Mis­for­stå­e­de krist­ne va­er­di­er

Un­der­vis­ning. Med den nu­va­e­ren­de kurs ri­si­ke­rer vi, at vo­res børn vok­ser op som ure­flek­te­re­de »pseu­dokrist­ne«.

Weekendavisen - - Opinion - Af KARIN LILTORP

Re­ge­rin­gen har haft stort held med at gen­ta­ge man­tra­et om, at vo­res sam­fund er ba­se­ret på krist­ne va­er­di­er. Det vir­ker til at ha­ve få­et en me­get stor grup­pe dan­ske­re til ukri­tisk at ta­ge den­ne på­stand til sig uden at re­flek­te­re over rig­tig­he­den i udsag­net.

Når man spør­ger ind til, hvad det er for nog­le va­er­di­er, der me­nes, bli­ver det of­test nog­le me­get mud­re­de svar, man får. »Na­este­ka­er­lig­hed« er of­test det na­er­me­ste, man kom­mer, når man be­der om en ud­dyb­ning (prøv selv). Og ja, na­este­ka­er­lig­he­den er da et cen­tralt em­ne i hi­sto­ri­en om Jesus. Men vis mig li­ge den mus­lim, jø­de, atei­st el­ler det fi­re­åri­ge barn, der ik­ke me­ner, at vi skal va­e­re go­de ved hin­an­den: Så at gi­ve kri­sten­dom­men den ful­de ae­re for na­este­ka­er­lig­he­den er må­ske lidt ska­evt.

Den nu­va­e­ren­de fo­kus på kri­sten­dom­mens po­si­ti­ve be­tyd­ning er sand­syn­lig­vis op­stå­et ud fra en frygt for den grup­pe dan­ske mus­li­mer, der har valgt at la­de de­res re­li­gion stå over ga­el­den­de nor­mer, hvil­ket har gi­vet ufor­ud­se­te sam­funds­ud­for­drin­ger. Pa­nik over dis­se »mid­delal­der­li­ge re­li­gi­øse« har af­født lov­for­slag, der skal tvin­ge de an­der­le­desta­en­ken­de til at ret­te ind (hånd­tryks­tvang, bur­ka­for­bud mv.). Men at mø­de frygt for frem­me­de re­li­gio­ner med »min re­li­gion er me­get bed­re end din« og prø­ve at tvin­ge dem til om­ven­del­se er et skrå­plan, hvor vi i høj grad går på kom­pro­mis med eg­ne va­er­di­er.

For hvad er dan­ske va­er­di­er? For mig er det blandt an­det fri­sind, to­le­ran­ce, kri­tisk ta­enk­ning, fa­el­les­skab, de­mo­kra­ti, per­son­lig fri­hed og li­ge ret­tig­he­der. Styr­kel­sen af dis­se va­er­di­er kan sna­re­re op­fat­tes som en kon­se­kvens af vo­res af­stand­ta­gen til de re­li­gi­øse dog­mer i kri­sten­dom­men.

Men da det åben­bart er ble­vet en al­men sand­hed, at Dan­mark er et kri­stent land, er der hel­ler ik­ke me­get de­bat om ind­hol­det af kri­sten­doms­un­der­vis­nin­gen i fol­ke­sko­len. Der sy­nes at va­e­re en ud­bredt ac­cept af, at det er helt OK at bru­ge 300 sko­le­ti­mer (me­re end der er af­sat til for ek­sem­pel bi­o­lo­gi) på den­ne di­sci­plin, da den er »vig­tig for bør­ne­nes dan­nel­se«. I de fle­ste an­dre lan­de, vi yn­der at sam­men­lig­ne os med, vil det­te va­e­re uta­en­ke­ligt: Her er ens re­li­gion no­get, man dyr­ker i fri­ti­den, og vi kan sam­men­lig­ne os med Sau­di-Ara­bi­en, når det kom­mer til re­li­gions­un­der­vis­ning i of­fent­ligt re­gi.

