Den ae­g­te mig

»In­di­mel­lem duk­ker min in­dre Allan Si­mon­sen op. Det sker først og frem­mest, når jeg ta­ler med min bror el­ler gam­le klas­se­kam­me­ra­ter. Så ny­der jeg at ud­ta­le sort som så­ård.« So­cio­ling­vi­stik­ken er be­gyndt at gra­ve i den in­di­vi­du­el­le sprog­li­ge bi­o­gra­fi.

Weekendavisen - - Ideer - LAYOUT: BENTE BRUUN Af PIA QUIST KORREKTUR: LOU­I­SE LUNDBERG CLAESEN, LIS­BETH RINDHOLT

Lek­tor, ph.d. Nor­disk Forsk­nings­in­sti­tut Kø­ben­havns Uni­ver­si­tet ET gam­melt kas­set­tebånd fra 1982 el­ler derom­kring, op­ta­get på mit va­e­rel­se i en lil­le by uden for Vej­le, af­slø­rer, at jeg som barn tal­te jysk på sam­me må­de som Allan Si­mon­sen – vo­res sto­re helt på eg­nen den­gang. Det var et bredt østjysk, hvor jord­ba­er og tor­den­vejr blev ud­talt jår­ba­er og tår­den­vejr, og in­to­na­tio­nen fløj op og ned som bak­ker­ne om­kring den smuk­ke ådal. Sådan ta­ler jeg ik­ke me­re. Da jeg var 15 år, flyt­te­de vi til Roskil­de, hvor jeg be­gynd­te i 1.g.

Her er­fa­re­de jeg snart, at vil­le jeg ta­ges al­vor­ligt for det, jeg sag­de, og ik­ke be­ma­er­kes på må­den, jeg sag­de det på, blev jeg nødt til at drop­pe å’er­ne til for­del for o’er og til­la­eg­ge mig en me­re kø­ben­havnsk­klin­gen­de to­ne­gang. De sid­ste 26 år har jeg bo­et i Kø­ben­havn og ta­ler i dag det me­ste af tiden (tror jeg nok) stan­dard-kø­ben­havnsk.

Men in­di­mel­lem duk­ker min in­dre Allan Si­mon­sen op. Det sker først og frem­mest, når jeg ta­ler med min bror el­ler gam­le klas­se­kam­me­ra­ter. Så ny­der jeg at ud­ta­le sort som så­ård og si­ge tra­els og trai (=trae). Det sker for­holds­vist be­vidst. An­dre gan­ge er jeg ik­ke be­vidst om, at jeg ta­ler me­re jysk, end jeg ple­jer. Det kan ske, hvis jeg bliver ir­ri­te­ret og brok­ker mig over bør­ne­nes rod der­hjem­me, el­ler hvis jeg dis­ku­te­rer et em­ne, som lig­ger mig sa­er­ligt på sin­de. Jeg er ik­ke be­vidst om det. Det sker ba­re.

Det, jeg har ud­lagt her, er det, som Devy­a­ni Shar­ma fra Qu­e­en Mary Uni­ver­si­ty of Lon­don vil kal­de for ef­fek­ter af min sprog­li­ge bi­o­gra­fi. Det vil si­ge min in­di­vi­du­el­le livs­hi­sto­rie, der har in­stal­le­ret i mig no­get østjysk, lidt roskil­den­sisk og en del kø­ben­havnsk, som jeg så kan bru­ge me­re el­ler min­dre be­vidst og stra­te­gisk i for­skel­li­ge si­tu­a­tio­ner. I et ne­top of­fent­lig­gjort stu­die har Shar­ma un­der­søgt, hvor­dan en per­sons in­di­vi­du­el­le sprog­li­ge bi­o­gra­fi spil­ler ind på sprogstil og sprog­valg, og ik­ke mindst hvor­for den først til­eg­ne­de di­a­lekt til­sy­ne­la­den­de i vis­se sam­men­ha­en­ge ser ud til at ta­ge over og ha­ve for­rang for en se­ne­re til­eg­net di­a­lekt.

SO­CIO­LING­VI­STIK­KEN har i en lang pe­ri­o­de va­e­ret op­ta­get af at klar­la­eg­ge, hvor­dan sprog­bru­ge­re kon­stru­e­rer iden­ti­te­ter i fa­el­les­ska­ber. Fo­kus har va­e­ret på sti­li­se­rin­ger, sprog­blan­ding og sprog­de­sign – til ti­der i en stem­ning af, at ’alt er mu­ligt’; den in­di­vi­du­el­le sprog­bru­ger kan selv sam­men­sa­et­te sit sprog i for­hold til det, som han el­ler hun øn­sker at op­nå.

I det lys er det må­ske ik­ke over­ra­sken­de, at der nu kom­mer en re­ak­tion. Ten­den­sen i fle­re stu­di­er sy­nes nem­lig i øje­blik­ket at va­e­re en øget in­ter­es­se for in­di­vi­det og dets kro­p­s­li­ge og kog­ni­ti­ve gra­en­ser. Shar­mas un­der­sø­gel­se er et godt ek­sem­pel. Med en me­get de­tal­je­ret analyse af helt små og kortva­ri­ge skift mel­lem to di­a­lek­ter hos en en­kelt per­son vi­ser hun, at en først til­eg­net di­a­lekt kan ha­ve et vist kog­ni­tivt over­tag, som la­eg­ger be­gra­ens­nin­ger for en se­ne­re til­eg­net di­a­lekt.

