Car­sten Jensen

Weekendavisen - - Opinion -

DE­BAT

Thor­sten Re­in­holt, for­fat­ter Hol­me­hus­vej 49, 5000 Oden­se C

For nog­le uger si­den var jeg til en fa­mi­lie­sam­men­komst. Sam­ta­len rundt om bor­det kom blandt me­get an­det til at hand­le om hånd­tryk, om det sven­ske Riks­dags­valg og der­for, uund­gå­e­ligt, om Dansk Fol­ke­par­ti og ik­ke mindst om, hvor­dan man hånd­te­rer den slags be­va­e­gel­ser i et på pa­pi­ret ci­vi­li­se­ret, li­be­ralt de­mo­kra­ti som det dan­ske. Og der var bred enig­hed rundt om bor­det; frem for alt må den slags par­ti­er ik­ke iso­le­res. De skal ind­dra­ges, og de skal gi­ves an­svar, og, vig­tigst af alt, det er ude­mo­kra­tisk, hvis de øv­ri­ge par­ti­er, det vil si­ge al­le os an­dre, hol­der dem uden for ind­fly­del­se. Ra­e­son­ne­ment­et er, at der jo er ta­le om et stort min­dre­tal af va­el­ger­be­folk­nin­gen, og det kan ik­ke ig­no­re­res. Ar­gu­men­tet har va­e­ret ma­ge­ligt vel­kendt i bor­ger­li­ge kred­se igen­nem år­ti­er, men her var jeg blandt ven­ner, så at si­ge. Men hvor­dan kan det­te sa­er­pra­e­ge­de syns­punkt ha­ve bredt sig så dybt – ik­ke ba­re som en år­ti lang til­vaen­nings­pro­ces ind i den ve­lud­dan­ne­de mid­delklas­se, som Car­sten Jensen skri­ver et sted, men som en in­fek­tion over he­le det po­li­ti­ske spek­trum, Det Ra­di­ka­le Ven­stre og den al­le­ry­der­ste ven­stre­fløj må­ske fra­reg­net? Der er no­get, der ty­der på, at det er et na­tio­nal­n­eu­ro­tisk ka­rak­ter­tra­ek hos det po­li­ti­ske establis­h­ment, me­di­er­ne en bloc og i sa­er­lig grad po­li­ti­ske kom­men­ta­to­rer at fra­skri­ve sig et­hvert me­dansvar for den ri­tu­el­le hvid­va­sk­ning af et par­ti og en be­va­e­gel­se, der i re­sten af Eu­ro­pa per de­fi­ni­tion na­ev­nes i sel­skab med Front Na­tio­nal, AfD og Fi­desz. Sam­ti­dig har man me­get be­ha­en­digt og be­lej­ligt af­mon­te­ret det po­li­ti­ske ak­se­be­greb; isa­er høj­re­o­ri­en­te­ring ek­si­ste­rer ik­ke la­en­ge­re, men er trans­mo­grif­fet til en art so­ci­al­de­mo­kra­tis­me.

Der er ik­ke ba­re ta­le om en til­vaen­ning, men om et po­li­tisk va­evs­hen­fald, der har ha­er­get i mindst en ge­ne­ra­tion, og som fandt et fo­re­lø­bigt, for­stem­men­de lav­punkt i ef­ter­døn­nin­ger­ne på fol­ke­tings­val­get i 2015. Nu kun­ne An­ders Fogh Ras­mus­sen-dok­tri­nen fra nytårs­ta­len 2002 en­de­lig fol­des helt ud, det bø­ve­de og bo­de­ga­e­de blev god to­ne over­night, og en­hver foru­ret­tet ke­del­dragt med egen knal­lert og ma­el­ke­kas­se var plud­se­lig op­hø­jet til lan­dets mest ind­sigts­ful­de po­li­ti­ske iagt­ta­ge­re: Vi be­hø­ver ik­ke eks­per­ter og smags­dom­me­re til at be­stem­me på vo­re veg­ne. In­ter­es­sant nok er det den sam­me til­in­tet­gø­ren­de lo­gik, der fik en ty­pe som Dansk Fol­ke­par­tis så­kald­te kul­tu­r­ord­fø­rer Alex Ahrendt­sen til at for­lan­ge, at kunst­ne­re skul­le hol­de de­res ka­eft om po­li­ti­ske for­hold, hvis han så til gen­ga­eld af­stod fra at syn­ge. An­vendt dob­belt­ta­enk­ning på par­la­men­ta­risk plan, med an­dre ord.