Man­ge ved ik­ke, at der ind­til 7. klas­se ik­ke er krav om at un­der­vi­se i an­dre re­li­gio­ner end kri­sten­dom. Des­u­den er der hel­ler ik­ke no­get krav om at un­der­vi­se i kri­sten­dom­mens min­dre hel­di­ge si­der (ek­sem­pel­vis kri­ge, hek­se­af­bra­en­din­ger, for­døm­mel­se af ho­mo­seksu­el­le og an­det, der er sket i kri­sten­dom­mens navn). Den me­get en­si­di­ge ind­fø­ring i (den po­si­ti­ve si­de af) kri­sten­dom­men kan fo­re­kom­me in­dok­tri­ne­ren­de, hvil­ket i bed­ste fald er uska­de­ligt, men i va­er­ste fald ska­ber nog­le børn, der er min­dre åb­ne over for an­dre tros­ret­nin­ger og ik­ke la­e­rer vig­tig­he­den af at re­flek­te­re over de­res livs­syn.

At hol­de fast i, at dan­nel­se pri­ma­ert har no­get at gø­re med, at man kan ci­te­re fra Bi­be­len, er for mig en mis­for­stå­el­se. Dan­nel­se er, at man for­står ver­den om­kring sig, og­så i et hi­sto­risk per­spek­tiv, hvor kri­sten­dom­men ind­går på li­ge linje med ut­ro­lig man­ge an­dre aspek­ter, som for ek­sem­pel de na­tur­vi­den­skabli­ge land­vin­din­ger og Oplys­ning­sti­dens syn på men­ne­sket.

I ste­det for at fast­hol­de den nu­va­e­ren­de kri­sten­doms­un­der­vis­ning, har vi som sam­fund i ste­det en ma­ge­løs chan­ce for at aen­dre den na­e­ste ge­ne­ra­tion i en po­si­tiv ret­ning, ved at er­stat­te den med un­der­vis­ning i ge­ne­rel fi­lo­so­fi og etik. Un­der­vis­nings­kra­ef­ter­ne kan så­le­des bru­ges på at ty­de­lig­gø­re, hvor­for vi va­erds­a­et­ter vo­res frie sam­fund så højt – og hvor­for vi me­ner, at re­flek­sion og for­nuft er de af­gø­ren­de fak­to­rer for at ind­ret­te et sam­fund. Gen­nem den­ne un­der­vis­ning skal bør­ne­ne selv­føl­ge­lig la­e­re at for­stå, hvor­for man kan ha­ve brug for en re­li­gion i en sva­er ver­den, og ha­ve en in­tro­duk­tion til for­skel­li­ge tros­ret­nin­ger. Så­le­des la­e­rer de og­så, at der ik­ke kun er én sand­hed, og at tro er no­get, man til­va­el­ger.

Vi har fak­tisk mu­lig­hed for, at frem­ti­dens børn vok­ser op og kan dis­ku­te­re livs­syn på et me­re re­flek­te­ret grund­lag, hvor det ik­ke hand­ler om, hvem der har ret, men om, at vi hver isa­er har valgt at føl­ge nog­le livs­reg­ler, som gi­ver me­ning for os.

Som det er nu, er der en stor ri­si­ko for, at vo­res børn vok­ser op som ure­flek­te­re­de »pseu­dokrist­ne«, der har la­ert, at kri­sten­dom må va­e­re »det rig­ti­ge«, ef­ter­som man har de­di­ke­ret et helt fag til det – i ste­det for at det­te fag fak­tisk kun­ne bru­ges til re­el dan­nel­se i, hvad det vil si­ge at va­e­re men­ne­ske og skul­le for­hol­de sig til li­vets sva­e­re pro­blem­stil­lin­ger.

Karin Liltorp er hu­ma­nist og selv­sta­en­dig kon­su­lent.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.