At sid­de fast FORT­SAT FRA FOR­SI­DEN

»Stu­di­er har vist, at kog­ni­tiv ad­fa­erds­te­ra­pi og alt­så ik­ke me­di­cin har en ef­fekt.«

Weekendavisen - - Ideer - Af AN­NE JEN­SEN SAND

Hver man­dag i Ma­ri­akir­ken i Kø­ben­havn mø­des men­ne­sker og sør­ger. De har så ondt i hjer­tet, at ka­e­re­stesor­gen har bidt sig fast, for nog­les ved­kom­men­de i åre­vis. Sorg­grup­per­ne har bredt sig til he­le lan­det, og de ta­ler om smer­ten som en in­va­li­de­ren­de, kon­stant og fy­sisk må­l­bar til­stand. De vil ha­ve ka­e­re­ste­kva­ler­ne an­er­kendt som en li­del­se, der kra­e­ver be­hand­ling.

Det er ik­ke kun de ka­e­re­ste­sør­gen­de, der er i va­el­ten. I ef­ter­å­ret 2015 af­sat­te re­ge­rin­gen ot­te mil­li­o­ner kro­ner til op­ret­tel­sen af Det Na­tio­na­le Sorg­cen­ter. I et nyt ud­spil til fi­nans­lo­ven vil de over fi­re år bru­ge 100 mil­li­o­ner om året til at be­ka­em­pe ae­l­dres en­som­hed, sorg og de­pres­sion, for­di det i sid­ste en­de »ri­si­ke­rer at true men­ne­sker på li­vet«. Der op­ret­tes en­he­der, som for­sker i sor­gens kul­tur og ud­tryk, og på tirs­dag af­hol­des »Dan­marks før­ste sorg­kon­fe­ren­ce« i Ma­ersk Tår­net i Kø­ben­havn.

Her skal al­ver­dens for­ske­re blandt an­det ta­le om den mest ind­vik­le­de sorg af slagsen. Den, som WHO i ju­ni gav sin egen di­ag­no­se, nem­lig »pro­lon­ged gri­ef disor­der« el­ler på dansk ved­va­ren­de sorg­li­del­se. En be­teg­nel­se for de ef­ter­lad­te, der ik­ke ser ud til at kom­me sig over ta­bet af de­res af­dø­de. De kan ik­ke ac­cep­te­re det, hå­ber på en gen­for­e­ning, sør­ger hver dag, som var døds­fal­det sket i går. Den psy­ki­a­tri­ske di­ag­no­se har delt for­sker­ne i to flø­je. På den ene si­de står de, der argumenterer for, at sorg er en sund re­ak­tion på et tab, at den ik­ke er for be­stan­dig, at man pa­to­lo­gi­se­rer et ek­si­sten­ti­elt grund­fa­eno­men. An­dre me­ner, at sorg kan bli­ve så pi­ne­fuld og lang­va­rig, at den går ud over psy­ken og fy­sik­ken, og at et sa­er­skilt ma­er­kat vil gi­ve de sør­gen­de nem­me­re ad­gang til den ret­te be­hand­ling.

»Det er helt sik­kert af­født af det, som kal­des di­ag­no­se­sam­fun­det,« si­ger psy­ko­log og lek­tor Maja O’Con­nor, le­der af En­hed for Na­tur­lig og Kom­pli­ce­ret Sorg ved Aar­hus Uni­ver­si­tet, samt se­ni­o­r­for­sker ved Det Na­tio­na­le Sorg­cen­ter.

»Men når sund­heds­va­es­net er ind­ret­tet, som det er, så har vi ik­ke man­ge an­dre valg, hvis vi skal sor­te­re i dem med pro­ble­mer. Vi må føl­ge de sy­ste­mer, vi ken­der, alt­så de di­ag­no­sti­ske sy­ste­mer. Men selv­føl­ge­lig skal vi va­e­re var­som­me med at kal­de no­get na­tur­ligt for sygt. Vi skal ik­ke stemp­le folk for at ha­ve fø­lel­ser.«

AT ta­le om en uund­vi­ge­lig sorg er ik­ke no­get nyt, men nu har det få­et sit eget stem­pel. Tid­li­ge­re gik det un­der det lidt dif­fu­se be­greb kom­pli­ce­ret sorg, som al­drig blev er­kla­e­ret en di­ag­no­se, men blandt an­det da­ek­ke­de over de­pres­si­ve og po­st­trau­ma­ti­ske symp­to­mer. Når det blev sva­ert at for­stå, for­kla­re el­ler for­bed­re, var det kom­pli­ce­ret.

