen­so­rer mon­te­ret på krop­pen. Men den vir­tu­el­le vir­ke­lig­hed, jeg op­le­ver, fø­les sa­er­de­les li­v­ag­tig og ak­ti­ve­rer uden pro­ble­mer den høj­de­s­kra­ek, der har va­e­ret mig en tro­fast føl­ge­s­vend, så la­en­ge jeg kan hu­ske.

Det er og­så me­nin­gen. Jeg be­fin­der mig på Barcelona Uni­ver­si­tets VR-la­bo­ra­to­ri­um, og det pro­gram, jeg er i gang med at te­ste, er ud­vik­let til at be­hand­le folk med høj­de­s­kra­ek. Iføl­ge for­sker­ne bag kan det godt be­ta­le sig for mig at gen­nem­le­ve de gra­en­se­over­skri­den­de, com­pu­ter­skab­te si­mu­la­tio­ner. Tre ud af fi­re for­søgs­per­so­ner fik hal­ve­ret de­res høj­de­s­kra­ek ef­ter at ha­ve gen­nem­ført det vir­tu­el­le te­ra­pi­for­løb, frem­går det af et ny­ligt pu­bli­ce­ret stu­die i tids­skrif­tet Lan­cet Psy­chi­a­try.

»Vi hav­de en for­mod­ning om, at te­ra­pi­en vil­le va­e­re ef­fek­tiv, men re­sul­ta­ter­ne over­s­teg langt vo­res for­vent­nin­ger,« forta­el­ler rap­por­tens første­for­fat­ter, psy­ko­lo­gi­pro­fes­sor Daniel Fre­e­man fra Ox­ford Uni­ver­si­tet. Stu­di­et har få­et be­ty­de­lig me­di­e­da­ek­ning de se­ne­ste uger og er blot det se­ne­ste i en ra­ek­ke, som har be­nyt­tet VR-tek­no­lo­gi til ad­fa­erds­re­gu­le­ren­de te­ra­pi og be­hand­ling af psy­ki­ske li­del­ser. Og iføl­ge Daniel Fre­e­man bliver det langt­fra det sid­ste:

»Vir­tu­al re­a­li­ty har et ek­stra­or­di­na­ert po­ten­ti­a­le til at hja­el­pe folk med fo­bi­er og psy­ki­ske li­del­ser, for­di det går di­rek­te til ker­nen af en­hver suc­ces­fuld be­hand­ling: at få folk til at få det bed­re i de­res dag­lig­dag. I vir­tu­al re­a­li­ty kan folk gen­nem­le­ve si­mu­la­tio­ner af dag­lig­dags si­tu­a­tio­ner, som vol­der dem be­sva­er i den vir­ke­li­ge ver­den, og bli­ve gu­i­det til den bed­ste må­de at ta­en­ke, fø­le og hand­le på,« forta­el­ler Fre­e­man.

Op mod en fem­te­del af be­folk­nin­gen me­nes at li­de af høj­de­s­kra­ek, el­ler akro­fo­bi, hvil­ket gør det til en af de mest ud­bred­te fo­bi­er. For­søgs­per­so­ner­ne, hvoraf ho­ved­par­ten hav­de lidt af akro­fo­bi i me­re end 30 år, gen­nem­gik seks ses­sio­ner af en halv ti­mes va­rig­hed over en pe­ri­o­de på to uger. Re­sul­ta­ter­ne var til at ta­ge og fø­le på:

»Al­le test­per­so­ner­ne re­spon­de­re­de på VR-te­ra­pi­en. Bag­ef­ter var der man­ge, som gjor­de ting, de ik­ke hav­de fo­re­stil­let sig mu­li­ge, så­som at gå op ad en stejl bjergsi­de, kryd­se en ha­en­ge­bro med de­res børn el­ler ta­ge en ele­va­tor i et shop­ping­cen­ter uden frygt,« forta­el­ler Fre­e­man.

