Ob­duk­tio­nen, der ude­blev

In­ter­view. »Der er in­gen selvransa­gel­se. De her folk tror, at val­get blev stjå­let af rus­ser­ne. De tror, at Fa­ce­book-re­k­la­mer­ne gjor­de det. De vil gri­be ud ef­ter en­hver und­skyld­ning for at få sig selv af kro­gen.« For­fat­ter og kom­men­ta­tor Tho­mas Frank om De

Weekendavisen - - Samfund - Af NIKLAS HESSEL

»De ir­ri­te­rer mig ad hel­ve­de til, de her li­be­ra­le, som si­ger: ’Der er in­tet, vi kan gø­re for dis­se men­ne­sker, de gik ik­ke på col­le­ge, de har ik­ke en god ud­dan­nel­se, det er ba­re sort uheld, de er ef­ter­ladt af hi­sto­ri­en.« Tho­mas Frank, jour­na­list og for­fat­ter

WASHINGTON – Umid­del­bart kun­ne det­te lig­ne en op­mun­tren­de stund for De­mo­kra­ter­ne og USAs cen­trumven­stre­fløj. De­res mod­stan­der i Det Hvi­de Hus hjem­sø­ges af ha­evn­ger­ri­ge po­r­no­stjer­ner, af en sa­er­lig ef­ter­for­sker, som al­le­re­de har fa­el­det fle­re tid­li­ge­re med­lem­mer af hans stab, og af gam­le vand­ba­e­re­re, der plud­se­lig er ble­vet snak­kesa­li­ge be­last­nin­ger. Han selvan­ta­en­der ru­ti­ne­ma­es­sigt, sy­nes ude af stand til at re­ge­re sin re­ge­ring og tra­ek­ker et spor af selv­på­før­te skan­da­ler ef­ter sig. Imens står en så­kaldt »re­si­stan­ce« af op­rør­te gra­es­rød­der klar til at for­sva­re de ame­ri­kan­ske in­sti­tu­tio­ner og sør­ge for, at en ny­sam­men­sat kon­gres kan ud­for­dre den pra­esi­den­ti­el­le styr­volt, når midt­vejsval­get er for­bi. Ef­ter et par dy­stre år teg­ner frem­ti­den lyst for op­po­si­tio­nen.

Og så må­ske al­li­ge­vel ik­ke. For man­ge i den de­mo­kra­ti­ske lejr har sta­dig ik­ke er­kendt, hvor­for det gik så hals­bra­ek­ken­de galt i 2016, og der­for hel­ler ik­ke ta­get de nød­ven­di­ge skridt for at und­gå frem­ti­di­ge mi­se­rer. Det me­ner for­fat­ter og kom­men­ta­tor Tho­mas Frank, en af de skar­pe­ste pen­ne blandt USAs ven­stre­in­tel­lek­tu­el­le, der sja­el­dent vi­ger til­ba­ge for at tryk­ke på de øm­me punk­ter hos na­tio­nens li­be­rals – et ord, der på ame­ri­kansk da­ek­ker alt fra so­ci­al­li­be­ra­le bedste­bor­ge­re til in­dig­ne­re­de mil­len­ni­als, og som er ta­et knyt­tet til De­mo­kra­ter­ne.

»Der er blandt li­be­ra­le en for­nem­mel­se af, at det ene­ste, de skal gø­re, er at for­døm­me Trump, ta­le om, hvor for­fa­er­de­lig han er he­le ti­den, og be­vi­se, hvil­ke go­de men­ne­sker de selv er. Det er al­le veg­ne om­kring os, i hver ene­ste avis hver ene­ste dag,« si­ger Frank.

»Og det er ik­ke en stra­te­gi for, hvor­dan man vin­der den grup­pe va­el­ge­re, man tab­te, til­ba­ge igen.«

Vi har klemt os ind i en le­dig spra­ek­ke på en hek­tisk asi­a­tisk re­stau­rant i det cen­tra­le Washington på en regn­fuld ef­ter­mid­dag. Frank er gen­nem­blødt ef­ter at ha­ve van­dret her­til fra et an­det in­ter­view uden pa­raply – det var en ra­dio­sam­ta­le, for­kla­rer han og und­skyl­der sin af­slap­pe­de på­kla­ed­ning; en over­di­men­sio­ne­ret, rød sport­strø­je og et par ud­t­rå­d­te kon­disko. Må­ske en ken­de aty­pisk i den­ne by af nå­le­stri­be­de lob­byi­ster, po­li­ti­ke­re og ta­en­ket­anks­ty­per, men gan­ske pas­sen­de for en kon­tra­er skri­bent, som man kan mista­en­ke for pri­ma­ert at ha­ve bo­sat sig na­er ho­vedsta­dens spid­ser for at for­sy­ne sin foragt med re­gel­ma­es­si­ge do­ser bra­end­stof.