Maja O’Con­nor har i knap 20 år be­ska­ef­ti­get sig med den­ne ty­pe sorg. I star­ten hav­de hun en for­nem­mel­se af at va­e­re en af de få i fel­tet, nu pib­ler det frem med kol­le­ger bå­de her­hjem­me og i ud­lan­det. Dis­put­ten om, hvor­vidt sorg kan gø­re én va­rigt syg i sin­det, har mu­lig­vis va­e­ret med til at fyl­de fel­tet op med for­ske­re, si­ger hun.

Ef­ter et ut­ra­et­te­ligt tov­tra­ek­ke­ri om kri­te­ri­er­ne har WHO be­slut­tet sig. I de­res ICD-re­gi­ster, som bå­de Dan­mark og de fle­ste lan­de i Eu­ro­pa bru­ger som di­ag­no­stisk ma­nu­al, er den ved­va­ren­de sorg­li­del­se blandt an­det de­fi­ne­ret ved, at de ef­ter­lad­te har mi­stet en part­ner, fora­el­der, barn el­ler en an­den per­son ta­et på sig. De­res sorg er ik­ke af­ta­get ef­ter seks må­ne­der, men la­engs­len, skyl­den, vre­den, trist­he­den el­ler for­na­eg­tel­sen af døds­fal­det fort­sa­et­ter. Med fy­si­ske og psy­ki­ske ska­van­ker – som man­gel på ap­pe­tit, søvn og en lyst til at le­ve – til føl­ge. At va­e­re kvin­de, lav­tud­dan­net og op­pe i åre­ne øger ri­si­ko­en for li­del­sen, vi­ser forsk­ning.

»Og når folk li­der unød­ven­digt, har vi en for­plig­tel­se til at gø­re no­get. Stu­di­er har vist, at kog­ni­tiv ad­fa­erds­te­ra­pi og alt­så ik­ke me­di­cin har en ef­fekt. Det kan va­e­re sam­ta­ler med en psy­ko­log, hvor man forta­el­ler de sør­gen­de, hvad de går igen­nem rent sorg­tek­nisk, og hvad de kan for­ven­te, der sker i den pro­ces frem­over. El­ler få dem til at forta­el­le de­res sorg­hi­sto­rie i de­tal­jer. Hvis de si­ger, at de al­drig går for­bi grav­ste­det, ja­men så må­ske ar­bej­de på, at de på et tids­punkt får mod på det,« si­ger Maja O’Con­nor.

Det er ik­ke sådan, at de sør­gen­de ik­ke får støt­te af sy­ste­met i dag, an­er­ken­der Maja O’Con­nor. Men en di­ag­no­se kan gø­re det nem­me­re at op­spo­re dem, som har brug for sa­er­lig be­hand­ling, og gi­ve dem den ret­te af slagsen, si­ger hun. Når man har mi­stet, bliver man of­te au­to­ma­tisk sat i te­ra­pi. Men det er ik­ke al­tid hen­sigts­ma­es­sigt, for forsk­ning har vist, at et min­dre­tal kla­rer den bedst på egen hånd og må­ske end­da får det va­er­re af at åb­ne op for de in­der­ste mørke min­der, si­ger hun. Så ved at ud­vi­de di­ag­no­se­pa­let­ten, kan kli­ni­ker­ne og­så sik­re sig, at de ik­ke ro­der op i sorg på uhen­sigt­ma­es­sig vis, når smer­ten må­ske i ste­det skal he­le, ved at den sør­gen­de la­eg­ger små mål for hver­da­gen. El­ler fin­der tryg­hed hos en an­den end den man­ge­åri­ge ae­g­te­fa­el­le, de har mi­stet.