Til­ba­ge i den vir­tu­el­le ver­den hja­el­per en ven­lig kvin­de­lig ava­tar-co­ach mig til at kom­me hø­je­re og hø­je­re op i den imag­i­na­e­re kon­tor­byg­ning, der er op­ført om­kring et stort glas­da­ek­ket atri­um. På hver eta­ge bliver jeg ledt hen til kan­ten af de åb­ne pla­teau­er, der le­der ud til byg­nin­gens atri­um. Glas­gela­en­de­ret sa­en­kes grad­vist for til sidst at for­svin­de helt. Jeg bliver un­der­vejs bedt om at spil­le xy­lo­fon, ma­le ab­strak­te ma­le­ri­er og pluk­ke ae­b­ler få cen­ti­me­ter fra kan­ten. Til sidst får jeg en svim­len­de tur i det vir­tu­el­le atri­um stå­en­de på ryg­gen af en fly­ven­de hval. Bag­ef­ter er jeg ud­mat­tet. Det he­le har ta­get un­der en ti­me. Høj­de­s­kra­ek­ken har jeg gi­vet­vis ik­ke få­et ku­re­ret på den kor­te rund­t­ur. Men jeg er op­fyldt af en forun­der­lig fø­lel­se af at ha­ve va­e­ret fy­sisk til ste­de et an­det sted, som ik­ke var her. Jeg kun­ne se mi­ne ben be­va­e­ge sig tø­ven­de hen mod kan­ten af pla­teau­et, mens jeg kig­ge­de ned. Og mi­ne ar­me, der ma­le­de el­ler ka­ste­de med ting, vir­ke­de så pra­e­cist syn­kro­ni­se­re­de med mi­ne eg­ne, at det måt­te va­e­re mi­ne. Sådan lod min hjerne om ik­ke an­det til at op­le­ve det, og det er ne­top po­in­ten.

ILLUSIONEN om at va­e­re fy­sisk til ste­de i den vir­tu­el­le ver­den er en cen­tral kom­po­nent i den te­ra­pe­u­ti­ske brug af tek­no­lo­gi­en. Men hvor­dan nar­rer man hjer­nen til at tro, at den be­bor en vir­tu­el krop?

»Det hand­ler om en sim­pel il­lu­sion,« forta­el­ler Mel Sla­ter, forsk­nings­pro­fes­sor ved Barcelona Uni­ver­si­tet. Han har ar­bej­det med vir­tu­al re­a­li­ty i naesten tre årtier og er med­for­fat­ter på rap­por­ten i Lan­cet Psy­chi­a­try.

»Det er lidt, som når jeg teg­ner 12 linjer på et styk­ke pa­pir, og du ser en ter­ning – du ved, det ik­ke er en ter­ning, men det er sta­dig det, du ser. På sam­me må­de her. Du ser ned på en krop. Du ved, det ik­ke er din, men det op­le­ves, som om det er din, og den be­va­e­ger sig, når du be­va­e­ger dig. Hjer­nen går med på illusionen, he­le dit liv har du kig­get ned og set din egen krop, så det er na­er­lig­gen­de at op­le­ve det sådan.« In­spira­tio­nen til at ud­fol­de den­ne il­lu­sion i vir­tu­al re­a­li­ty kom­mer fra hjer­ne­forsk­nin­gen, hvor fa­eno­me­net kal­des for »bo­dy ow­ners­hip«, ejer­skab over krop­pen. Til­ba­ge i 1998 ud­før­te Mat­t­hew Bo­tvi­ni­ck fra Uni­ver­si­ty of Pitts­burgh det be­røm­te gum­mi­hånds-eks­pe­ri­ment, hvor for­søgs­per­so­ner ved hja­elp af nog­le simp­le sti­mu­li nar­res til at tro, at en gum­mi­hånd er de­res egen og der­for re­a­ge­rer fy­sisk, når gum­mi­hån­den bliver an­gre­bet.