Tho­mas Frank vok­se­de op i Kansas, og den bog, som for al­vor gjor­de ham kendt blandt en bre­de­re la­e­ser­ska­re – What’s the Mat­ter with Kansas? (2004) – un­der­søg­te, hvor­dan kon­ser­va­ti­ve re­pu­bli­ka­ne­re ved hja­elp af en stål­sat kul­tur­kamp om po­la­ri­se­ren­de em­ner som abort og re­li­gion hav­de sat sig tungt på land­brugs- og in­du­stri­sta­ten i Midt­ve­sten, der en­gang var frugt­bart land for ven­stre­fløj­en. I 2016 ud­send­te han Li­sten, Li­be­ral, som sko­se­de De­mo­kra­ter­ne for at ha­ve ud­vik­let sig til et par­ti, der va­re­ta­ger in­ter­es­ser­ne hos den kre­a­ti­ve klas­se, te­chen­tre­pre­nø­rer­ne og de velstil­le­de med fri­sin­de­de va­er­di­er, men svig­ter ame­ri­kan­ske ar­bej­de­re; et bud­skab, der ik­ke fik rin­ge­re klang­bund, ef­ter at va­el­ge­re i Rust­ba­el­te­sta­ter som Penn­sylva­nia og Ohio af­vi­ste Hil­lary Cl­in­ton og ele­ve­re­de Trump til pra­esi­dent­po­sten.

For ny­lig ud­gav Frank så en op­sam­ling af es­says med den op­løf­ten­de ti­tel Ren­dez­vous with Obli­vion – Reports from a Sinking So­cie­ty, for­sy­net med et friskt for­ord, hvor da­gens USA be­skri­ves som »a re­pu­blic of rip-of­fs«: en svin­del­re­pu­blik, hvor vog­ter­ne har so­vet på de­res vagt, hvor Washington vi­ste sig ude af stand til at tøj­le Wall Stre­et og Si­li­con Val­ley, hvor kva­li­tets­pres­sen har fejret sig selv, mens dens op­lag for­vi­tre­de, hvor mil­li­o­ner af ame­ri­ka­ne­re »be­gynd­te at tro, at alt var po­li­tisk, og at alt der­for var falsk«, og hvor va­el­ger­ne til sidst lod sig le­de af en mand, der ik­ke selv sy­nes i stand til at skel­ne mel­lem løgn og sand­hed, men ik­ke de­sto min­dre re­pra­e­sen­te­rer en ae­g­te desil­lu­sion hos dem, der bar ham frem.

De­mo­kra­ter­nes svigt

Sub­ti­li­tet er ik­ke Tho­mas Franks ken­de­ma­er­ke; til gen­ga­eld for­mår han som få at ka­ste et ma­li­ci­øst blik på den ame­ri­kan­ske mal­strøm og ik­ke mindst ven­stre­flø­jens tra­engs­ler. Og de er be­trag­te­li­ge, for iføl­ge for­fat­te­ren – der be­fin­der sig et styk­ke til ven­stre for De­mo­kra­ter­nes cen­trum – har par­ti­top­pen gjort sit bed­ste for ik­ke at ta­ge ved la­e­re af det spek­taku­la­e­re ne­der­lag.

»Der blev ik­ke la­vet no­gen ob­duk­tion,« si­ger han med in­di­rek­te re­fe­ren­ce til den så­kald­te au­top­sy, som le­den­de re­pu­bli­ka­ne­re ud­fa­er­di­ge­de ef­ter Mitt Rom­neys ne­der­lag i 2012, hvor man ana­ly­se­re­de par­tiets svag­he­der og frem­tids­sce­na­ri­er.

»Der er in­gen selvransa­gel­se. De her folk tror, at val­get blev stjå­let af rus­ser­ne. De tror, at Fa­ce­book-re­k­la­mer­ne gjor­de det. De vil gri­be ud ef­ter en­hver und­skyld­ning for at få sig selv af kro­gen,« fort­sa­et­ter Frank.