En af kon­se­kven­ser­ne af en mang­len­de di­ag­no­se har va­e­ret, at de ef­ter­lad­te ri­si­ke­rer at bli­ve ka­te­go­ri­se­re­de som de­pres­si­ve el­ler PTSD-ram­te, for­di ved­va­ren­de sorg­li­del­se har fle­re af de sam­me symp­to­mer, sup­ple­rer Maja O’Con­nor. Men til for­skel fra dis­se til­stan­de, lin­drer ad­fa­erds­ak­ti­ve­ring el­ler en kon­fron­ta­tion af trau­mer­ne ik­ke nød­ven­dig­vis de ved­va­rigt sør­gen­de. Der­for skal de i en kas­se for sig selv, selv­om de­res sorg kan gå i en angst­fuld el­ler de­pres­siv ret­ning, si­ger hun. For som ved­va­rigt sør­gen­de er ens selvtillid ik­ke nød­ven­dig­vis på­vir­ket som hos de de­pres­si­ve, og ang­sten fyl­der ik­ke så me­get som hos pa­tien­ter med PTSD. I ste­det er det en vold­som la­engsel ef­ter den af­dø­de, he­le den ef­ter­lad­tes ver­den cen­tre­rer sig om.

»De skal ar­bej­de med at er­ken­de ta­bet, forta­el­le de­res hi­sto­ri­er og la­e­re at re­gu­le­re de­res fø­lel­ser, så de ik­ke he­le tiden er ban­ge for, at sor­gen skyl­ler ind over dem igen. De skal tra­e­ne ev­nen til at trø­ste og ha­ve med­fø­lel­se for sig selv, så de ik­ke døm­mer de­res sva­e­re fø­lel­ser. Det er ik­ke, for­di de

ik­ke har haft ad­gang til ydel­ser i sy­ste­met. Til­bud­de­ne har ba­re ik­ke va­e­ret pra­e­ci­se nok.« Hvor­når er nok så nok? De fle­ste stu­di­er føl­ger ik­ke folk me­re end et par år, og hvem ved, om sor­gen af­ta­ger med tiden, si­ger kri­ti­ker­ne. Selv­om di­ag­no­sen har ad­skil­li­ge kri­te­ri­er, er der al­tid en ri­si­ko for at di­ag­no­sti­ce­re over el­ler un­der mål. In­gen men­ne­skers kva­ler er ens og der­for sva­e­re at sa­et­te en nor­ma­tiv he­lings­tid på, ly­der be­kym­rin­gen.

»Tan­ker er ik­ke told­fri. Vi er pat­te­dyr med au­to­ma­ti­ske sy­ste­mer: som når vi re­a­ge­rer in­stink­tivt på trus­ler. Og så har vi vo­res nye del af hjer­nen, der gør, at vi kan ta­en­ke over fø­lel­ser­ne. Det er pro­ble­met, for når vi gør det, for­sta­er­ker vi dem, og så kan vi kom­me til at sid­de fast i en cir­kel af be­kym­ring. På et el­ler an­det tids­punkt er vi nødt til at gå ind og ven­de den ud­vik­ling ved at la­e­re dem at be­ro­li­ge sig selv og ud­dan­ne dem i, hvad de går igen­nem.«

FREUD skrev i star­ten af 1900-tal­let, at vi skul­le tur­de va­e­re i sor­gen for at kom­me over den, at en for­løs­ning og fri­gø­rel­se fra den af­dø­de var vej­en ud. Blev den til en uop­s­li­de­lig melan­ko­li, var den sy­ge­lig. En te­o­ri, som iføl­ge fle­re for­ske­re har far­vet den dan­ske sorg­for­stå­el­se.