Sla­ter før­te sam­men med sin ko­ne, hjer­ne­for­ske­ren Mavi Sán­chez-Vi­ves, eks­pe­ri­men­tet et skridt vi­de­re, og de var blandt de før­ste til at vi­se, at det kun­ne over­fø­res til he­le krop­pen ved hja­elp af vir­tu­al re­a­li­ty. At det var mu­ligt at nar­re hjer­nen til at iden­ti­fi­ce­re sig med en ava­ta­rs krop i et vir­tu­elt uni­vers. Mu­lig­he­den for at iden­ti­fi­ce­re sig med en vir­tu­el krop gjor­de det og­så mu­ligt at aen­dre, hvor­dan krop­pen ser ud. Fa­eno­me­net kal­des vir­tu­al em­bo­di­ment (vir­tu­el kro­p­s­lig­gø­rel­se), og det har åb­net dø­ren for et nyt rum i te­ra­pi­en, som ik­ke tid­li­ge­re har va­e­ret be­t­rå­dt. For hvad sker der med op­le­vel­sen af ver­den, hvis den krop, man iden­ti­fi­ce­rer sig med, plud­se­lig er mar­kant an­der­le­des end ens egen? Sla­ter og Sán­chez-Vi­ves er­fa­re­de, at det kan frem­pro­vo­ke­re psy­ko­lo­gi­ske og ad­fa­erds­ma­es­si­ge for­an­drin­ger, hvis man bliver ud­sty­ret med en an­den ty­pe krop i det vir­tu­el­le uni­vers. Voks­ne, der op­le­ve­de ver­den fra et barns krop, fik let­te­re ved at fø­le em­pa­ti for børn. Hvi­de men­ne­sker, der blev pla­ce­ret i en sort per­sons krop, ud­vi­ste ef­ter­føl­gen­de min­dre im­pli­cit ra­ce-bi­as. Og vol­de­li­ge ma­end, der op­le­ve­de en over­grebs­si­tu­a­tion fra et kvin­de­ligt of­fers per­spek­tiv,

hav­de ef­ter­føl­gen­de let­te­re ved at fø­le em­pa­ti og gen­ken­de frygt i kvin­ders an­sig­ter. Sidst­na­evn­te sce­na­rio er si­den 2011 ble­vet be­nyt­tet af den ca­ta­lan­ske re­gions­re­ge­ring som led i et re­ha­bi­li­te­rings­pro­gram for ma­end, der er dømt for vold mod de­res part­ne­re. Me­re end 200 volds­døm­te ma­end har i for­bin­del­se med de­res af­so­ning gen­nem­ført et te­ra­pi­for­løb, hvor de har få­et mu­lig­hed for at op­le­ve, hvor­dan det fø­les at va­e­re en kvin­de, der over­fu­ses af en ag­gres­siv mand.

JEG bliver til­budt at prø­ve si­mu­la­tio­nen og bliver nok en gang ud­sty­ret med VR-he­ad­set og kro­p­s­sen­so­rer. Få mi­nut­ter ef­ter duk­ker en ny ver­den op for øj­ne­ne af mig. Jeg står i en stue med et so­faar­ran­ge­ment, nog­le grøn­ne plan­ter og en kom­mo­de ved va­eg­gen. Til venstre for mig er der et stort spejl. I spejl­bil­le­det ser jeg en kvin­de om­kring de 30. Til min over­ra­skel­se be­va­e­ger hun sig pra­e­cis som mig. Jeg dre­jer ho­ve­d­et, hun dre­jer ho­ve­d­et. Jeg løf­ter ar­men, hun løf­ter ar­men.

Ef­ter få mi­nut­ter for­an spej­let er iden­ti­fi­ka­tio­nen ind­t­rå­dt: Den per­son, jeg ser i spej­let, er mig. Jeg er en kvin­de med halvlangt hår, iført car­di­gan, ga­ma­cher og gårds­an­ger­sko. Op­le­vel­sen af at be­bo den kvin­de­li­ge krop er fa­sci­ne­ren­de, og jeg kan ik­ke fjer­ne øj­ne­ne fra det vir­tu­el­le spejl.