Shar­ma har un­der­søgt spro­get hos en kendt in­disk-ame­ri­kansk jour­na­list, Fa­re­ed Za­ka­ria, som er fly­den­de på de to na­ert­lig­gen­de di­a­lek­ter in­di­sken­gelsk og ame­ri­kan­sken­gelsk. Za­ka­ria er, hvad Shar­ma kal­der bi-di­a­lek­tal. Hans før­ste­sprog er in­di­sken­gelsk, som han la­er­te un­der sin op­va­ekst i Mum­bai i In­di­en. Som te­e­na­ger flyt­te­de han til USA for at stu­de­re på Ya­le Uni­ver­si­ty. Han er i dag ame­ri­kansk stats­bor­ger og har bo­et i USA i me­re end 30 år, og i li­ge så lang tid har han i sin hver­dag brugt ame­ri­kan­sken­gelsk langt me­re end in­di­sken­gelsk. Det smar­te ved at bru­ge Za­ka­ria i un­der­sø­gel­sen er, at der fin­des så man­ge til­ga­en­ge­li­ge op­ta­gel­ser af ham, bå­de hvor han ta­ler for ame­ri­kansk pu­bli­kum og for in­disk pu­bli­kum, i sam­me ty­pe si­tu­a­tion (et jour­na­li­stisk in­ter­view) og om det sam­me em­ne (uden­rigs­po­li­tik).

Shar­ma fin­der tre in­ter­es­san­te for­hold ved Za­ka­ri­as sprog, som skal frem­ha­e­ves her. For det før­ste er det ty­de­ligt, at Za­ka­ria be­her­sker det vel­kend­te fa­eno­men, som i so­cio­ling­vi­stik­ken kal­des »au­di­en­ce de­sign«, alt­så at han va­el­ger di­a­lekt ef­ter sit pu­bli­kum. Når pu­bli­kum­met er ame­ri­kansk, ta­ler han alt­over­ve­jen­de ame­ri­kan­sken­gelsk, og når det er in­disk, ta­ler han in­di­sken­gelsk. Shar­ma er helt ne­de i de små de­tal­jer, når hun har talt og sam­men­lig­net 12 for­skel­li­ge fo­ne­ti­ske tra­ek, som er for­skel­li­ge i Za­ka­ri­as to di­a­lek­ter.

Hun har blandt an­det op­talt ud­ta­len af -r ef­ter vo­kal i ord som car. R’et ud­ta­les hør­bart i Za­ka­ri­as ame­ri­kan­sken­gelsk, men ik­ke i in­di­sken­gelsk. Og for­skel­len mel­lem vo­ka­lud­ta­len i et ord som face, der på ame­ri­kan­sken­gelsk ud­ta­les med en glid­ning (feis), men uden glid­ning i in­di­sken­gelsk (fes). Men selv­om Shar­ma alt­så fin­der, at Za­ka­ria ge­ne­relt er dyg­tig til at til­ret­tela­eg­ge sit sprog i for­hold til det pu­bli­kum, han ta­ler til, så kan hun og­så vi­se, at in­di­sken­gelsk sy­nes at va­e­re Za­ka­ri­as do­mi­ne­ren­de di­a­lekt, som i vis­se til­fa­el­de la­eg­ger be­gra­ens­nin­ger for den se­ne­re til­eg­ne­de di­a­lekt, ame­ri­kan­sken­gelsk. Ved at må­le på blandt an­det ta­le­tem­po og se på Za­ka­ri­as kro­ps­hold­ning argumenterer Shar­ma for, at når Za­ka­ria er un­der ek­stra kog­ni­tivt pres, det vil si­ge, når hjer­nen sa­et­tes på ek­stra­ar­bej­de, for­di han ek­sem­pel­vis skal fin­de et hur­tigt svar på et ud­for­dren­de spørgs­mål, så skif­ter han til in­di­sken­gelsk. Det sker kortva­rigt, men Shar­ma kan må­le det.

Det tred­je og sid­ste re­sul­tat, som skal na­ev­nes, er Shar­mas på­vis­ning af, at Za­ka­ria og­så bru­ger in­di­sken­gelsk til at frem­stil­le en slags ae­g­te ud­ga­ve af sig selv. Det sker of­te ved di­rek­te ta­le, for ek­sem­pel mar­ke­ret med »ae­r­lig talt« el­ler det en­gel­ske »look« ef­ter­fulgt af et skift til in­di­sken­gelsk. Vi ved ik­ke, om det­te sker be­vidst. Det gør det for­ment­lig ik­ke. Men det har en klar re­to­risk ef­fekt. Det min­der mig om de til­fa­el­de, hvor jeg kom­mer til at ta­le me­re jysk, når jeg brok­ker mig over rod der­hjem­me. Det er, som om jeg med skif­tet til jysk si­ger: »Nu er jeg helt ae­r­lig, det er den ae­g­te mig, der ta­ler, så hør li­ge ef­ter.« Shar­mas po­in­te er, at det ik­ke er in­di­sken­gelsk i sig selv, der får Za­ka­ria til at ly­de me­re au­ten­tisk, når han skif­ter. Det er hel­ler ik­ke jysk, der frem­stil­ler mig i en me­re ae­r­lig ud­ga­ve. Det er ne­top vo­res in­di­vi­du­el­le sprog­li­ge bi­o­gra­fi­er, som gør det mu­ligt mo­ment­vis at tra­ek­ke den først til­la­er­te di­a­lekt frem og op­tra­e­de som ’en ae­g­te mig’.

Devy­a­ni Shar­ma: »Sty­le do­mi­nan­ce: At­ten­tion, au­di­en­ce, and the ’re­al me’.« Langu­a­ge in So­cie­ty 47. 2018.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.