Se­ne­re for­stod vi sor­gen i sta­di­er, som den ses i Küb­ler-Ross-mo­del­len fra slut­nin­gen af 1960er­ne, navn­gi­vet ef­ter en schweizisk psy­ki­a­ter. Iføl­ge den skul­le den for­lad­te igen­nem fem sta­di­er fra for­na­eg­tel­se til ac­cept for at bli­ve hel igen. Li­ge in­den det nye årtu­sin­de blev to-spors-mo­del­len in­tro­du­ce­ret. Sor­gen hav­de ik­ke et fast­lagt, men et dy­na­misk for­løb, blev stør­ste­delen af aka­de­mia eni­ge om. I mo­del­len veks­ler den ef­ter­lad­te mel­lem en kon­fron­ta­tion og und­gå­el­se af ta­bet, alt­så to spor. I dag kan vi få en di­ag­no­se på, at vi er kørt fast i det ene. I en alt­forta­e­ren­de la­engsel ef­ter den, vi har mi­stet. Sor­gen har al­tid va­e­ret med os, si­ger Jero­me Wa­ke­fi­eld, pro­fes­sor ved New York Uni­ver­si­ty. Som en art over­le­vel­se. Vi har truk­ket hja­elp fra flok­ken ved at vi­se, at vi var ne­de.

»Hvor­dan kan man el­ske uden og­så at sør­ge? Det er pi­ne­fuldt at sør­ge, men har og­så en funk­tion, selv­om vi sta­dig ik­ke for­står den til bunds. Li­ge­som med søvn. Vi bru­ger en tred­je­del af vo­res liv i en slags hal­luci­ne­ren­de ko­ma, og var det ik­ke na­tur­ligt, ly­der det jo gru­fuldt. Sorg er fryg­te­ligt, og vi gør vo­res bed­ste for at und­gå den, men det er og­så en må­de at genop­byg­ge os selv på,« si­ger han. Ud over at va­e­re en flit­tig for­sker i Freud og psy­ki­a­tri har han i åre­vis be­ska­ef­ti­get sig med skil­le­linj­en mel­lem pa­to­lo­gi­ske og na­tur­li­ge fø­lel­ser. Med hvor­når en na­tur­lig pro­ces bliver til en men­tal for­styr­rel­se. Han er skep­tisk over for den nye di­ag­no­se, ved­va­ren­de sorg­li­del­se, der i ju­ni blev op­ta­get i WHOs di­ag­no­se­hånd­bog. »Jo ta­et­te­re du er på per­so­nen, du mi­ster, jo la­en­ge­re tid ta­ger det dig at kom­me dig over det. Li­ge­som der er for­skel på at mi­ste en 80-årig fora­el­der og et barn. Men iføl­ge WHO er det et symp­tom på en syg­dom og ik­ke en for­la­en­get nor­mal sorg, hvis symp­to­mer­ne fort­sa­et­ter ef­ter seks må­ne­der. Vi ri­si­ke­rer, at ta­bet af de mest be­tyd­nings­ful­de men­ne­sker i vo­res liv bliver sy­ge­lig­gjort for tid­ligt.«

Det er i USA, at dis­kus­sio­nen om be­ho­vet for en ny di­ag­no­se har va­e­ret mest skin­ger. Isa­er ame­ri­kan­ske for­ske­re har ad­vo­ke­ret for en di­ag­no­se, og de støt­ter sig til stu­di­er, der vi­ser, at om­kring ti pro­cent af de sør­gen­de ef­ter fle­re år ik­ke ser ud til at he­le. I 2013 blev »Per­si­stent com­plex be­rea­ve­ment disor­der« op­ta­get i den ame­ri­kan­ske di­ag­no­se­ma­nu­al DSM-5 som en »til­stand, der skal un­der­sø­ges na­er­me­re«. En til­stand, der på fle­re om­rå­der min­der om den ved­va­ren­de sorg­li­del­se, men ad­skil­ler sig på an­dre, men va­e­sent­li­ge punk­ter. Selv­om un­der­sø­gel­ser­ne af fel­tet ik­ke er en­ty­di­ge, ty­der nog­le stu­di­er på, at en di­ag­no­se kan fø­re til en fø­lel­se af stig­ma­ti­se­ring blandt de på­rø­ren­de, si­ger Jero­me Wa­ke­fi­eld. Han kri­ti­se­rer stu­di­er­ne for ik­ke at ha­ve fulgt de sør­gen­de i la­en­ge­re tid og for at for­veks­le symp­to­mer på de­pres­sion med tegn på en ved­va­rig sorg­li­del­se. Det er ik­ke ens­be­ty­den­de med, at de ef­ter­lad­te skal af­ska­e­res fra den ret­te hja­elp, si­ger han. Men det bur­de kun­ne sik­res uden at be­teg­ne dem som psy­kisk syge, si­ger han. Selv­om det kan bli­ve sva­ert, for i USA og fle­re ste­der i ver­den er det sva­ert at få øko­no­misk støt­te til be­hand­ling, hvis man ik­ke er di­ag­no­sti­ce­ret syg.