Plud­se­lig hø­rer jeg en dør gå op og ven­der mig om. En mand er trå­dt ind i stu­en. Jeg kan se mit eget spejl­bil­le­de bag ham i den an­den en­de af rum­met. Han be­gyn­der straks at kri­ti­se­re mig. Jeg er tyk, si­ger han med ag­gres­sivt to­ne­fald. Grim og doven. Udu­e­lig. »Hvad har du gang i?« rå­ber han.« Med ét be­va­e­ger han sig hen imod mig, og jeg tra­ek­ker mig in­stink­tivt til­ba­ge. Han stop­per og le­ve­rer end­nu en tira­de. »Hold din ka­eft,« si­ger han, hvis jeg prø­ver at si­ge no­get. »Se på mig!« rå­ber han, hvis jeg ven­der an­sig­tet bort.

Til sidst kom­mer han helt ta­et på mig, an­sig­tet er fyldt med vre­de, og den sto­re krop fø­les som en skyg­ge om­kring mig. Han er be­ty­de­ligt hø­je­re end mig, det er vold­somt in­ti­mi­de­ren­de, og jeg tra­e­der fe­brilsk til­ba­ge og hol­der ha­en­der­ne be­skyt­ten­de op for­an krop­pen. Jeg fø­ler mig over­be­vist om, at jeg li­ge om lidt vil bli­ve slå­et. Plud­se­lig hø­rer jeg en stem­me ude fra den an­den si­de. Det er Bern­hard Sp­an­lang, en af for­sker­ne ved la­bo­ra­to­ri­et, som forta­el­ler mig, at jeg godt må ta­ge mit he­ad­set af. Ube­ha­get sid­der sta­dig i krop­pen, da jeg kom­mer til­ba­ge til la­bo­ra­to­ri­ets fred­som­me­li­ge vir­ke­lig­hed og de ven­li­ge pro­gram­mø­rer, der har fulgt med på ska­er­men. Det har det mu­lig­vis og­så gjort hos man­ge af de volds­ma­end, der gen­nem­før­te te­ra­pi­for­lø­bet. Iføl­ge Mavi Sán­chez-Vi­ves skub­be­de op­le­vel­sen i man­ges til­fa­el­de til cen­tra­le kom­po­nen­ter i de­res emo­tio­nel­le ap­pa­ra­tur.

»Vi kun­ne kon­sta­te­re, at det for man­ge af de ma­end, som prø­ve­de det­te, var en ka­em­pe øjenåb­ner. Man­ge er­kend­te bag­ef­ter, at der kan va­e­re over­greb, uden at der er fy­sisk vold til ste­de, men at det og­så kan op­le­ves som vol­de­ligt at få in­va­de­ret sit per­son­li­ge rum, og at man­dens fy­si­ske over­le­gen­hed kan op­le­ves ag­gres­siv i sig selv. Man­ge sag­de bag­ef­ter, at de for­stod de­res ko­ne bed­re, og at de kun­ne gen­ken­de sig selv i den vol­de­li­ge mand i si­mu­la­tio­nen,« forta­el­ler Mavi Sán­chez-Vi­ves.

Et vi­den­ska­be­ligt stu­die ba­se­ret på dis­se be­hand­lin­ger blev for ny­lig pu­bli­ce­ret i ma­ga­si­net Na­tu­re Sci­en­ce Reports med Sla­ter og Sán­chez-Vi­ves som med­for­fat­te­re. For­sker­hol­det, som blev le­det af psy­ko­lo­gen So­fia Se­in­feld, ana­ly­se­re­de ef­fek­ten af VR-op­le­vel­sen på 20 volds­døm­te og sam­men­holdt det med en til­sva­ren­de kon­trol­grup­pe. De volds­døm­te hav­de ef­ter­føl­gen­de for­bed­ret ev­nen til fø­lel­ses­gen­ken­del­se, og re­sul­ta­ter­ne, hvis va­rig­hed end­nu ik­ke er do­ku­men­te­ret, in­di­ke­rer, at VR-op­le­vel­sen kan på­vir­ke pro­ces­ser så­som fø­lel­ses­gen­ken­del­se og em­pa­ti, der kan be­tin­ge den ag­gres­si­ve ad­fa­erd.