For man­ge de­mo­kra­ter, skri­ver han i et af bo­gens es­says, ser det blot som de­res op­ga­ve »at ven­te på, at Trump fø­res ud af Det Ova­le Kon­tor i pla­stik­hånd­jern, mens de står ved si­den af og for­døm­mer ham og hans støt­ter. De be­hø­ver ik­ke at over­be­vi­se no­gen«.

Pro­ble­met er na­tur­lig­vis, at den indstil­ling ik­ke adres­se­rer par­tiets eget me­dansvar for gen­vor­dig­he­der­ne og na­ep­pe vil lok­ke man­ge Rust­ba­el­te­va­el­ge­re til­ba­ge i tel­tet.

»Jeg ser grund­la­eg­gen­de alt i et klas­se­per­spek­tiv,« si­ger Frank. »De­mo­kra­ter­ne ta­ler for den højtud­dan­ne­de le­der­klas­se, og Re­pu­bli­ka­ner­ne selv­føl­ge­lig for er­hvervs­li­vets eli­te. Folk fra ar­bej­der­klas­sen bli­ver ba­re nødt til at klem­me sig ind i et af par­ti­er­ne, og Re­pu­bli­ka­ner­ne har va­e­ret rig­tig go­de til at ra­ek­ke ud til dis­se men­ne­sker, at ta­le til de­res be­kym­rin­ger, op­fin­de an­dre og ka­na­li­se­re dem på gan­ske for­fa­er­de­li­ge må­der – en mas­se ra­cis­me, en mas­se kon­spira­tions­te­o­ri­er. De­mo­kra­ter­ne har in­tet. De har fuld­sta­en­dig glemt, hvor­dan de skal ta­le med dis­se men­ne­sker.«

For­fat­te­ren, som selv sym­pa­ti­se­rer med Ber­nie San­ders-fløj­en, be­ma­er­ker, at der selv­føl­ge­lig er und­ta­gel­ser. Men i Franks op­tik er pro­ble­met, at ho­ved­kra­ef­ter­ne i Det De­mo­kra­ti­ske Par­ti har knyt­tet sig så ta­et til de hø­je­re øko­no­mi­ske og kul­tu­rel­le lag i USA, at gam­melt ven­stre­o­ri­en­te­ret ker­neland – kam­pen mod ulig­hed, jo­bu­sik­ker­hed og afin­du­stri­a­li­se­ring – ef­ter­hån­den er ble­vet uvant ter­ra­en.

»Lad mig pe­ge på en sen­tens fra Cl­in­ton-ae­ra­en. Bill Cl­in­ton og hans hold ple­je­de at ta­en­ke om lang­va­ri­ge de­mo­kra­ti­ske va­el­ger­grup­per som fag­be­va­e­gel­sen og de sor­te, at ’de har ik­ke an­dre ste­der at gå hen’,« si­ger Frank. Det var den tan­ke­gang, der gjor­de det mu­ligt for pra­esi­den­ten at ved­ta­ge NAFTA, fri­han­del­s­af­ta­len med Me­xi­co og Ca­na­da, selv­om den var sta­er­kt upo­pu­la­er blandt fag­for­e­nin­ger­ne i par­tiets tra­di­tio­nel­le bag­land, an­fø­rer for­fat­te­ren.

»Men nu er si­tu­a­tio­nen aen­dret: Folk fra ar­bej­der­klas­sen har fun­det et an­det sted at gå hen, og De­mo­kra­ter­ne bli­ver nødt til at gø­re no­get for at vin­de dem til­ba­ge.« An­der­le­des stil­ler det sig med de va­er­di­ma­es­sigt li­be­ra­le med­lem­mer af den øv­re mid­delklas­se, som par­ti­et har hen­tet ind i fol­den over de se­ne­ste år­ti­er, hvor for­dums pa­ro­ler om om­for­de­ling og fag­lig or­ga­ni­se­ring fik lov at stø­ve til. I dis­se kul­ti­ve­re­de kred­se for­sa­ger man­ge den uop­ly­ste Trump så in­tenst, at De­mo­kra­ter­ne knap nok be­hø­ver at stem­me dørklok­ker: »Be­bo­er­ne i Was­hin­g­tons for­sta­e­der har ik­ke ta­enkt sig at stem­me re­pu­bli­kansk,« si­ger Frank. »Så det he­le er vendt på ho­ve­d­et, og hvis man for­står det, bli­ver det klart, hvad man skal gø­re: Man skal ra­ek­ke ud til ar­bej­der­ne og va­e­re for­vis­set om, at folk, der for ek­sem­pel går op i abort­ret­tig­he­der, ik­ke kun­ne fin­de på at stem­me Trump. The re­si­stan­ce har ik­ke ta­enkt sig at gå over til ham – de folk kan man ta­ge for gi­vet.«