»Li­ge så snart vi sy­ge­lig­gør no­get, vil me­di­ci­na­lin­du­stri­en for­sø­ge at kom­me ind på mar­ke­det, selv­om stu­di­er ty­der på, at me­di­cin ik­ke har den sto­re ef­fekt. Det er en for­del at ud­vi­de di­ag­no­se­ka­te­go­ri­er­ne for den en­kel­tes øko­no­mi og det kom­merci­el­le mar­ked. Det ska­ber til gen­ga­eld en ver­den, hvor den nor­ma­le pa­let af men­ne­ske­li­ge fø­lel­ser op­fat­tes som ube­lej­li­ge for et ef­fek­tivt sam­fund.«

Det er den evin­de­li­ge dis­kus­sion mel­lem dem, der rå­ber di­ag­no­se­ma­ni, og dem, der ser ru­bri­ce­rin­ger­ne som en for­del. Mel­lem dem, som me­ner, at vi op­da­ger fle­re og fle­re psy­ki­ske for­styr­rel­ser, og dem, der si­ger, at vi op­fin­der dem. Eni­ge er de fle­ste for­ske­re i, at for­stå­el­sen af sorg ik­ke er sta­tisk.

»Der er rig­tig man­ge fø­lel­ser på spil i de her dis­kus­sio­ner. De­bat­ten fort­sa­et­ter, for der er me­get, vi ik­ke ved end­nu. Der­for kan man ik­ke rig­tigt si­ge, at man er en­ty­digt for el­ler imod den nye di­ag­no­se. Det har jeg i hvert fald me­get sva­ert ved selv,« si­ger Maja O’Con­nor, der i et fler­årigt forsk­nings­pro­jekt føl­ger 1400 sør­gen­de voks­ne, der har mi­stet en part­ner el­ler en fora­el­der. Ne­top for at bli­ve klo­ge­re på den lang­sig­te­de sja­e­les­mer­te, og hvad den nye di­ag­no­se kan kom­me til at be­ty­de for de sør­gen­de. »Pro­ble­met med et ma­er­kat er, at du for­simp­ler pro­ces­sen,« af­slut­ter Jero­me Wa­ke­fi­eld.

»Sorg hø­rer ik­ke kun til i den me­di­cin­ske, men og­så den fi­lo­so­fi­ske, so­cio­lo­gi­ske og for nog­les ved­kom­men­de te­o­lo­gi­ske ver­den. Hvis vi fik at vi­de, at vi kun­ne eli­mi­ne­re sorg fuld­sta­en­dig, vil­le vi så gø­re det? Det er en for­fa­er­de­lig fø­lel­se, men og­så pri­sen for at hol­de af hin­an­den.«

Sorg­kon­fe­ren­ce 2018, Ma­ersk Tår­net, Kø­ben­havn, 18. sep­tem­ber

»De skal ar­bej­de med at er­ken­de ta­bet, forta­el­le de­res hi­sto­ri­er og la­e­re at re­gu­le­re de­res fø­lel­ser ...« »Vi er pat­te­dyr med au­to­ma­ti­ske sy­ste­mer: som når vi re­a­ge­rer in­stink­tivt på trus­ler.« »Det er en for­fa­er­de­lig fø­lel­se, men og­så pri­sen for at hol­de af hin­an­den.«

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.