IND­TIL vi­de­re har den te­ra­pe­u­ti­ske brug af vir­tu­al re­a­li­ty ho­ved­sa­ge­ligt ud­fol­det sig i luk­ke­de kred­se om­kring la­bo­ra­to­ri­er el­ler spe­ci­a­li­se­re­de kli­nik­ker. Men de se­ne­ste års land­vin­din­ger in­den for vir­tu­al re­a­li­ty har gjort tek­no­lo­gi­en bil­li­ge­re og langt me­re til­ga­en­ge­lig – og må­ske vil vi snart se de vir­tu­el­le te­ra­pi­pro­gram­mer på bu­tiks­hyl­der­ne sam­men med de se­ne­ste gad­gets. Det er i hvert fald am­bi­tio­nen for Sla­ter, Sán­chez-Vi­ves og Bern­hard Sp­an­lang, som al­le­re­de i 2015 grund­lag­de virk­som­he­den Vir­tu­al Bo­dywor­ks, en spi­noff-virk­som­hed un­der Barcelona Uni­ver­si­tets VR-la­bo­ra­to­ri­um. Må­let er at gø­re den softwa­re, der er ud­vik­let i la­bo­ra­to­ri­et, til­ga­en­ge­lig for et bre­de­re pu­bli­kum og gø­re den kom­pa­ti­bel med ud­bred­te VR-he­ad­sets som Oculus Rift og Vi­ve.

Sam­me am­bi­tion har Daniel Fre­e­man fra Ox­ford Uni­ver­si­ty, der øn­sker at gø­re te­ra­pi­pro­gram­mer som høj­de­s­kra­eks­ce­na­ri­et til­ga­en­ge­li­ge for helt almindelige men­ne­sker. »Vir­tu­al re­a­li­ty til be­hand­ling af psy­ko­lo­gi­ske pro­ble­mer har va­e­ret be­nyt­tet i me­re end 20 år, men bru­gen har hidtil kra­e­vet as­si­stan­ce fra en pro­fes­sio­nel te­ra­pe­ut. Spe­ci­a­l­ud­vik­le­de te­ra­pi­pro­gram­mer som det­te kan be­nyt­tes af helt almindelige men­ne­sker uden as­si­stan­ce fra en psy­ko­log,« forta­el­ler Fre­e­man.

Han fast­hol­der, at der al­tid vil va­e­re brug for pro­fes­sio­nel­le te­ra­pe­u­ter for de pa­tien­ter, som har be­hov for den men­ne­ske­li­ge kon­takt. Og for kom­plek­se psy­ko­lo­gi­ske pro­blem­stil­lin­ger kom­mer VR-be­hand­lin­gen og­så til kort. Men i en lang ra­ek­ke til­fa­el­de kan men­ne­sker med psy­ki­ske uba­lan­cer ha­ve stor gla­e­de af de vir­tu­el­le te­ra­pi­for­løb, hvor psy­ko­lo­gen er er­stat­tet af en com­pu­ter­ge­ne­re­ret ava­tar. »En ud af fi­re op­le­ver men­tale pro­ble­mer, men ho­ved­par­ten mod­ta­ger al­drig no­gen pro­fes­sio­nel hja­elp. Ved hja­elp af au­to­ma­ti­se­ret VR-te­ra­pi kan langt fle­re men­ne­sker få ad­gang til den hø­je­ste psy­ko­lo­gi­ske eks­per­ti­se på en hur­tig, ef­fek­tiv og over­sku­e­lig må­de,« si­ger Fre­e­mann.

... Til sidst kom­mer han helt ta­et på mig, an­sig­tet er fyldt med vre­de, og den sto­re krop fø­les som en skyg­ge om­kring mig. Han er be­ty­de­ligt hø­je­re end mig, det er vold­somt in­ti­mi­de­ren­de, og jeg tra­e­der fe­brilsk til­ba­ge og hol­der ha­en­der­ne be­skyt­ten­de op for­an krop­pen.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.