Trumps gen­valg

Men er pra­esi­den­ten ik­ke godt i gang med at syn­ke sin egen båd, som an­ty­det af hans slø­je Gal­lup-tal (knap 40 pro­cents støt­te og over 50 imod)? Det bør cen­trumven­stre ik­ke fø­le sig for over­ty­det om, me­ner Tho­mas Frank, som i bo­gens sid­ste es­say fo­re­stil­ler sig, hvor­dan Trump kan gen­vin­de mag­ten i 2020.

»Mi­ne li­be­ra­le ven­ner her i USA me­ner, det vil va­e­re let og af­gø­ren­de at slå ham. Jeg me­ner, at det er af­gø­ren­de, men tror ik­ke, det bli­ver let,« si­ger han.

Me­get kan na­tur­lig­vis gå galt for pra­esi­den­ten i lø­bet af de na­e­ste par år, med­gi­ver for­fat­te­ren. Den sa­er­li­ge ef­ter­for­sker Ro­bert Mu­el­ler kan af­da­ek­ke no­get vir­ke­lig be­ta­endt. En de­struk­tiv, fuld­blods-han­delskrig kan bry­de ud. Men be­dømt ud fra ak­tu­el­le for­hold er Trumps ud­sig­ter langt gun­sti­ge­re, end man­ge li­be­ra­le bry­der sig om at er­ken­de, me­ner kom­men­ta­to­ren – gan­ske en­kelt på grund af den ame­ri­kan­ske øko­no­mis strå­len­de for­fat­ning. Ar­bejds­løs­he­den er ne­de på 3,9 pro­cent, det la­ve­ste ni­veau i 17 år, og for­bru­ger­til­li­den har ik­ke va­e­ret hø­je­re si­den 2000, vi­ser er­hverv­sta­en­ket­an­ken The Con­fe­ren­ce Bo­ards må­ling. »Jeg in­drøm­mer med det sam­me, at Trump ik­ke er an­svar­lig for øko­no­mi­ens til­stand. Hvis no­gen er, er det tid­li­ge­re cen­tral­bank­chef Ja­net Yel­len, som lod den kø­re derudad og ik­ke trak ren­ten i vej­ret,« si­ger Frank. Men det vil va­el­ger­ne ik­ke bi­de ma­er­ke i. »Det er al­tid fy­ren i Det Hvi­de Hus, som bli­ver be­brej­det el­ler be­løn­net.« Og fort­sa­et­ter den nu­va­e­ren­de kurs, vil al­min­de­li­ge ar­bej­de­re på et tids­punkt be­gyn­de at op­nå ma­er­k­ba­re løn­stig­nin­ger: »Che­fer­ne hol­der stand over for løn­nin­ger­ne, men det vil de ik­ke kun­ne gø­re me­get la­en­ge end­nu, for der vil kom­me man­gel på ar­bejds­kraft, isa­er hvis Trump skul­le gå i gang med nog­le af de of­fent­li­ge an­la­egs­pro­jek­ter, han har talt om,« si­ger Frank – og det vil va­e­re op­lagt at iva­er­ksa­et­te den slags før et valg for at boo­ste pra­esi­den­tens chan­cer.

Rod­net­tet for­vi­trer

Va­ekst, job­s­ka­bel­se, mu­lig­hed for løn­stig­nin­ger; det ly­der ret be­set som op­mun­tren­de ud­sig­ter for den ja­ev­ne ame­ri­ka­ner. Men det be­ty­der ik­ke, at Trump, the blue-col­lar bil­li­o­nai­re, er den ame­ri­kan­ske ar­bej­ders san­de ven, un­der­stre­ger for­fat­te­ren.