Man kan, alt ef­ter tem­pe­ra­ment og an­sku­el­se, be­trag­te Dansk Fol­ke­par­ti som en skim­let sekt af klam­me ka­el­der­men­ne­sker, skal­les­ma­ek­ken­de mi­mo­ser el­ler for den sags skyld klas­sens tyk­ke dreng, der er kom­met til­ba­ge for at få sin ha­evn. Al­le tre ar­gu­men­ter er for så vidt gang­ba­re, men det står fast, at Dansk Fol­ke­par­ti først og frem­mest er forta­el­lin­gen om en of­fer­kult med omvendt for­tegn. En mo­der­ne dol­ke­støds­le­gen­de, til bra­ek­punk­tet repe­te­ret af par­tiets bon­desnu chef­stra­te­ger og der­ef­ter co­py-pa­stet og blåstemp­let af en ge­ne­relt ukri­tisk pres­se og en ef­ter­plapren­de po­li­tisk mid­te, hvor der kon­stant er tra­engsel for­an hånd­va­sken. For hvem vover at la­eg­ge sig ud med et of­fer – og et un­der­trykt folk har jo som be­kendt al­tid ret. Den­ne sa­el­som­me ta­enk­ning blev for al­vor le­gem­lig­gjort, da par­tiets stif­ter i 2002 i Kø­ben­havn trak en pe­ber­spray op af sin ta­ske, for­di hun an­gi­ve­ligt føl­te sig tru­et af en med­bor­ger, en over­tra­e­del­se af en af ver­dens stram­me­ste vå­ben­lov­giv­nin­ger, som der­for blev be­løn­net, ik­ke med en fa­engsels­straf, men med en stil­ling i lan­dets hø­je­ste em­be­de. (En so­ci­al­de­mo­kra­tisk fol­ke­tings­po­li­ti­ker måt­te ti år tid­li­ge­re for­la­de po­li­tik i va­na­e­re, for­di han hav­de stjå­let dag­lig­va­rer i et su­per­mar­ked).

I en så­dan løg­n­ag­tig vir­ke­lig­hed har en fi­gur som Car­sten Jensen na­tur­lig­vis ik­ke kun­net und­gå at bli­ve bøh­mand for en hyste­risk høj­re­fløj, hvor fa­eno­me­ner som hu­ma­nis­me, to­le­ran­ce, mang­fol­dig­hed, in­ter­na­tio­na­lis­me, ud­syn og al­min­de­lig dan­nel­se er ble­vet dag­ligt for­hå­net af en na­e­sten pa­to­lo­gisk-hadsk po­li­tisk ny­kor­rek­t­hed. Det er vel­kendt. Men at han i den se­ne­ste tid sam­ti­dig er ble­vet en slags ko­misk Bie­der­mei­er­sky­de­ski­ve for po­li­ti­ske an­sku­el­ser langt hen over mid­ten, uag­tet at man­den så­dan set ba­re står fast på nog­le vel­kend­te syns­punk­ter, vid­ner om et uen­de­lig trist fak­tum; det yder­ste høj­re har sej­ret ad hel­ve­de til og gen­nem­kor­rum­pe­ret an­sta­en­dig­he­den i bre­dest mu­li­ge for­stand, så selv fol­keso­ci­a­li­ster nu helt skam­løst op­tra­e­der som kla­kø­rer. Det er de po­stu­le­ret sagt­mo­di­ges egent­li­ge ef­ter­la­den­skab, at det ek­stre­me er ble­vet sa­krosankt og det us­ma­ge­li­ge fer­ni­se­ret

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.