»Da jeg vok­se­de op i 1960er­ne og 70er­ne, ple­je­de vi at om­ta­le USA som et mid­delklas­seland. Det be­tød, at folk fra ar­bej­der­klas­sen og­så ind­gik i mid­delklas­sen – al­le var med, på na­er folk al­ler­ne­derst på sam­fun­dets bund,« si­ger han. »Hvor­for? For­di der var fag­for­e­nin­ger, sta­er­ke reg­ler om mind­ste­løn, og for­di in­sti­tu­tio­ner som cen­tral­ban­ken og den udø­ven­de magt hand­le­de på veg­ne af ar­bej­der­klas­sen for at sik­re, at dens le­ve­stan­dard for­blev høj. Trump fo­re­slår in­tet af det­te. Hvis løn­nin­ger­ne sti­ger, vil det blot va­e­re, for­di han var hel­dig. Jeg si­ger ba­re, at han må­ske vil ha­ve hel­det med sig.«

Det mest grund­la­eg­gen­de og pres­se­ren­de pro­blem i USA er iføl­ge Frank en utøj­let øko­no­misk ulig­hed, som be­ty­der, at »det­te land er ved at fal­de fra hin­an­den«.

Det skor­ter da hel­ler ik­ke på da­ta, som il­lu­stre­rer, at de sid­ste man­ge år dår­ligt har va­e­ret no­gen gyl­den tid for al­min­de­li­ge, ar­bej­den­de ame­ri­ka­ne­re. For ek­sem­pel har den gen­nem­snit­li­ge re­al­løn i dag cir­ka sam­me kø­be­kraft som for 40 år si­den iføl­ge en ana­ly­se, som Pew Re­search of­fent­lig­gjor­de i sid­ste må­ned. Che­fer i USAs 350 stør­ste virk­som­he­der tje­ner nu i snit 312 gan­ge så me­get som de­res an­sat­te, mod 20 gan­ge så me­get i 1965, kon­sta­te­re­de en rap­port fra den ven­stre­ha­el­den­de ta­en­ket­ank Eco­no­mic Po­li­cy In­sti­tu­te i sid­ste må­ned. Og na­e­sten en tred­je­del af USAs ar­bejds­styr­ke tje­ner i dag un­der 12 dol­lar, knap 77 kr., i ti­men, på­pe­ge­de Prin­ce­tonso­cio­log Mat­t­hew Des­mond for ny­lig i New York Ti­mes.

I prin­cip­pet kun­ne så­dan­ne ud­vik­lin­ger jo gø­de jor­den for en slag­kraf­tig ven­strepo­pulis­me, så­dan som Tho­mas Frank drøm­mer om. Men me­get af ven­stre­flø­jens gam­le in­fra­struk­tur i de ame­ri­kan­ske lo­kal­sam­fund er i dag for­vi­tret, kon­sta­te­rer han melan­kolsk:

»Tag et sted som Wi­chi­ta, Kansas, som jeg of­te be­sø­ger. Det er en by, der ple­je­de at ha­ve man­ge fag­for­e­nin­ger, og hvor den po­puli­sti­ske be­va­e­gel­se var stor,« si­ger han.

I dag er så­dan­ne fa­eno­me­ner no­get na­er for­s­vun­det, og tom­rum­met er ble­vet fyldt af høj­re­flø­jens rø­ster: »En­hver re­stau­rant og bar, du be­sø­ger, vil ha­ve Fox News kø­ren­de. I en­hver bil, som du sa­et­ter dig ind i, vil Rush Lim­baugh ta­le (sta­er­kt kon­ser­va­tiv ra­diova­ert, red.). De har over­ta­get den ni­che, som gam­mel­dags po­puli­ster og ven­stre­o­ri­en­te­re­de lo­kal­for­e­nin­ger sad på. De grup­per er der gan­ske en­kelt ik­ke me­re, de er ble­vet sy­ste­ma­tisk øde­lagt,« si­ger Frank, der ser den kon­ser­va­ti­ve be­va­e­gel­ses kamp mod fag­for­e­nin­ger som en af ho­ved­år­sa­ger­ne til mi­se­ren. 28 del­sta­ter har for ek­sem­pel ved­ta­get så­kaldt »right to work«-lov­giv­ning, som gør det ulov­ligt for fag­for­e­nin­ger at op­kra­e­ve be­løb af ik­ke-med­lem­mer, der dra­ger nyt­te af de overenskom­ster, or­ga­ni­sa­tio­ner­ne for­hand­ler med ar­bejds­gi­ver­ne. Og for ny­lig fastslog hø­jeste­rets kon­ser­va­ti­ve fler­tal, at of­fent­ligt an­sat­tes fag­for­e­nin­ger ik­ke må op­kra­e­ve så­dan­ne af­gif­ter – et stort ne­der­lag for USAs fag­be­va­e­gel­se, der står klart sta­er­ke­st i den of­fent­li­ge sek­tor, hvor cir­ka en tred­je­del af de an­sat­te iføl­ge net­me­di­et Vox er or­ga­ni­se­ret, mod­sat 6,5 pro­cent i den pri­va­te.

Op­løs fol­ket

De­mo­kra­ter­ne må alt­så iføl­ge Tho­mas Frank fin­de til­ba­ge til rød­der­ne – re­vi­ta­li­se­re fag­for­e­nin­ger­ne, gen­rej­se mid­delklas­sen, genop­ret­te for­bin­del­sen til desil­lu­sio­ne­re­de ar­bej­de­re. I et es­say skri­ver han, at »den nostal­gi­ske drift ik­ke nød­ven­dig­vis be­hø­ver at va­e­re re­ak­tio­na­er«. Men er det ik­ke let­te­re for Do­nald Trump at imø­de­kom­me fru­stra­tio­nen i USAs pla­ge­de lo­kal­sam­fund og in­du­stri­sek­to­rer? Han kan jo ek­sem­pel­vis ube­kym­ret love at brin­ge kulin­du­stri­en til ae­re og va­er­dig­hed igen og rul­le Oba­mas mil­jø­re­gu­le­ring til­ba­ge, mens De­mo­kra­ter­ne fø­ler sig nødsa­get til at ta­ge kli­ma­for­an­drin­ger­ne al­vor­ligt og der­for må mum­le om om­sko­ling og frem­ti­di­ge grøn­ne job. »Kli­ma­for­an­drin­ger ta­ler ik­ke til folk på sam­me må­de som for ek­sem­pel klas­se­ba­se­ret vre­de, som er no­get, al­le fø­ler til hver­dag. Men der er må­der, man kun­ne ha­ve gre­bet sa­gen an på, man gjor­de det ba­re ik­ke,« si­ger Frank. »Hav­de Oba­ma, da han la­ve­de sin va­ekst­pak­ke, gjort den tre gan­ge stør­re, og hav­de han ba­re ka­stet pen­ge ef­ter grøn ener­gi, så vil­le det ik­ke ha­ve gjort en for­skel, hvad folk el­lers me­ner om kli­ma­for­an­drin­ger – de vil­le ha­ve el­sket det, for de vil­le ha­ve haft et job.«

For­fat­te­ren gi­ver i det he­le ta­get ik­ke me­get for tan­ken om, at cen­trumven­stres fo­kus på at om­stil­le USAs øko­no­mi er no­gen und­skyld­ning for den rin­ge ev­ne til at nå in­du­stri­ar­bej­de­re og an­dre i Ud­kants-USA.

»De ir­ri­te­rer mig ad hel­ve­de til,« vris­ser han med mun­den fuld af asi­a­tisk kyl­lin­ge­sup­pe, »de her li­be­ra­le, som si­ger: ’Der er in­tet, vi kan gø­re for dis­se men­ne­sker, de gik ik­ke på col­le­ge, de har ik­ke en god ud­dan­nel­se, det er ba­re sort uheld, de er ef­ter­ladt af hi­sto­ri­en’ el­ler no­get i den stil. Det er bulls­hit, jeg ha­der det! Ud­vis no­get kre­a­ti­vi­tet. På en må­de fortjen­te de vir­ke­lig at ta­be. For de kun­ne ik­ke kom­me på et svar til dis­se men­ne­sker,« si­ger han om De­mo­kra­ter­nes ska­eb­ne i 2016.

Frank til­fø­jer, at han na­tur­lig­vis stem­te på Hil­lary og fin­der Trump skra­ekind­j­a­gen­de. Men ven­stre­o­ri­en­te­re­de kan ik­ke ba­re af­fe­je hans valgsejr som ud­tryk for hvi­de ar­bej­de­res ra­cis­me, så­dan som nog­le rø­ster har gjort: Selv­om xeno­fo­bi­en utvivl­s­omt spil­le­de en rol­le, er den for­kla­ring iføl­ge for­fat­te­ren for en­ty­dig, og må­ske li­ge vel be­ha­en­dig for de li­be­ra­le, som ik­ke be­hø­ver at over­ve­je de­res egen an­part i tin­ge­nes til­stand. »Kan du hu­ske den gam­le ven­ding fra Øst­tys­kland?« spør­ger Frank. »’Vi må op­lø­se fol­ket og va­el­ge et nyt.’ På en må­de ind­fan­ger det indstil­lin­gen hos en be­stemt slags li­be­ra­le.«

FO­TO: GETTY IMAGES

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.